Hverdagen har
-holdt sit indtog i min mands og mit forhold.
Er begge to meget (gennem det sidst års tid) involverede i vores job. Hvilket jo er fedt nok, udfordrende og spændende.
Jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke rigtig kan finde et "os" mere....og det piner mig.
Vi har snakket sammen om det og er egentlig (ideologisk set) fuldstændigt enige om at "vi" kommer i første række og ikke vores karrierer...
- men så er det jo at den lille xtra indsats på jobbet sniger sig ind og vi hver især bliver grebet af div projekter i arbejdssammenhæng...og så smutter tiden, aftaler bliver lavet om i det uendelige osv, osv.
Så når vi endelig mødes er vi trætte, bliver irritable på hinanden over de altid brudte og ændrede aftaler....hvilket over tid kan udvikle sig til højest umodne og højtråbende skænderier;
- og det er jeg så ked af, for jeg har virkelig haft noget med ham som er helt unikt for mig.
Sex har vi heller ikke gjort brug af de sidste 3 mdr. Det savner jeg meget og orker alligevel ikke rigtig.....selvom lysten er der! Meget endda - men jeg er vred på ham og han er frustreret og vred på mig.
Inden jeg mødte min mand havde jeg en dejlig, rummelig og lidt ældrer elsker gennem 10 år. Ingen af os var gift på daværende tidspunkt og var smukt enige om rammerne for vores ret dejlige forhold. Da forholdet strakte sig over så mange år udviklede vi selvfølgelig et godt og meget sjovt venskab.
Jeg havde ikke nogle forventninger om hvad eller hvordan han skulle være - frydede mig bare royalt over det han selv valgte at give i vores samvær - meget tilfredsstillende at være fri for ejerfornemmelser og alt det der forventningsral.
Grunden til at jeg fortaber mig i denne del af fortiden er at jeg også længes efter denne sorgløse frihed som jeg oplevede her og mæthed i verden.
Ville aldrig vælge at være min mand utro - men, lets face it - har svært ved undvære sexen, intimiteten og sammenhørighed på den frække måde.
(ørkenvandringer har aldrig interesseret mig, lige meget hvor mange pukler kamelen så har)
Synes lidt at det tager fokus fra det jeg burde holde fokus på - nemlig en opbyggelig måde at komme i gang med at tale sammen på.
Vi er begge to rimeligt normalt begavede og jeg synes jo at vi sagtens skulle være i stand til at få talt om det her og en løsning som virker for os begge.....men jeg sidder bare fast...
Jeg har sår på min tilknytning og har enormt svært ved at få afsluttet forhold jeg er færdig med.
Siger ikke hermed at det er det jeg vil - ud af forholdet med min mand - men jeg er så ambivalent over for ham i tiden at jeg simpelthen er fortrukket til sommerhuset og ikke magter at konfronterer ham eller migselv ligenu (svagpisser...ja det er da muligt)
Jeg savner ham.
Inden denneher cyklus greb om sig ville jeg jo have talt med ham om mine oplevelser. Det gør jeg ikke mere og ved godt at jeg har ansvar for at døren er blevet lukket.
Har lavet tilløb til at få talt med en veninde om det men føler mig illoyal fordi jeg jo virkelig synes at jeg burde kunne tale med min mand om det før alle mulige andre....
Håber du har lidt opmuntring så jeg kan få gang i mit mod og begynde at bevæge mig lidt. Vil så gerne løse det her....om det så går i den ene eller anden retning.
Hader at sætte migselv og andre på standby
God dag til alle.
Er begge to meget (gennem det sidst års tid) involverede i vores job. Hvilket jo er fedt nok, udfordrende og spændende.
Jeg er bare nået til et punkt hvor jeg ikke rigtig kan finde et "os" mere....og det piner mig.
Vi har snakket sammen om det og er egentlig (ideologisk set) fuldstændigt enige om at "vi" kommer i første række og ikke vores karrierer...
- men så er det jo at den lille xtra indsats på jobbet sniger sig ind og vi hver især bliver grebet af div projekter i arbejdssammenhæng...og så smutter tiden, aftaler bliver lavet om i det uendelige osv, osv.
Så når vi endelig mødes er vi trætte, bliver irritable på hinanden over de altid brudte og ændrede aftaler....hvilket over tid kan udvikle sig til højest umodne og højtråbende skænderier;
- og det er jeg så ked af, for jeg har virkelig haft noget med ham som er helt unikt for mig.
Sex har vi heller ikke gjort brug af de sidste 3 mdr. Det savner jeg meget og orker alligevel ikke rigtig.....selvom lysten er der! Meget endda - men jeg er vred på ham og han er frustreret og vred på mig.
Inden jeg mødte min mand havde jeg en dejlig, rummelig og lidt ældrer elsker gennem 10 år. Ingen af os var gift på daværende tidspunkt og var smukt enige om rammerne for vores ret dejlige forhold. Da forholdet strakte sig over så mange år udviklede vi selvfølgelig et godt og meget sjovt venskab.
Jeg havde ikke nogle forventninger om hvad eller hvordan han skulle være - frydede mig bare royalt over det han selv valgte at give i vores samvær - meget tilfredsstillende at være fri for ejerfornemmelser og alt det der forventningsral.
Grunden til at jeg fortaber mig i denne del af fortiden er at jeg også længes efter denne sorgløse frihed som jeg oplevede her og mæthed i verden.
Ville aldrig vælge at være min mand utro - men, lets face it - har svært ved undvære sexen, intimiteten og sammenhørighed på den frække måde.
(ørkenvandringer har aldrig interesseret mig, lige meget hvor mange pukler kamelen så har)
Synes lidt at det tager fokus fra det jeg burde holde fokus på - nemlig en opbyggelig måde at komme i gang med at tale sammen på.
Vi er begge to rimeligt normalt begavede og jeg synes jo at vi sagtens skulle være i stand til at få talt om det her og en løsning som virker for os begge.....men jeg sidder bare fast...
Jeg har sår på min tilknytning og har enormt svært ved at få afsluttet forhold jeg er færdig med.
Siger ikke hermed at det er det jeg vil - ud af forholdet med min mand - men jeg er så ambivalent over for ham i tiden at jeg simpelthen er fortrukket til sommerhuset og ikke magter at konfronterer ham eller migselv ligenu (svagpisser...ja det er da muligt)
Jeg savner ham.
Inden denneher cyklus greb om sig ville jeg jo have talt med ham om mine oplevelser. Det gør jeg ikke mere og ved godt at jeg har ansvar for at døren er blevet lukket.
Har lavet tilløb til at få talt med en veninde om det men føler mig illoyal fordi jeg jo virkelig synes at jeg burde kunne tale med min mand om det før alle mulige andre....
Håber du har lidt opmuntring så jeg kan få gang i mit mod og begynde at bevæge mig lidt. Vil så gerne løse det her....om det så går i den ene eller anden retning.
Hader at sætte migselv og andre på standby
God dag til alle.