Endnu en dag...

Hvorfor har jeg det på denne her måde?
Jeg lever i en familie hvor alle for det meste er glade.
Alligevel føler jeg det tit som om at alle andre lever deres liv og mit er gået i stå.
Jeg lærer ingen nye mennesker at kende, og dem jeg kender nu er langsomt ved at forsvinde fra mig.
De eneste jeg kender er mennesker fra skolen.
Jeg har ikke været til fest i to år.
Har aldrig rigtig haft en kæreste, kun siddet på afstand og beundret de piger jeg kunne lide og se til mens andre mere populære drenge tog dem.
Jeg har en følelse af at være blevet snydt og glemt i denne verden.
Jeg har en god familie, men hvis man stopper op og ser på min sociale omgangskreds ligger man mærke til at der næsten ingen er.
Jeg var på et tidspunkt på tur med min klasse.
Vi skulle være væk i fem dage.
Jeg tænkte at nu ville jeg blive meget gladere når jeg var sammen med folk jeg kendte.
Alligevel allerede den anden aften kom den tomme følelse tilbage.
Jeg følte igen tårerne mase på og jeg forlod flokken uden at der var nogen der lagde mærke til det og satte mig ud og så på vandet.
Der sad jeg så og overvejede hvad der ville ske hvis jeg bare hoppede ud over en af skrænterne eller bare druknede mig selv.
Ville der være andre end min familie der virkelig ville blive påvirket af dette?.
Ville den pige som jeg aldrig fik fortalt om mine følelser sidde og græde?
Jeg tror det næppe!
Jeg slutter af nu fordi det er ved at være sent og i morgen er der endnu en dag......

Hej.
Jeg har lige læst dit brev, og skøn min hverdag til tider er travl og forjagede stoppede jeg op ved dit råb om hjælp. Du skal vide, at der er mange mennesker derude som har en ekstrem følelse inden i sig, af en eller anden slags. Jeg ved godt, at det ikke ændre din sag, men du skal ikke føle dig, at du ikke høre hjemme nogle steder. Du hører hjemme lige der, hvor du er nu, i dig selv. Jeg er ret overbevist om, at du rummer et univers af evner, men det kan være meget svært at finde dem, når man hele tider kigger på hvad andre gør, og man gerne vil som dem. Måske er du som jeg, bare anderledes. Det har intet med udseende at gøre eller hvor mange penge man har, eller hvor smart man er i repilkken. Hvis du søger efter dine egne evner istedet for andres, vil du efter en fase se, hvor stærk du er blevet. Det er ikke langt fra eventyret om "Den grimme ælling".
Lær at prisætte at være i dit egen selvskab. Måske skulle du begynde at skrive dine tanker ned, eller på anden kreativ vis udtrykke dig. Det gør jeg, og det er ren teapi for mig. Du behøver ikke at søge hjælp andre steder til at starte med.
Du skal vide at du er en ener, og selvom din omgangskreds ikke umiddelbart ser det smukke og specielle i dig, så er jeg ret sikker på at dit sindt er blandt de smukkeste i denne verden.
Lev dette liv med længsel og kærlighed, og du vil se hvor smuk verden kan være.
carstenboe@sol.dk

Du lyder som om du har brug for lidt forandring i dit liv.....
Men tro mig, uanset om folk viser det eller ej, ville de sørge den dag du virkelig er borte, for en person som dig kan man umuligt lade være med at holde af, bare lidt på en eller anden måde...
Du er speciel, og du skal altid søge det bedste, og ikke bare vælge det som alle andre vælger...
Jeg har haft det ligesom dig engang, nu har jeg jordens bedste kæreste og de dejligste venner man kan få, og jeg vil gøre alt for dem....
Håber det går dig godt....
Held og lykkke
Knuzzz mig

Hejsa...
Læste lige dit brev, og aldrig havde jeg troet at der faktisv er andre i dette univers, der har det som jeg har det.
Det første jeg tænkt, var hold da kæft mand, hvor kender han dog mig fra?!
Altså det vil sige, at vi i det mindste er to der har det som om man ikke hører til nogen steder, og det er da på sin vis, rart nok at vide...
Alt for mange gange, har jeg selv stået på kanten af skrænten, og ville hoppe...
Og jeg vil temmelig sikkert komme til at stå der igen, en dag når det hele er ensomt og forvirrende...
Men stadigt... Så er der åbenbart noget der forhindrer fra at hoppe... Og det er vel i sig selv en god ting ?!
Alt godt til dig fremover...
Kram og Tanker herfra...
Og hvis lysten en dag skulle være der: space@ofir.dk
er du da velkommen til at skrive...

Låt andra människor förstå att du behöver dem. Låt dem få veta att du finns. Ibland vet inte folk om att man känner sig ensam även om vi alla känner så. Våga visa att du är sårbar. Jag känner ofta som du men det har hjälpt när jag själv vågat ta kontakt med andra och tydligt visar att jag vill umgås och bryr mig om dem, då kommer de till dig också.