Behandling med blodtransfusion
Efter at den verdensomspændende aids-epidemi bragte brugen af blod i søgelyset i 1980'erne, har man intensiveret bestræbelserne på at eliminere de "skjulte farer". Men der er stadig kolosale udfordringer som må tackles. I juni 2005 sagde verdenssundhedsorganisationen: "Sandsynligheden for at få en risikofri blodtransfusion ... varierer enormt fra land til land." Hvorfor?
I mange lande er der ikke noge overordnet nationalt tilsyn med tapningen, testningen og transporten af blod og blodprodukter. Undertiden bliver blodforsyningen endog opbevaret uforsvarligt - i dårligt vedligeholdte husholdningskøleskabe og køletasker! Hvis der ikke er udarbejdet regler for sikkerheden, kan patienter blive syge af at få blod fra donorer som bor hundrede, eller måske tusinde, af kilometer væk.
Nogle lande hævder at deres blodforsyning aldrig har været mere sikker. Alligevel er der grund til at være på vagt. I et fælles cirkulære fra tre amerikanske organisationer som varetager blodforsyninger, står der på side I: "ADVARSEL: Da fuldblod og blodkomponenter stammer fra menneskeblod, er der risiko for at der kan ske en overførsel af smitstoffer, som for eksempel virus. ... Omhyggelig udvælgelse af bloddonorer samt de laboratorieundersøgelser man har i dag, fjerner ikke faren."
Det er ikke uden grund at Peter Carolan fra Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskabet siger: "Der kan aldrig gives fuld garanti for sikkerheden af blodforsyningerne. Der vil hele tiden være nye infektioner man ikke kan påvise."
Hvad nu hvis der opstår et nyt smitstof der, ligesom hiv, kan ligge latent i blodet i lang tid, altså uden at give symptomer, og som let kan overføres via blod? På en lægekonferrence i Prag i april 2005 beskrev dr. med. Harvey G. Klein fra U. S. National Institutes of Health denne risiko som tankevækkende. Han tilføjede: "De der fremstiller blodkomponenter, vil næppe være bedre forberedte på at forhindre en epidemi som skyldes en transfusionsoverført sygdom, end de var da aids tog sin begyndelse."
Hvad er de største risici ved blodtransfusion i industrilandene? Det er fejl og immunreaktioner. Avisen Globe and Mail henviser til en canadisk undrsøgelse fra 2001 som viser at tusindvis af blodtransfusioner var nær ved at få fatale følger på grund af "blodprøvetagning fra den forkerte patient, forkert mærkede blodprøver samt bestilling af blod til den forkerte patient". I USA kostede sådanne fejl mindst 441 mennesker livet i årene fra 1995 til 2005.
Patienter der tilføres blod fra en donor, udsættes for nogenlunde de samme risici som dem der får en organtransplantation. Kroppens immunsystem vil normalt forsøge at afstøde fremmed væv. I nogle tilfælde kan blodtransfusion ligefrem undertrykke de naturlige immunreaktioner. En sådan immunsuppression gør patienten modtagelig for postoperative infektioner og hidtil inaktive virus. Det er derfor forståeligt at professor Ian M Franklin, opfordrer klinikere til at "tænke sig om en ekstra gang før de giver patienter blodtransfusion".
På baggrund af sådanne oplysninger er et voksende antal sundhedspersoner blevet mere kritiske i deres syn på behandling med blodtransfusion. Opslagsbogen Dailey's Notes on Blood siger: "Nogle læger hævder at allogent blod [blod fra et andet menneske] er et farligt lægemiddel, og at det ville være forbudt at anvende det hvis der blev stillet samme krav til det som til andre lægemidler."
I slutningen af 2004 sagde professor Bruce Speiss følgende om transfusion med en af blodets hovedkomponenter i forbindelse med hjerteoperationer: "Der findes få, om overhovedet nogen, [lægevidenskabelige] artikler som taler for at blodtransfusion giver et gunstigere udfald for patienten." Professor Speiss skriver at mange af sådanne transfusioner faktisk "kan gøre mere skade end gavn i praktisk taget hvert eneste tilfælde, undtagen ved traumer", og at det øger "risikoen for lungebetændelse, infektioner, hjerteanfald og slagtilfælde".
Det overrasker mange at høre at retningslinierne for hvornår man skal give blodtransfusion, slet ikke er så ens som man skulle forvente. For nylig mindede dr. med. Gabriel Padreza sine kolleger i Chile om at "blodtransfusion er en dårligt defineret behandlingsmetode", en der gør det "vanskeligt ... at udstikke almengyldige retningslinier". Intet under at Brian McClelland, som er leder af Edinburg and South East Scotland Blood Transfusion Service, minder lægerne om at "en transfusion er en transplantation og derfor ikke noget man skal tage let på". Han råder lægerne tl at tænke over spørgsmålet: "Hvis det nu var mig selv eller mit barn det drejede sig om, ville jeg så accepere blodtransfusion?"
I virkeligheden har ret mange læger givet udtryk for samme synspunkt som en hæmatolog som har udtalt følgende: "Vi specialister indenfor transfusionsmedicin bryder os ikke om at få eller ordinere blod." Når dét er indstillingen blandt nogle veluddannede sundhedspersoner, hvad så med patienterne?
Nu tænker du måske: 'Hvis det er så farligt at få blodtransfusion, hvorfor er brugen af blod da stadig så udbredt, især når der findes alternativer?' En af grundene er at mange læger simpelt hen er tilbageholdende med at ændre deres behandlingsmetode, eller også har de ikke kendskab til de lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion der findes. Ifølge en artikel i tidsskriftet 'Transfusion' "er lægernes beslutninger i forbindelse med at ordinere blodtransfusion baseret på fremherskende opfattelser i deres faglige miljø, deres kliniske vurdering og det de engang har lært under deres uddannelse".
Kirurgens færdigheder spiller også ind. Dr. med Beverley Hunt, som praktiserer i London, skriver at "der er stor forskel på blodtabet, alt afhængigt af hvem kirurgen er, og der er en stigende interesse for at undervise kirurger i tilstrækkelig kirurgisk hæmostase [blødningsstandsning]." Andre hævder at alternativerne til blodtransfusion er for dyre, til trods for at der er rapporter som viser noget andet. Mange læger vil dog erklære sig enige med cheflæge Michael Rose, der siger: "Enhver patient der får transfusionsfri behandling, får i virkeligheden den bedste kirurgiske behandling der findes."
Den bedste lægebehandling der findes - er det ikke det du gerne vil have? I så fald har du noget tilfælles med mig, der er et af Jehovas vidner. Læs videre i morgen om det bemærkelses standpunkt Jehovas vidner har taget.
I mange lande er der ikke noge overordnet nationalt tilsyn med tapningen, testningen og transporten af blod og blodprodukter. Undertiden bliver blodforsyningen endog opbevaret uforsvarligt - i dårligt vedligeholdte husholdningskøleskabe og køletasker! Hvis der ikke er udarbejdet regler for sikkerheden, kan patienter blive syge af at få blod fra donorer som bor hundrede, eller måske tusinde, af kilometer væk.
Nogle lande hævder at deres blodforsyning aldrig har været mere sikker. Alligevel er der grund til at være på vagt. I et fælles cirkulære fra tre amerikanske organisationer som varetager blodforsyninger, står der på side I: "ADVARSEL: Da fuldblod og blodkomponenter stammer fra menneskeblod, er der risiko for at der kan ske en overførsel af smitstoffer, som for eksempel virus. ... Omhyggelig udvælgelse af bloddonorer samt de laboratorieundersøgelser man har i dag, fjerner ikke faren."
Det er ikke uden grund at Peter Carolan fra Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskabet siger: "Der kan aldrig gives fuld garanti for sikkerheden af blodforsyningerne. Der vil hele tiden være nye infektioner man ikke kan påvise."
Hvad nu hvis der opstår et nyt smitstof der, ligesom hiv, kan ligge latent i blodet i lang tid, altså uden at give symptomer, og som let kan overføres via blod? På en lægekonferrence i Prag i april 2005 beskrev dr. med. Harvey G. Klein fra U. S. National Institutes of Health denne risiko som tankevækkende. Han tilføjede: "De der fremstiller blodkomponenter, vil næppe være bedre forberedte på at forhindre en epidemi som skyldes en transfusionsoverført sygdom, end de var da aids tog sin begyndelse."
Hvad er de største risici ved blodtransfusion i industrilandene? Det er fejl og immunreaktioner. Avisen Globe and Mail henviser til en canadisk undrsøgelse fra 2001 som viser at tusindvis af blodtransfusioner var nær ved at få fatale følger på grund af "blodprøvetagning fra den forkerte patient, forkert mærkede blodprøver samt bestilling af blod til den forkerte patient". I USA kostede sådanne fejl mindst 441 mennesker livet i årene fra 1995 til 2005.
Patienter der tilføres blod fra en donor, udsættes for nogenlunde de samme risici som dem der får en organtransplantation. Kroppens immunsystem vil normalt forsøge at afstøde fremmed væv. I nogle tilfælde kan blodtransfusion ligefrem undertrykke de naturlige immunreaktioner. En sådan immunsuppression gør patienten modtagelig for postoperative infektioner og hidtil inaktive virus. Det er derfor forståeligt at professor Ian M Franklin, opfordrer klinikere til at "tænke sig om en ekstra gang før de giver patienter blodtransfusion".
På baggrund af sådanne oplysninger er et voksende antal sundhedspersoner blevet mere kritiske i deres syn på behandling med blodtransfusion. Opslagsbogen Dailey's Notes on Blood siger: "Nogle læger hævder at allogent blod [blod fra et andet menneske] er et farligt lægemiddel, og at det ville være forbudt at anvende det hvis der blev stillet samme krav til det som til andre lægemidler."
I slutningen af 2004 sagde professor Bruce Speiss følgende om transfusion med en af blodets hovedkomponenter i forbindelse med hjerteoperationer: "Der findes få, om overhovedet nogen, [lægevidenskabelige] artikler som taler for at blodtransfusion giver et gunstigere udfald for patienten." Professor Speiss skriver at mange af sådanne transfusioner faktisk "kan gøre mere skade end gavn i praktisk taget hvert eneste tilfælde, undtagen ved traumer", og at det øger "risikoen for lungebetændelse, infektioner, hjerteanfald og slagtilfælde".
Det overrasker mange at høre at retningslinierne for hvornår man skal give blodtransfusion, slet ikke er så ens som man skulle forvente. For nylig mindede dr. med. Gabriel Padreza sine kolleger i Chile om at "blodtransfusion er en dårligt defineret behandlingsmetode", en der gør det "vanskeligt ... at udstikke almengyldige retningslinier". Intet under at Brian McClelland, som er leder af Edinburg and South East Scotland Blood Transfusion Service, minder lægerne om at "en transfusion er en transplantation og derfor ikke noget man skal tage let på". Han råder lægerne tl at tænke over spørgsmålet: "Hvis det nu var mig selv eller mit barn det drejede sig om, ville jeg så accepere blodtransfusion?"
I virkeligheden har ret mange læger givet udtryk for samme synspunkt som en hæmatolog som har udtalt følgende: "Vi specialister indenfor transfusionsmedicin bryder os ikke om at få eller ordinere blod." Når dét er indstillingen blandt nogle veluddannede sundhedspersoner, hvad så med patienterne?
Nu tænker du måske: 'Hvis det er så farligt at få blodtransfusion, hvorfor er brugen af blod da stadig så udbredt, især når der findes alternativer?' En af grundene er at mange læger simpelt hen er tilbageholdende med at ændre deres behandlingsmetode, eller også har de ikke kendskab til de lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion der findes. Ifølge en artikel i tidsskriftet 'Transfusion' "er lægernes beslutninger i forbindelse med at ordinere blodtransfusion baseret på fremherskende opfattelser i deres faglige miljø, deres kliniske vurdering og det de engang har lært under deres uddannelse".
Kirurgens færdigheder spiller også ind. Dr. med Beverley Hunt, som praktiserer i London, skriver at "der er stor forskel på blodtabet, alt afhængigt af hvem kirurgen er, og der er en stigende interesse for at undervise kirurger i tilstrækkelig kirurgisk hæmostase [blødningsstandsning]." Andre hævder at alternativerne til blodtransfusion er for dyre, til trods for at der er rapporter som viser noget andet. Mange læger vil dog erklære sig enige med cheflæge Michael Rose, der siger: "Enhver patient der får transfusionsfri behandling, får i virkeligheden den bedste kirurgiske behandling der findes."
Den bedste lægebehandling der findes - er det ikke det du gerne vil have? I så fald har du noget tilfælles med mig, der er et af Jehovas vidner. Læs videre i morgen om det bemærkelses standpunkt Jehovas vidner har taget.