Gode råd søges

Hejsa.
Jeg har gået og ruget over et problem i lang lang tid. Har ikke vidst hvor jeg skulle henvende mig. Jeg lånte på et tidspunkt en bog der hedder "At overvinde socialangst og generthed", og søgte efter denne titel på nettet da jeg så fandt dette forum, og det kunne næsten ikke komme mere belejligt.
Nogen vil måske ikke finde mit problem særligt stor, men for mig er det helt uoverskueligt. Jeg kan dog i dette forum se, at jeg ikke er "alene".
Jeg har altid været meget genert. I nogle tilfælde har folk ikke kunnet få mit til at sige et kvæk. Det er heldigvis blevet bedre på "mine voksne dage". Men efter gymnasiet har jeg ikke kunnet finde ud af, hvilken uddannelse, jeg vil have. Efter flere småjobs og en enkel afbrudt uddannelse, står jeg nu som arbejdsløs. Jeg aner ikke hvordan jeg skal komme videre. Jobtræning og aktivering lyder bare så ja, taber-agtig. Undskyld mit sprog. Jeg orker næsten ikke at tænke på uddannelse. Et højskoleophold har strejfet mine tanker - måske dette kunne være stedet hvor jeg endelig kan smide den værste generthed, men det er et enormt skridt at tage, og jeg er så meget i tvivl. Tænk om jeg bare ikke magter at tage del i fællesskabet, at jeg ikke kan følge med de andre. Og det er jo mange mange penge...
Jeg har ikke været til fest siden gymnasiet. jeg bryder mig ikke om den larm der er, og hvad mere er: I gymnasiet var jeg ikke den smukkeste svane i søen, det er jeg stadig ikke, men til disse fester blev jeg altid "overset" af fyrene. Det har jeg altid været. Jeg er måske også god til på forhånd at sige, at fyrene ikke er interesseret i mig. Dårlig selvtillid. Men faktisk har jeg aldrig prøvet at få opmærksomhed fra andre mænd end nogle alkoholikere.
Jeg har aldrig haft en kæreste... (er for øvrigt 23 år). Det er altid de andre, fyrene falder for, så jeg har næsten, hvor ondt det så end gør, opgivet nogen sinde at møde kærligheden. At den så er alle steder - i film, i bøger, i blade, på gaderne, blandt mine veninder og søskende, gør bare at jeg tit synker helt ind i mig selv og ikke føler, jeg er noget værd eller dur til noget, selvom jeg ved at jeg har en ok personlighed. Men når fyrene er ligeglad med den og kun går efter smukke kvinder, så kan det være det samme, hvad....? Netdating er helt udelukket. Det virker så NATURLIGT for andre at finde en livsledsager (om ikke andet så for en stund). Jeg ved godt, at jeg ikke finder en ved bare at "gå derhjemme", men ok, jeg har været til en lille fest for første gang siden gym, og der var det samme smøre - selvom jeg snakkede med de andre faldt fyrene for hende ved siden af... Og kunne ikke huske mig for andet end en skavank jeg har. Tak for kaffe!
Så jeg går ikke til fester. Nogle gange tænker jeg, jeg har lidt socialangst, at jeg måske bare skulle prøve at spørge en veninde om vi kunne gå i byen, og bryder jeg mig ikke om det, kunne vi altid gå igen. Men jeg frygter sådan at skulle sidde helt alene til sidst og fyrene bare ville gå laaaangt udenom mig som de plejer. Jeg ved ikke, om min type er udgået eller sådan noget... Det er jo ikke engang fordi de prøver at komme i kontakt med mig, og prøver jeg, ser de helt forskrækkede ud! Jeg kunne gøre meget ud af mig selv, men jeg ville jo stadig være den samme person indeni, ik? Der er ingen grund til at en fyr falder for et udseende der ikke holder nogen steder. Ikke at jeg er helt naturel, men jeg bruger ikke så meget make-up og jeg ville ikke gøre væsentlig mere ud af det til en fest, hvilket jeg har hørt er en dårlig idé hvis man vil finde en. Er det ikke et lidt mærkeligt samfund vi lever i?
Jeg ville også have svært ved at finde ud af, hvem jeg ville spørge, for ingen af mine veninder nogen jeg føler, jeg kan betro dem en sådan ting.
Nu jeg er ved mine veninder - jeg føler nogen gange at jeg ikke engang kan holde ud af være sammen med dem, for de snakker tit om deres kærester, og jeg kan bare ikke lade være med at lade mig slå ud af det. Nogen gange kan jeg være i godt humør, for så ved synet eller lyden af ordet "kæreste" så at blive helt ked af det.
Det her kæreste-halløj (eller mangel på samme)er sikkert bare en del af problemet, men *suk* hvor det fylder!
Jeg vil bare så gerne ud og leve livet. Ud at rejse, få en uddannelse og møde nye venner. Sjovt nok har jeg erfaret, at man skal være helt alene for at finde ud af, at de største oplevelser man har her i livet, er dem man har sammen med andre mennesker... Dybsindigt hva...
Så er der nogen derude der har et eller gerne flere gode råd?
Er der nogen der har erfaring med højskole+generthed?
Og er der andre end mig der ikke har haft en kæreste? Ja hvor underligt det end lyder så ville det faktisk hjælpe mig lidt at vide, at jeg ikke er helt mutters med det problem.
Jeg må nok lige sige, at jeg har prøvet en psykolog, men det var ikke noget jeg vil prøve igen, og det er lidt for mange penge.
Jeg håber der sidder nogen med et godt råd, for jeg kunne virkelig trænge til det.
Bye bye.

dig til en hvis grad. Jeg har selv lidt af socialfobi og gået på fobiskole og kan varmt anbefale det. Hvis du er i tvivl om du har det kan du altid ringe og snakke med dem. de er virkelig søde. Men har man socialfobi så er man bange for hvad andre tænker om een, man undgår alle situationer hvor man skal være sammen med mennesker og tør ikke sige noget. Man tror at alle kan se hvor nervøs man er hvilket man faktisk ikke kan.
Jeg er selv gift nu og mødte min mand hos en veninde der længe havde prøvet at lege Kirsten Giftekniv, men jeg sagde til hende at jeg ikke vil ha hun skulle prøve konstant at snørre mig sammen med nogen og (ligsom dig) havde jeg nok opgivet at finde kærligheden. Og jeg tror det er derfor jeg i dag har fundet den for man er meget mere afslappet når man ikke higer efter noget. Vi snakkede bare sammen og havde det rigtig sjovt og på den måde gik det rigtig godt. Så det jeg mener er; prøv bare at slappe af og lad det komme af sig selv, men selvfølgelig kræver det at du kommer ud og er det "bare" fordi du er genert så må du sku ta dig sammen ikk:-) MEN er det angst så ring til Fobiskolen jeg garantere dig at de kan hjælpe hvis du har fobi.
Jeg håber jeg har hjulpet dig lidt og jeg ønsker dig held og lykke med det hele.
Knus fra x-fobikeren

Hej anonym.
Jeg faldt lige over dit spændende indlæg. Jeg har selv tænkt på at lave et lignende indlæg mange gange, men har aldrig taget mig sammen til det. Men så lavede du det heldigvis, og så havde jeg da heldigvis mulighed for at svare på det..
Jeg kender dit problem alt for godt.
Vil dog ikke uddybe det nærmere her, da det er en større og længere forklaring.. Men hvis du vil høre mere om det er du velkommen til at kontakte mig på nedenstående mail.
Måske vi kan hjælpe hinanden videre..
Hilsen hannibal1977@sol.dk

Tro på dig selv. Du kan godt, du er interessant, vær dig selv. Giv dig selv lov til at fejle. Jeg har også været genert og uden for. Så lærte jeg at være mig selv og stole på at der er nogle der kan lide mig som jeg er.
Tag nu for eksempel en fest, der kommer en fremmed fyr, du har aldrig set ham før og du kommer nok heller ikke til det hvis du ikke gør noget.
Så er det bare med at tage det cool og gå hen og sig det til ham som du har lyst til. Dejligt vejr, fed fest, pænt tøj, du er for lækker, hvad har du lyst til at sige sig det (bare det er positivt)
Jamen, hvad nu hvis han syntes at jeg bare er total åndsvag. Og hvad så du kan ikke tabe ansigt til en fremmed. Hvis han ikke bryder sig om dig er han ude af verden igen om 5 minutter og så kan du da være totalt ligeglad med hvad han syntes.
Jeg vil faktisk tro at det er nemmest at turde være sig selv når man ikke er sammen med nogen man kender.
Du må lære at narre dig selv til at tro at du er interessant. Og når det går galt, så spørg dig selv hvad gik der galt, hvad gør jeg næste gang.
F.eks. næste gang du laver et indlæg lav en overskrift der er tydlig f.eks. "Hjæælp jeg er genert" Og fat dig i korthed så læseren har overskud til at læse hele indlægget. Jeg har nok skimmet lidt meget håber at jeg ramte rigtigt og held og lykke.
Mvh Jacob

jaa jeg kan da fortælle dig at min søn på 23 heller ikke har haft en eneste kæreste endnu. Jeg har indtryk af, at det for hans vedkommende handler mest om, at han er rigtig godt begavet og dermed anderledes end de fleste på hans alder. han har ikke nogen som helst fornøjelse af at rende på diskotek. han synes at de fleste unge på hans egen alder er intetsigende og kun tænker på druk ol.
Min søn kan ikke finde ud af at tale "small-talk", som man jo skal for at score damer, for hvilken pige har fornøjelse af at høre om atomer og molekyler når de står på et diskotek. Det er så hans problem og ikke så let at løse, da det jo er svært at være en anden end den man er.
tro mig du er ikke alene.
han kommer når du mindst venter det og slapper af.
held og lykke videre i livet

Jeg kan se mig selv helt i dig sted!!
Det var næsten helt skræmmende at læse dit indlæg for jeg kunne se mig selv i det du skriver.
Jeg er selv meget genert og har altid været det. Jeg har altid haft den "indstilling" (eller hvad man nu kan kalde det) at jeg ikke skulle tro jeg var noget, for de andre var da ihvertfald meget mere end jeg selv var...
Jeg overvinder lidt af min generthed ved at overskride mine grænser og gøre meget af det jeg faktisk ikke tør. Jeg rejste f.eks. alene rundt i Australien! Det var utrolig hårdt og der blev grædt mange tårer, men jeg er bare SÅ glad for at have gjort det og jeg fortryder af og til at jeg ikke blev dernede længere end jeg gjorde.
Der blev jeg også bekræftet i at hvis man ikke selv opsøger folk så kan man sidde der alene meget meget lang tid!! Hvis man bare sidder og surmuler, så er der sq ingen der har lyst til at snakke med en!
Ang. make up'en har du ret i at det er en syg verden vi lever i, men det er nu altså effektivt... Jeg har af og til lagt mærke til, hvis jeg har været i byen, at hvis man gjorde lidt mere ud af sig selv, var der flere der lagde mærke til én og ikke til hende ved siden af. Hvis man smiler og er lidt udadvendt (hvor meget man så ellers ryster af frygt!! Bare rolig det går over!) så får man faktisk kontakt med utroligt mange mennesker!
Jeg fik min første kæreste da jeg var 16, hvilket jeg på det tidspunkt syntes var meget sent, men efter en del forhold (blev det alligevel til!) er jeg nu endt op med ham jeg bor sammen med. Vi har om en måned været sammen i 3 år og jeg er da kun glad for at jeg selv tog initiativ til at snakke med ham, for hvor havde jeg ellers været nu?!
Jeg håber det er til lidt hjælp for dig, ellers er du velkommen til at skrive til mig. Også bare hvis du har brug for at snakke med en jævnaldrende ukendt person...
Ellers pøj pøj med det.

Kære dig
Et højskoleophold kunne godt være en god idé, men undersøg markedet nøje inden du vælger. Det skal nok helst være en med forholdsvis få elever, så tendensen til klike-dannelse ikke er så stor.
Og så kunne det eventuelt være en idé at undersøge hvor mange af eleverne som er danske eller udenlandske. Meget af fællesskabet kan gå fløjten, hvis sprog- og kulturforskelle fylder meget. MEN dette kan selvfølgelig også være en berigelse.....
Jeg var på et højskoleophold i 1998, og det var jeg for at lære at være sammen med andre mennesker. Mit problem var ikke generthed, men fordi jeg var venneløs i hele ungdomstiden, så var der mange uudtalte regler for socialt samvær som jeg simpelthen ikke havde lært.
Jeg fik rigtig meget ud af mit ophold. Nogle af eleverne synes at jeg var mærkelig, og de blev da heller ikke mine venner. Men der var også elever som jeg fandt ud af det med, hvor jeg endnu i dag har kontakt til to af dem.
Med hensyn til kæreste, så var jeg 30 år før jeg mædte en som jeg synes mine forældre skulle møde. Ham mødte jeg faktisk via en bekendt af min højskoleveninde.
I dag er jeg 33 år, har nogle gode venner, bor med min kæreste, og slider med at gøre en lang uddannelse færdig.
Da jeg var 26 troede jeg at mit liv var helt håbløst, men valgte at tage på højskole. Jeg tror det reddede mig.
Det er aldrig for sent! Tro på dig selv!
Knus fra mig

Jeg vil lige advare på det kraftigste her omkring fobiskolen. Det er en skole på mange måder virker enten er mere eller mindre fup..... eller som ikke har opdateret med det nyeste teknikker. Jeg har hørt om SÅ mange klienter der ikke har opnået nogle former form resultater overhovedet, andet end de har mistet flere tusinde kroner fra bankkontoen...... Tænkt dig, jeg snakkede sidste uge med en kvinde der havde mistet 20.000 kr. og havde INGEN forbedring opnået overhovedet...... og hun fik ikke en eneste kr. refunderet.
Hvis man har angst eller fobier er det eneste rigtige at starte med, dem der tilbyder behandling med tilfredshedgaranti. Jeg ved at der udover mig selv, er et enkelt sted der arbejder med TFT (tankefeltsterapi) der garanterer for tilfredsheden. Det gør og kan fobiskolen aldrig fordi deres metoder er forældede, og ikke virker på mere end et fåtal af folk.
Jeg ved godt det kan være svært at tro på at der er andre en "autoriteterne"/psykologerne der kan hjælpe, og tilmed rent faktisk FJERNE problemet, og ikke bare skyde ansvaret over på klienten osv.
Så jeg er feks. begyndt at tilbyde en form for dobbelt garanti, at hvis ikke jeg kan hjælpe folk af med deres angst eller fobi feks. så betaler JEG dem et beløb for at have givet det en chance!!! Men det har så aldrig været aktuelt fordi de teknikker jeg bruger er så gennemtestede og effektive at der aldrig opstår nogle problemer.
Men det er svært for de fleste at tro på, og det er derfor at fobiskolen og kognitive terapeuter har kronede dage selvom deres resultater som regel ofte er mildest talt elendige.
Men det lærer de så forhåbentlig noget af......
Bjarke
Stressfri@yahooo.dk