Heb. 11 troskapitlet.
Hebræerbrevet kap. 11 også kendt som troskapitlet.
Allerførst, det jeg læser her er, at flere blev i tro erklæret retfærdig af Gud. IKKE i gerninger, men i tro. JO også ved deres gerninger, men troen bliver sat før gerningerne.
Tager det lidt i bidder.
Vers 5:
v5 I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.
Hvad mon der menes med at Enok blev taget bort, for at han ikke skulle se døden?
Igen troen er det mest væsentlige:
v6 Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.
I tro:
v7 I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.
Læs Abrahams og Sara tro, hvad det bragte dem:
v8 I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. v9 I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; v10 for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. v11 I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. v12 Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.
Et stærkt vidnesbyrd.
Gud havde allerede grundlagt en by:
v13 Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. v14 Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. v15 Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; v16 men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.
I det himmelske. Jesus siger, jeg bereder jer en bolig i himlen. Jamen er det ikke smukt?
Dette syntes jeg bare er tillid til Gud. Abraham vidste at Gud havde lovet ham at blive stamfader til jordens efterkommere. Og alligevel er han villig til at gøre som Gud siger. For nogen kan det virke ja barskt. Men tænk efter, mærk efter, Abraham kendte løftet, men tvivlede aldrig på Gud. Dette er rummer faktisk mange dybe tanker og følelser:
v17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, v18 og der var blevet sagt til ham: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;« v19 for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage. v20 I tro velsignede Isak Jakob og Esau med det, der skulle komme. v21 I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner, og han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav. v22 I tro talte Josef, da han nærmede sig sit endeligt, om Israels børns udgang af Egypten og befalede, hvad de skulle gøre ved hans døde ben.
Flere trosvidnesbyrd:
v23 I tro blev den nyfødte Moses holdt skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at den lille dreng var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling. v24 I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. v25 Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, v26 og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. v27 I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige. v28 I tro indstiftede han påsken med påstrygningen af blodet, for at Ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte. v29 I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land, mens egypterne druknede, da de prøvede det samme. v30 Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået rundt om dem. v31 I tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige, for hun havde modtaget spionerne med fred.
Dette forklarer hvorfor at Gud ikke bare handler som vi mennesker syntes han burde:
v32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne, v33 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, v34 slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt. v35 Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse; andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. v36 Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. v37 De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; v38 de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.
v39 Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, v40 for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os.
I dag bliver mange kristne forfulgt. Men tænk om Gud havde gjort en ende på alverdens lidelse for 50 år eller 100 år eller 5000 år siden eller mere, så havde du og jeg ikke levet idag.
Vi kender ikke Guds tanker i den retning særlig godt. Vi må ikke afgrænse eller begrænse Gud. Han ved bedst. Han har styr på det hele til fuldkommenhed. Og alt, alt hvad vi afstår eller går igennem, får vi i tyve tusind fold igen. Gud formår at genoprette og bringe alt tilbage på rette plads.
Vi forstår det først, når det er sket.
Mange hilsner
Manjana
Allerførst, det jeg læser her er, at flere blev i tro erklæret retfærdig af Gud. IKKE i gerninger, men i tro. JO også ved deres gerninger, men troen bliver sat før gerningerne.
Tager det lidt i bidder.
Vers 5:
v5 I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud.
Hvad mon der menes med at Enok blev taget bort, for at han ikke skulle se døden?
Igen troen er det mest væsentlige:
v6 Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.
I tro:
v7 I tro fik Noa et varsel om det, som endnu ikke var at se, og byggede i sin gudfrygtighed en ark til frelse for sit hus; ved denne tro bragte han dom over verden og blev selv arving til retfærdigheden af tro.
Læs Abrahams og Sara tro, hvad det bragte dem:
v8 I tro adlød Abraham kaldet til at bryde op og drage til et sted, som han skulle få i eje, og han drog af sted uden at vide, hvor han kom hen. v9 I tro slog han sig ned i det forjættede land som i et fremmed land og boede i telte sammen med Isak og Jakob, medarvingerne til det samme løfte; v10 for han ventede på byen med de faste grundvolde, hvis bygmester og skaber er Gud. v11 I tro fik selv Sara, der var ufrugtbar, kraft til at grundlægge en slægt, skønt hun var ude over den alder, fordi hun anså ham, der havde givet løftet, for troværdig. v12 Derfor blev også efterkommerne efter en eneste mand, der endda havde mistet sin livskraft, så mange som himlens stjerner og som de talløse sandskorn på havets bred.
Et stærkt vidnesbyrd.
Gud havde allerede grundlagt en by:
v13 Med troen i behold døde alle disse uden at have fået løfterne opfyldt; de havde kun set og hilst deres opfyldelse i det fjerne, og de bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden. v14 Men de, der siger noget sådant, giver dermed til kende, at de søger et fædreland. v15 Hvis de dermed havde tænkt på det, som de var rejst ud fra, havde de haft lejlighed til at vende tilbage; v16 men nu var det et bedre fædreland, de længtes efter, nemlig det himmelske. Derfor skammer Gud sig ikke ved dem eller ved at kaldes deres Gud. For han har allerede grundlagt en by til dem.
I det himmelske. Jesus siger, jeg bereder jer en bolig i himlen. Jamen er det ikke smukt?
Dette syntes jeg bare er tillid til Gud. Abraham vidste at Gud havde lovet ham at blive stamfader til jordens efterkommere. Og alligevel er han villig til at gøre som Gud siger. For nogen kan det virke ja barskt. Men tænk efter, mærk efter, Abraham kendte løftet, men tvivlede aldrig på Gud. Dette er rummer faktisk mange dybe tanker og følelser:
v17 I tro bragte Abraham Isak som offer, da han blev sat på prøve, og var rede til at ofre sin eneste søn, skønt han havde fået løfterne, v18 og der var blevet sagt til ham: »Det er efter Isak, dine efterkommere skal have navn;« v19 for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage. v20 I tro velsignede Isak Jakob og Esau med det, der skulle komme. v21 I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner, og han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav. v22 I tro talte Josef, da han nærmede sig sit endeligt, om Israels børns udgang af Egypten og befalede, hvad de skulle gøre ved hans døde ben.
Flere trosvidnesbyrd:
v23 I tro blev den nyfødte Moses holdt skjult af sine forældre i tre måneder, fordi de så, at den lille dreng var dejlig, og de lod sig ikke skræmme af kongens befaling. v24 I tro nægtede Moses, da han var blevet voksen, at lade sig kalde søn af Faraos datter. v25 Han ville langt hellere lide ondt sammen med Guds folk end for en kort tid opnå en syndig nydelse, v26 og han regnede Kristi forhånelse for en større rigdom end Egyptens skatte, for han havde lønnen for øje. v27 I tro forlod han Egypten uden at frygte kongens vrede; han holdt ud, for det var, som om han så den usynlige. v28 I tro indstiftede han påsken med påstrygningen af blodet, for at Ødelæggeren ikke skulle røre deres førstefødte. v29 I tro gik de gennem Det Røde Hav som på tørt land, mens egypterne druknede, da de prøvede det samme. v30 Ved tro faldt Jerikos mure, da israelitterne i syv dage havde gået rundt om dem. v31 I tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige, for hun havde modtaget spionerne med fred.
Dette forklarer hvorfor at Gud ikke bare handler som vi mennesker syntes han burde:
v32 Men hvorfor sige mere? Tiden vil jo slippe op, mens jeg fortæller om Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel og om profeterne, v33 alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, v34 slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage, blev stærke i krig og slog fjendtlige hære på flugt. v35 Kvinder fik deres døde igen ved opstandelse; andre blev pint til døde og afviste at lade sig købe fri, for at de kunne opnå en bedre opstandelse. v36 Andre igen måtte udstå spot og piskeslag, ja, lænker og fængsel. v37 De blev stenet, gennemsavet, døde for sværdet eller gik omkring i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet; v38 de var for gode til denne verden og måtte flakke om i ørkener, på bjerge, i huler og i jordens kløfter.
v39 Alle disse, hvis tro er bevidnet, opnåede dog ikke at se løftet opfyldt, v40 for Gud havde for vor skyld noget bedre for øje, nemlig at de ikke skulle nå målet uden os.
I dag bliver mange kristne forfulgt. Men tænk om Gud havde gjort en ende på alverdens lidelse for 50 år eller 100 år eller 5000 år siden eller mere, så havde du og jeg ikke levet idag.
Vi kender ikke Guds tanker i den retning særlig godt. Vi må ikke afgrænse eller begrænse Gud. Han ved bedst. Han har styr på det hele til fuldkommenhed. Og alt, alt hvad vi afstår eller går igennem, får vi i tyve tusind fold igen. Gud formår at genoprette og bringe alt tilbage på rette plads.
Vi forstår det først, når det er sket.
Mange hilsner
Manjana