Baronens mand 10
Næste morgen startede med at Niels Åge kom hen til Jonathan, der netop var gået i gang med udmugningen: - Inden du kommer for godt i gang, så skal du gå op til komtesse Amandas værelse med disse 2 brystnipler og denne tang. Hvad det er for et problem, hun har, ved jeg ikke. Men det lyder overkommeligt. Det skal du nok klare.
Jonathan nikkede: - Jovist. Han tog tingene og begav sig ad sted, mens han spekulerede over, hvad det kunne være.
Til butler Konrads store glæde bankede drengen pænt på og afventede, at hun lukkede op: - Hej. Kom ind, sagde hun og kiggede efterfølgende ned af korridoren og sikrede sig, at ingen af søstrene så, at hun fik besøg: - Jeg skylder dig jo en tjeneste, men du må love mig, at ingen får noget at vide. Og især ikke min bror Øjvind.
Jonathan så først forundret på hende, dernæst trak han højre hånd forbi sin hals: - Amager.
Hun gik hen til den ene væg: - Først skal du have skruet dette hyldebeslag af. Dertil skal du bruge tangen. De 2 brystnipler kan du bare lægge fra dig. Det var ren camouflage, at du skulle tage dem med.
Praktikanten gik i gang med at løsne skruerne, og snart var beslaget i hans hånd, mens hans kiggede på den mærkelige dims, der kom til syne i væggen: - Øh, hvad er det for noget?
Amanda smilede: - Dette rum var en gang min brors, og han fik i al hemmelighed bygget dette periskop ind i væggen. Hvis du prøver at sætte et øje til, vil du se, at man kan kigge ind i badeværelset ved siden af.
Jonathan gjorde, som hun foreslog, og så en brusekabine: - Minsandten ja. Og nu vil du gerne have periskopet fjernet?
- Øh, næh nej, ingenlunde. Det kan godt være, det er lidt lusket, men også lidt pirrende, ikke sandt? ... og det var jo meningen, at jeg skulle give dig en fortjeneste for at have reddet mit liv.
Jonathan lagde beslaget fra sig og kiggede forundret på hende: - Jah ... og nu vil du så gå ud i bad.
Hun rystede på hovedet: - Mig har du jo allerede set nøgen ... desværre. Nej, forstår du, i aften skal Rebekka og Caroline synge ude på scenen, vi har opstillet på vore jorde. De har boet i vores gæsteværelse i nat. Nu vil jeg gå derover og fortælle, at badeværelset er klar, og så gælder det jo bare for dig om at kiggelure.
Amandas plan lykkedes til fulde, først tog den mørkhårede Caroline et brusebad og dernæst den ægte blondine Rebekka, og de gav sig god tid hver især, så Jonathan nød virkelig synet af de to landskendte poptøser. Men til sidst fik det en ende: - Tak for gaven.
Amanda nikkede anerkendende: - Velbekomme. Så er det blot at komme i gang med at hænge beslaget og hylden op igen. Hun gik hen til vinduet og så ned i gården: - Jeg tror, at Niels Åge er ved at blive utålmodig.
Jonathan fuldførte sit skruearbejde og forsvandt ud i korridoren, hvor han tilfældigvis mødte Rebekka: - Hej.
Ved stalddøren stod fodermesteren: - Hvor pokker blev du af? Der kommer en dyrlæge om en halv time, og der skulle gerne se lidt ryddeligt ud, når hun dukker op.
Jonathan gik straks hen til sin kost og trillebør: - Det skal jeg hurtig få fixet. Hvilken han også gjorde.
Næsten på klokkeslæt dukkede den unge dyrlæge, Mette, op for at se på Hoppeleins sår på bagbenene: - Den har nok været lidt for tæt på noget pigtråd, mente hun.
- Lige nøjagtig, svarede Niels Åge, mens Jonathan stod lidt på afstand og betragtede kvindens kurver og bare ben.
Mette fandt sine remedier frem og gik i krig med at løse sin opgave: - Det er ikke så slemt. Men I skal holde hesten i ro i en uges tid.
I det samme kom Øjvind ind i stalden og lød meget betynget: - Jeg hører, at vi har dyrlæge på besøg. Åh hej med dig. Jeg har lige været ude ved ruinen. Der ligger et dyr ... en mår tror jeg ... den sidder fast i en snare og vil gerne fri.
Mette afsluttede sin disinfektion af såret: - Jeg kan godt kigge på det. Men det kommer til at koste ekstra.
Øjvind nikkede: - Naturligvis. Ikke noget problem i det. Men du får kigget på det. Niels Åge kan du vise hende vej?
Fodermesteren rystede på hovedet: - Det får jeg desværre ikke tid til. Det må du selv klare.
Arvingen til godset kikkede nervøst på sit ur: - Jeg kan heller ikke. Jeg skal ind til byen og købe en jaguar.
Mette afbrød sin gerning og udbrød: - Jaguar! Sådan nogle må man ikke holde i privat eje i Danmark.
- Det er altså en bil, svarede Øjvind og forsvandt.
Niels Åge kiggede over på Jonathan: - Ved du hvor ruinen er?
Knægten nikkede, og de blev snart enige om, at han skulle vise pigen på vej. Inden længe gik de over marken i en noget anden retning ind mod musiktribunen: - Det må være meget interessant sådan at tage rundt og besigtige forskellige dyr, indskød han undervejs, og de talte løst og fast om dette emne.
De fandt dyret, som hvæsede en del ved at se dem: - Det er jo ikke nogen mår, men en grævling, sagde Mette klart: - Ja sådan en har jeg aldrig hjulpet før. Hvis du vil holde dens hoved i skak, så den ikke bider, mens jeg løsner grebet?
Ved fælles hjælp fik de dyret fri, og dyrlægen gav den noget gazebind om den højre forpote, inden de slap den løs.
Netop som de fik rejst sig, følte Mette noget løbe ud af skridtet: - Årg for satan. Nu får jeg pludselig menstruation.
Jonathan svarede forvirret: - Er det slemt?
Hun rystede lettere på hovedet: - Nej, ikke hvis blot man har en tampon. Og sådan en har jeg heldigvis altid i min taske, oplyste hun og fiskede en frem. Efter at have fået den ud af vakuumposen, gik hun et par skridt væk og trak shorts og trusser ned, så Jonathan kunne se hendes bare numse.
En stund baksede hun med at få tamponen placeret rigtig oppe i skeden: - Ja, du meget undskylde dette, men det altså noget vi kvinder må døje med en gang om måneden.
Drengen nød hvert et sekund af de heldigvis ikke blodige baller: - Ingen årsag. Jeg har tid nok.
Dyrlægen fik ordnet sit lille problem, sat tøjet på plads igen, og de begav sig sammen tilbage imod Perleborg, hvor de kort før målet løb på baronen, der rømmede sig: - Unge mand. Det er ikke middagspause endnu. De der fritidsfornøjelser må du kunne holde i ave gennem 4 timer.
- Hvad mener De? Vi var ude ved ruinen for at slippe et dyr fri.
Florian rømmede sig endnu mere: - Ja, derude har jeg også tit sluppet mange dyr løs, da Irina og jeg var unge. Men nu er der altså sprunget et vandrør i kælderen, og så er der altså ikke tid til dens slags fornøjelser. Har du nogen ide om, hvor de to brystnipler er blevet af, som jeg havde købt til udskiftning de prekære steder?
Nu var det Mettes tur til at rømme sig: - Brystnipler! Det er vist ved at blive lidt for lummert dette her. Jeg vil straks tage tilbage til klinikken. Hej med jer.
Jonathan nikkede: - Jovist. Han tog tingene og begav sig ad sted, mens han spekulerede over, hvad det kunne være.
Til butler Konrads store glæde bankede drengen pænt på og afventede, at hun lukkede op: - Hej. Kom ind, sagde hun og kiggede efterfølgende ned af korridoren og sikrede sig, at ingen af søstrene så, at hun fik besøg: - Jeg skylder dig jo en tjeneste, men du må love mig, at ingen får noget at vide. Og især ikke min bror Øjvind.
Jonathan så først forundret på hende, dernæst trak han højre hånd forbi sin hals: - Amager.
Hun gik hen til den ene væg: - Først skal du have skruet dette hyldebeslag af. Dertil skal du bruge tangen. De 2 brystnipler kan du bare lægge fra dig. Det var ren camouflage, at du skulle tage dem med.
Praktikanten gik i gang med at løsne skruerne, og snart var beslaget i hans hånd, mens hans kiggede på den mærkelige dims, der kom til syne i væggen: - Øh, hvad er det for noget?
Amanda smilede: - Dette rum var en gang min brors, og han fik i al hemmelighed bygget dette periskop ind i væggen. Hvis du prøver at sætte et øje til, vil du se, at man kan kigge ind i badeværelset ved siden af.
Jonathan gjorde, som hun foreslog, og så en brusekabine: - Minsandten ja. Og nu vil du gerne have periskopet fjernet?
- Øh, næh nej, ingenlunde. Det kan godt være, det er lidt lusket, men også lidt pirrende, ikke sandt? ... og det var jo meningen, at jeg skulle give dig en fortjeneste for at have reddet mit liv.
Jonathan lagde beslaget fra sig og kiggede forundret på hende: - Jah ... og nu vil du så gå ud i bad.
Hun rystede på hovedet: - Mig har du jo allerede set nøgen ... desværre. Nej, forstår du, i aften skal Rebekka og Caroline synge ude på scenen, vi har opstillet på vore jorde. De har boet i vores gæsteværelse i nat. Nu vil jeg gå derover og fortælle, at badeværelset er klar, og så gælder det jo bare for dig om at kiggelure.
Amandas plan lykkedes til fulde, først tog den mørkhårede Caroline et brusebad og dernæst den ægte blondine Rebekka, og de gav sig god tid hver især, så Jonathan nød virkelig synet af de to landskendte poptøser. Men til sidst fik det en ende: - Tak for gaven.
Amanda nikkede anerkendende: - Velbekomme. Så er det blot at komme i gang med at hænge beslaget og hylden op igen. Hun gik hen til vinduet og så ned i gården: - Jeg tror, at Niels Åge er ved at blive utålmodig.
Jonathan fuldførte sit skruearbejde og forsvandt ud i korridoren, hvor han tilfældigvis mødte Rebekka: - Hej.
Ved stalddøren stod fodermesteren: - Hvor pokker blev du af? Der kommer en dyrlæge om en halv time, og der skulle gerne se lidt ryddeligt ud, når hun dukker op.
Jonathan gik straks hen til sin kost og trillebør: - Det skal jeg hurtig få fixet. Hvilken han også gjorde.
Næsten på klokkeslæt dukkede den unge dyrlæge, Mette, op for at se på Hoppeleins sår på bagbenene: - Den har nok været lidt for tæt på noget pigtråd, mente hun.
- Lige nøjagtig, svarede Niels Åge, mens Jonathan stod lidt på afstand og betragtede kvindens kurver og bare ben.
Mette fandt sine remedier frem og gik i krig med at løse sin opgave: - Det er ikke så slemt. Men I skal holde hesten i ro i en uges tid.
I det samme kom Øjvind ind i stalden og lød meget betynget: - Jeg hører, at vi har dyrlæge på besøg. Åh hej med dig. Jeg har lige været ude ved ruinen. Der ligger et dyr ... en mår tror jeg ... den sidder fast i en snare og vil gerne fri.
Mette afsluttede sin disinfektion af såret: - Jeg kan godt kigge på det. Men det kommer til at koste ekstra.
Øjvind nikkede: - Naturligvis. Ikke noget problem i det. Men du får kigget på det. Niels Åge kan du vise hende vej?
Fodermesteren rystede på hovedet: - Det får jeg desværre ikke tid til. Det må du selv klare.
Arvingen til godset kikkede nervøst på sit ur: - Jeg kan heller ikke. Jeg skal ind til byen og købe en jaguar.
Mette afbrød sin gerning og udbrød: - Jaguar! Sådan nogle må man ikke holde i privat eje i Danmark.
- Det er altså en bil, svarede Øjvind og forsvandt.
Niels Åge kiggede over på Jonathan: - Ved du hvor ruinen er?
Knægten nikkede, og de blev snart enige om, at han skulle vise pigen på vej. Inden længe gik de over marken i en noget anden retning ind mod musiktribunen: - Det må være meget interessant sådan at tage rundt og besigtige forskellige dyr, indskød han undervejs, og de talte løst og fast om dette emne.
De fandt dyret, som hvæsede en del ved at se dem: - Det er jo ikke nogen mår, men en grævling, sagde Mette klart: - Ja sådan en har jeg aldrig hjulpet før. Hvis du vil holde dens hoved i skak, så den ikke bider, mens jeg løsner grebet?
Ved fælles hjælp fik de dyret fri, og dyrlægen gav den noget gazebind om den højre forpote, inden de slap den løs.
Netop som de fik rejst sig, følte Mette noget løbe ud af skridtet: - Årg for satan. Nu får jeg pludselig menstruation.
Jonathan svarede forvirret: - Er det slemt?
Hun rystede lettere på hovedet: - Nej, ikke hvis blot man har en tampon. Og sådan en har jeg heldigvis altid i min taske, oplyste hun og fiskede en frem. Efter at have fået den ud af vakuumposen, gik hun et par skridt væk og trak shorts og trusser ned, så Jonathan kunne se hendes bare numse.
En stund baksede hun med at få tamponen placeret rigtig oppe i skeden: - Ja, du meget undskylde dette, men det altså noget vi kvinder må døje med en gang om måneden.
Drengen nød hvert et sekund af de heldigvis ikke blodige baller: - Ingen årsag. Jeg har tid nok.
Dyrlægen fik ordnet sit lille problem, sat tøjet på plads igen, og de begav sig sammen tilbage imod Perleborg, hvor de kort før målet løb på baronen, der rømmede sig: - Unge mand. Det er ikke middagspause endnu. De der fritidsfornøjelser må du kunne holde i ave gennem 4 timer.
- Hvad mener De? Vi var ude ved ruinen for at slippe et dyr fri.
Florian rømmede sig endnu mere: - Ja, derude har jeg også tit sluppet mange dyr løs, da Irina og jeg var unge. Men nu er der altså sprunget et vandrør i kælderen, og så er der altså ikke tid til dens slags fornøjelser. Har du nogen ide om, hvor de to brystnipler er blevet af, som jeg havde købt til udskiftning de prekære steder?
Nu var det Mettes tur til at rømme sig: - Brystnipler! Det er vist ved at blive lidt for lummert dette her. Jeg vil straks tage tilbage til klinikken. Hej med jer.