Bliver snart vanvittig......
Jeg ved ikke hvor jeg skulle lægge dette indlæg, men må bare komme ud med det inden jeg bryder sammen.
Det store med det hele er, at jeg har mødt en fyr. I starten var vi kærester og alt var fint. Han flytter ind hos mig.
Så begynder han at snakke om alle de kærester og piger han har været i seng med, siger til ham at jeg ikke gider at høre det. Så en aften i byen begynder manden at flirte med en anden pige lige foran mig og jeg bliver selvfølgelig sur. Han kan så ikke forstå hvorfor jeg reagere sådan, så han slår op, fordi han heller vil være sammen med hende den anden. Han ender med ikke, at være sammen med hende og jeg tilgiver ham fordi jeg elsker ham (underligt nok)
Vi forsøger så, at få det som vi plejer, bare hvor vi ikke er kærester (manden vil se MIG an). Vi bor stadig sammen. Han lover mig ikke at flirte med andre, men det holder ca en uge så skiver han med sin b-ven og istedet for at skrive til hende at de IKKE skal mødes, skriver han bare MÅSKE. Jeg bliver så ked af det og tager et glas piller i hånden (havde ikke tænkt mig at tage dem, vil se hvordan han ville reagere) manden er ligeglad syntes næremest det er sjovt. Mine veninder forsøger at snakke med ham, men det trænger ikke ind.
Hver gang han ser en lækker kvinde i blade, tv eller virkeligheden giver han sin klare mening om at han gerne vil have sex med dem.
Han overholder ikke aftale og en dag havde jeg ikke hørt fra ham i et døgn næsten og hver gang jeg ringede var mobilen slukket. Da han så kommer hjem, siger manden "jamen jeg mødte en sød pige i bussen og nu hun min ven. vi tog hjem og havde sex. Jeg fik nok og bad ham om at gå, for vil ikke finde mig i hans pis mere,så siger at det bare var for sjov. For at gøre mig sur.
Han har derudover forbudt mig at være alene sammen med min bedste drenge ven, hvilket jeg gør alligevel.
Han tror konstant jeg er ham utro.
Han siger alverdens grimme ukvemsord (for sjov) jeg svare igen og til sidst eksplodere jeg og så bliver han sur, fordi jeg ikke må råbe af ham.
Alt ender også med at være min fejl. Fordi han mener jeg har for meget temperment.
Når vi sover må jeg ikke rører ham (vi har en meget lille seng), så hvis man ikke skal rører med den mindste lille fingerspids, skal man ligger helt stiv. I nat vågner jeg så ved at han har lagt mig i spænd med sine ben på den nederste del af min maven. Så jeg var så mast op af væggen at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg beder ham om at rykke, da jeg har mega ondt i ryggen, men manden er ligeglad og råber din fede nar til mig.
Han vil heller ikke kysse eller holde i hånd offentligt.....jeg kunne blive ved i en uendelighed, men vil spare jer.
Jeg er normalt en meget stærk og viljefast person, men lige her kan jeg ikke komme væk, bliver ved med, at sige til mig selv det bliver bedre og der er også gode sider. Selvom min venner for længst har sagt jeg skal komme væk.
Jeg kan godt se at han ikke har nogen form for respekt for mig...men hvorfor er det så SÅ svært at gå sin vej??...
Er manden syg eller hvad?
hvad er der galt med mig, siden jeg ikke er gået for længst???
og bliver det nogensinde bedre??
Knus mig
Det store med det hele er, at jeg har mødt en fyr. I starten var vi kærester og alt var fint. Han flytter ind hos mig.
Så begynder han at snakke om alle de kærester og piger han har været i seng med, siger til ham at jeg ikke gider at høre det. Så en aften i byen begynder manden at flirte med en anden pige lige foran mig og jeg bliver selvfølgelig sur. Han kan så ikke forstå hvorfor jeg reagere sådan, så han slår op, fordi han heller vil være sammen med hende den anden. Han ender med ikke, at være sammen med hende og jeg tilgiver ham fordi jeg elsker ham (underligt nok)
Vi forsøger så, at få det som vi plejer, bare hvor vi ikke er kærester (manden vil se MIG an). Vi bor stadig sammen. Han lover mig ikke at flirte med andre, men det holder ca en uge så skiver han med sin b-ven og istedet for at skrive til hende at de IKKE skal mødes, skriver han bare MÅSKE. Jeg bliver så ked af det og tager et glas piller i hånden (havde ikke tænkt mig at tage dem, vil se hvordan han ville reagere) manden er ligeglad syntes næremest det er sjovt. Mine veninder forsøger at snakke med ham, men det trænger ikke ind.
Hver gang han ser en lækker kvinde i blade, tv eller virkeligheden giver han sin klare mening om at han gerne vil have sex med dem.
Han overholder ikke aftale og en dag havde jeg ikke hørt fra ham i et døgn næsten og hver gang jeg ringede var mobilen slukket. Da han så kommer hjem, siger manden "jamen jeg mødte en sød pige i bussen og nu hun min ven. vi tog hjem og havde sex. Jeg fik nok og bad ham om at gå, for vil ikke finde mig i hans pis mere,så siger at det bare var for sjov. For at gøre mig sur.
Han har derudover forbudt mig at være alene sammen med min bedste drenge ven, hvilket jeg gør alligevel.
Han tror konstant jeg er ham utro.
Han siger alverdens grimme ukvemsord (for sjov) jeg svare igen og til sidst eksplodere jeg og så bliver han sur, fordi jeg ikke må råbe af ham.
Alt ender også med at være min fejl. Fordi han mener jeg har for meget temperment.
Når vi sover må jeg ikke rører ham (vi har en meget lille seng), så hvis man ikke skal rører med den mindste lille fingerspids, skal man ligger helt stiv. I nat vågner jeg så ved at han har lagt mig i spænd med sine ben på den nederste del af min maven. Så jeg var så mast op af væggen at jeg ikke kan bevæge mig. Jeg beder ham om at rykke, da jeg har mega ondt i ryggen, men manden er ligeglad og råber din fede nar til mig.
Han vil heller ikke kysse eller holde i hånd offentligt.....jeg kunne blive ved i en uendelighed, men vil spare jer.
Jeg er normalt en meget stærk og viljefast person, men lige her kan jeg ikke komme væk, bliver ved med, at sige til mig selv det bliver bedre og der er også gode sider. Selvom min venner for længst har sagt jeg skal komme væk.
Jeg kan godt se at han ikke har nogen form for respekt for mig...men hvorfor er det så SÅ svært at gå sin vej??...
Er manden syg eller hvad?
hvad er der galt med mig, siden jeg ikke er gået for længst???
og bliver det nogensinde bedre??
Knus mig