Zebraen - Afrikas vilde hest
Tusind zebraer løber frit hen over den afrikanske savanne. Deres stribede flanker hæver og sænker sig mens mankerne bølger i takt med de kraftige rytmiske bevægelser. Slettens solsvedne jord gungrer under deres hove. Bag dem rejser sig en rød støvsky, der kan ses flere kilometer bort. Intet binder dem, intet holder dem tilbage.
Som på kommando sagtner de farten og stopper op. Med stærke tænder rykker de i det tørre græs mens de stadig er vagtsomme. Indimellem kigger de op, lytter og vejrer. I vindretningen høres et løvebrøl i det fjerne — hele flokken stivner. Den lyd kender zebraerne. De spidser ører, og med græsset endnu hængende i mundvigene spejder de i den retning hvorfra brølet kommer. Da faren ikke synes overhængende, græsser de videre.
Dagen bliver varmere, og efter en stund er flokken på farten igen. De vilde zebraer har fået færden af vand og er på vej mod en flod. På en forhøjning stopper de op og stirrer ned mod den brune flod der langsomt løber forbi, mens de prustende skraber i den tørre jord. Zebraerne tøver lidt, vel vidende at en fare kan lure under flodens rolige overflade. Men drevet af stærk tørst begynder nogle alligevel at skubbe og mase sig fremad. Snart styrter de alle ned mod flodens bred. Efterhånden som deres tørst bliver slukket, vender de om og løber tilbage mod de åbne sletter.
Hen under aften bevæger flokken sig langsomt gennem det høje græs. Deres skikkelser danner smukke silhuetter mod den dalende, dybrøde sol, indrammet af den afrikanske græssteppes pragt.
For zebraerne ligner dagene hinanden. I deres søgen efter føde og vand er de hele tiden på farten. Zebraerne græsser på de åbne sletter og ser med den faste, stribede hud der fremhæver deres muskuløse kroppe, rene og velnærede ud. Striberne er noget helt for sig, og nogle hævder at der ikke findes to mønstre som er ens. De ejendommelige hvide og sorte striber skiller dem ud fra slettens andre dyr. Med deres smukke udseende er de et karakteristisk træk ved Afrikas vilde natur.
Zebraer er meget sociale dyr. De knytter stærke og livslange bånd til hinanden. En stor flok kan tælle adskillige tusind dyr, men den er opdelt i mange mindre enheder af familier bestående af en hingst og dens hopper. Denne lille familie holder indbyrdes orden ved at følge en nøje fastsat rangorden. Det er den dominerende hunzebra der bestemmer familiens færden. Hun fører an, og de andre hopper og deres føl følger trop på en række efter rang. I sidste ende er det dog hingsten der bestemmer. Hvis han mener at familien skal ændre kurs, løber han hen til den anførende hoppe og puffer hende i den ønskede retning.
Renlighed betyder meget for zebraer. Man ser dem ofte gnide sig op ad hinanden og kærligt nappe hinandens flanker, skuldre og rygge. Denne fælles soignering styrker båndene imellem dem, og føllene er kun nogle få dage gamle når de begynder at blive soigneret. Hvis en zebra har kløe og ingen i familien kan lette dens ubehag, ruller den sig i støvet eller gnider sig mod et træ, et termitbo eller en anden fast genstand.
En zebra lever et farligt liv. Det 250 kilo tunge dyr er et fristende bytte for løver, vilde hunde, hyæner, leoparder og krokodiller. Zebraen kan løbe 55 kilometer i timen, men det sker alligevel at den overraskes af et rovdyr der har ligget på lur. Det kan for eksempel være løver, krokodiller der er gemt i det mudrede vand eller leoparder i mørket.
Zebraerne i flokken er afhængige af hinanden for at kunne forsvare sig, og de må være meget vagtsomme. De fleste zebraer sover om natten, men der er altid nogle som lytter og holder vagt. Hvis en zebra får færten af et rovdyr, alarmerer den hele flokken ved at pruste. Når én i flokken er syg eller gammel og ikke kan holde tempoet, sætter de andre zebraer som regel farten ned eller stopper op og venter på den. I tilfælde af fare stiller hingsten sig frygtløst mellem rovdyret og hopperne. Den bider og sparker fjenden for at give flokken tid til at slippe bort.
En naturforsker ved navn Hugo van Lawick var vidne til et bemærkelsesværdigt eksempel på et sådant familiesammenhold blandt zebraer på Serengetisletten i Afrika. Han fortæller hvordan en flok vilde hunde begyndte at jage en flok zebraer. Det lykkedes hundene at få isoleret en zebrahun samt hendes føl og en enåring fra de andre, som galoperede bort. Moderen, føllet og enåringen kæmpede modigt. Men snart blev hundene mere aggressive, og moderen og enåringen blev efterhånden udmattede. Døden syntes uundgåelig. Van Lawick husker stadig den håbløse situation: „Pludselig mærkede jeg jorden gungre, og da jeg så mig omkring, fik jeg til min store forbløffelse øje på ti zebraer der nærmede sig i fuld fart. Da de nåede frem, sluttede de en tæt ring omkring moderen og hendes afkom, hvorefter de hurtigt, uden at bryde den beskyttende ring, galoperede væk for at indhente resten af zebraflokken. Hundene jagtede dem omkring 50 meter, men de kunne ikke adskille flokken og gav hurtigt op.“
Zebrahunnen beskytter sit nyfødte føl ved i begyndelsen at holde det væk fra de andre i flokken. I den tid føllet er isoleret, har det mulighed for at knytte et nært bånd til sin moder. Det unge føl indprenter sig moderens mønster af hvide og sorte striber. Inden længe kan det genkende sin moders kald og duft og vil ikke kendes ved andre hunner.
Føllene kommer ikke til verden med samme skarpt afgrænsede hvide og sorte striber som deres forældre. De mørke striber er rødbrune, men bliver sorte med tiden. Føl fra forskellige familier samler sig for at lege sammen. De løber om kap og sætter efter hinanden mens de sparker og springer rundt mellem de voksne, der nogle gange leger med. Føllene galoperer omkring på deres spinkle ben og forsøger i leg at fange fugle og andre små dyr. Det er en fornøjelse at betragte zebraføllene. Deres lange, spinkle ben, store, sorte øjne og glinsende, bløde skind gør de små yndige dyr uimodståelige.
Man kan stadig se store, vilde zebraflokke løbe omkring på Afrikas vidtstrakte, gyldne sletter. Hvilket imponerende syn!
Hvem vil benægte at zebraen med sit unikke sort-hvide mønster, sin stærke familiefølelse og sit utæmmede temperament, er en vidunderlig skabning? Når man ved noget om dette dyr, kan man svare på et spørgsmål der blev stillet for tusinder af år siden: „Hvem har sat zebraen fri?“ (Job 39:5) Svaret er indlysende. Det har Skaberen af alle levende skabninger.
Som på kommando sagtner de farten og stopper op. Med stærke tænder rykker de i det tørre græs mens de stadig er vagtsomme. Indimellem kigger de op, lytter og vejrer. I vindretningen høres et løvebrøl i det fjerne — hele flokken stivner. Den lyd kender zebraerne. De spidser ører, og med græsset endnu hængende i mundvigene spejder de i den retning hvorfra brølet kommer. Da faren ikke synes overhængende, græsser de videre.
Dagen bliver varmere, og efter en stund er flokken på farten igen. De vilde zebraer har fået færden af vand og er på vej mod en flod. På en forhøjning stopper de op og stirrer ned mod den brune flod der langsomt løber forbi, mens de prustende skraber i den tørre jord. Zebraerne tøver lidt, vel vidende at en fare kan lure under flodens rolige overflade. Men drevet af stærk tørst begynder nogle alligevel at skubbe og mase sig fremad. Snart styrter de alle ned mod flodens bred. Efterhånden som deres tørst bliver slukket, vender de om og løber tilbage mod de åbne sletter.
Hen under aften bevæger flokken sig langsomt gennem det høje græs. Deres skikkelser danner smukke silhuetter mod den dalende, dybrøde sol, indrammet af den afrikanske græssteppes pragt.
For zebraerne ligner dagene hinanden. I deres søgen efter føde og vand er de hele tiden på farten. Zebraerne græsser på de åbne sletter og ser med den faste, stribede hud der fremhæver deres muskuløse kroppe, rene og velnærede ud. Striberne er noget helt for sig, og nogle hævder at der ikke findes to mønstre som er ens. De ejendommelige hvide og sorte striber skiller dem ud fra slettens andre dyr. Med deres smukke udseende er de et karakteristisk træk ved Afrikas vilde natur.
Zebraer er meget sociale dyr. De knytter stærke og livslange bånd til hinanden. En stor flok kan tælle adskillige tusind dyr, men den er opdelt i mange mindre enheder af familier bestående af en hingst og dens hopper. Denne lille familie holder indbyrdes orden ved at følge en nøje fastsat rangorden. Det er den dominerende hunzebra der bestemmer familiens færden. Hun fører an, og de andre hopper og deres føl følger trop på en række efter rang. I sidste ende er det dog hingsten der bestemmer. Hvis han mener at familien skal ændre kurs, løber han hen til den anførende hoppe og puffer hende i den ønskede retning.
Renlighed betyder meget for zebraer. Man ser dem ofte gnide sig op ad hinanden og kærligt nappe hinandens flanker, skuldre og rygge. Denne fælles soignering styrker båndene imellem dem, og føllene er kun nogle få dage gamle når de begynder at blive soigneret. Hvis en zebra har kløe og ingen i familien kan lette dens ubehag, ruller den sig i støvet eller gnider sig mod et træ, et termitbo eller en anden fast genstand.
En zebra lever et farligt liv. Det 250 kilo tunge dyr er et fristende bytte for løver, vilde hunde, hyæner, leoparder og krokodiller. Zebraen kan løbe 55 kilometer i timen, men det sker alligevel at den overraskes af et rovdyr der har ligget på lur. Det kan for eksempel være løver, krokodiller der er gemt i det mudrede vand eller leoparder i mørket.
Zebraerne i flokken er afhængige af hinanden for at kunne forsvare sig, og de må være meget vagtsomme. De fleste zebraer sover om natten, men der er altid nogle som lytter og holder vagt. Hvis en zebra får færten af et rovdyr, alarmerer den hele flokken ved at pruste. Når én i flokken er syg eller gammel og ikke kan holde tempoet, sætter de andre zebraer som regel farten ned eller stopper op og venter på den. I tilfælde af fare stiller hingsten sig frygtløst mellem rovdyret og hopperne. Den bider og sparker fjenden for at give flokken tid til at slippe bort.
En naturforsker ved navn Hugo van Lawick var vidne til et bemærkelsesværdigt eksempel på et sådant familiesammenhold blandt zebraer på Serengetisletten i Afrika. Han fortæller hvordan en flok vilde hunde begyndte at jage en flok zebraer. Det lykkedes hundene at få isoleret en zebrahun samt hendes føl og en enåring fra de andre, som galoperede bort. Moderen, føllet og enåringen kæmpede modigt. Men snart blev hundene mere aggressive, og moderen og enåringen blev efterhånden udmattede. Døden syntes uundgåelig. Van Lawick husker stadig den håbløse situation: „Pludselig mærkede jeg jorden gungre, og da jeg så mig omkring, fik jeg til min store forbløffelse øje på ti zebraer der nærmede sig i fuld fart. Da de nåede frem, sluttede de en tæt ring omkring moderen og hendes afkom, hvorefter de hurtigt, uden at bryde den beskyttende ring, galoperede væk for at indhente resten af zebraflokken. Hundene jagtede dem omkring 50 meter, men de kunne ikke adskille flokken og gav hurtigt op.“
Zebrahunnen beskytter sit nyfødte føl ved i begyndelsen at holde det væk fra de andre i flokken. I den tid føllet er isoleret, har det mulighed for at knytte et nært bånd til sin moder. Det unge føl indprenter sig moderens mønster af hvide og sorte striber. Inden længe kan det genkende sin moders kald og duft og vil ikke kendes ved andre hunner.
Føllene kommer ikke til verden med samme skarpt afgrænsede hvide og sorte striber som deres forældre. De mørke striber er rødbrune, men bliver sorte med tiden. Føl fra forskellige familier samler sig for at lege sammen. De løber om kap og sætter efter hinanden mens de sparker og springer rundt mellem de voksne, der nogle gange leger med. Føllene galoperer omkring på deres spinkle ben og forsøger i leg at fange fugle og andre små dyr. Det er en fornøjelse at betragte zebraføllene. Deres lange, spinkle ben, store, sorte øjne og glinsende, bløde skind gør de små yndige dyr uimodståelige.
Man kan stadig se store, vilde zebraflokke løbe omkring på Afrikas vidtstrakte, gyldne sletter. Hvilket imponerende syn!
Hvem vil benægte at zebraen med sit unikke sort-hvide mønster, sin stærke familiefølelse og sit utæmmede temperament, er en vidunderlig skabning? Når man ved noget om dette dyr, kan man svare på et spørgsmål der blev stillet for tusinder af år siden: „Hvem har sat zebraen fri?“ (Job 39:5) Svaret er indlysende. Det har Skaberen af alle levende skabninger.