Jim Morrison's far bryder 35 års tavshed

For første gang siden den karismatiske sanger fra The Doors, Jim Morrison i 1971 døde af et hjertestop, udtaler hans far sig til pressen. Det er helt vildt.
Hvis nogen herinde kender til The Doors, så kender de også sangen: "The end" og det berømte citat: "Father? - Yes son? "I want to kill you!"
HUH og nu snakker han om sin søns "uheldige død". Jeg har sgu et ambivalent forhold til den far, allerede inden man har hørt noget somhelst...Nå, men læs hvad han siger:
(Artiklen er fra den 9. november i år, men jeg gengiver den her, fordi man får spat af at gå ind på siden med alle de F*ck-beeeep reklamer!)
http://today.reuters.co.uk/news/articlenews.aspx?storyid=2006-11-09T010240Z_01_N08335972_RTRUKOC_0_UK-BOOKS-DOORS.xml&type=entertainmentNews&WTmodLoc=Entertainment-C3-More-2
LOS ANGELES (Reuters) - The father of late Doors singer Jim Morrison has broken his silence to share memories of his estranged son, who once sang about killing him and joked that his family was dead.
George Morrison, a retired U.S. Navy admiral, is one of the contributors to "The Doors by the Doors," an authorised memoir released this week. The book's author, rock journalist Ben Fong-Torres, also interviewed the band's three surviving members and Jim's younger brother and sister, among others.
"We look back on him with great delight ... The fact that he's dead is unfortunate but looking back on his life it's a very pleasant thought," George Morrison says in the book.
Jim Morrison, a difficult teen who rebelled against his father's military lifestyle, went on to become one of the most magnetic performers in rock 'n' roll.
But he disowned his family, and once made a throwaway comment that they were dead. He also referenced his parents in the Oedipal rant "The End," singing that he wanted to kill his father and sleep with his mother.
Andy Morrison recalls that his mother, Clara, who died last year, took him to a Doors concert in Washington, D.C., and asked to see Jim, but he refused to meet with her, and she drove home in tears.
The Morrisons surmise that Jim's hostility was really designed to shield them from too much attention.
"I had the feeling that he felt we'd just as soon not be associated with his career," George Morrison says. "He knew I didn't think rock music was the best goal for him. Maybe he was trying to protect us."
Adds his sister, Anne, "He liked mystique, too. He didn't want to be from somewhere."
Jim Morrison died of a heart attack in Paris in 1971, and his grave at the Pere Lachaise cemetery is one of the city's top tourist attractions. His family pays the authorities to take care of the site.
George Morrison said it was "quite an honour ... for the family" to have his son buried near cultural giants like Oscar Wilde, Edith Piaf and Frederic Chopin.
Reuters/VNU
*****************************************
Anledningen, for at George Morrison og hans to andre børn udtaler sig til pressen om Jim, er, udgivelsen af box "The Doors By The Doors", som udkom den 7. november.
http://www.amazon.com/Best-Doors/dp/samples/B000002H22/ref=dp_tracks_all_1/103-3774961-5276608#disc_1
Hvis I scroller lidt ned, er der en anmeldelse af den.
Man kan sikkert også få den på Karma ret snart. http://www.karma.dk/Guld_2.htm#Doors_guld (..webmasteren er lidt en skovl til at huske at trykke tekstombrydning i cellerne, men skidt med det, det er det pureste guldmusik, man kan købe der ;o) )
Men guderne skal vide at Jim Morrison formåede med sin brændende poesi og sin lidende sjæl at gennembryde de døre, der adskiller liv fra død, og er forblevet i det ubegrænsede og uendelige rum...
Personligt opdagede jeg først hvem han var et par år efter han var død...så jeg er render virkelig med en illusion i mt hjerte. Til gengæld er den lyslevende, og jeg får aldrig nok af at læse hans tekster og høre hans musik.
Han får stadig livet til at springe frem i millioner af mennesker, med hans dybe poesi og personlige mystik i kærlghed, vildskab og melankoli - så uendelig paradoxalt at livet var ham en pine...

min bedste ven blev begravet til THE END, han havde selv valgt den,og blev begravet med joints i sin skjortelomme. this is the end, my only only friend the end.

du er ikke alene, morrison skrev de fedeste digte, shape dreams from your hair my pretty child my sweet one..

er netop det - for mig....
Åbne og lukkede døre...
Annie

Jeg har aldrig forstået budskabet fra "The Doors" - derfor spørgsmålet.
*FB* - god weekend ½onde

Og fortæl så at du ikke forstå, eller kan du bare ikke udenlandsk !?!
http://www.youtube.com/watch?v=8n0SkRa9A7U&mode=related&search

Heÿsan FedeBritt...
Jeg synes da det er et godt spørgsmål du stiller, for andre, der ikke ved hvem han er, kan måske undre sig over, hvorfor man hylder en poet under musik...så det vil jeg gerne svare på...men FB...hæng på...du ved hvad du kan vente, når det er mig der svarer ikke? Bare tænk på, at hvis ikke du kan bruge det, så er der måske andre der kan. Alt hvad vi lægger her i forummet forærer vi jo til alle, der benytter det :o)
Først kan man danne sig et lile indtryk af gruppen The Doors' historie ved at læse dette (dansk) http://www.1960erne.dk/mudoors.php
Heraf fremgår det at de var en enhed. Dvs. gruppen kunne ikke klare sig uden Jim, og Jim kunne ikke klare sig uden gruppen...og ingen kunstner kan klare sig uden publikum, som netop her, var en meget afgørende medspiller for The Doors og deres musik.
The Doors' musik var hypnotiserende, rytmisk, og apocalptisk, hvilket betyder, at det starter i velorganiserede toner og rytmer, men bygges op af tekst og samspil med musik og sang...og ikke mindst performace, til et kaotisk eksplosionsagtigt klimaks.
Den form rimede med tiden i slutningen af 60'erne, hvor det publikum oplevede gennem musikken, var en forløsning af fortidens frustrationer og kunne gennem "nedbrydningen af døre mellem det kendte og det ukendte" samme se nye veje ud i fremtiden.
Det var gennem sin performance at Jim sugede publikums stemningen og musikken ind og centrifugerede det i sit indre, så det i sit udtryk netop nedbrød dørene mellem det kendte og det ukendte.
Morrison var ikke alene poet, for hvis han havde været det, havde han været en slags Leonard Cohen, som også er en bragende poet, og okay musiker...men han har ikke haft den betyning musikalsk, set som Morrison fik.
Morrison var fantastisk musikalsk, og kunne ridde på bølgerne af musikken og den stemning der var tilstede i nuet.
Det særlige var, at han jo også fortolkede sine tekster. Han havde jo udover alt det han skabte i nuet, også et budskab til omverdenen.
Der var aldrig en koncert, hvor numrene var magen til dem på pladerne. Der findes mange optagelser af den før nævnte "The End" hvor der sker noget nyt og anderledes hver gang. Men budskabet var det samme....
Det Jim kunne med sine musikalske fortolkninger af disse dunkle, og mystiske tekster der dansede tæt med emner som sex og død, var at tage musik, og publikums samlede energi og gå ind og lukke mentale rum op, som man forstod, man havde tilfælles.
Han evnede alt dette fordi han var et uendelig dygtigt rytmisk, musikalsk og poetisk talent.
Jim viste en vej for eftertidens sangudøvere. Viste noget om måder at fortolke sange gennem musik, hvor sangen ikke blot var en form til at hænge ord op på musikalske kroge...sangen var et instrument i sig selv...og sjovt nok, så har The Doors aldrig haft en bassist! De var på MANGE måder et band der viste nye veje. Sjovt at de skabte et nyt instrument gennem Jim's sang, og undværede et, der ellers er traditionelt set er fundamentalt i konstruktionen af et rockband.
"When the music's over" er et temmelig psycedelisk nummer, og netop den betegnelse var meget fremherskende for den progressive musik. I Europa havde vi Led Zeppelin, King Crimson og Emerson Lake & Palmer (og mange andre selvfølgelig) som repræsentanter for genren.
Men the Doors var amerikanske og det glemmer, vi der befinder os i pæn afstand fra dem i tid og geografi en gang i mellem. Desuden var spredningen af toner mellem kontinenterne ikke så gnidningsløs, som den er i dag...The Doors stod for en udvikling i USA, som var helt unik.
De emner der inspirerede og optog Jim Morrison og The Doors var USA's deltagelse i Vietnamkrigen, samt om undertrykkelse af de indfødte amerikanere.
Jims far var i den amerikanske flåde, og derfor ønskede Jim nærmest at amputere den del af sig selv, for han var i den grad imod krig og hadede sig selv for, som søn af sin far på den måde at være født medskyldig i USA's forbrydelser mod menneskeheden. "When the Musics over" beskiver dette.
Men også pga. denne indre evindelige konflikt, måtte han dræbe sin far verbalt i sangen "The end" og voldtage sin mor...
Den måde at voldeligt anvende det poetiske rum, er der mange der har brugt sidenhen. Nick Cave var på samme måde nødt til verbalt at dræbe Kylie Minogue i sangen "Where wild roses grow" http://www.lyricsdownload.com/kylie-minogue-f--nick-cave-where-the-wild-roses-grow-lyrics.html (Sejt at hun indvilligede i at synge med på den.)
At bruge poesien som så stor en bestanddel af musikken og samtidig bruge, den som et aktivt og solidt redskab til at brække op og reflektere tiden fik en stor betydning for eftertiden. Sang var efter Jim's appearence røvkedelig, hvis ikke den kunne noget selv...
Altså de 4 linier og et omkvæd, levede en stille tid i lang tid. Publikum KRÆVEDE noget af deres sangere...Og Janis Joplin havde jo også på den kvindelige side givet sit bragende bidrag i forhold til hvad sang er for en størrelse. (Og nu ikke et ord om Elvis. Han kunne bestemt også noget, men overhovedet ikke i den retning som Jim Morrison kunne).
Efter min mening er der ingen andre sangere der har kunnet vise nye veje med sin sang, som Jim har kunnet. Men klart alle sangere, der er dygtige...ER jo netop dygtige, fordi der er ører der lytter og hjerterum, der åbnes ved hjælp af deres budskaber og fortolkninger af ord, og musik...
Der er et rigtig godt eksempel på forskellen mellem en der bare er god til ord, og så en virkelig dygtig sanger. Leonard Cohen har skrevet "Halleluja" og også selv sunget den...og det er vel fair nok, men Jeff Buckely har indfanget den og formet den helt anderledes og MEGET bedre efter min mening.
Leonard Cohen: http://www.youtube.com/watch?v=rf36v0epfmI
Jeff Buckley:
http://www.youtube.com/watch?v=N05xfF6MxIM
(Jeff Buckley er en myte i sig selv. Han spændte sin vokal over mere end 4 oktaver - også afdød, men ingen ved, hvorfor eller hvordan...han gik bare ud i floden...)
En sanger jeg synes kommer meget tæt på at være ligeså dygtig som Jim Morrison er Chris Cornell. Sangeren fra Audioslave (tidligere Soundgarden, men har også sunget med Stone Temple Pilots og sådan ca. en million andre...han er sindssygt aktiv, og har selvfølgelig også en solo-karriere.)
Et virkelig fantastisk nummer med Chris cornell er "Steel Rain". Jeg fandt mig selv med det i ørerne, skrålende med på sangen...midt på Nørreport Station...havde helt glemt hvor jeg var, og hvad jeg lavede. Pinligt...men KORS hvor er det en fed sang. Jeg kan kun finde en udgave med stærkt forvrænget både billede og lyd, og det ville sgu være at gøre ham en bjørnetjeneste at lægge link til det. Men et andet nummer hvor han virkelig vis hvad han kan både med sin stemme og sin poesi er "Fell On Black Days" http://www.youtube.com/watch?v=fbBOfT94NGY&mode=related&search=
Herfra er hans fede citat: "Don't you lock up something, that you wanted to see fly, hands are for shaking, no not tie!"
Her er et vildt fedt nummer med Audioslave "Gasoline" http://www.youtube.com/watch?v=9VE6ymG6l2s Og ja...det var Chris Cornell, der skrev "Rusty Cage" og ikke Johnny Cash, selvom guderne skal vide at man skulle tro det...Han har jo gjort den til sin egen ;o) http://www.youtube.com/watch?v=47Co3YRSX7g&mode=related&search=
Men her er den i sin originale version...og man behøver ikke bedre at kunne lide den ene frem for den anden de er fede begge to... http://www.youtube.com/watch?v=woJzsIBJRqA
Chris Cornell kan alt med sin stemme, men dog magter han ikke at trænge igennem dørene mellem det kendte og det ukendte.
Så selvom mange sangere skal stå meget tidligt op, i meget lang tid, for at blive ligeså dygtige som Chris, så når han end ikke Jim Morrison til anklerne....
...og hvis du nåede helt herned...så er det tid til en skål og god weekend ;o)
Mange hilsner
Hin Halvonde for hvem musik og ilt er alt

Det må have været en meget følelsesmæssig stærk oplevelse.
En af mine venner blev begravet til "Daddys Girl" med Scorpions...HU...det er lige så det gyser i en ...og selvom de har været rundt i næsten alle musikalske hjørner af rockuniverset, så er den fuldstændig anderledes end hvad de ellers har lavet her er teksten ihvertfald http://www.lyricsfreak.com/s/scorpions/daddys+girl_20122669.html
Jeg ønsker selv at blive sendt herfra, hvorda de efterladte nu finde ud af det skal være med denne sang http://www.uppercutmusic.com/artist_a/accept_lyrics/winterdreams_lyrics.html Og den er også komplet anderledes i forhold til Accepts øvrige musik.
Huha...stærk tobak du der bragte på banen

"If my poetry aims to achieve anything, it's to deliver people from the limited ways in which they see and feel."
Jim Morrison
De bøger har jeg bare ikke... Dem kunne jeg rigtig godt tænke mig.
http://search.barnesandnoble.com/booksearch/isbninquiry.asp?ean=9780671210441&pwb=1&z=y
Det er fantastisk poesi den mand lagde ud til os. Man bliver også noget benovet over den enorme beundring der er for ham stadigvæk over hele verden.