En dominerende svigerfamilie

Hvordan takler du en dominerende svigerfamilie?
Jeg er rigtig glad for min svigerfamilie. Min samlevers forældre, søskende, bedsteforældre mv., er nogle rigtig søde mennesker som jeg godt kan lide og jeg er glad for at min kæreste har god kontakt til sin familie...men de er meget dominerende i min samlevers liv.
Min familie betyder også en masse for mig og vi har tæt kontakt, men vi sidder ikke på hinanden og det føler jeg lidt at min svigerfamilie er begyndt at gøre på min samlever.
De kommer ofte med meget kort varsel og bliver længe også selvom de kan se at jeg/vi måske ikke lige er på dubberne. Det skal siges at vi begge har været ret pressede med job, studie og sygdom i den senere tid så der er ikke meget at give af.
Hvis ikke de kommer hos os forventer de minimum et ugentligt besøg - og det trækker altid ud. De kan simpelthen ikke forstå at vi hver især har forpligtelser med barn, arbejde, studie og en vennekreds der skal plejes. Og, at vi også indimellem har brug for at være hjemme uden at skulle noget som helst.
Jeg vil helst ikke såre dem eller min kæreste, men det er begyndt at gå mig på at familien fylder så meget. Jeg føler ofte at jeg må tilsidesætte andre vigtige ting fordi de ønsker så tæt kontakt og jeg føler også ofte at min samlever tilsidesætter hjemmelivet, selvom han også ønsker noget andet. Det er som om han ikke kan sige fra overfor familien og det går mig på.
Så hvis i har gode råd vil jeg gerne høre dem. Jeg ønsker absolut ikke at ødelægge forholdet til familien, men hvis der findes en måde hvorpå vi kan få en større balance og nogle klarere grænser uden at lave alt for meget ballade, ville det være rart.
Jeg vil også gerne have råd til, hvordan jeg støtter min samlever i at sige fra. Han har selv et krævende job og føler det ofte som en pligt at besøge familien ovenpå lange dage eller i weekenden hvor vi har mest tid til at være sammen, men har meget svært ved at sige fra overfor dem.
Skal jeg forsøge at presse ham lidt ekstra, eller skal jeg lade ham fortsætte med sin ubeslutsomhed, indtil han ender med at flippe ud på familien?
Og kan jeg tillade mig at tage en snak med mine svigerforældre, hvor jeg beder dem om at sætte deres forventninger ned og lade være med at presse så meget på hele tiden?

snak med din svigerfamilie, hvis de er så flink måske kommer der noget positive ud af det iform for hjælp hvis i føgler som dig og kæresten ikke kan for ting til at gå op i de timer i har.det ikke rart at altid gå rundt 2 dag bagefter sig selv.

blot nogle tanker.
Mon ikke du er nødt til at snakke med din samlever om det❓Dog uden at presse ham, blot for at finde ud af, om han oplever situationen på samme måde som dig ?
De uanmeldte besøg tror jeg godt, du kan få styr på ved at åbne munden :-) Det er så forskelligt, hvordan man oplever det. Nogle mennesker reagerer helt impulsivt og handler næsten før, tanken er tænkt, andre vil hellere planlægge lidt i forvejen - specielt hvis der er en presset tidsplan at tage hensyn til. Og så må de uanmeldte også være parat til at blive afvist ved døren, hvis ikke lige deres besøg "passer ind". Det behøver ikke at være så uhøfligt som det lyder. Hvis alle parter kan holde en "let" tone, kan alle parter også godt forstå reaktionen. Og kommer man uanmeldt, må man finde sig i at blive smidt ud igen før spisetid, ikke ?
Men overvej nøje, om det er det, du vil. Du kan risikere, at det "kammer over", så der altid skal laves en aftale, og noget af det dejlige ved et netværk er, at det kan bruges "bare sådan". Og hvis du går over til "aftaler", er der flere forventninger, både fra dig selv og fra dine gæster.
Endelig er det ikke sikkert, at du sparer tid ved at ændre formen til aftaler. Faktisk kan det tænkes, at du får mere ud af at bruge den uformelle form - hvis vel at mærke du ikke tænker for meget over, at du ønsker det anderledes :-)
Nå ja, måske et råd alligevel: luk munden op :-)

I er nødt til at få etableret nogle rene linier.
Start med at du melder ud overfor samleveren: Jeg holder meget af din familie, men jeg synes, at det er for meget, når.......
Derefter kan han melde ud, hvad han synes er passende. Det kan være, at I er enige, men det er også muligt, at der skal en "forhandling" til.......
Derefter tager I en snak med familien: Meld klart ud! Vi er stressede....., har haft meget sygdom...., har mange lektier, og derfor vil vi gerne have en aftale i stand.
Ingen besøg uden forudgående aftale.
Vi vil gerne besøge jer hver XX. dag, men vi bliver kun i X timer.
Vi skal nok ringe og invitere, når vi har overskud.
OSV. hvad I nu vil lave af aftaler???!!!
Det skal være tilladt at sige: "Desværre kan det ikke blive i dag", uden at nogen føler sig trådt over tæerne. Det handler om dig/jer og hvad, I kan holde til, ikke om at I ikke kan lide familien.
Gør det klart, at det er ikke fordi, I ikke holder af dem eller gerne vil se dem, men at I har brug for, at tingene er sat i faste rammer, hvis ikke I skal gå ned på det. Det vil alle almindelige fornuftige mennesker kunne forstå. Det er vigtigt, at de får en forklaring, så de ikke føler sig frosset ud eller nedgjort. Det er vigtigt, at I gør noget, før din samlever eller du flipper ud.
Held og lykke!
mvh hønemor1001

Mange tak for svar og råd.
Jeg har faktisk snakket med min samlever om det nogle gange, men han er meget blød overfor sin familie...han bryder sig bestemt ikke om at sige dem imod, selvom de er fredelige nok.
Til gengæld har han selv sagt at han også sommetider synes det er for meget. At han indimellem føler sig lidt for bundet og kontrolleret pga. det.
Og ja, til den første der havde skrevet - jeg vil gerne have lidt struktur på det hele. Normalt har jeg selv holdt af den uformelle måde at gøre tingene på, men det er bare kammet over. Jeg har lidt en følelse af at familien synes jeg tager for tungt på tingene der foregår i mit liv, men jeg/vi er presset udover alle grænser på mange områder.
Vi har ikke brug for deres hjælp, sådan skal det ikke opfattes, vi har bare brug for at vores i øjeblikket ret begrænsede fritid også er fritid uden alt for mange planer som kan stresse os.

Jeg tror helt ærligt bare at det handler om at vi har forskellig livsstil. Min svigerfamilie er meget tilbagelænede mennesker som ikke har så mange jern i ilden som vi har lige nu. Jeg tror helt ærligt ikke at de tænker over at nogen mennesker måske ikke har det samme overskud som dem selv, og derfor heller ikke tænker to gange, inden de ringer og melder deres ankomst.
Det er bare så svært at jeg hele tiden føler at det er MIG der er forkert på den og nærtagende. Jeg føler hele tiden at jeg skal være "på" når vi er sammen med dem og det kræver meget energi. Jeg er ikke altid på toppen og i godt humør, og det er svært altid at spille dén rolle.

Min svigermor kan ikke fordrage mig. Jeg er ikke karierre og alt det der.
Min kærestes familie bor ret tæt på hinanden, hun bor så længere væk. Hendes svoger havde engang den frækhed, at ringe og spørge om jeg havde misbrugt hans Dan-kort, jeg havde været i deres hjem og ordnet hans pc, DER overvejede jeg sgu kraftigt om jeg skulle stoppe forholdet, min kæreste var dog på min side, så jeg gik ikke.
Jeg besøger dem (af pligt), for jeg er ikke meget for at være sammen med mennesker som ikke kan lide mig. Jeg har aldrig nogensinde igen, tænkt mig at være hjælpsom med computer-arbejde i deres hjem.
Sådan noget sviger-ting, kan bare skabe SÅ meget uro, hvorfor kan folk ikke acceptere det valg man tager???
Nå, fred med dem, de ved jo ikke bedre.