Adams æbler – en helt uacceptabel slutning
Adams æbler – en helt uacceptabel slutning, set i et dramaturgisk synspunkt.
Advarsel: har du ikke set filmen endnu, så læs ikke denne tekst. Da jeg nævner mange ting, som vil ødelægge filmoplevelsen første gang man ser filmen
Hvad er det Anders Thomas Jensen vil fortælle os med ”Adams æbler”? – som jeg ser det, er det to hovedpersoner/krateres udvikling.
Ivan hovedpersonen og hovedkarakteren. Det samme er Adam. Dog fordelt på denne måde: I første akt, som vi kan kalde ”hjemme” er Ivan ham som hjælper Adam med at udvikle sig til et bedre menneske.
Midt i anden akt, vender denne udvikling, så det går ned ad bakke for Ivan, fordi at Adam, bliver filmens nye hovedperson, og hjælper. Og Ivan bliver nu den svage hovedkarakter, som udvikler sig.
1 akt og starten af 2 akt
Hovedperson: Ivan (hjælper Adam)
Hovedkarakter: Adam (modstander til Ivan, ”satans udsendte”)
Dramaturgisk set, er det meget normalt at hovedkarakteren, får modstand/hjælp i midten af anden akt. Dog i dette tilfælde, vender det hele 180 græder og de to personer bytter plads.
Hovedperson: Adam
Hovedkarakter: Ivan (via Ivans modstand er det gået op for ham at man ikke ukritisk skal elske Gud, men at man selv skal tage ansvar for sit eget liv, og ikke finde sig i alt)
Løsningen på hovedkonflikten, opstår da Ivan, fysisk gør modstand overfor nazisterne. Det udløser en pistol, som redder Ivans fysiske tilstand, i og med at hans svulst bliver skudt ud af hans hoved.
Adam bager Ivans kage, og har udviklet sig, til en person som kan noget.
I slutningen, kunne man så forestille sig at Ivan ikke bare var en naiv præst, som vender den anden kind til. Men det gør han desværre i slutningen.
Slutningen er fuldstændig som starten. Dog er den nye hjælper Adam.
Jeg som ser det, vil denne slutning være meget bedre, hvis Ivans nye virkelighedsopfattelse, kom til udtryk. Så han ikke bare er en boksebold. Han kunne have givet den nye person, en lige højere. Og så kunne den nye ”Adam” sige rolig nu, lad os alle snakke om det, for min skyld kan vi tage diskussionen her og nu.
Mange hilsner
Silas Lasvill-Andersen
Advarsel: har du ikke set filmen endnu, så læs ikke denne tekst. Da jeg nævner mange ting, som vil ødelægge filmoplevelsen første gang man ser filmen
Hvad er det Anders Thomas Jensen vil fortælle os med ”Adams æbler”? – som jeg ser det, er det to hovedpersoner/krateres udvikling.
Ivan hovedpersonen og hovedkarakteren. Det samme er Adam. Dog fordelt på denne måde: I første akt, som vi kan kalde ”hjemme” er Ivan ham som hjælper Adam med at udvikle sig til et bedre menneske.
Midt i anden akt, vender denne udvikling, så det går ned ad bakke for Ivan, fordi at Adam, bliver filmens nye hovedperson, og hjælper. Og Ivan bliver nu den svage hovedkarakter, som udvikler sig.
1 akt og starten af 2 akt
Hovedperson: Ivan (hjælper Adam)
Hovedkarakter: Adam (modstander til Ivan, ”satans udsendte”)
Dramaturgisk set, er det meget normalt at hovedkarakteren, får modstand/hjælp i midten af anden akt. Dog i dette tilfælde, vender det hele 180 græder og de to personer bytter plads.
Hovedperson: Adam
Hovedkarakter: Ivan (via Ivans modstand er det gået op for ham at man ikke ukritisk skal elske Gud, men at man selv skal tage ansvar for sit eget liv, og ikke finde sig i alt)
Løsningen på hovedkonflikten, opstår da Ivan, fysisk gør modstand overfor nazisterne. Det udløser en pistol, som redder Ivans fysiske tilstand, i og med at hans svulst bliver skudt ud af hans hoved.
Adam bager Ivans kage, og har udviklet sig, til en person som kan noget.
I slutningen, kunne man så forestille sig at Ivan ikke bare var en naiv præst, som vender den anden kind til. Men det gør han desværre i slutningen.
Slutningen er fuldstændig som starten. Dog er den nye hjælper Adam.
Jeg som ser det, vil denne slutning være meget bedre, hvis Ivans nye virkelighedsopfattelse, kom til udtryk. Så han ikke bare er en boksebold. Han kunne have givet den nye person, en lige højere. Og så kunne den nye ”Adam” sige rolig nu, lad os alle snakke om det, for min skyld kan vi tage diskussionen her og nu.
Mange hilsner
Silas Lasvill-Andersen