Hvad er de egentlige forventninger til os?

Inspireret af et indlæg skrevet af LIR og slettet igen, lagde jeg mærke til mens indlægget stadig var "på tapetet", at mange havde kun negative ting at sige om sygeplejersker.
Bl.a. undredes jeg over en der mente at sygeplejerskerne skulle arbejde døgnet rundt, 7 dage om ugen og egentlig ikke havde ret til hverken fritid eller andet end arbejde.
Jeg har tygget på de negative indlæg og fandt ud af at jeg egentlig godt ville vide, hvad man forventede af os som faggruppe.
Inden jeg går videre, vil jeg lige påpege at jeg arbejder på en af de afdelinger, hvor vi ikke har haft en klage i de sidste 6 år, hvor både patienter og pårørende er yderst tilfredse med vores indsats.
I samme åndedrag vil jeg skynde mig at sige at vi har ingen sosu-assistenter eller sygehjælpere i afdelingen, hvorfor bemærkninger om at vi ikke gider basal sygepleje vil være totalt spildte.
Hvorfor er man så fortørnet når vi ønsker mere i løn, hvorfor mener man at vi skal være bedre mennesker end andre og hvorfor er et faktum som 1000 manglende sygeplejersker i Hovedstadsregionen noget man tror løses blot ved at åbne for pengekassen?
Håber at der er nogen der har lyst til at komme med lødige kommentarer og bemærkninger - vi kan da altid få nye input som kan komme alle tilgode.
V.H.
Nursen

Som er en ligeså overset gruppe, både rent lønmæssigt og i agtelse.

Synes faktisk at både sygeplejersker og pædagoger gør et kæmpe stykke arbejde. Egt. kan man sige for begge faggrupper at vi "lægger vores liv" i jeres hænder. Er glad for at i gider (forhåbentlig har i også lyst) til at have de job. Utaknemmelighed fra andre er der nok af, men ikke fra mig, som sætter stor pris på begge faggrupper. Men jeg har også både børn og har prøvet at være indlagt.
Håber ikke at folks sure miner og negative kommentarer driver folk helt væk fra fagene, og penge er jo ikke løsningen på alle problemer i denne verden, og tror på at et godt arbejdsklima og respekt for det man laver skaber lyst og vilje til at udvikle sig med faget.
Dermed ikke sagt at penge ikke er vigtige, for jeg mener også at man skal belønnes for de skæve arbejdstider, den fysiske belastning/risiko og den evige brok fra pårørende/forældre.

Mener at pædagoger er 100% overflødige og i de fleste tilfælde gør mere skade end gavn! -Det er ikke myntet på personerne bag, men på uddannelsen og den ånd der uddannes i!

Jeg mener at almindelige mennesker med deres forskellige indgangsvinkler til arbejdsmarkeder, vil præge børn på en mere samfundsnyttig og relevant måde, end hvad der læres på pædagogseminariet!

En vil sige; hvem skal så passe dine børn, når du ikke vil have pædagoger til det! -Til det kan jeg svare; at det skal gud og hvermand med en hvilken som helst anden uddannelse, eller mangel på samme!

Til spørgsmålet om de lidt større børn, også kaldet problembørn, er svaret det samme som ovenstående!

jamen så er det vel også unødvendigt at uddanne folk til SoSu-hjælpere og assistenter.
"Enhver kan vel tørre røv på de gamle"

Det er måske gået helt hen over hovedet på dig, at den regering der (desværre) er blevet valgt, forlanger at pædagogerne efterhånden bruger mere tid på papirarbejde, end på egentligt arbejde i børnehøjde.
Du skriver:
"En vil sige; hvem skal så passe dine børn, når du ikke vil have pædagoger til det! -Til det kan jeg svare; at det skal gud og hvermand med en hvilken som helst anden uddannelse, eller mangel på samme!" Jeps - enhver kan PASSE børn, men nu er det så heller ikke det en pædagog laver.
Pædagogerne er dem der skal sidde og lave læreplaner o.lign. baseret på deres faglige viden, for derved at styrke børnenes udvikling.
Daginstitutionen er IKKE en pasningsordning!! Det er et pædagogisk tilbud!!

Man brokker sig vel ikke, medmindre der er noget at brokke sig over? Eller det gør du måske?
Jeg har været indlagt på afdelinger, hvor alt er gået gnidningsløst og perfekt. Høfligt og hjælpsomt personale. Hvor faglige de er, står jo hen i det uvisse. Det kan jeg da ikke vurdere, blot håbe jeg bliver rask af behandlingen.
Jeg har også været indlagt på afdelinger, hvor intet kunne lade sig gøre - jo én ting kunne altid lade sig gøre et møjfald fra personalet og et <tsts> ud mellem fortænderne, hvis man bad og hjælp.
Nu er jeg jo altså præcis den samme person uanset, hvilken afdeling jeg ligger på, så hvad er årsagen så til den store forskel i behandlingen man får? Jeg tror det er et dårligt arbejdsmiljø, der gennemsyrer alt. De har så travl med deres interne intriger, at de glemmer, hvorfor de egentlig er der.
Hvad jeg forventer? Jeg forventer høflig og venlig imødekommenhed.
Jeg er yderst tilfreds med det frie sygehusvalg. Skulle der ske mig noget igen, der er behandlings- og indlæggelseskrævende, ved jeg i hvert fald, hvor jeg ikke ønsker at komme. Det er da en start.

hvor mine unger går, er altså et sted hvor de bliver passet medens jeg er på arbejde... så jo de bliver passet der, og det er desværre af personer uddannet som pædagoger!

andre ting også, som f.eks. kræver kendskab til anatomi osv...

finder du så ikke bare en eller anden tilfældig fra gaden, der kan PASSE dine børn, for dét er altså ikke pædagogernes job!!

hvor de bliver passet nu, ligger godt i forhold til mit job!
Hvis der var en privat børnepasser uden pædagoguddannelse i nærheden, ville jeg også tage den!
Sådan et sted får min søster forøvrigt passet sine unger og det fungere glimrende!

- til det ens børn skal bruge deres tid på, så er det jo nemt at få dem indfriet.
- Der er mange forskellige årsager til forældre tilfredsheden.
- Jeg syntes nu, mine fortjente bedre end blot pasning.