MIG!! MIt lorte liv.

Hej
jeg er en pige på 14 år som har mange ting jeg gerne ville ud med, men som jeg ikke har kunnet gøre i lang tid.
for cirka et halvt år siden, begynde mit liv virkeligt at blive noget møg.
Mine forældre har været ved at skulle skilles de sidste par år, men de bliver altid gode venner igen. men sidste år gik det galt.
jeg sidder sammen med veninde da en anden veninde ringer, fordi min mor er singel på facebook.dk.
jeg spørger selvfølgelig min mor, og det er rigtig hun siger ja det paser... men fint nok med det, jeg havde ikke noget problem med at de skulle skilles, jeg syntes det var det bedste at gøre når de skændes næsten hver dag.
men tingene blev værre. efter 1-2 uger gik det galt. min mor havde prøvet på at begå selvmord. min far ville ikke engang hjælpe hende, eller os børn, han forlod os og boede på sit arbejde.
efter hun havde forsøgt på selvmord, flyttede mig og min søster ind og ud af huset, jeg boede nogle dage ved en veninde, andre dage boede jeg ved min store søster, og få dage hjemme.
min mor var fuldstændig andreledes, jeg kunne ikke kende hende, hun råbte og skreg af os, sagde vi skulle gå vores vej, hun sagde flere gange hun hadede os, hun ville ikke have noget med os at gøre. vi blev smidt ud hele tiden, den ene dag efter den anden, vi vidste aldrig hvor vi skulle sove i nat.
men tingene blev stadig kun værre. min mor forsøgte endnu en gang at begå selvmord. og denne gang blev hun indlagt på en psykiatisk afdeling i århus, der var hun i næsten 2 uger, i mens boede jeg igen rundt omkring. til sidst ville kommunen ikke give mig lov at bo hjemme ved vores mor, så jeg fik et valg, bo ved min mors veninde, eller komme på et børnehjem. jeg valgte selvfølgelig min mors veninde.
men som om at det hjalp.da vi alle troede hun havde det godt igen, gjorde hun det igen, og det værste var at vi 3 børn fandt hende liggende i sengen, trækkede næsten ikke vejret, hev næsten efter det, kunne ikke åbne øjnene, og prustede, hun kunne næsten ikke engang stå op.
det var frygteligt at se min mor ligge der og ikke kunne noget.
og det blev ved , hun prøvede at begå selvmord flere gange, de fleste gange blev hun opdagede af hendes veninder, ellers var det os der opdagede det.
hun skrev selvmords breve til os, så vi vidste der var noget galt.
det viste sig at min mor havde fået en depression, hun fik medicin imod det.
vi børn begyndt at rende til familie centeret, og til mange møder. men jeg te tavs. jeg sagde ikke et eneste ord jeg kan ikke lide at snakke om tingene, men at skrive dem, gør mig ikke nær så bange.
selv i dag hvor mine forældre er skilt, og min mor ikke har en depression mere, g hun om mine søstre er glade. er jeg ikke.
jeg har skreve dagbog lige siden den dag det skete.
jeg har hadet mig selv så mange gange. jeg har cuttet (skæret) i mig, jeg har gjort mig selv frtræd fordi det virker som om je får det bedre af det.
jeg har før haft lyst til selv at begå selvmord, og det har jeg også dagen i dag, for jeg har ondt i maven alle dage, fordi jeg er bange, bange for hvad dagen bringer bange for hvad der skal ske i livet. jeg har ondt i hovedet hver dag, flere gange om dagen, fordi jeg har så mange tanker i mit hoved som jeg ikke kan få ud, jeg prøver at skrive dem ned, men det hjælper ikke.. jeg kna ikke klare alle de tanker i mit hoved længere.
jeg har ikke lyst til at leve dette liv mere. hvad nytter det. der er ikke noget jeg er glad for mere.
min mor.. ja......nej jeg savner hende ikke engang, for efter det der er sket kan jeg ikke genkende hende som den mor, jeg kendte før dette skete.
mit liv er fuldstændig forandret.
"kalder det selv" "mit lorte liv"

Jeg kender godt til det du skriver, både det med selvmord og det med skilsmisse, og det ER rigtig hårdt og der er ingen nem vej igennem sorgsprocessen, det tager tid. Dog forstår jeg ikke du selv tænker på selvmord, at udsætte din familie for det samme din mor har udsat dig for, du ved jo selv hvor ondt det gør? - Vær stærk! Og du er ikke den eneste der er blevet ramt i familien, kunne jeg tænke mig, og selvmord ville være en selvisk handling.
Og det med cutting fortryder du bittert når du sidder med grimme ar på armene og får hvide striber hvis du får sol.
Nu er du ikke så gammel, men du HAR da netop meget at være glad for! Din mor som du siger ikke er deprimeret længere, og du har dine søskende og din far - i live. Du har fået ar på sjælen, og du har brug for hjælp til at komme videre. Jeg synes du skal fortælle din mor om dine følelser. Tro mig, det hjælper at komme ud med det!
Og i stedet for at bebrejde din mor (selvom det kan være svært at lade være) så prøv at sætte dig i din mors sted, nu ved jeg godt det er svært for dig, da du er så ung. Men din mor er en pige ligesom dig selv, og hendes verden er højst sandsynligt faldet sammen da din far gik fra hende - måske har hun følt sig meget alene, det er et kæmpe ansvar pludselig at stå alene med 3 børn, og måske har din mor ikke kunne magte situationen, og måske har hun mistet sin bedste ven (din far) og er ked af det på den måde. Man siger en pige bliver til kvinde når hun ser sin mor som en anden kvinde. Se på hende på den måde, og ikke som din mor der burde kunne klare alt, hun er trods alt kun et menneske.
Måske får du det bedre af at høre præsis hvordan hun har følt og hvorfor hun har gjort som hun har, og så kan du forklare hende hvordan du har følt - og så skal du ikke føle frygt for hvad imorgen bringer - for kortene er lagt på bordet.
Ved godt det hele kan virke meget gråt, men pris dig lykkelig over du har din mor endnu og at du er elsket! Glæd dig til fremtiden, for der kommer til at ske en masse fantastiske ting, og du er jo kun lige i starten af dine teenage år.
Måske hjælper det at komme lidt væk hjemmefra. Jeg var på efterskole i 9 klasse og det var det fedeste år, jeg gik fra at være så deprimeret, til at få en masse venner og mod på livet igen!
Hvis du har brug for at snakke mere privat kan jeg give dig min e-mail hvis det er,
Held og lykke,
Knus fra Kira[l][l]

Kære, kære søde pige.
Jeg kan se på dit brev at du har fået en rigtig kedelig start her i livet. Der er dog en meget væsentlig trøst jeg måske kan give dig. Det kan ikke blive meget værre så se sådan her på det. Det kan kun blive bedre fra nu af. Det er nu du skal vælge om du resten af dit liv vil være ked af det, eller om ikke du skulle prøve at blive til noget. Jeg tror at lige netop du har noget i dig som du er rigtig god til. Det tror jeg fordi du har haft et mod til at skrige din sorg ud, det i sig selv er stort og det hjælper med til at få det ud af hovedet. Kære, du kan tro der er mange der har fået så grim en start på livet, det vil sige at du ikke er den eneste der går og har det dårligt, men du kunne måske begynde med at være et godt eksempel og vise at livet har meget mere at byde på end
al den elendighed du har været ude for.
Brug al den hjælp der bliver tilbudt dig, tænk over hvad du gerne vil blive til, så du har noget at bede om hjælp til at udføre. Brug al din energi på at tænke positive tanker så har du en chance for at komme videre. Jeg kan med 100% sige at det du har været igennem, har gjort dig så stærk at du nu ved alt om hvilken vej du ikke skal bevæge dig hen imod og når du kommer ud på arbejdsmarked, vil de udfordringer du kommer ud for, virke som bagateller. Kort sagt: Lad være med at bruge din energi på noget der ikke er det værd.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke på livets spændende vej, husk når du vågner i morgen er det den første dag i resten af dit liv. Tag et valg. NU
Kærlig hilsen Bente [l]

hej.
jeg har i langtid overvejet det med efterskole, det er faktisk det jeg tror ville være bedst.
det med at komme væk hjemmefra.
det med altid at have et sted at tage hen, når det er helt galt derhjemme.
men det er sådan at vi ikke har så meget råd til det, og efter det der er sket.
ville min mor gerne have mig derhjemme.
men jeg ville helst ikke være der hjemme, for så er jeg bange for at jeg får nok af hende, og det ville jeg ikke risikere, jeg har været tæt på at miste hende men jeg ville aldrig gøre det igen, for hvis jeg vidste jeg var skyld i det.
ville jeg standse inden det gik alt for vildt.
jeg har prøvet mange gange at sætte mig ind i det hun står i.
men for mig virker det latterligt. jeg ved ærligtalt ikke hvad det er som gør det latterligt.
men alligevel ved jeg at jeg på en måde burde blive her.
min mor prøvede at begå selvmord.
det er faktisk hende der har fået mig til at tænke mere ogmere på det.
fordi hun gjorde det bare, hun tænkte iikke på os andre.
så hvorfor skulle jeg tænke på hende.
jeg kan have lige så meget ret til at gøre det. som hun havde ret til det.
der er ingen der før har skrevet til mig, hvis jeg har haft det svært. min mor spørger dagligt om hvordan jeg har det.. mine ord er bare det går godt.
fordi jeg kan ikke nvne en eneste ord over for min mor. for hun virker helt fremmed.
jeg kan ikke kende hende..
ville gerne snakke med dig privat:
knuz..:<3

hej
jeg kan ikke forstå hvordan jeg har det nu.
jeg ved ikke hvordan jeg kan få det bedre.
den sidste lange tid, har jeg prøvet alt, alt siger jeg.
men der er ingen ting der nytter.
jeg ved ikke hvem jeg er mere.
jeg er fremmed.
jeg kan heller ikke kende min mor mere, hun er anderledes, og jeg føler hun er en komplet fremmed, som jeg aldrig har mødt før.
så min mor skal intet vide.
jeg kan ikke snakke med hende om det.
ikke engang mine venner kan jeg snakke med om det, det er for svært.
jeg kan fortælle hvad der er sket.
men ikke om hvordan jeg har det inden i.
hilsen: <3

Jeg skriver mit svar til dig når jeg har modtaget en e-mail fra dig🙂Min mail er pukke@sol.dk
Håber du skriver, for jeg tror det kan hjælpe at snakke med en der har været igennem noget lignende :)
[l]