Det blev så en prioritering :))

Dine eksempler:
1. Mange kvinder oplever det du beskriver. Nogle vælger at bruge veninderne/en god kollega, fordi de har erkendt, at det ikke er et behov de kan få opfyldt fra den mand de lever med. Og når alt kommer til alt, så gør det ikke så meget, fordi denne mand har så meget andet godt at byde på. Der er ingen universel sandhed om, at en partner skal opfylde alle vores behov. De ser virkeligheden som den er, og lever fint med det:-) Disse mænd vil som oftest gerne give omsorg til kvinden i form af et trøstende kram, en god massage ovenpå en hård dag osv, men samtalerne vil de gerne undgå at deltage i, hvis de selv kan bestemme.
Jeg vælger også at bruge veninder, søster og min mor, derfor ikke et must, at det er alene ham der skal opfylde mine behov – alligevel har jeg et behov for, at han er deltagende i mit liv, mine problemstillinger og omvendt, at jeg er i hans. Hvorfor? Fordi vi er to mennesker der lever sammen og en manglende inddragelse i følelser/hverdag/konflikter skaber ikke en udvikling.
2. For nogle mænd føles det meget ubehageligt, når kvinden giver udtryk for utilfredshed, også selvom det slet ikke omhandler dem. Det kan ganske rigtigt give en følelse af utiltrækkelighed. De kommer måske i kontakt med nogle dybereliggende følelser, som ikke har noget med den aktuelle sag at gøre eller måske har de tidligere i parforholdet oplevet, at lige meget hvor meget de forsøgte at hjælpe, så var det stadig ikke nok til kvinden.
Den her var lidt svær for mig at svare på, andet end jeg selvfølgelig har resultatet, at han føler sig utilstrækkelig, derfor så jeg mig nødsaget til at inddrage ham i disse skribler, for igen at få en dialog om emnet. - Det skal lige her siges, at jeg sætter mig ikke forventningsfuldt op og forlanger et svar på om det skulle være dybereliggende følelser der gjorde udslaget. Han fravalgte det først, men hvis han skulle vælge et af dine forslag, så var det nærmeste at komme dette her, punkt 2. Hvorfor? Fordi dybdeliggende følelser tager tid🙂og jeg inddrog ham igen, da jeg indser, at det er mig en rebus, at klare denne problemstilling alene, her sammen med dig på solen.
3. Andre gange kan det handle om, at der er et fastlåst mønster, hvor kvinden allerede har en overbevisning om, at manden ikke kan opfylde behovet, og derfor ikke ser de ting manden reelt gør. Det vil kræve en stor indsats at komme forbi hendes overbevisning. Eller hun tolker en mands deltagelse i hendes udfordringer i livet som et udtryk for kærlighed, og når behovet ikke indfries tolker hun det som et udtryk for, at hun ikke er elsket.
Jeg arbejder og har gjort det i et stykke tid på ikke at eje forventninger. Jeg synes tit forventninger spænder ben og sjælden får man det sande, hvis forventningen er kridtet op. Jeg kan godt høre at det ringer af det modsigende, da jeg har et behov i et partnerskab og i relationer – men det er for at give et billede af, at jeg ikke er den med pegefingeren. Jeg føler mig elsket, selv om han ikke altid indfrier mine behov, herre gud vi er kvinde og mand, to udtryksmåder der skal give konflikter, men vi går så begge meget ind for dialogen og er overbevist om at det er os til døden. Hvorfor? Fordi Jeg gerne vil blive et bedre menneske og bryder mig absolut ikke om, at andre pegerfinger af mig - selv om jeg er klar over, at vi er opdragende på hinanden.
4. Og endelig kan det handle om, at manden benytter et tilbagetrækningsmønster, hvor han dominerer med sin manglende deltagelse i hendes liv. Her er kvindens ønske om mere dialog meget reel og forståelig.
Se den var faktisk interessant for mig, en øjenåbner, det en god viden/pointe jeg aldrig selv har strejfet. Den er jo lidt dobbelt? Jeg tror nu ikke at det er den han anvender, for den stakkel :)) er jo frustreret og giver udtryk for det og han prøver også at hjælpe.
Hvorfor? Fordi den gav en aha-tanke til videre refleksioner i livet. Dog er jeg stadigt undrende over hvad "sådan" en mand vil med en kvinde/parforhold? Gider du at uddybe den?
Nå men efter at have snakket med ham igen efter dine forslag, udtrykte han, at hvis han kunne se, at jeg havde det dårligt, så fik han det dårligt fordi han elskede mig – om jeg ikke kunne forstå det?
Her i dette lille eksempel bliver jeg allerede en smule provokeret, for igen smider han aben over til mig og det er mig der atter skal forstå ham.

Et eksempel mere kunne være (jeg er godt nok ked af, at skulle udpensle mit liv i dybden her på dette site) derfor prøver jeg igen at gøre det mere hmm generelt. Jeg stod i en følelsesmæssig situation, et valg der ville berøre andre mennesker og et valg hvis konsekvens næsten ikke kunne gå godt. Jeg var ked af det i to dage før valget blev truffet og spekulerede og inddrog her min kæreste. Han gjorde hvad han kunne og deltog, både praktisk som følelsesmæssigt. Valget blev afgjort – men igen herefter, havde jeg stadigt kvaler, valget var pest eller kolera. Selvfølgelig kunne han mærke mit humør, selvfølgelig talte vi om det. Altså, jeg bebrejdede ham ikke, men det var som om, at på et tidspunkt, løb han tør? Måske? og erklærede sig utilstrækkelig; om jeg ikke kunne forstå det?
Bare sætningen "kan du ikke forstå det" giver mig en antydning af bebrejdelse - hvad siger/tænker du?
Jeg griner lidt nu :)) for måske er logikken der ligefrem, jeg har måske svært ved at få ord på det?? Måske kan dette klemmes ind i et af dine forslag? – det virker bare som en gåde? Måske er det mig, der har svært ved at komme videre?

Ooog alligevel? - Det er altså svært, at være i minus for derefter at skulle forstå en helt ny problemstilling. Jeg forstår godt, at via hans involvering også kan give ham et hak i tuden og så har han mig oveni der bare ikke kan forstå?
Men hvis det skulle gå glidende, så ville det være mig der skulle være i plus konstant og styre begivenheden og det gider jeg ikke.
Jeg har det sådan, at jeg er af den mening, er man ked af det, så er følelsen velkommen, er du glad ditto🙂- For ikke at blive misforstået, det har intet med at dyrke følelsen, eller skaffe sig omsorg denne vej, men ønsker heller ikke nogen forbudte følelser.
Måske er det følelserne han ikke kan rumme? Eller mig der ikke kan give slip?
Uuuha det er lige før jeg kan mærke en lettelse🙂selv om jeg stadigt føler, at det ikke hænger helt sammen.
Så nu vil jeg gerne have en masse masse svar, så jeg her bliver fritstillet for at tænke hehehe :)

Kære Hårnål!
Det er fint, at du har skrevet mere denne gang:-) Og jeg vil gerne give dig et bud på, hvad jeg fornemmer, når jeg læser dine ord.
Jeg får en fornemmelse, at du gerne vil spille bold på hans banehalvdel, men jeg tror ikke det er vejen frem til en løsning for dig:-) Jeg forstår godt din frustration, men den kommer, når du er på hans side af banen. Når du bevæger dig derovre, så er du magtesløs, for det eneste redskab du har at arbejde med er appellen om, at han vil opfylde dine behov. Du skal tilbage i dig selv, og skabe forandringen der. Som jeg har skrevet før, så kan mønstre ikke opretholdes, hvis bare den ene gør noget andet end vedkommende plejer at gøre.
Hvis du ønsker, at han skal komme mere på banen, så må du trække dig lidt, for ellers er der ikke plads til ham. Jeg fornemmer, at du er en kvinde med stor power og en dejlig energi:-) Men lige nu, så spænder det ben for dig. Jeg fornemmer ud fra dine ord, at du har lidt svært ved ikke at respondere på dine umiddelbare emotioner. Jeg tror på en stor udvikling og læring til dig i, at du opdager, at du slet ikke behøver være så handlekraftig for at få dine behov opfyldt:-)
Jeg tror, at du tager rigtigt meget ansvar i jeres forhold, og derfor har han fået den mere tilbageholdende rolle. Men det er ikke det du ønsker.
Derudover, så skal vi som mennesker have en god balance mellem den feminine og den maskuline energi. Den maskuline energi er fremadrettet og handlekraftig.
Jeg tror du har en overvægt af maskulin energi og den maskuline energi tiltrækker og tiltrækkes af den feminine energi og derfor må den feminine energi tilhøre din kæreste, som tingene er lige nu. Og nu er det så ikke sådan, at du skal bede din kæreste om at for styr på sin feminine energi, så den ikke fylder så meget:-)
Jeg tror du vil kunne eliminere følelsen af frustration ved at være den der arbejder på at skabe en bedre balance mellem de 2 poler:-). Og det er ikke fordi, at din kæreste bare skal have det nemt og du bare skal gå på kompromis.
Det er for at undgå, at du igen sidder fast i frustrationen ved at give afkald på ansvaret og magten i dit eget liv. Det er for at tilgodese dig og dit behov for at der sker ændringer, at du skal derhen, hvor du har muligheden for at ændre noget. Og det er kun på din egen banehalvdel, at du har den mulighed.
For nogle år tilbage lærte jeg, at den største frihed vi som mennesker kan opleve er, når andre mennesker ikke kan få os til at køre rundt mellem offer-redder-anklagerrollen, men vi til fulde er herre over og har kontrol over vores egne emotioner.
Jeg er ikke så sikker på, at du har frihed og valget til at beslutte om du vil respondere på dine impulser. Jeg tror du som oftest responderer lynhurtigt, og det er ikke frihed. Det er faktisk lige det modsatte.
Som sagt, så tror jeg, at der ligger en kæmpe gave til dig i form af større indre ro, som kommer når du lærer at give slip. Du nævner bl.a, at du bliver provokeret af nogle bestemte ord fra ham. Hvad vil der mon ske, hvis du kan nå derhen, hvor du selv beslutter om du vil lade dig provokere eller ej. Lige nu fornemmer jeg, at du kun har en tangent at spille på. Tænk hvis du kan nå derhen, hvor du pludselig har et valg:-) Hvor du selv kan vælge om du vil lade dig provokere eller ej.
Det er en rejse du skal på og det kan ikke løses ved et svar her i brevkassen:-)
Jeg vil derfor anbefale dig at lægge ud med at læse bogen ”Kærestebilleder” af Anne Hostrup (specielt afsnittet om parkonstellationen: Tårn og bulldozer). Det er en af mine favorit bøger. Den er spændende, skrevet i et let forståeligt sprog og meget oplysende. Og jeg tror du kan få dig en aha-oplevelse:-) I bogen bliver bl.a. beskrevet den stærke følelse der opstår, når bulldozeren (som hun kalder den udadrettede part) oplever ikke at få det han/hun har brug for. Følelsen af ikke at kunne være i sin krop, og det urge-behov der opstår for at reagere. Bag ved det hele ligger angsten for ikke at få vores behov opfyldt, som strækker sig tilbage til barndommen og den forsøger bulldozeren at slippe fra ved at handle sig ud af situationen.
Vores livskvalitet afhænger af hvad vi vælger at tænke om livet. Det er altid et spørgsmål om hvordan vi tolker enhver situation. Du kan vælge at fokusere på alt det du ikke kan få eller du kan vælge at rette blikket mod gaven du har modtaget i form af en rejse mod en bedre forståelse og kontakt til dig selv:-)
Jeg er ret sikker på, at hvis du tør være nysgerrig på dig selv, så vil du med tiden lære at give slip og lade tingene ske, og derved vil du skabe basis for at få alt det du ønsker og meget mere til😉
Kærlige hilsner fra
Solveig

Tak for dit svar.
Jeg har først læst det nu.
Jeg vil anskaffe mig bogen, det kan ikke være det sværeste😉
Du skriver: For nogle år tilbage lærte jeg, at den største frihed vi som mennesker kan opleve er, når andre mennesker ikke kan få os til at køre rundt mellem offer-redder-anklagerrollen, men vi til fulde er herre over og har kontrol over vores egne emotioner.
Det sværeste bliver at summe over dit svar... jeg skal lige have sat det i system.
Det der forvirrer mig meget er, at den offer-redder-anklage rolle du beskriver, blev jeg bevidst om for ca. 15 år tilbage og den er været hos mig i alle dages begivenheder fra bankdamen til min mor - jeg synes jo selv jeg behersker den? Jeg reagerer ikke lynhurtig, hvis det er i disse situationer du mener??
Men jeg kan selvfølgelig her tænke, at der er måske langt fra at eje kontrollen ud ad til, til hvad der reelt sker inden i mig selv?? Men er det ikke det du beskriver som friheden? - og ville de indre følelser være dem du påpeger der skal arbejdes med??
...og hertil kommer jeg så i konflikt med tankerne om, at jeg anerkender alle følelser, som allerede beskrevet, altså ingen forbudte føleler??
Tanker herfra :)