Krisecente, politi og mig i øregangen

Jeg vil ud af et on-and-off forhold efter 13 år.
Sidste pause var (som de fleste) på et halvt år. Han nåede også at finde en anden, men det gik slet ikke. Jeg ventede bare på at tiden skulle gå, så jeg var "kommet over" ham. Det tog noget længere tid end forventet.
Han melder sig så for et år siden. Jeg lader mig "overtale" til at prøve igen, men denne gang ville jeg - klog af skade - have nogle aftaler på plads omkring de evige problemområder.
Vi aftaler i april at til december rykker jeg ind til ham midlertidig, for vi har svært ved at være i hans bolig, men skal have noget tid til at finde en egnet fælles.
Har boet under hans tag siden 1. dec. medbringende udelukkende personlige ejendele, så som PC, tøj og lidt køkkentøj.
Det går bare slet ikke. Vi får overstået jul og nytår med lodder og trisser. Han "forklarer" sit dårlige humør med arbejdspres, økonomisk pres (alt er bleve ½ pris for ham, da jeg rykkede ind) og alle mulige og umulige forklaringer tordner i luften. Den eneste uskyldige i alle problemer er naturligvis ham. Jeg har en del af skylden fordi jeg jo påpeger hans manglende indsats på problemmområderne.
De sidste 6 uger har været én endeløs række af verbale overgreb. De gode dage under ti anfald, de dårlige dage har jeg ikke tal på udbruddene.
Kender i den type mænd der bruger to aspekter i deres følelsesregister? Vred eller ikke vred. Alt andet er skåret væk.?
Jeg har forsøgt dagligt at komme i kontakt med ham, at tale mig til rette med ham, men det er bare endt i råben og skrigen og et forsøg på total kontrol over alt, hvad jeg foretager mig. Om det så er madlavningen, så er han også begyndt at blande sig i om ovnen skal stå på over eller undervarme eller begge dele.
Det er min opfattelse, at der er sket et eller andet, i den periode jeg har været fraværende. Hans alkohol forbrug har altid været relativt stor, nu er det nærmest eksploderet, men resulterer ikke i fuldskab, nærmere en "funktionspromille" Det er lykkedes ham at bliver standset for spirtuskørsel, men han undgik frakendelse af kørekortet.
Erfarede forrige uge at al økonomi "sejler" - hvilket han mod sædvane intet har nævnt om.
Kulminationen på hans hysteri indfinder sig så lørdag, hvor han midt i myldretrafikken trækker håndbremsen på bilen (jeg var chauffør) Den bagvedkørende var heldigvis en kvik bilist, som undgik at køre op i os med sin undvigemanøvre. Vi havde henholdsvis hans datter og min søn siddende på bagsædet samt hunden. Han står ud af bilen, trækker hunden ud og smækker bildøren på hoften af sin datter, som ikke er nogen speciel pivskid (15 år og hun er weekendbarn) men hun slog sig på den dør og er idag både gul og blå på hoften og låret. Jeg kørte hende hjem til hendes mor og fortsatte så til en god veninde og har ikke vist mig på hans matrikel siden - men alle mine ting står der.
Kontakter krisecenteret for at få et godt råd af eksperter i den slags og får det. Kontakter på deres opfordring politiet for at høre om evt. "forebyggende hjælp" - hvilket de afslår. Vagthavendes forslag er, at jeg selv møder op og beder om mine ting. Eskalerer situationen, kan jeg ringe, og hvis de ikke har travlt kommer de - og fjerner mig, fordi jeg ikke har folkeregisteradresse på stedet. Den borgerservice kan jeg ikke rigtig bruge, men jeg ved jo så hvor jeg står.
Andre gode forslag herinde fra?

Jeg er enig med vagthavende, på politigården, i at de ikke umiddelbart kan deltage deri.
Selvfølgelig har du krav på dine ting. Du bør få et par venner til at følge dig (de kan vente ved døren medens du henter dine ting).
Og, så bør du endeligt ophøre med at se ham, en gang for alle !

jeg har måske nok krav på mine ting, men ikke på at få dem udleveret ved afhentning. (begrundet i folkeregisteradresse)
Den slagne vej er advokatbistand og evt. civilt søgsmål.
Har noteret mig din enighed med vagthavende, men hvad skal de venner? Være klar til at slås med ham og risikere en anmeldelse for vold? Jeg synes det er svært at bede andre mennesker om at gøre den slags for én.
Med hensyn til aldrig at se ham mere, så kan du være lige så sikker som amen i kirken på, at det kommer ikke til at finde sted, før den dag du kan løber på skøjter i helvede, - MEN at du skriver den kommentar siger mig, at du (fuldstændig som den vagthavende) tager udgangspunkt i, at det nu nok ikke bliver sådan.

Jeg forstår godt at politiet som udgangspunkt siger nej tak til invitationen - så kunne de få travlt, men jeg forstår på den anden side også din modvilje mod at blande venner ind i situationen. Sådan en uniformeret betjent, plejer at kunne dæmpe gemytterne lidt.
Hvorfor tror du, han vil gøre dig noget? Har han gjort dig noget tidliger? Hvordan er det forløbet de andre gange i har været fra hinanden?

De andre gange har været konkrete, men fundamentale uenigheder om børn (1. gang) og pengesager 2. gang.
Som jeg skrev i indlægget, tror jeg der er sket noget denne gang vi har været fra hinanden. Han er en anden mand og omend ikke fysisk (endnu) så klart psykisk voldelig. Truende og kontrollerende.
Den her gang er han helt desperat, og leder efter mig, men jeg er i en anden by.

Du bestemmer jo selv om du vil bo sammen med ham , det er kun din beslutning.
Du kender til de problemer der kan opstå , når du igen vil bo sammen med ham.
Jeg ville finde en anden at leve sammen med , og et helt andet liv.
Der er en stor forskel på mænd , som på kvinder.

og ellers tak, jeg skal ikke finde en anden at leve sammen med - jeg skal finde en løsning på at få mine ting med mig, uden medvirken fra i hvert fald politi.
Kan det virkelig passe i slet ingen løsningsforslag har? Nogen må da have prøvet det her, eller kende nogen der har.
Hvad tror i mænd, er det en rød klud at tage et par mand med? Ville det være meget bedre slet ikke at vise sig i den forbindelse.
Og lad mig lige slå fast: Det er ikke min hensigt nogen sinde mere i det her liv, at sætte mine ben på hans matrikel.