En kritik af den rene 'orange feeling'
I dag gives debat-stafetten videre til Daniel som er 22 år, studerer teknoantropologi og bor i camp Jeppe på Roskilde Festivalen. En stor del af Daniels studie drejer sig om bæredygtighed, og det vil Daniel også gerne sætte fokus på i Roskilde-debatten.
En kritik af den rene ”orange feeling”
Af Daniel, Roskildegænger 2014
Roskilde Festival er non-profit, med fokus på fattigdomsbekæmpelse, økologi og til en hvis grad bæredygtighed. Men der er et paradoks indlejret mellem idealet om Roskilde Festival og dets udførsel.
For det at bringe 130.000 mennesker ud på en mark og gøre Roskilde til Danmarks 4. største by, med tilhørende infrastruktur, alt det medbragte campingudstyr og øl, kan siges at være et af de mest ubæredygtige foretagender i nyere tid. Man tør ikke gøre sig en forestilling om hvor mange hundrede ton, der bliver smidt ud i løbet af en sådan festival.
Hvordan er dette overforbrugs-orgie forligeligt med Roskilde Festivals fokus? Har det en reel nyttig funktion eller er det bare et enormt parringsritual for en kæmpe flok selvforgiftede aber? Det kan man nok mene, og det ligger ikke langt fra en form for gammelmands misantropi.
’The Orange Feeling’ handler også i høj grad om solidaritet og en uhæmmet åbenhed som samfundet generelt ville nyde godt af at inkorporerer. Hvis man kan kombinere denne orange følelse med bæredygtighed som en kulturel norm, således at hver enkelt festivalgænger forstår vigtigheden af bæredygtighed som vor tids største udfordring, større end alle andre vi som art, folk og individer nogensinde har oplevet før i vores tid. Dette er noget hver enkelt menneske må gøre sig klart og gøre til en del af sin hverdag og sin tankegang.
Dette er der dog lang vej til, så indtil nu så kan man jo kun sige: ”Skål Roskilde Festivalgænger og husk at tage din ting med hjem.”
En kritik af den rene ”orange feeling”
Af Daniel, Roskildegænger 2014
Roskilde Festival er non-profit, med fokus på fattigdomsbekæmpelse, økologi og til en hvis grad bæredygtighed. Men der er et paradoks indlejret mellem idealet om Roskilde Festival og dets udførsel.
For det at bringe 130.000 mennesker ud på en mark og gøre Roskilde til Danmarks 4. største by, med tilhørende infrastruktur, alt det medbragte campingudstyr og øl, kan siges at være et af de mest ubæredygtige foretagender i nyere tid. Man tør ikke gøre sig en forestilling om hvor mange hundrede ton, der bliver smidt ud i løbet af en sådan festival.
Hvordan er dette overforbrugs-orgie forligeligt med Roskilde Festivals fokus? Har det en reel nyttig funktion eller er det bare et enormt parringsritual for en kæmpe flok selvforgiftede aber? Det kan man nok mene, og det ligger ikke langt fra en form for gammelmands misantropi.
’The Orange Feeling’ handler også i høj grad om solidaritet og en uhæmmet åbenhed som samfundet generelt ville nyde godt af at inkorporerer. Hvis man kan kombinere denne orange følelse med bæredygtighed som en kulturel norm, således at hver enkelt festivalgænger forstår vigtigheden af bæredygtighed som vor tids største udfordring, større end alle andre vi som art, folk og individer nogensinde har oplevet før i vores tid. Dette er noget hver enkelt menneske må gøre sig klart og gøre til en del af sin hverdag og sin tankegang.
Dette er der dog lang vej til, så indtil nu så kan man jo kun sige: ”Skål Roskilde Festivalgænger og husk at tage din ting med hjem.”