Hun "tigger" om at ses, men jeg gider hende ikke !

Åh jeg står i et dilemma !
Jeg har en tidligere arbejdskollega som synes jeg er helt fabtastisk, og som bare så gerne vil være min veninde.
Det er jo altid rart når folk kan lide en, men hvor er det ubehageligt når de hjertlige følelser ikke er gengældte!
Jeg har intet at udsætte på hende - jeg synes bare hun er så røv kedelig for at sige det ligeud, og vi har INTET tilfælles.
Da hun blev ansat blev jeg ligesom en slags kontaktperson, og den daglige kontakt var ok, men jeg havde ikke lyst til at se hende privat.
Hun blev dog ved med at presse på, og spørge om jeg ikke snart havde tid til at ses - og da alle tænkelige undskyldninger var blevet brugt, ja så endte det med jeg gav kaffe!
Og hun blev længe den dag..... og vi havde intet at snakke om.... intet tilfælles....
Hun er sød, venlig, smilende, betænksom, ja jeg kan simpelthen ikke sætte en finger på andet end at jeg synes hun er kedelig og intetsigende.
Nu er jeg så flyttet, og har fundet andet arbejde.
Idag ringede hun, om alt var ok mellem os❓- hun havde endelig fundet mit nye tlf numnmer.
Ja jeg skiftede nummer..... og jeg gav det ikke videre til hende...

Og hvad gør den tarvelige "flinke mig" stikker hende en hvid løgn, og siger ej, hvor hyggeligt - ja vi må da snart ses igen...
Nej i morgen, nej nej, jeg har desværre aftaler...

Hvorfor er det dog så svært at være ærlig?
Ja fordi jeg ikke vil såre hende....
Men hvad gør jeg lige her ??????

Du skal være ærlig, på en assertiv måde (tale ud fra dine egne følelser, med respekt for hendes).
Har selv prøvet noget lignende, hvor personen stadig ikke forstod det efterfølgende. Det krævede virkelig meget mod at fortælle hende min sandhed, at jeg ikke følte vi var på bølgelængde. Det gjorde ondt på hende, og også på mig.
Da jeg senere var lidt for blød, og sagde ja til at mødes med hende, fortalte hun om store personlige problemer. Da blev jeg stærk, og kunne derimod med god samvittighed råde hende til, at søge støtte til at gennemleve det, ved hjælp af nære venner og folk der elsker hende, implicit, at jeg ikke var en af de personer.
Nok var jeg i tvivl om netop ikke netop hun havde brug for en ven i nøden, men jeg kan i dag stadig omtale alle mine veninder, som nogle fantastiske mennesker, der siger mig noget, og det er langt mere værd end forsøge at gøre noget halvhjertet, fordi man synes det er synd.

havde engang en kæreste. Vi gik fra hinanden på en dum måde. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af hvad jeg ville, men jeg ville ikke have mere med hende at gøre, også alligevel ikke. Vi havde dog været sammen i 6 år.
Men jeg var åbenbart alene om denne ,skal vi sige, frustration. Fordi hun fik nye kærester og kontaktede mig jævnligt for at vi skulle ses. Det blev for meget, så jeg droppede al kontakt med hende. I dag tror jeg vi er fjender.
Det jeg mener er at man ikke skal gå for langt fordi man ikke ved hvad man vil. Så hellere tage konfrontationen, også komme videre. Det er efter min bedste overbevisning bedst for alle parter.

det andet er ondt.
Sig til hende at du ikke syntes at I har noget til fælles og at du ikke har tiden (eller lysten .. endnu bedre) til at holde kontakt.
Hun bliver jo først rigtig såret hvis du give indtryk af at du gider hende og derefter ignorere hende eller lyver. En dag bliver det måske for meget og du cutter hende på en mere ond facon.
Hvis du syntes "så lidt" om hende så kan jeg ikke se problemet i at være ærlig med den risiko at hun bliver fornærmet.