Når folk snakker til en i 3. person

Hej
Jeg ville lige høre, hvad I syntes om dette: Jeg har prøvet en del gange, at der er blevet snakket til mig i 3. person. Altså at jeg sidder lige overfor en person, som ikke tiltaler mig "du" men som i stedet bruger mit navn til at spørge mig om ting. Og det er aldrig ondt ment (kun godt ment), men det føles bare nedværdigende hver gang og jeg bliver simpelt hen så irriteret.
Hvad siger I? Hvis det var jer, ville I sige noget til vedkommende eller er det bedst bare at klappe i og holde gode miner??? Det er lidt vigtigt (håber derfor på seriøse svar) - for det er folk jeg samarbejder med til daglig, så jeg skal helst ikke op at toppes med dem, eller gøre tingene værre for mig selv - men jeg er altså ude for det tit og jeg er temmelig træt af det.
Hvad siger man i sådan en situation? Hvad ville I sige, hvis det var jer?

... sige til den ell. de personer det handlede om at de generede mig, og om de ikke bare kunne sige du i stedet for at nævne mit navn, med mindre henvendelsen ang. mig var til en kollega..
Jeg ville være ligeglad med om det var folk jeg skulle samarbejde med til daglig, få dog gjort rent bord, hellere det end at du sidder og bliver mere og mere indebrændt.
Du kan også lave "frækkerten".🙂😃😉
Prøv at gør det samme, altså, nævn den du snakker med ved navn i stedet for at sige du... og se så hvordan de reagerer på det.
good luck, og god jul 🙂

Er det privat kan det godt være lidt nedladende... i en arbejdssituation nok mere for at holde afstand, signalere at dette er altså alvorligt ment og ikke noget på venneplan.
😕

Det er dybt ubehøvlet sådan noget - jeg har prøvet det op til flere gange. Du kunne sagtens smile og sige "Hey, tal til mig"

Jeg har vist ikke prøvet det...
Er det sådan "Hvad synes Lotte om det?" frem for "Hvad synes du om det?"
Hvis det er sådan, ville jeg føle, at der blev talt om en anden. Som om jeg slet ikke var der. Det ville jeg ikke kunne lide, og jeg ville også sige, at det føltes som om jeg ikke var der, og ville være rigtig glad for et ganske enkelt "du".

Respekt.
Enten for dig som person, din status eller også faglig respekt.
Så nu har du noget at leve op til😉.
Venlig Hilsen Poul Jørgensen

Min moster sagde aldrig du til sin mor, men vil mor dette. Vil mor have mere kaffe. 🙂

Jeg har læste dig indlæg + svar og synes svar er gode.

Men vil lige tilføje noget.. det med man bruger navn kan være godt hvis der er flere, men for noget er det bare at de ikke vil sige "DU" da noget mener det er u-høfligt.

1. Du kan jo sige at du god vil tiltaler dig et eller andet 0")
2. eller sige du vil kaldes du
3. sidst mulighed er at du siger de skal kalde dig noget de ikke kan udtale gg


Glædelig jul

Det var nogen rigtig gode svar synes jeg. I hvert fald noget jeg kunne bruge. - Og vil bruge.
Det forholder sig sådan, at jeg er ansat i fleksjob p.gr.a. depressioner. Og en af de ting jeg kæmper med er at få sat grænser overfor andre. Ikke fordi jeg er spor konfliksky (det er jeg absolut ikke) - det skal bare være ordentligt, så jeg ikke bliver for sur og kommer til at gøre mere skade end gavn (det skader jo kun mig selv). Så for det meste holder jeg min mund, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal sige tingene. Og jo mere jeg holder min kæft, jo mere "frihed" tager de andre sig! Rimelig træls problem. Og min chef siger hele tiden...hvad synes "Linda" (ikke mit navn) om det? I stedet for....hvad synes du om det? Men kan man tillade sig at sige til sin chef: "jeg vil altså blive glad hvis du sagde "du"? Det er den jeg synes er lidt svær. 😕

Og godt humør og et smil er befordrende 🙂
Kan du ikke sige med et stort smil, at du hele tiden kommer til at kigge efter hende Linda, så du vil have meget bedre ved at holde fokus, hvis han bare siger "du" eller noget i den stil. Bare det er sagt på en god og gerne humoristisk måde. Din chef er forhåbentlig ikke totalt humorforladt.

at det er noget du ikke rigtigt kan sætte dig op til hvis du er trist som jeg. Hvis man er deprimeret har man ikke energien til at smile (det bliver i hvert fald falsk og gennemskueligt for andre) og man bliver nødt til at holde sig på et nogenlunde autentisk nineau for ikke at slide på sig selv. Hvis man bare havde den pondus.....den har jeg bare ikke.
Men ellers et udmærket forslag. Nej min chef er ikke humorforladt - men meget ærekær: man skal ikke behandle ham for jovialt. Han vil gerne være chef.

det forstår jeg slet ikke. Hvordan kan det være respekt?

Jeg må åbenbart gøre mig fortjent til at skulle behandles som mentalt handicappet, for der er faktisk flere forskellige som har taget sin den frihed....

du er heldig du er sluppet. For det er faktisk temmelig belastende.
Jeg tror det har uendelig meget at gøre med, at man udstråler autoritet og godt humør. Måske jeg skulle starte med at gå til timer hos Dennis Knudsen for at blive shinet op. Det har jo så uendelig meget at sige hvordan man ser ud. Det er ikke længere nok at holde sig på middel niveau tøjmæssigt..ikke hvis man samtidig er i lidt trist humør. Og her hos verdens lykkeligste folk (som vi kalder os) er det også forbundet med skam - ikke at være lykkelig.