efterløn og min bare røv
S vil forringe efterløn og folkepension trods løfterDebat - 23. Aug. 2005 Ved at gå ind i en konkurrence med de borgerlige partier om at sætte dagsordenen med forslag om velfærdsforringelser risikerer S at åbne for et sneskred af nedskæringsforslag
af Henrik Herløv Lund, økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.
Socialdemokratiet har fremlagt sit netop publicerede forslag til efterløns- og pensionsreform som et forsøg på at redde efterlønnen. Og Helle Thorning-Schmidt havde lovet, at Socialdemokratiet ville bevare efterlønnen for alle over 40.
Det skal medgives, at S-forslagene indeholder enkelte positive elementer, herunder navnlig at efterlønnen bevares som en rettighedsbaseret ordning i hvert fald for et flertal af lønmodtagere.
Men Thorning-Schmidt svigter ikke desto mindre sine løfter til dem over 40 år. Og hovedvirkningen af S-forslagene er i praksis ikke uvæsentlige forringelser af både efterløn og folkepension:
* Efterløn og pensionsalder aftrappes efter ti år, således at efterlønsalderen efter yderligere 12 år er hævet til 62 år og pensionsalderen til 67 år
* Anciennitetskravet hæves til 32 år for personer under 30 år og 38 år for personer under 24 år, hvorved navnlig mange med længerevarende uddannelser på forhånd vil være dømt ude af ordningen.
Socialdemokratiets velfærdsudspil forringer således velfærden for de ældre gennem den senere lægning af tilbagetrækningsmulighederne, som er den egentlige hovedeffekt.
Unødige forringelser
Dette er så meget desto mere kedeligt, fordi disse forringelser er unødvendige.
Socialdemokratiet begrunder forslagene med to ting:
1) At arbejdsstyrken falder med 150.000 de næste 20 år, og at levetiden stiger de kommende år.
2) At velfærdssamfundet som følge af ændret balance mellem erhvervsaktive og personer udenfor arbejdsmarkedet vil komme under et stigende økonomisk pres.
Partiet opgør i denne forbindelse besparelsesbehovet til 18 milliarder kroner.
Det sker med udgangspunkt i velfærdskommissionens beregninger, der korrigeres for højere realrente, levetidsafhængigt træk på offentlige service samt merstigning i uddannelsesniveau.
Det kan i den forbindelse undre, at gode og fornuftige forslag fra Arbejderbevægelsens eget erhvervsråd ikke inddrages i finansieringen af velfærden, herunder navnlig at hæve erhvervsfrekvensen for indvandrere og deres efterkommere blandt andet gennem en aktiv integrationspolitik og indsats. Hvilket alene vil kunne forøget arbejdsstyrken med 40-65.000 personer og forbedre finansieringen af velfærdsstaten med fem til seks milliarder. (1)
Hertil kommer at S-udspillet meget rigtigt fremhæver, at 'vi må have flere i arbejde'. Men alligevel regner udspillet tilsyneladende ikke med nogen økonomisk effekt heraf. Den Alternative Velfærdskommission har peget på, at en vækst- og beskæftigelsesstrategi frem til 2041 kan forbedre beskæftigelsen med 90-100.000 personer gennem reduktion i antallet af ledige, jobtræningspersoner, personer på sygedagpenge, revalidering, førtidspension, fleksjob med videre. Hvilket vil kunne forbedre finansieringen af velfærdsydelserne med 12-15 milliarder kroner. (2)
Endelig kan det undre, at partiets målsætning i udspillet om at hindre højere skat er så ultimativ, at udspillet slet ikke kommer ind på den gevinst på omkring 50 milliarder kroner, som regeringens skattestop har givet på fast ejendom over de senere år. (3)
Man kunne sagtens hente eventuelle yderligere nødvendige midler til at fastholde et uændret efterløns- og pensionssystem her uden at behøve at brandskatte boligejerne.
De foreslåede forringelser af efterløn og pensionsalder er altså helt unødvendige, når det gælder at skaffe den nævnte forøgelse af arbejdsstyrken og den nævnte finansiering af velfærdsstaten.
længere uddannede mister efterlønnen
En anden kedelig forringelse af efterlønnen ifølge Socialdemokratiets forslag er som nævnt, at anciennitetskravet strammes til 32 år for personer under 30 år og 38 år for personer under 24 år.
Ancienniteten skal fortsat oppebæres gennem a-kassemedlemsskab, hvilket er udemærket. Men stramningen af anciennitetskravet vil ramme personer med længerevarende uddannelse, som først er færdiguddannet efter denne alder. Og hertil kommer, at det også vil ramme ganske almindelige lønarbejdere.
Reglen kræver jo, at man skal melde sig i a-kasse og tage stilling til, om man vil betale efterlønsbidrag allerede som 24-årig. Og at man skal være medlem, lige til man kan gå på efterløn. Det er ret så skrappe betingelser, som også mange ganske almindelige lønarbejdere vil få problemer med at opfylde.
velfærd forringes
Man kunne ud fra en umiddelbar betragtning måske mene, at en senere lægning af efterlønnen med to år er en overskuelig forringelse. Og selvsagt i forhold til en afskaffelse af hele efterlønsordningen er S-forslaget da bedre. Men forringelsen i S- forslaget kan ved nærmere eftersyn, blive større end den fremtræder.
Socialdemokratiet motiverer, udover de økonomiske hensyn, sit forslag om hævet efterløns- og pensionsalder ved at fastslå som en kendsgerning: '..at levetiden vil være stigende de kommende år.'
Man henviser hertil, at den hidtil har været langsomt stigende. Og partiet er åbenbart så overbevist om, at levealderen også fremover vil stige, at man ikke engang har gjort sig den ulejlighed at koble forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen til, at det konstateres at levealderen stiger.
Socialdemokratiet bygger også her tydeligvis på regeringens velfærdskommission. Men man har åbenbart i den forbindelse overset, at velfærdskommissionens vurdering af at levealderen frem til 2041 vil stige, kun er en prognose. En prognose som kan blive til virkelighed eller måske ikke - jævnfør Chresten Sørensen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd '..så ved vi jo ikke om levetiden stiger.' (4)
Gennemførelsen af forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen er som anført ikke gjort afhængig af en konstateret levetidsforøgelse og sker altså, ifølge forslaget, uanset om levetiden mod Socialdemokratiets forventning ikke stiger.
Ifølge regeringens velfærdskommission var den gennemsnitlige middellevetid for mænd i 2002 omkring 74 år men for kvinder noget højere. Tager vi den mandlige halvdel af befolkningen kan de med den nuværende efterlønsalder altså se frem til et otium på omkring 14 år.
Dette er jo imidlertid ikke ensbetydende med 14 gode pensionsår, for sidst i livet falder en slutfase, hvor helbredet begynder at svigte og de ældres manglende evner må afhjælpes med stigende lægehjælp, hjemmehjælp, plejehjemsplads og hospitalsophold. En fase der typisk varer fra tre til fem år før dødens indtræden. Med en efterlønsalder på 60 år er det 'effektive otium' altså i gennemsnit kun omkring ti år for den mandlige, kortest levende del af befolkningen.
Indtræffer forhøjelsen af levetiden ikke, hvad vi som sagt ikke ved, bliver en forhøjelse af efterlønsalderen med to år en betydelig større velfærdsforringelse end det umiddelbart fremtræder, i hvert fald hvad angår den mandlige del af befolkningen. For det er jo to af de 'gode år' i begyndelsen af otiumet, man hermed fjerner - op mod 20 procent af de i forvejen få gode år, inden man begynder at skrante for alvor.
På dette punkt vender forslaget den tunge ende nedad, for de grupper på arbejdsmarkedet med de korteste restlevetider er de kortuddannede og ufaglærte (5) - og her især igen mændene .
Hvad bliver det næste?
En imidlertid nok så alvorlig konsekvens af S-forslagene er det, at Socialdemokratiet hermed bevæger sig ind i en konkurrence med de radikale og regeringspartierne om, hvem der kan sætte dagsordenen for velfærdsforringelserne. En konkurrence, hvor de borgerlige partier naturligvis ikke vil stå tilbage for Socialdemokratiet.
Tværtimod hensigten om at kunne bestemme dagsordenen risikerer effekten af Socialdemokratiets åbnen op for forringelserne af efterløn og pension i særdeleshed og velfærden i almindelighed at afstedkomme en sneskredseffekt, en sand konkurrence af bud på velfærdsforringelser.
Samtidig kan partiets svigten velfærden og svigten af de tidligere løfter om at frede efterløn næppe undgå at afstedkomme kraftigere vælgerreaktioner imod Socialdemokratiet. En nylig undersøgelse i Ugebladet 'Mandag Morgen' af befolkningens holdninger til forringelse af efterlønnen viste jo, at der var overvældende og stigende opbakning til bevarelse af efterløn og pensionsalder, som de er i dag. Resultatet af Helle Thorning-Schmidts taktiske politiske spil kan derfor meget let blive, at Socialdemokratiet risikerer en vælgerflugt hen imod partier, der er mere i overensstemmelse med vælgernes holdninger på dette område.
Og det behøver ikke at blive en flugt til venstre. Dansk Folkeparti har jo - i hvert fald på det verbale plan - markeret sig med vedholdende modstand mod velfærdsforringelser, herunder af efterlønnen. Og styrker Helle Thorning-Schmidt Dansk Folkeparti, er Socialdemokratiet for alvor ved at save den gren over, som man sidder på. Samtidig med at det svækker kampen for at bevare velfærdssamfundet.
Konklusion.
Med andre ord:
* Det er positivt at efterlønnen bevares som en rettighedsbaseret ordning for et flertal af lønmodtagere.
* Men Socialdemokratiets efterløns og pensionsudspil redder generelt ikke velfærden, men svækker den.
* Forringelsen sker angiveligt udfra hensyn til finansiering af velfærdsamfundet, men er økonomisk set helt unødvendig. Der er alternative veje til finansiering af velfærdsamfundet.
* Forringelsen kan umiddelbart synes begrænset, men hvis levetiden ikke stiger, fjerner S-forslaget op mod 20 procent af de få 'gode pensionsår', som den mandlige del af befolkningen med den nuværende levealder oppebærer. Dette rammer navnlig de ufaglærte og kortuddannede mænd.
* Ved at gå ind i en konkurrence med de borgerlige partier om at sætte dagsordenen med forslag om velfærdsforringelser risikerer S at åbne for et sneskred af nedskæringsforslag.
* Og Socialdemokratiets risikerer at støde vælgerne fra sig, idet de slet ikke er enige med partiet. Og man risikerer at styrke den yderste højrefløj.
af Henrik Herløv Lund, økonom og medlem af Den Alternative Velfærdskommission.
Socialdemokratiet har fremlagt sit netop publicerede forslag til efterløns- og pensionsreform som et forsøg på at redde efterlønnen. Og Helle Thorning-Schmidt havde lovet, at Socialdemokratiet ville bevare efterlønnen for alle over 40.
Det skal medgives, at S-forslagene indeholder enkelte positive elementer, herunder navnlig at efterlønnen bevares som en rettighedsbaseret ordning i hvert fald for et flertal af lønmodtagere.
Men Thorning-Schmidt svigter ikke desto mindre sine løfter til dem over 40 år. Og hovedvirkningen af S-forslagene er i praksis ikke uvæsentlige forringelser af både efterløn og folkepension:
* Efterløn og pensionsalder aftrappes efter ti år, således at efterlønsalderen efter yderligere 12 år er hævet til 62 år og pensionsalderen til 67 år
* Anciennitetskravet hæves til 32 år for personer under 30 år og 38 år for personer under 24 år, hvorved navnlig mange med længerevarende uddannelser på forhånd vil være dømt ude af ordningen.
Socialdemokratiets velfærdsudspil forringer således velfærden for de ældre gennem den senere lægning af tilbagetrækningsmulighederne, som er den egentlige hovedeffekt.
Unødige forringelser
Dette er så meget desto mere kedeligt, fordi disse forringelser er unødvendige.
Socialdemokratiet begrunder forslagene med to ting:
1) At arbejdsstyrken falder med 150.000 de næste 20 år, og at levetiden stiger de kommende år.
2) At velfærdssamfundet som følge af ændret balance mellem erhvervsaktive og personer udenfor arbejdsmarkedet vil komme under et stigende økonomisk pres.
Partiet opgør i denne forbindelse besparelsesbehovet til 18 milliarder kroner.
Det sker med udgangspunkt i velfærdskommissionens beregninger, der korrigeres for højere realrente, levetidsafhængigt træk på offentlige service samt merstigning i uddannelsesniveau.
Det kan i den forbindelse undre, at gode og fornuftige forslag fra Arbejderbevægelsens eget erhvervsråd ikke inddrages i finansieringen af velfærden, herunder navnlig at hæve erhvervsfrekvensen for indvandrere og deres efterkommere blandt andet gennem en aktiv integrationspolitik og indsats. Hvilket alene vil kunne forøget arbejdsstyrken med 40-65.000 personer og forbedre finansieringen af velfærdsstaten med fem til seks milliarder. (1)
Hertil kommer at S-udspillet meget rigtigt fremhæver, at 'vi må have flere i arbejde'. Men alligevel regner udspillet tilsyneladende ikke med nogen økonomisk effekt heraf. Den Alternative Velfærdskommission har peget på, at en vækst- og beskæftigelsesstrategi frem til 2041 kan forbedre beskæftigelsen med 90-100.000 personer gennem reduktion i antallet af ledige, jobtræningspersoner, personer på sygedagpenge, revalidering, førtidspension, fleksjob med videre. Hvilket vil kunne forbedre finansieringen af velfærdsydelserne med 12-15 milliarder kroner. (2)
Endelig kan det undre, at partiets målsætning i udspillet om at hindre højere skat er så ultimativ, at udspillet slet ikke kommer ind på den gevinst på omkring 50 milliarder kroner, som regeringens skattestop har givet på fast ejendom over de senere år. (3)
Man kunne sagtens hente eventuelle yderligere nødvendige midler til at fastholde et uændret efterløns- og pensionssystem her uden at behøve at brandskatte boligejerne.
De foreslåede forringelser af efterløn og pensionsalder er altså helt unødvendige, når det gælder at skaffe den nævnte forøgelse af arbejdsstyrken og den nævnte finansiering af velfærdsstaten.
længere uddannede mister efterlønnen
En anden kedelig forringelse af efterlønnen ifølge Socialdemokratiets forslag er som nævnt, at anciennitetskravet strammes til 32 år for personer under 30 år og 38 år for personer under 24 år.
Ancienniteten skal fortsat oppebæres gennem a-kassemedlemsskab, hvilket er udemærket. Men stramningen af anciennitetskravet vil ramme personer med længerevarende uddannelse, som først er færdiguddannet efter denne alder. Og hertil kommer, at det også vil ramme ganske almindelige lønarbejdere.
Reglen kræver jo, at man skal melde sig i a-kasse og tage stilling til, om man vil betale efterlønsbidrag allerede som 24-årig. Og at man skal være medlem, lige til man kan gå på efterløn. Det er ret så skrappe betingelser, som også mange ganske almindelige lønarbejdere vil få problemer med at opfylde.
velfærd forringes
Man kunne ud fra en umiddelbar betragtning måske mene, at en senere lægning af efterlønnen med to år er en overskuelig forringelse. Og selvsagt i forhold til en afskaffelse af hele efterlønsordningen er S-forslaget da bedre. Men forringelsen i S- forslaget kan ved nærmere eftersyn, blive større end den fremtræder.
Socialdemokratiet motiverer, udover de økonomiske hensyn, sit forslag om hævet efterløns- og pensionsalder ved at fastslå som en kendsgerning: '..at levetiden vil være stigende de kommende år.'
Man henviser hertil, at den hidtil har været langsomt stigende. Og partiet er åbenbart så overbevist om, at levealderen også fremover vil stige, at man ikke engang har gjort sig den ulejlighed at koble forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen til, at det konstateres at levealderen stiger.
Socialdemokratiet bygger også her tydeligvis på regeringens velfærdskommission. Men man har åbenbart i den forbindelse overset, at velfærdskommissionens vurdering af at levealderen frem til 2041 vil stige, kun er en prognose. En prognose som kan blive til virkelighed eller måske ikke - jævnfør Chresten Sørensen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd '..så ved vi jo ikke om levetiden stiger.' (4)
Gennemførelsen af forhøjelsen af efterløns- og pensionsalderen er som anført ikke gjort afhængig af en konstateret levetidsforøgelse og sker altså, ifølge forslaget, uanset om levetiden mod Socialdemokratiets forventning ikke stiger.
Ifølge regeringens velfærdskommission var den gennemsnitlige middellevetid for mænd i 2002 omkring 74 år men for kvinder noget højere. Tager vi den mandlige halvdel af befolkningen kan de med den nuværende efterlønsalder altså se frem til et otium på omkring 14 år.
Dette er jo imidlertid ikke ensbetydende med 14 gode pensionsår, for sidst i livet falder en slutfase, hvor helbredet begynder at svigte og de ældres manglende evner må afhjælpes med stigende lægehjælp, hjemmehjælp, plejehjemsplads og hospitalsophold. En fase der typisk varer fra tre til fem år før dødens indtræden. Med en efterlønsalder på 60 år er det 'effektive otium' altså i gennemsnit kun omkring ti år for den mandlige, kortest levende del af befolkningen.
Indtræffer forhøjelsen af levetiden ikke, hvad vi som sagt ikke ved, bliver en forhøjelse af efterlønsalderen med to år en betydelig større velfærdsforringelse end det umiddelbart fremtræder, i hvert fald hvad angår den mandlige del af befolkningen. For det er jo to af de 'gode år' i begyndelsen af otiumet, man hermed fjerner - op mod 20 procent af de i forvejen få gode år, inden man begynder at skrante for alvor.
På dette punkt vender forslaget den tunge ende nedad, for de grupper på arbejdsmarkedet med de korteste restlevetider er de kortuddannede og ufaglærte (5) - og her især igen mændene .
Hvad bliver det næste?
En imidlertid nok så alvorlig konsekvens af S-forslagene er det, at Socialdemokratiet hermed bevæger sig ind i en konkurrence med de radikale og regeringspartierne om, hvem der kan sætte dagsordenen for velfærdsforringelserne. En konkurrence, hvor de borgerlige partier naturligvis ikke vil stå tilbage for Socialdemokratiet.
Tværtimod hensigten om at kunne bestemme dagsordenen risikerer effekten af Socialdemokratiets åbnen op for forringelserne af efterløn og pension i særdeleshed og velfærden i almindelighed at afstedkomme en sneskredseffekt, en sand konkurrence af bud på velfærdsforringelser.
Samtidig kan partiets svigten velfærden og svigten af de tidligere løfter om at frede efterløn næppe undgå at afstedkomme kraftigere vælgerreaktioner imod Socialdemokratiet. En nylig undersøgelse i Ugebladet 'Mandag Morgen' af befolkningens holdninger til forringelse af efterlønnen viste jo, at der var overvældende og stigende opbakning til bevarelse af efterløn og pensionsalder, som de er i dag. Resultatet af Helle Thorning-Schmidts taktiske politiske spil kan derfor meget let blive, at Socialdemokratiet risikerer en vælgerflugt hen imod partier, der er mere i overensstemmelse med vælgernes holdninger på dette område.
Og det behøver ikke at blive en flugt til venstre. Dansk Folkeparti har jo - i hvert fald på det verbale plan - markeret sig med vedholdende modstand mod velfærdsforringelser, herunder af efterlønnen. Og styrker Helle Thorning-Schmidt Dansk Folkeparti, er Socialdemokratiet for alvor ved at save den gren over, som man sidder på. Samtidig med at det svækker kampen for at bevare velfærdssamfundet.
Konklusion.
Med andre ord:
* Det er positivt at efterlønnen bevares som en rettighedsbaseret ordning for et flertal af lønmodtagere.
* Men Socialdemokratiets efterløns og pensionsudspil redder generelt ikke velfærden, men svækker den.
* Forringelsen sker angiveligt udfra hensyn til finansiering af velfærdsamfundet, men er økonomisk set helt unødvendig. Der er alternative veje til finansiering af velfærdsamfundet.
* Forringelsen kan umiddelbart synes begrænset, men hvis levetiden ikke stiger, fjerner S-forslaget op mod 20 procent af de få 'gode pensionsår', som den mandlige del af befolkningen med den nuværende levealder oppebærer. Dette rammer navnlig de ufaglærte og kortuddannede mænd.
* Ved at gå ind i en konkurrence med de borgerlige partier om at sætte dagsordenen med forslag om velfærdsforringelser risikerer S at åbne for et sneskred af nedskæringsforslag.
* Og Socialdemokratiets risikerer at støde vælgerne fra sig, idet de slet ikke er enige med partiet. Og man risikerer at styrke den yderste højrefløj.