til dig, der er ked.
Jeg har haft en depression i 3 år, og nu er den væk. Jeg er levende bevis på, at det kan lade sig gøre.🙂
Jeg har lyst til at komme med et par forslag til, hvad man kan gøre for at få det bedre, hvis man har det dårligt. Når jeg var helt nede, havde jeg slet ikke lyst til noget, og alt var bare træls, men hvis man får puttet nogle behagelige småting puttet ind i hverdagen, bliver helheden måske lysere...
Jeg elsker rigtig lallende popmusik fra 90'erne. Det er så ukompliceret, og bare positivt. Når jeg hører det, får jeg lyst til at hoppe rundt og danse. Jeg er også fan af gode serier, der river en ind i andre menneskers liv, så man glemmer sit eget. (Fjernsyn, synes jeg, er en af de nemmeste ting at blive afledt af, når man har det rigtigt skidt) Nogle gange kan jeg også lide at læse. - Enten rigtige romaner, eller tegneserier. Tegneserier er nemme at gå til, og også her glemmer man sine egne problemer.
Jeg har altid været rigtig god til at trøstespise, hvilket er en af grundene til at jeg nu vejer over 100 kg.🙂Har du nogensinde lagt mærke til, at det du spiser, medvirker til hvor godt eller dårligt man har det? Jeg har fundet ud af, at det faktisk er muligt at trøstespise noget, der er lidt sundere end chips, kager og cola. Hvis man ikke køber chips, kan man ikke spise chips. Jeg har spist kiks, brød, riskager, ja endda cornflakes når jeg havde lyst til slik. I stedet for alm. cola, begyndte jeg at drikke light, som jeg vænnede mig så meget til, at jeg nu synes det smager bedre end alm. cola. Men faktisk er jeg gået over til sukkerfri saftevand i stedet nu. Mest fordi jeg ikke har penge til cola.🙂Derudover er jeg blevet bedre til at huske at spise lidt grønsager til mine hovedmåltider. Man får det altså bedre, men jeg ved godt at det, at tage sig sammen til at ændre vaner kan være noget nær umuligt, når man har det dårligt, men prøv. Bare nogle små ting til at starte på...
Lissom sund mad/usund mad, er det jo også et faktum, at motion faktisk hjælper på humøret. For ikke at nævne frisk luft. (Jeg mener ikke at lufte ud inde i stuen...) Gå ud og få noget frisk luft. Hvis du bor inde i byen, er det altså også guld værd, at tage udenfor byen og se et træ, en mark og en ko. Køer er dejlige at glo på, synes jeg. Livet synes så ukompliceret, rart og afslappet når man ser på dem. Tænk, hvis man tænkte ligeså lidt over tingene som dem, så ville man aldrig få en depression. Men det er selvfølgelig bare mig, der godt kan lide køer.🙂-Andre dyr bliver naturligvis heller ikke deprimerede... Ikke så tit som mennesker i hvert fald... Nå, men lidt motion og frisk luft hver dag hjælper i hvert fald på humøret. Jeg kan godt lide at gå ture, men andre ting kan jo være ligeså godt. Man kan løbe, cykle, gå til dans, badminton, styrketræne eller whatever, men det er altså ikke nok med en gang om ugen. Helst lidt hver dag, og hvis man bedst kan lide indendørsaktiviteter så husk, at frisk luft stadig er godt.
Sikke en smøre det bliver til... Men jeg vil gerne lige fortælle min egen historie:
Jeg er 21 år gl. Jeg fik konstateret at jeg havde en depression, da jeg var 18, og begyndte at få medicin (lykkepiller). Jeg har længe fået 225 mg medicin om dagen. For de ikke inviede, så er det altså meget.🙂Jeg havde selvmordstanker hver eneste dag, fra jeg var 17, til jeg var 19. Men jeg har haft selvmordstanker meget længere. Første gang jeg havde et selvmordsforsøg var jeg 8 år gl. Jeg stod på en spand i vores cykelskur. Jeg havde en af de der elastikker, med en krog i begge ender, om halsen. Den var sat fast i loftet. Og så hoppede jeg. Heldigvis holdt den ikke, så jeg landede bare på mine fødder. Jeg blev forskrækket, og besluttede mig for, at jeg ikke ville dø som jomfru. Det lyder måske som en fjollet tanke i en 8-årig piges hoved, men sådan er det...
Da jeg var 14 år røg jeg i kulkælderen igen. Mine bedste veninder havde droppet mig, fordi de ikke ville finde sig i, at jeg havde fundet mig en kæreste, der var 6 år ældre end mig. Jeg var dybt forelsket i ham, men han droppede mig efter 2 måneder, fordi han syntes jeg var for ung. Alligevel udnyttede han mig 2 gange efter han havde slået op. Oveni var min hund blevet aflivet, fordi hun var bidsk. Kort sagt: Jeg havde det ikke så godt. Desuden havde jeg ikke glemt min lille aftale med mig selv, og nu var jeg ikke jomfru mere. En aften, da mine forældre var gået i seng, slugte jeg ca. 100 piller, og gik i seng. Jeg havde hørt skrækhistorier om, hvordan ens indvolde ville rådne og man ville ligge og få mere og mere ondt i maven. Til sidst ville man bare have lyst til at skrige, men så kunne man ikke. En time efter jeg havde slugt pillerne, var jeg begyndt at få ondt i maven, og jeg blev bange. Jeg gik selv ind til mine forældre og fortalte hvad jeg havde gjort. Jeg endte på hospitalet, og lå der i en uge.
Da jeg så var 17 år, fik jeg det dårligt igen. Men jeg turde ikke prøve at begå selvmord igen. Det resulterede i, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, og jeg begyndte at udvikle min depression. Jeg har snakket med diverse psykologer og psykiatere, men jeg synes ikke rigtig de hjalp. I starten af december 2004 havde jeg det rigtigt dårligt. Mine piller ville stige fra 136 kr. om måneden til knap 1000 kr. efter nytår, pga. det tilskud man får på apoteket, som... Altså, når man har betalt en vis sum for medicin, for man en vis procent i tilskud/hjælp, men en gang om året starter det forfra og i begyndelsen skal man betale det hele selv. Jeg havde ingen penge, og jeg tænkte, at jeg havde det så dårligt, at det umuligt kunne blive værre, selvom jeg droppede medicinen. Jeg begyndte at trappe ned i medicinen, og pludselig havde jeg det bedre, end... Ja næsten end nogensinde før, faktisk. Jeg fortsatte, og nedturene kom ikke tilbage. Nu er jeg næsten helt ude af medicinen, og jeg har det bare godt!
Min indstilling er anderledes nu, end den var:
Før var jeg ked af min overvægt, som jeg i øvrigt ikke gjore noget ved. Jeg følte, at jeg var mindre værd, end alle andre. Folk fortalte mig, hvordan jeg skulle være, hvad jeg skule gøre, hvordan jeg skulle se ud osv. Man ser jo alle disse smukke mennesker i tv, og ønsker at være som dem. Jeg prøvede virkelig at gøre alle andre mennesker tilfredse. Jo mere jeg prøvede, jo større en fiasko følte jeg mig som.
Nu tænker jeg egoistisk. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er imødekommende overfor andre. Hvis jeg er flink mod dem, er de som regel flinke mod mig. Jeg prøver at være en god ven for andre, for så er de gode venner for mig. Men de får ikke lov at bestemme over mig. Jeg har accepteret mig selv som jeg er. Jeg er sgu okay! Jeg kunne da godt tænke mig, at tabe et par kilo eller tredive, men det sker altså ikke lige sådan overknight. Lige nu er jeg altså tyk, og sådan er det bare! Men det er ikke ens betydende med, at jeg er mindre værd. Og folk kan altså godt lide mig alligevel.
Det er ikke nemt at sige, nu vil jeg have mere selvtillid eller selvværd, men en gut sagde engang til mig: " Prøv at sige til dig selv hver dag: Jeg tør vise mig som den jeg er, jeg giver mig selv lov til at være den jeg er. Jeg er okay!" Det vil i starten være mærkeligt, og hvis man ikke selv mener det, tror man ikke på det i starten, men hvis man bliver ved, begynder det på et tidspunkt at virke. Det er lidt ligesom hjernevask, men det er da på en god måde, synes du ikke? -Prøv det.
Jeg er levende bevis på, at selvom man har det skidt, kan livet blive værd at leve igen. Jeg lever for min egen skyld nu, og gør hvad det passer MIG!
Jeg har lyst til at komme med et par forslag til, hvad man kan gøre for at få det bedre, hvis man har det dårligt. Når jeg var helt nede, havde jeg slet ikke lyst til noget, og alt var bare træls, men hvis man får puttet nogle behagelige småting puttet ind i hverdagen, bliver helheden måske lysere...
Jeg elsker rigtig lallende popmusik fra 90'erne. Det er så ukompliceret, og bare positivt. Når jeg hører det, får jeg lyst til at hoppe rundt og danse. Jeg er også fan af gode serier, der river en ind i andre menneskers liv, så man glemmer sit eget. (Fjernsyn, synes jeg, er en af de nemmeste ting at blive afledt af, når man har det rigtigt skidt) Nogle gange kan jeg også lide at læse. - Enten rigtige romaner, eller tegneserier. Tegneserier er nemme at gå til, og også her glemmer man sine egne problemer.
Jeg har altid været rigtig god til at trøstespise, hvilket er en af grundene til at jeg nu vejer over 100 kg.🙂Har du nogensinde lagt mærke til, at det du spiser, medvirker til hvor godt eller dårligt man har det? Jeg har fundet ud af, at det faktisk er muligt at trøstespise noget, der er lidt sundere end chips, kager og cola. Hvis man ikke køber chips, kan man ikke spise chips. Jeg har spist kiks, brød, riskager, ja endda cornflakes når jeg havde lyst til slik. I stedet for alm. cola, begyndte jeg at drikke light, som jeg vænnede mig så meget til, at jeg nu synes det smager bedre end alm. cola. Men faktisk er jeg gået over til sukkerfri saftevand i stedet nu. Mest fordi jeg ikke har penge til cola.🙂Derudover er jeg blevet bedre til at huske at spise lidt grønsager til mine hovedmåltider. Man får det altså bedre, men jeg ved godt at det, at tage sig sammen til at ændre vaner kan være noget nær umuligt, når man har det dårligt, men prøv. Bare nogle små ting til at starte på...
Lissom sund mad/usund mad, er det jo også et faktum, at motion faktisk hjælper på humøret. For ikke at nævne frisk luft. (Jeg mener ikke at lufte ud inde i stuen...) Gå ud og få noget frisk luft. Hvis du bor inde i byen, er det altså også guld værd, at tage udenfor byen og se et træ, en mark og en ko. Køer er dejlige at glo på, synes jeg. Livet synes så ukompliceret, rart og afslappet når man ser på dem. Tænk, hvis man tænkte ligeså lidt over tingene som dem, så ville man aldrig få en depression. Men det er selvfølgelig bare mig, der godt kan lide køer.🙂-Andre dyr bliver naturligvis heller ikke deprimerede... Ikke så tit som mennesker i hvert fald... Nå, men lidt motion og frisk luft hver dag hjælper i hvert fald på humøret. Jeg kan godt lide at gå ture, men andre ting kan jo være ligeså godt. Man kan løbe, cykle, gå til dans, badminton, styrketræne eller whatever, men det er altså ikke nok med en gang om ugen. Helst lidt hver dag, og hvis man bedst kan lide indendørsaktiviteter så husk, at frisk luft stadig er godt.
Sikke en smøre det bliver til... Men jeg vil gerne lige fortælle min egen historie:
Jeg er 21 år gl. Jeg fik konstateret at jeg havde en depression, da jeg var 18, og begyndte at få medicin (lykkepiller). Jeg har længe fået 225 mg medicin om dagen. For de ikke inviede, så er det altså meget.🙂Jeg havde selvmordstanker hver eneste dag, fra jeg var 17, til jeg var 19. Men jeg har haft selvmordstanker meget længere. Første gang jeg havde et selvmordsforsøg var jeg 8 år gl. Jeg stod på en spand i vores cykelskur. Jeg havde en af de der elastikker, med en krog i begge ender, om halsen. Den var sat fast i loftet. Og så hoppede jeg. Heldigvis holdt den ikke, så jeg landede bare på mine fødder. Jeg blev forskrækket, og besluttede mig for, at jeg ikke ville dø som jomfru. Det lyder måske som en fjollet tanke i en 8-årig piges hoved, men sådan er det...
Da jeg var 14 år røg jeg i kulkælderen igen. Mine bedste veninder havde droppet mig, fordi de ikke ville finde sig i, at jeg havde fundet mig en kæreste, der var 6 år ældre end mig. Jeg var dybt forelsket i ham, men han droppede mig efter 2 måneder, fordi han syntes jeg var for ung. Alligevel udnyttede han mig 2 gange efter han havde slået op. Oveni var min hund blevet aflivet, fordi hun var bidsk. Kort sagt: Jeg havde det ikke så godt. Desuden havde jeg ikke glemt min lille aftale med mig selv, og nu var jeg ikke jomfru mere. En aften, da mine forældre var gået i seng, slugte jeg ca. 100 piller, og gik i seng. Jeg havde hørt skrækhistorier om, hvordan ens indvolde ville rådne og man ville ligge og få mere og mere ondt i maven. Til sidst ville man bare have lyst til at skrige, men så kunne man ikke. En time efter jeg havde slugt pillerne, var jeg begyndt at få ondt i maven, og jeg blev bange. Jeg gik selv ind til mine forældre og fortalte hvad jeg havde gjort. Jeg endte på hospitalet, og lå der i en uge.
Da jeg så var 17 år, fik jeg det dårligt igen. Men jeg turde ikke prøve at begå selvmord igen. Det resulterede i, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre, og jeg begyndte at udvikle min depression. Jeg har snakket med diverse psykologer og psykiatere, men jeg synes ikke rigtig de hjalp. I starten af december 2004 havde jeg det rigtigt dårligt. Mine piller ville stige fra 136 kr. om måneden til knap 1000 kr. efter nytår, pga. det tilskud man får på apoteket, som... Altså, når man har betalt en vis sum for medicin, for man en vis procent i tilskud/hjælp, men en gang om året starter det forfra og i begyndelsen skal man betale det hele selv. Jeg havde ingen penge, og jeg tænkte, at jeg havde det så dårligt, at det umuligt kunne blive værre, selvom jeg droppede medicinen. Jeg begyndte at trappe ned i medicinen, og pludselig havde jeg det bedre, end... Ja næsten end nogensinde før, faktisk. Jeg fortsatte, og nedturene kom ikke tilbage. Nu er jeg næsten helt ude af medicinen, og jeg har det bare godt!
Min indstilling er anderledes nu, end den var:
Før var jeg ked af min overvægt, som jeg i øvrigt ikke gjore noget ved. Jeg følte, at jeg var mindre værd, end alle andre. Folk fortalte mig, hvordan jeg skulle være, hvad jeg skule gøre, hvordan jeg skulle se ud osv. Man ser jo alle disse smukke mennesker i tv, og ønsker at være som dem. Jeg prøvede virkelig at gøre alle andre mennesker tilfredse. Jo mere jeg prøvede, jo større en fiasko følte jeg mig som.
Nu tænker jeg egoistisk. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er imødekommende overfor andre. Hvis jeg er flink mod dem, er de som regel flinke mod mig. Jeg prøver at være en god ven for andre, for så er de gode venner for mig. Men de får ikke lov at bestemme over mig. Jeg har accepteret mig selv som jeg er. Jeg er sgu okay! Jeg kunne da godt tænke mig, at tabe et par kilo eller tredive, men det sker altså ikke lige sådan overknight. Lige nu er jeg altså tyk, og sådan er det bare! Men det er ikke ens betydende med, at jeg er mindre værd. Og folk kan altså godt lide mig alligevel.
Det er ikke nemt at sige, nu vil jeg have mere selvtillid eller selvværd, men en gut sagde engang til mig: " Prøv at sige til dig selv hver dag: Jeg tør vise mig som den jeg er, jeg giver mig selv lov til at være den jeg er. Jeg er okay!" Det vil i starten være mærkeligt, og hvis man ikke selv mener det, tror man ikke på det i starten, men hvis man bliver ved, begynder det på et tidspunkt at virke. Det er lidt ligesom hjernevask, men det er da på en god måde, synes du ikke? -Prøv det.
Jeg er levende bevis på, at selvom man har det skidt, kan livet blive værd at leve igen. Jeg lever for min egen skyld nu, og gør hvad det passer MIG!