Min søster har smidt mig ud af hendes liv.
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre og jeg har brug for, at lette mit hjerte.
Min søster har "slået hånden af mig" og jeg sidder forvirret, fortvivlet og knust tilbage.
Vi har ikke snakket sammen i et par måneder men i går mandede jeg mig op og ringede til hende.
Det hele startede med at jeg ikke kom til min nieces fødselsdag nummer 2. Jeg var med på selve dagen hvor vi havde en rigtig god og hyggelig dag. Da min svogers familie ikke bor i samme by som os kunne de første komme dagen efter. Der var jeg også inviteret men valgte dagen før og over sms at sige, at jeg blev hjemme. Ved godt det var "fejt", at give denne besked over en sms og ikke ringe i stedet. (Det har jeg også sagt undskyld for da vi snakkede sammen i går.)
Jeg skrev og spurgte hende ca. 2 uger efter dette om hun ville med ud i byen en dag, men hørte intet.
Jeg havde været til en familiebegivenhed hvor hun valgte ikke at deltage og sendte hende en mail med billeder derfra samt en sød lille besked, men hørte intet. Derefter gik der et godt stykke tid, vel omkring 1½ måned hvor jeg ikke kontaktere hende. Synes bolden var på hendes halvdel og ville heller ikke trange mig for meget på.
Men i går kunne jeg ikke vente mere og bestemte mig for at ringe og snakke med hende om den manglede kontakt.
I følge hende har jeg gang på gang aflyst aftaler vi har haft og hun vil ikke byde hendes børn den skuffelse at få deres forventning op om et besøg fra moster når hun ikke kommer alligevel.
Min kæreste og jeg har sidder og prøvet at regne ud hvad der er for nogle aftaler hun snakker om og hvis vi skal overdrive er det måske 2 aftaler der er tale om på 2½ år. Og hvis der har været en aftale jeg ikke har kunne møde op til har jeg sørge for, at ringe og melde afbud.
Har de brug for en babysitter er jeg der, har de holdt div. arrangementer er jeg der, har min søster være alene en aften og har brug for selskab så er jeg der!
Antal gange hun har besøgt mig kan, hvis jeg skal tælle sådan noget sammen, ikke engang tælles på en hånd. Hun har inden for de sidste 15-16 måneder ikke besøgt mig én eneste gang. Da jeg fortalte det til hende begynder hun på sit evige argument.
"Jamen jeg har to børn, jeg har ikke tid til, at skulle gøre dem klar, tage med bussen og komme ud til dig før, at vi skal hjem igen og de skal i seng. Det er meget nemmere for dig der bare at cykle 5 km"
Så at skulle se hende, min svoger, min niece og nevø hænger åbenbart kun på mig.
Så det mundede altså ud i går, at hun ikke synes at jeg skal se min niece og nevø mere eller at der skal være nogen form for kontakt. Hun vil beskytte børnene for skuffelser og brudte aftaler og vil ikke have nogen kontakt mere.
Jeg er selvfølgelig utrolig ked af det og har svært ved at finde hovede og hale i det hele. Jeg kan simpelthen ikke forstå hendes beslutning og den måde hun har handlet på.
Derfor skriver jeg herinde og håber at jeg kan få lidt opklaring, gode råd eller andet som jeg kan bruge til bearbejdelse af dette.
Min søster har "slået hånden af mig" og jeg sidder forvirret, fortvivlet og knust tilbage.
Vi har ikke snakket sammen i et par måneder men i går mandede jeg mig op og ringede til hende.
Det hele startede med at jeg ikke kom til min nieces fødselsdag nummer 2. Jeg var med på selve dagen hvor vi havde en rigtig god og hyggelig dag. Da min svogers familie ikke bor i samme by som os kunne de første komme dagen efter. Der var jeg også inviteret men valgte dagen før og over sms at sige, at jeg blev hjemme. Ved godt det var "fejt", at give denne besked over en sms og ikke ringe i stedet. (Det har jeg også sagt undskyld for da vi snakkede sammen i går.)
Jeg skrev og spurgte hende ca. 2 uger efter dette om hun ville med ud i byen en dag, men hørte intet.
Jeg havde været til en familiebegivenhed hvor hun valgte ikke at deltage og sendte hende en mail med billeder derfra samt en sød lille besked, men hørte intet. Derefter gik der et godt stykke tid, vel omkring 1½ måned hvor jeg ikke kontaktere hende. Synes bolden var på hendes halvdel og ville heller ikke trange mig for meget på.
Men i går kunne jeg ikke vente mere og bestemte mig for at ringe og snakke med hende om den manglede kontakt.
I følge hende har jeg gang på gang aflyst aftaler vi har haft og hun vil ikke byde hendes børn den skuffelse at få deres forventning op om et besøg fra moster når hun ikke kommer alligevel.
Min kæreste og jeg har sidder og prøvet at regne ud hvad der er for nogle aftaler hun snakker om og hvis vi skal overdrive er det måske 2 aftaler der er tale om på 2½ år. Og hvis der har været en aftale jeg ikke har kunne møde op til har jeg sørge for, at ringe og melde afbud.
Har de brug for en babysitter er jeg der, har de holdt div. arrangementer er jeg der, har min søster være alene en aften og har brug for selskab så er jeg der!
Antal gange hun har besøgt mig kan, hvis jeg skal tælle sådan noget sammen, ikke engang tælles på en hånd. Hun har inden for de sidste 15-16 måneder ikke besøgt mig én eneste gang. Da jeg fortalte det til hende begynder hun på sit evige argument.
"Jamen jeg har to børn, jeg har ikke tid til, at skulle gøre dem klar, tage med bussen og komme ud til dig før, at vi skal hjem igen og de skal i seng. Det er meget nemmere for dig der bare at cykle 5 km"
Så at skulle se hende, min svoger, min niece og nevø hænger åbenbart kun på mig.
Så det mundede altså ud i går, at hun ikke synes at jeg skal se min niece og nevø mere eller at der skal være nogen form for kontakt. Hun vil beskytte børnene for skuffelser og brudte aftaler og vil ikke have nogen kontakt mere.
Jeg er selvfølgelig utrolig ked af det og har svært ved at finde hovede og hale i det hele. Jeg kan simpelthen ikke forstå hendes beslutning og den måde hun har handlet på.
Derfor skriver jeg herinde og håber at jeg kan få lidt opklaring, gode råd eller andet som jeg kan bruge til bearbejdelse af dette.