Syvende del af krimi-føljetonen
- Nej, vi fik det gjort på et wildcard, som de kaldte det. Fordi at de skulle afprøve en ny metode af. Jeg husker ikke længere helt præcis, hvad de kaldte det; men det fungerede fantastisk. Hun har aldrig fejlet noget siden.
- Hmm hmm, det må man nok sige. Det var vel nok heldigt, svarer Henry begejstret, men forundres indvendig.
Cindy kommer hen til dem: - Hvem er den mand, mor?
- Blot en, jeg skulle have til at lukke vores sodavander op.
- Hej lille ven. Du er vel nok flink til at bygge sandslotte, kommenterer Henry og lægger mærke til, at der stadig er en lille antydning af et længere ar hen over hendes bryst.
Bjørn Steen overlader dagens observationer til sin afløser: - Jeg håber, at du kan få hoved og hale i det alt sammen.
- Det må jeg prøve, svarer Patrick Knudsen og kaster endnu et blik hen over de 5 A4-ark: - Hvem er ham der Willy, som du har streget ud?
- Som sagt var den kvinde et værre vrøvlehoved. Som hun forklarede det i første omgang, troede jeg, at det var Louises samleverske dengang; men det viste sig at være ham, der havde boet i huset forinden.
- Ja, det er vist ikke værd at forske videre i.
- Nej heldigvis, for så skulle du eller en anden formentlig en tur til Grønland.
- Uh for den, så er der heldigvis ikke så langt til Buxtehude. Det var det første jeg skulle, ikke?
- Det må du spørge chefen om, hvorvidt det giver nogen mening. God vagt.
- Tak og god weekend. Patrick går straks ind til Erik Gorm Andreasen: - Har du styr på sagen? Skal jeg af sted til Buxtehude?
- Drabssager har jo førsteprioritet, men seneste nyt fra Næstved er, at der formentlig slet ikke er tale om noget sådan alligevel. så det er nok bedst at du bruger din energi på skattesagen fra Broager ind til videre.
- Fint nok, det skal blive helt godt at komme fuldt igennem det kedelige stads. Men nu håber jeg ikke, at du ændrer mening hen midt på aftenen, så jeg ikke når hjem igen før hen midt på natten.
- Det må du finde dig i i givet fald. God arbejdslyst.
Hanne Flæng møder ind i børnehaven Tyttebæret i Fensmark for at hente sin 3-årige søn Jonathan; men møder en helt lukket institution: - For satan, de kan da ikke allerede have lukket. Hun finder straks mobilen frem og ringer til sin mand Palle Åge Flæng: - Hej. Det er mig. Har du hentet Jonathan?
- Nej da. Det er fredag, så det er din opgave.
- Ja, det ved jeg godt. Jeg er her også, men alle dørene er låst. Hvor pokker kan han så være?
- Det ved jeg virkelig ikke. Det må du finde ud af. Jeg har en landing nu, så jeg bliver nød til at slutte. Flight nine six o four from Barcelona come in...
- De satans fly, udbryder Hanne og kigger sig omkring til hun får øje på en kvinde, der passerer forbi på fortovet. Hanne nærmest overfalder hende: - Hvornår har de lukket børnehaven?
- Øh. Det ved jeg virkelig ikke, svarer damen halvt forskrækket og halvt forundret.
- Jamen, de kan da ikke bare lukke, når ikke alle børnene er afhentet?
- Øh, næh nej. Men behøver De at flå i mit kravetøj?
- Nej selvfølgelig ikke. Undskyld. Men hvor fanden finder jeg min søn henne nu? Jeg har allerede mistet et barn.
- Hvad, svarer damen endnu mere forvirret og tripper lidt bagud for at komme på afstand af den fortvivlede kvinde.
- Ja, for 5 år siden forsvandt min et-årige datter sporløst bort. Jeg klarer ikke også at miste min søn.
- Det var dog forfærdeligt. De må passe bedre på dem, svarer kvinden belærende.
- Ja mand! Men det er jo ikke nemt, når de bare lukker og slukker, inden man ...
- Må gud være med Dem, ønsker kvinden og fortsætter sin gang ned til slagterbutikken.
- Gud! Ja det skal sgu nok hjælpe, svarer Hanne tvivlrådigt, finder atter sin mobil frem og bladrer sin liste over telefonnumre igennem. I sin iver overser hun Berit i første omgang, og finder det først i anden runde; men så får hun straks tastet på opkald: - Kom nu, tag den for satan!
Efter knap 20 sekunders ringen: - Det er Berit Trebic.
- Det er Hanne Flæng. Hvor har I gjort af Jonathan?
- Der var simpelthen ingen af os, der havde tid til at arbejde over i dag, så Rigmor afleverede ham oppe på Social- og Sundhedsforvaltningen, da vi ikke kunne komme i kontakt med dig.
- Min mobil har da været åben hele tiden, svarer Hanne bestemt: - Men hvor i alverden ligger det henne?
- Det ligger på Rådmandshaven inde i Næstved.
- Hold kæft. Hvordan pokker kommer jeg helt derind på cykel?
- Det er vel ikke længere, end det kan overkommes. Men måske det kan lære dig, at hente ham inden 16.30 fremover, forklarer Berit: - Du, som har et halvdagsjob, burde have de største forudsætninger for at opfylde dette.
- Hrff, kommenterer Hanne og afbryder: - Hvad fanden ved en pædagog om det!?
Hun sætter sig op på cyklen og triller i retning mod Næstved, men efter cirka 100 meter hopper hun atter af sadlen: - For satan. Det er jo håbløs det her. Palle Åge må hente ham, når han får fri.
- Det er Marlene.
- Frank her. Undskyld jeg forstyrrer. Men jeg vil blot høre, om Henriette har været forbi dig i dag?
Marlene holder kortvarig hånden over telefonens mikrofon og nikker over til veninden, der omvendt ryster på hovedet: - Nej Frank, det har jeg ikke. Hvorfor? ... Er der noget galt?
- Øh, nej, det er blot fordi ... hendes forældre havde heller ikke set hende. Nå, jeg prøver videre.
- Har hun ikke sin egen mobiltelefon?
- Jo, men den svarer hun ikke på. Jeg forstår det ikke helt ... men hej.
- Du lyder så desperat. Er du sikker på, at der ikke er noget alvorligt galt? ... er der noget, jeg kan gøre?
- Det tror jeg ikke. Ellers tak for venligheden, svarer Frank og afbryder.
- Hvorfor tilbød du at hjælpe? spørger Henriette forundret.
Fortsættelse følger.
- Hmm hmm, det må man nok sige. Det var vel nok heldigt, svarer Henry begejstret, men forundres indvendig.
Cindy kommer hen til dem: - Hvem er den mand, mor?
- Blot en, jeg skulle have til at lukke vores sodavander op.
- Hej lille ven. Du er vel nok flink til at bygge sandslotte, kommenterer Henry og lægger mærke til, at der stadig er en lille antydning af et længere ar hen over hendes bryst.
Bjørn Steen overlader dagens observationer til sin afløser: - Jeg håber, at du kan få hoved og hale i det alt sammen.
- Det må jeg prøve, svarer Patrick Knudsen og kaster endnu et blik hen over de 5 A4-ark: - Hvem er ham der Willy, som du har streget ud?
- Som sagt var den kvinde et værre vrøvlehoved. Som hun forklarede det i første omgang, troede jeg, at det var Louises samleverske dengang; men det viste sig at være ham, der havde boet i huset forinden.
- Ja, det er vist ikke værd at forske videre i.
- Nej heldigvis, for så skulle du eller en anden formentlig en tur til Grønland.
- Uh for den, så er der heldigvis ikke så langt til Buxtehude. Det var det første jeg skulle, ikke?
- Det må du spørge chefen om, hvorvidt det giver nogen mening. God vagt.
- Tak og god weekend. Patrick går straks ind til Erik Gorm Andreasen: - Har du styr på sagen? Skal jeg af sted til Buxtehude?
- Drabssager har jo førsteprioritet, men seneste nyt fra Næstved er, at der formentlig slet ikke er tale om noget sådan alligevel. så det er nok bedst at du bruger din energi på skattesagen fra Broager ind til videre.
- Fint nok, det skal blive helt godt at komme fuldt igennem det kedelige stads. Men nu håber jeg ikke, at du ændrer mening hen midt på aftenen, så jeg ikke når hjem igen før hen midt på natten.
- Det må du finde dig i i givet fald. God arbejdslyst.
Hanne Flæng møder ind i børnehaven Tyttebæret i Fensmark for at hente sin 3-årige søn Jonathan; men møder en helt lukket institution: - For satan, de kan da ikke allerede have lukket. Hun finder straks mobilen frem og ringer til sin mand Palle Åge Flæng: - Hej. Det er mig. Har du hentet Jonathan?
- Nej da. Det er fredag, så det er din opgave.
- Ja, det ved jeg godt. Jeg er her også, men alle dørene er låst. Hvor pokker kan han så være?
- Det ved jeg virkelig ikke. Det må du finde ud af. Jeg har en landing nu, så jeg bliver nød til at slutte. Flight nine six o four from Barcelona come in...
- De satans fly, udbryder Hanne og kigger sig omkring til hun får øje på en kvinde, der passerer forbi på fortovet. Hanne nærmest overfalder hende: - Hvornår har de lukket børnehaven?
- Øh. Det ved jeg virkelig ikke, svarer damen halvt forskrækket og halvt forundret.
- Jamen, de kan da ikke bare lukke, når ikke alle børnene er afhentet?
- Øh, næh nej. Men behøver De at flå i mit kravetøj?
- Nej selvfølgelig ikke. Undskyld. Men hvor fanden finder jeg min søn henne nu? Jeg har allerede mistet et barn.
- Hvad, svarer damen endnu mere forvirret og tripper lidt bagud for at komme på afstand af den fortvivlede kvinde.
- Ja, for 5 år siden forsvandt min et-årige datter sporløst bort. Jeg klarer ikke også at miste min søn.
- Det var dog forfærdeligt. De må passe bedre på dem, svarer kvinden belærende.
- Ja mand! Men det er jo ikke nemt, når de bare lukker og slukker, inden man ...
- Må gud være med Dem, ønsker kvinden og fortsætter sin gang ned til slagterbutikken.
- Gud! Ja det skal sgu nok hjælpe, svarer Hanne tvivlrådigt, finder atter sin mobil frem og bladrer sin liste over telefonnumre igennem. I sin iver overser hun Berit i første omgang, og finder det først i anden runde; men så får hun straks tastet på opkald: - Kom nu, tag den for satan!
Efter knap 20 sekunders ringen: - Det er Berit Trebic.
- Det er Hanne Flæng. Hvor har I gjort af Jonathan?
- Der var simpelthen ingen af os, der havde tid til at arbejde over i dag, så Rigmor afleverede ham oppe på Social- og Sundhedsforvaltningen, da vi ikke kunne komme i kontakt med dig.
- Min mobil har da været åben hele tiden, svarer Hanne bestemt: - Men hvor i alverden ligger det henne?
- Det ligger på Rådmandshaven inde i Næstved.
- Hold kæft. Hvordan pokker kommer jeg helt derind på cykel?
- Det er vel ikke længere, end det kan overkommes. Men måske det kan lære dig, at hente ham inden 16.30 fremover, forklarer Berit: - Du, som har et halvdagsjob, burde have de største forudsætninger for at opfylde dette.
- Hrff, kommenterer Hanne og afbryder: - Hvad fanden ved en pædagog om det!?
Hun sætter sig op på cyklen og triller i retning mod Næstved, men efter cirka 100 meter hopper hun atter af sadlen: - For satan. Det er jo håbløs det her. Palle Åge må hente ham, når han får fri.
- Det er Marlene.
- Frank her. Undskyld jeg forstyrrer. Men jeg vil blot høre, om Henriette har været forbi dig i dag?
Marlene holder kortvarig hånden over telefonens mikrofon og nikker over til veninden, der omvendt ryster på hovedet: - Nej Frank, det har jeg ikke. Hvorfor? ... Er der noget galt?
- Øh, nej, det er blot fordi ... hendes forældre havde heller ikke set hende. Nå, jeg prøver videre.
- Har hun ikke sin egen mobiltelefon?
- Jo, men den svarer hun ikke på. Jeg forstår det ikke helt ... men hej.
- Du lyder så desperat. Er du sikker på, at der ikke er noget alvorligt galt? ... er der noget, jeg kan gøre?
- Det tror jeg ikke. Ellers tak for venligheden, svarer Frank og afbryder.
- Hvorfor tilbød du at hjælpe? spørger Henriette forundret.
Fortsættelse følger.