hvad skal jeg gøre med min mand og hans søn

jeg ved ikke om jeg er helt forkert på den. menhåber at der er nogle som har det på samme måde som mig. min og jeg har været gift i lidt over et år. vi har kendt hinanden i mange år. han var alene da jeg mødte ham, men da vi blev gift flyttede hans søn hjem til os. sønnen bliver 12 år. hans mor kunne ikke håndtere ham og derfor sendte hun ham til hans far.
hans far er overbeskyttende overfor ham. hans søn opfører sig som en på 5 år. hver gang hans søn skal have noget farer faren ud og køber til ham for hans søn skal ikke mangle noget. dette er endt med at jeg intet har at sige, for jeg jo ikke hans mor. jeg har selv to børn der er lidt ældre. jeg sammenligner ikke, men synes det ok, at man tænker sig lidt om inden man bare giver dem alt. jeg sikker på min mand har et kompleks og derfor tror han at ved at give sin søn alle matrielle goder, kan han gøre det godt. jeg har flere gange prøvet at fortælle at han kun gør ham en bjørne tjeneste og han er altså snart 12 år. drengen lyver enormt meget. han kan stå og lyve en op i hovedet. faren tror kun på hvad sønnen siger, jeg elsker min mand. men hvordan skal jeg banke ind i hovedet på ham at det han gør er forkert. det eneste jeg hører er at min søn skal ikke mangle noget. men er ting virkelig det eneste. er det virkelig rigtigt at man bare farer afsted hver gang han´s søn ringer. han vil ikke selv tage bussen i skole. han ringer hvis det regner en smule. jeg henter ham ikke. men det ender med at så ringer han tilsinfar som fare afsted og begynder at blive sur på mig. jeg har fået drengen til at gå til fodbold, for ellers sidder han fra kl er 3 til kl er 22 enten foran computer eller tv. ingen vennner. hvis han skalvære med venner, skal faren og ham nærmest lokke vennerne, ved at byde dem en biograf eller svømmetur. jeg har en stor familie med masser af børn, men han kan ikke finde ud af at lege med nogen. hve gang en voksen er tilstede er han ok med dem, men så snart man lader ham være alene opstår der problemer, hvorefter han kommer med sin forklaring om at det er de andres skyld. han tager ikke ansvar for sine handlinger. besøger han sin mor, ringer han mindst 20 gange for der er hele tiden noget i vejen. faren farer hen og henter ham. forleden sagde jeg nej til noget og straks sagde han at såvilhan hjem til sin mor. men det nægtede jeg. jeg mente at han skulle blive og forholde sig til at jeg havde sagt nej, hold da op et drama de blev.
hjælp hjælp ikke sig forlad min mand , men hvordan får jeg ham til at ændre sin opdragelse. hans søn ender med at være hjælpeløs. hvis jeg var ligeglad ville jeg ikke bede om hjælp. men jeg vil så gerne have det til at fungere. mine børn får også nok. hvis de sidder og skændes, bliver min mand sur, hvor jeg virkelig fortæller ham at de søskende og han skal lære at ignorere det. for sådan er søskende bare.
det skal lige nævnes at det ikke er hans eneste barn, han har 3 andre børn også.
men det som om han er bange for sin søn
nogle gode råd ønskes

og så kan det ikke komme som den helt store overraskelse at man ikke kan lave om på en mand.
Jeg er helt enig med dig, at det der er helt forkert, men det hjælper bare ikke rigtig, når han ikke kan se noget forkert i det.
Og da du ikke vil forlade ham, må du lære og bide det i dig.
Der er jo ikke rigtig andre muligheder.

Jeg tænker på om faderen er klar over at drengen har det svært?
HVIS han er det , var det måske en mulighed for jer alle at gå til Børnerådgivningen. En sådan må også findes i jeres kommune. Her ville i kunne drøfte problemerne for alle i familien med professionelle og få råd og vejledning. Det vil bare være en god ide at tage udgangspunkt i, at det er drengen, der skal have hjælp til at blive mere glad.
Håber dette foreslag kan være en hjælp til jer! Held og lykke med det.

der mene at når barnet bor hos jer fast og du laver hans mad og vasker hans tøj og er hans mor i hverdagen, så har du også noget at sige.
Mænd kan ikke laves om på, men man kan godt forhandle med dem. Og noget gange må man være hård og spille sine kort rigtig... Jeg ville sitte mig ned med min mand og forklar ham at jeg er drengens mor i hverdagen og derfor også har ret til at være med til hans opdragelse. Hvis det er uønsket, så er han nød til at selv sørge 100 % for sin søn, altså inklusive vasketøj, madpakker osv. Men sørge for at du er diplomatisk og sammentidlig fortælle ham at du holder meget af hans søn, og at du kan se at sønnen er ikke glad. Det med familie-sammentaler er også en rigtig god ide. Jeg kender mange der har brugt det og de var rigtig glad for de redskaber de fik.