Krigsfilosofi & Soldater

Krigen har konsekvenser; de psykiske og måske filosofiske spørgsmål som bliver en del af ex soldaternes tilvæelse; hvor længe tager det at intellektuelt og stemningsmæssigt selv at gennemarbejde sine erfaringer❓
Tager det ti år, ti år med tanker, overvejelser, anklager mod sig selv, anklager mod samfundet . . overvejelser og begrundelser for så en gang at have fattet en vis pointe og rumme en sindsro❓
Det er jo på sin vis en meget aktiv og praktisk snarere end en teoretisk filosoferen❓

Og en meget streng tid, fordi man kan jo ikke dele sin ekstreme humanistiske intellektuelle splittelse og vanvidsagtige op og nedture❓
Er der sådan noget som efterkrigstidsfilosofi ?

du generaliserer faktisk. Det er jo meget individuelt hvordan den enkelte bearbejder det at være i krig. Mens det for nogen helt sikkert vil være en stor ting, der muligvis tager års beabejdelse, vil processen være langt simplere for andre.
Jeg tror også det hjælper MEGET hvordan hæren tager sig af soldaterne, hvordan de debriefer, og efterfølgende tilbyder hjælp. Noget de faktisk er blevet rigtig gode til i de senere år.
Og endelig er det jo vigtigt med opbakning i samfundet. Vi skal aldrig vende vores soldater ryggen. Dermed ikke sagt vi behøver være enige i diverse krige, men soldaterne udfører deres arbejde så godt de formår. Og de gør det fordi de mener de kan gøre en forskel til det bedre her i verden.