Israel - 2
Under første verdenskrig (1914-18) blev England og Frankrig enige om en deling af det osmanniske imperiums besiddelser i Mellemøsten mellem sig. Den britiske udenrigsminister, Arthur Balfour forstod, at de jødiske nationalister kunne give en glimrende legitimering for besættelsen af den nordlige del af Palæstina. Som premierminister havde Balfour i 1905 modsat sig jødisk emigration til Storbritannien. I 1917 erklærede han sin støtte til etableringen af et jødisk "hjemland" i Palæstina. Beslutningen var en grov tilsidesættelse af den arabiske befolkning i Palæstinas civile og religiøse rettigheder - dvs. 90% af befolkningen på dette tidspunkt. London fik sin vilje. Ved afslutningen af 2. verdenskrig fik de franske kolonier i Syrien og Libanon og de britiske i Iraq og Transjordanien deres selvstændighed, men England nægtede at give Palæstina selvstændighed med henvisning til Balfour deklarationen.
Zionismen anså jøderne for at være flygtninge i eksil og organiserede deres tilbagevenden fra alle afkroge af verden. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der i Palæstina 500.000 arabere og 50.000 jøder. I løbet af 30'erne nåede antallet af jøder op på 300.000. Jødeforfølgelsen i Tyskland fik emigrationen til langt at overstige de officielt tilladte "kvoter". Englænderne blev stadig mere bekymrede over at se deres hegemoni i Palæstina blive eroderet. I 1939 erklærede London, at målet ikke var at oprette en jødisk stat, men derimod en uafhængig palæstinensisk stat, hvor "regeringsmagten var delt mellem begge folk". I Palæstinas havne blev skibe med flygtninge på flugt fra nazismen i Europa afvist. Zionisterne svarede med sabotage og terrorisme for med magt at tvinge det vaklende britiske imperium til at opfylde sine løfter.
Gennem indsamlinger blandt jøder i hele verden - især blandt bankierer og rige familier - fik jøderne råd til at købe arabisk jord af de rige arabiske jordejere bosiddende i Beirut eller Paris, der ikke brød sig synderligt om de palæstinensiske fellah's (bønder) skæbne. Jøderne ankom derfor med skøder til jorden og fjernede skånselsløst de arabiske bondefamilier, der gennem utallige generationer havde beboet området. I deres sted blev der oprettet landbrugskolonier - de såkaldte kibbutzim - der blev forsvaret militært af zionistiske militser overfor en omverden, der med god grund havde et fjendtligt forhold til det indtrængende folk. Stillet overfor den stigende kamp mod det britiske kolonistyre, indbragte London i februar 1947 sagen for FN. En specielt nedsat komite anbefalede opdelingen af området i to uafhængige stater - en arabisk og en jødisk. Jerusalem skulle forblive under internationalt styre.
Zionismen anså jøderne for at være flygtninge i eksil og organiserede deres tilbagevenden fra alle afkroge af verden. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der i Palæstina 500.000 arabere og 50.000 jøder. I løbet af 30'erne nåede antallet af jøder op på 300.000. Jødeforfølgelsen i Tyskland fik emigrationen til langt at overstige de officielt tilladte "kvoter". Englænderne blev stadig mere bekymrede over at se deres hegemoni i Palæstina blive eroderet. I 1939 erklærede London, at målet ikke var at oprette en jødisk stat, men derimod en uafhængig palæstinensisk stat, hvor "regeringsmagten var delt mellem begge folk". I Palæstinas havne blev skibe med flygtninge på flugt fra nazismen i Europa afvist. Zionisterne svarede med sabotage og terrorisme for med magt at tvinge det vaklende britiske imperium til at opfylde sine løfter.
Gennem indsamlinger blandt jøder i hele verden - især blandt bankierer og rige familier - fik jøderne råd til at købe arabisk jord af de rige arabiske jordejere bosiddende i Beirut eller Paris, der ikke brød sig synderligt om de palæstinensiske fellah's (bønder) skæbne. Jøderne ankom derfor med skøder til jorden og fjernede skånselsløst de arabiske bondefamilier, der gennem utallige generationer havde beboet området. I deres sted blev der oprettet landbrugskolonier - de såkaldte kibbutzim - der blev forsvaret militært af zionistiske militser overfor en omverden, der med god grund havde et fjendtligt forhold til det indtrængende folk. Stillet overfor den stigende kamp mod det britiske kolonistyre, indbragte London i februar 1947 sagen for FN. En specielt nedsat komite anbefalede opdelingen af området i to uafhængige stater - en arabisk og en jødisk. Jerusalem skulle forblive under internationalt styre.