aktiv/passiv dødshjælp

Hvad er din mening til dette emne.
Jeg spørger p.g.a. den situation "vaskepulvermanden" (ARIEL) er havnet i.
Jeg bryder mig bestemt ikke om manden og hans krigeriske fremfærd, men ønsker ikke på nogen måde at han skal lide unødigt.
Jeg synes nærmest at det er usmageligt at de kæmper så meget for hans liv, som uden tvivl (hvis han overlever) vil være at sidde/ligge som en grøntsag, det mener jeg er ydmygende og umenneskeligt. Manden er lammet, talecenteret er ramt, han er overvægtig og har for højt blodtryk. D.v.s. at chancerne for at han kunne blive genoptrænet til et menneskeværdigt liv er helt væk. Desuden har hjernen sandsynligvis taget så meget skade så hele hans psyke er ændret og har fået en helt anden adfærd. Let til gråd, hysterisk latter uden grund, raserianfald uden synlig grund o.s.v. Faktisk vil ikke engang familien kunne genkende ham. Er det et værdigt liv? hvornår bør læger stoppe behandling.
Dette er bare ET eksempel, men jeg har set mange mennesker i mit tidligere arbejde hvor man kunne ønske for disse mennesker at behandlingen var stoppet, eller ovenikøbet hjælp til at stoppe et helvede i livet.
m.v.h.
Bulderfnis

at man har en` mening indtil man selv står i det dilemma det er at være død syg og ikke kunne få lov til at dø.
Jeg har selv sclerose og jeg VIL have lov til at dø når jeg syntes det bliver for meget. Jeg ville meget gerne vide hvor lang tid jeg har tilbage før jeg er en grøntsag men det ved man jo ikke med denne sygdom. Hvis jeg hade tid på min sygdom skulle jeg nok få taget livet af mig selv inden, da jeg bestemt ikke ønsker at lide og det skal mine kære heller ikke se på.... Jeg er bestemt ind for aktivt dødshjælp.

ville jeg gerne have været fri for de to sidste operationer.
Realiteten er at manden er en grønsag. Jeg ønsker ikke for hverken mig selv, mine kære eller mine fjender at ende på den måde.
Men aktiv dødshjælp er jo ikke aktuel her. Havde de ikke fortaget disse to og livsforlængende operationer, havde han været død af overtrykket i hjernen.

for dit svar.
Jeg har selv stået i en situation med en nær pårørende med en dødelig sygdom. Personen kom akut afsted med en følgesygdom til den oprindelige. Hele apperatet blev sat igang, hvor vi pårørende fik sagt fra, over for genoplivning. Det blev repekteret, men andre nødvendige handlinger var påkrævet. Denne slægtning kunne godt have undværet de sidste uger, og som jeg kender vedkommende ville det have været en befrielse.
Godt at vi havde en læge som delte rundhåndet ud af morfin I SÅDANNE TILFÆLDE, vi fik da kortet lidelserne nogle dage personen døde hjemme, det er jeg glad for.
m.v.h.
Bulderfnis

Jeg har en veninde som har haft sclerose i 25 år. Hun er medlem af scleroseforeningen, måske vi har mødt hinanden ;-) jeg er med hende somme tider til arrangementer.
Man kan sagtens have et godt liv med sclerose, men det kan være svært hvis psyken tager negativt over. Det kan den gøre tidligt, sent eller aldrig. Jeg kender ikke to sclerosepatienter der er ens ;-)
Selvmord...ja det vil jeg ikke anbefale, men har haft en kollega som gjorde det efter andet atak. Det kom som et chock og hun kunne sikkert have haft mange gode år, men hvis man arbejder inden for området ser man jo de dårligste, man ser ikke alle dem der klare sig selv, måske med mere træthed o.s.v. og ellers uden større gener.
Sclerose er en lumsk sygdom og kan ramme alle. Jeg vil nok sige, at hvis jeg blev ramt af den hurtigtløbende ville jeg ikke reddes af en behandling for lungebetændelse eller lign. men bare have fred. ;-)
med varm hilsen
Bulderfnis