Tired
Hmm hvordan skal jeg starte. Hvad skal jeg starte med?..Gymnasiet?,Mine veninder?,Mit udseende?, Mine forældre?, min bror?. Det hele er så nederen, hader virkelig mit liv nogle gange.
Jeg er 17 år, folk synes jeg ligner en på 13, så derfor får jeg ikke så meget respekt fra nogen. Jeg går i 2.g. De fleste af mine lærer tager mig ikke seriøs. Selvom det eneste jeg gør, når jeg sidder i klassen; er at jeg sidder stille på mit plads og skriver noter. Jeg bliver altid sat til side, hvis jeg rækker hånden op, for at spørger om noget, og selvom jeg er den første, så bliver jeg den sidste, som bliver hjulpet. Min kemi lære var simpelthen så ond, og sige foran alle til mig, at jeg er dum. Og "hvis" jeg var dårlig til kemi, så burde hun ikke sige det til mig foran alle, hun kunne have sagt til mig, at hun gerne vil snakke med mig efter timen. Men fordi det var mig, så var hun skide ligeglad med hvordan jeg ville have det. Havde det været en anden, så ville hun ikke gjorte det samme. Men fuck det, hvis jeg er dårlig, så skal jeg nok blive god til kemi. For er også startet i VUC, så jeg kan få nogle kemi timer der.
Jeg kan så meget mere end hun tror, men jeg får aldrig muligheden for at vise hende det, hvis hun skal være så ond mod mig hele tiden. Jeg rækker hånden op for at svar på noget hun har spurgt, hun lade mig vente end til en anden har svaret rigtigt, så det aldrig kommer til blive mig. Okay, jeg er ikke den bedste til kemi i klassen, men skal hun være så ond mod mig. Der er så mange andre der er dårlige til det, og de er skide ligeglade med kemi, men dem er hun ikke ond ved. Er virkelige træt at gå på gymnasiet. Jeg er ikke træt af, at skulle lave lektier osv. men jeg er træt af personerne der går der. Af dem alle! Jeg har så mange gange tænkt på at flytte gym, men det kan aldrig lade sig gøre, fordi vi bor et sted, hvor der ikke er så mange gymnasier, og hvis der er, så ligger de langt væk. Hader også virkelige min klasse. De er så kedelige alle sammen. Jeg kan slet ikke finde en som jeg gerne vil være veninderne med. Jeg har altid gået i en klasse, hvor der har været gang i den og alle har haft det godt. Men alle dem jeg går i klasse med, de kan slet ikke finde ud af at have det sjovt. De synes det er sjovt når man siger "pølse", for så flækker de af grin. Okay man går på gym, for at blive til noget og lære noget, men man behøver ikke være så kedelig, som de er. Jeg sidder og prøver at have det sjovt med dem. Jeg griner af de ting de siger osv. men det falsk grin/hygge fordi jeg har lyst til at begå selvmord når jeg er sammen med dem. Men måske er jeg også bare selv for kedelig, for jeg kan heller ikke være sjov/hyggelig når jeg er sammen med dem. Jeg siger næsten ingenting. Men når jeg er sammen med mine veninder, så har jeg det sjovt. Vi hygger os og er seriøse når vi skal det. Det er så mærkeligt, at jeg har det sådan. For de er jo også flinke men alligevel kan jeg ikke fordrage nogen af dem. Vi er så forskellige.
Og mine veninder er jeg også ved at blive træt af. Jeg havde så mange veninder i 1.g, jeg hyggede mig med dem. Men nu gemmer jeg mig altid fra dem i pauserne. Jeg gider ikke snakke med dem, jeg gider ikke engang sige hej til dem. Jeg er træt af deres kommentarer til alt hvad jeg gør og hvordan jeg ser ud osv. Hvorfor kan folk ikke bare lade mig være? Hvis det var for mig, så ville jeg gerne helst sidde alene et sted når vi har pause, men det ser så ensomt ud og man ligner en taber. Men jeg har en god veninder, som jeg rigtig godt kan lide når vi er alene. Hun kommer tit over til mig og vi hygger os. Vi snakker og har det sjovt alene. Men når vi er sammen med andre, så er hun anderledes. Hun høre ikke efter, hun gør lidt nar af mig foran sine andre veninder, men jeg tager det ikke så tungt. Men alligevel går det mig på, hvorfor hun skal være sådan. Hun er ikke den eneste, der er sådan. Alle de andre piger er også sådan en gang imellem, men dem snakker jeg jo heller ikke så meget med, som jeg gør med hende. Hun ved hvordan jeg har det, jeg har fortalt hende om alt. Jeg kan ikke forstå, at en man har fortalt alt, har stolet så meget på, og er så meget ligesom en, kan være sådan. Jeg vil aldrig kunne vende ryggen til for en veninde, hvis hun havde stolet på mig, og fortalt mig alt. Jeg har haft veninder, hvor de har fortalt mig alt og vi har delt hemmeligheder, men det har altid været dem, som har fucket, det hele op. Jeg lyder meget som en emo, men tro mig det er jeg ikke.
Nu til mit udseende. Jeg har flotte lyse brune øjne, jeg har et flot hoved form, jeg har smukke læber, jeg har en flot form, jeg har flot langt brunt hår, jeg har flot hudfarve og jeg har flotte tænder, flot kæbe struktur. I tænker nok, "okay godt for dig" Men vent. Jeg har en grim næse, som ødelægger alle de gode ting ved mig. Jeg hader den. Jeg er blevet drillet med det siden jeg var 15. Den er ikke lang, den er ikke stor, den har bar en bule på sig, som jeg hader. Når jeg smiler, ligner jeg en heks, når jeg græder ligner jeg en heks, når jeg ser normalt ud, så er den lidt fin. Jeg har tit overvejet at tage en saks og klippe min næse, men jeg tænker så lidt mere fornuftigt. For har besluttet mig for at få en næse operation. Hvor de kan file bulen væk, og det tager ikke så langt tid. Vi får snart efterårs ferie i to uger. Så kan jeg tage over til min læge og lige få undersøgt nogle steder. Jeg har fra jeg blev 14, besluttet at få en næseoperation, men jeg fortalte min mor det for nogle måneder siden. Hun blev så ked af det, og sagde at jeg er dum, der er ikke noget galt med min næse, folk er dumme osv. Hun siger det jo kun fordi hun er min mor. Men hvis folk er dumme, så lyver skygger ikke. Jeg hader at se min skygge. Det er det værste af alle. Folk kan man få til at holde kæft, eller ikke høre på, men skygger er der altid. Jeg bliver altid så ked af det, når jeg ser min skygge, den viser bulen så tydeligt. Jeg kan aldrig lade være med at lægge mærke til min skygge. Folk kigger også bar underligt på mig, når de opdager at jeg står og kigger på min skygger, og prøver at få min næse til ikke have en bule.
Det værste er at få det sagt til min far, og min søskende. De ved godt at jeg hader min næse. Men min storebror blev så sur engang da jeg nævnte at få den fjernet. Nu er jeg bange for at nævne det til ham igen. Min lillebror er også bar træt af at høre på mig hele tiden, hvor jeg siger. "Fuck hvor er jeg grim". Men ingen kan ændre min mening, for det er noget jeg skal gør ellers bliver jeg aldrig glad sådan rigtigt. Det vil koste mellem 18 til 20.000. Jeg vil helst selv betale og derfor har jeg nu to arbejde. Så jeg kan tjene penge til det. Jeg får tydeligvis ikke så meget i løn, men jeg vil gør mit bedste for at få pengene. Jeg er ked af det. Jeg er ked af at have det sådan med mig selv, men sådan er det. Jeg er ked af, at gør min forældre ked af det med min udseende. Jeg ved, jeg at besværlige.
Nu til min bror. Min storebror han ryger rigtig meget. Han ryger 40 smøger om dagen. Min forældre ved det ikke, eller jo de gør, men de har ikke beviser for det. De siger til ham, vi ved du ryger, men du skal vide, at det ikke er noget godt osv. Men han er så fucking ligeglad. Han bruger så mange penge på smøger, han har slet ikke nogen penge. Han låner altid fra mig, men jeg får dem aldrig tilbage og på den måde kan jeg aldrig få penge til operationen. Jeg har sagt det til ham en gang og han har ikke lånt penge fra mig siden, men så går det udover min mor. Hun kan ikke sige nej til ham. Han tager, tager og tager - uden at komme med noget. De bliver bar brugt på smøger. Han har også haft noget med lungerne, da han var mindre (baby) og det kan skade ham at ryge, men igen han er ligeglad. Han har en gang prøvet og holde op fordi jeg sagde det til ham, men han kunne ikke holde det ud. Så nu ryger han igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham, men han må sgu også hjælpe sig selv.
Hm, nu til mine forældre. De skændes 24/7. Man kan aldrig få ro derhjemme. De vil skilles, men så vil de ikke. Nogle gang ville jeg ønske de gjorde det, selvom det lyder ondt. Men det bedre end at de hele tiden skal skændes. Jeg kan ikke sige hvorfor de skændes, fordi det er en lang historie. Men nogle gange tror jeg at min mor er alt, alt, alt, alt for følsom. Hun tror alle hader hende, gad vide hvorfor jeg har det sådan. Har vist arvet det fra hende. Men håber ikke at jeg bliver sådan, fordi hun er meget skizofren. Hun arbejder i en børnehave, og hverdag kommer hun grædende hjem. Hun siger at de griner af hende, når hun laver noget forkert. En dag skulle hun gå ud med skralden, hvor der så kom en anden dame og gav hende skralden, hvor hun så sagde velbekommen. Hun kommer hjem og spørger, hvorfor siger de sådan til mig. Jeg skal jo ikke æde skralden. Hun græder nærmest og jeg sidder der og tænker "WHAT". Hun har også før sagt, at folk har lagt kameraer i vores hus, og at de kan se os. Vi må ikke gøre noget forkert for så kommer vi i fjernsynet. Hvis der er en, der siger til hende "ej hvor ser du godt ud i dag", så høre hun det sådan her "ej du ser så gammel og grim ud"..Hvor hun så græder over det. Jeg har lyst til at slå hende ihjel nogle gange. Det lyder meget dumt når jeg skriver det til jer, men i skal se hvordan hun er i virkeligheden og de ting hun siger. Men hun er også så fucking normal nogle gange. Men tror det er to forskellige personer, der er i hende. Vi har taget hende over til lægen osv. Men det hjælp ikke en skid.
Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver alt det her, men jeg ville vist bare komme af med det.
Dem der har læst det hele, tak for det og klap jer selv på skulderen, for ved godt det blev alt alt alt for langt. Men man kan ikke stoppe når man først er kommet i gang.
God weekend alle sammen.
Mvh. Sar_a
Jeg er 17 år, folk synes jeg ligner en på 13, så derfor får jeg ikke så meget respekt fra nogen. Jeg går i 2.g. De fleste af mine lærer tager mig ikke seriøs. Selvom det eneste jeg gør, når jeg sidder i klassen; er at jeg sidder stille på mit plads og skriver noter. Jeg bliver altid sat til side, hvis jeg rækker hånden op, for at spørger om noget, og selvom jeg er den første, så bliver jeg den sidste, som bliver hjulpet. Min kemi lære var simpelthen så ond, og sige foran alle til mig, at jeg er dum. Og "hvis" jeg var dårlig til kemi, så burde hun ikke sige det til mig foran alle, hun kunne have sagt til mig, at hun gerne vil snakke med mig efter timen. Men fordi det var mig, så var hun skide ligeglad med hvordan jeg ville have det. Havde det været en anden, så ville hun ikke gjorte det samme. Men fuck det, hvis jeg er dårlig, så skal jeg nok blive god til kemi. For er også startet i VUC, så jeg kan få nogle kemi timer der.
Jeg kan så meget mere end hun tror, men jeg får aldrig muligheden for at vise hende det, hvis hun skal være så ond mod mig hele tiden. Jeg rækker hånden op for at svar på noget hun har spurgt, hun lade mig vente end til en anden har svaret rigtigt, så det aldrig kommer til blive mig. Okay, jeg er ikke den bedste til kemi i klassen, men skal hun være så ond mod mig. Der er så mange andre der er dårlige til det, og de er skide ligeglade med kemi, men dem er hun ikke ond ved. Er virkelige træt at gå på gymnasiet. Jeg er ikke træt af, at skulle lave lektier osv. men jeg er træt af personerne der går der. Af dem alle! Jeg har så mange gange tænkt på at flytte gym, men det kan aldrig lade sig gøre, fordi vi bor et sted, hvor der ikke er så mange gymnasier, og hvis der er, så ligger de langt væk. Hader også virkelige min klasse. De er så kedelige alle sammen. Jeg kan slet ikke finde en som jeg gerne vil være veninderne med. Jeg har altid gået i en klasse, hvor der har været gang i den og alle har haft det godt. Men alle dem jeg går i klasse med, de kan slet ikke finde ud af at have det sjovt. De synes det er sjovt når man siger "pølse", for så flækker de af grin. Okay man går på gym, for at blive til noget og lære noget, men man behøver ikke være så kedelig, som de er. Jeg sidder og prøver at have det sjovt med dem. Jeg griner af de ting de siger osv. men det falsk grin/hygge fordi jeg har lyst til at begå selvmord når jeg er sammen med dem. Men måske er jeg også bare selv for kedelig, for jeg kan heller ikke være sjov/hyggelig når jeg er sammen med dem. Jeg siger næsten ingenting. Men når jeg er sammen med mine veninder, så har jeg det sjovt. Vi hygger os og er seriøse når vi skal det. Det er så mærkeligt, at jeg har det sådan. For de er jo også flinke men alligevel kan jeg ikke fordrage nogen af dem. Vi er så forskellige.
Og mine veninder er jeg også ved at blive træt af. Jeg havde så mange veninder i 1.g, jeg hyggede mig med dem. Men nu gemmer jeg mig altid fra dem i pauserne. Jeg gider ikke snakke med dem, jeg gider ikke engang sige hej til dem. Jeg er træt af deres kommentarer til alt hvad jeg gør og hvordan jeg ser ud osv. Hvorfor kan folk ikke bare lade mig være? Hvis det var for mig, så ville jeg gerne helst sidde alene et sted når vi har pause, men det ser så ensomt ud og man ligner en taber. Men jeg har en god veninder, som jeg rigtig godt kan lide når vi er alene. Hun kommer tit over til mig og vi hygger os. Vi snakker og har det sjovt alene. Men når vi er sammen med andre, så er hun anderledes. Hun høre ikke efter, hun gør lidt nar af mig foran sine andre veninder, men jeg tager det ikke så tungt. Men alligevel går det mig på, hvorfor hun skal være sådan. Hun er ikke den eneste, der er sådan. Alle de andre piger er også sådan en gang imellem, men dem snakker jeg jo heller ikke så meget med, som jeg gør med hende. Hun ved hvordan jeg har det, jeg har fortalt hende om alt. Jeg kan ikke forstå, at en man har fortalt alt, har stolet så meget på, og er så meget ligesom en, kan være sådan. Jeg vil aldrig kunne vende ryggen til for en veninde, hvis hun havde stolet på mig, og fortalt mig alt. Jeg har haft veninder, hvor de har fortalt mig alt og vi har delt hemmeligheder, men det har altid været dem, som har fucket, det hele op. Jeg lyder meget som en emo, men tro mig det er jeg ikke.
Nu til mit udseende. Jeg har flotte lyse brune øjne, jeg har et flot hoved form, jeg har smukke læber, jeg har en flot form, jeg har flot langt brunt hår, jeg har flot hudfarve og jeg har flotte tænder, flot kæbe struktur. I tænker nok, "okay godt for dig" Men vent. Jeg har en grim næse, som ødelægger alle de gode ting ved mig. Jeg hader den. Jeg er blevet drillet med det siden jeg var 15. Den er ikke lang, den er ikke stor, den har bar en bule på sig, som jeg hader. Når jeg smiler, ligner jeg en heks, når jeg græder ligner jeg en heks, når jeg ser normalt ud, så er den lidt fin. Jeg har tit overvejet at tage en saks og klippe min næse, men jeg tænker så lidt mere fornuftigt. For har besluttet mig for at få en næse operation. Hvor de kan file bulen væk, og det tager ikke så langt tid. Vi får snart efterårs ferie i to uger. Så kan jeg tage over til min læge og lige få undersøgt nogle steder. Jeg har fra jeg blev 14, besluttet at få en næseoperation, men jeg fortalte min mor det for nogle måneder siden. Hun blev så ked af det, og sagde at jeg er dum, der er ikke noget galt med min næse, folk er dumme osv. Hun siger det jo kun fordi hun er min mor. Men hvis folk er dumme, så lyver skygger ikke. Jeg hader at se min skygge. Det er det værste af alle. Folk kan man få til at holde kæft, eller ikke høre på, men skygger er der altid. Jeg bliver altid så ked af det, når jeg ser min skygge, den viser bulen så tydeligt. Jeg kan aldrig lade være med at lægge mærke til min skygge. Folk kigger også bar underligt på mig, når de opdager at jeg står og kigger på min skygger, og prøver at få min næse til ikke have en bule.
Det værste er at få det sagt til min far, og min søskende. De ved godt at jeg hader min næse. Men min storebror blev så sur engang da jeg nævnte at få den fjernet. Nu er jeg bange for at nævne det til ham igen. Min lillebror er også bar træt af at høre på mig hele tiden, hvor jeg siger. "Fuck hvor er jeg grim". Men ingen kan ændre min mening, for det er noget jeg skal gør ellers bliver jeg aldrig glad sådan rigtigt. Det vil koste mellem 18 til 20.000. Jeg vil helst selv betale og derfor har jeg nu to arbejde. Så jeg kan tjene penge til det. Jeg får tydeligvis ikke så meget i løn, men jeg vil gør mit bedste for at få pengene. Jeg er ked af det. Jeg er ked af at have det sådan med mig selv, men sådan er det. Jeg er ked af, at gør min forældre ked af det med min udseende. Jeg ved, jeg at besværlige.
Nu til min bror. Min storebror han ryger rigtig meget. Han ryger 40 smøger om dagen. Min forældre ved det ikke, eller jo de gør, men de har ikke beviser for det. De siger til ham, vi ved du ryger, men du skal vide, at det ikke er noget godt osv. Men han er så fucking ligeglad. Han bruger så mange penge på smøger, han har slet ikke nogen penge. Han låner altid fra mig, men jeg får dem aldrig tilbage og på den måde kan jeg aldrig få penge til operationen. Jeg har sagt det til ham en gang og han har ikke lånt penge fra mig siden, men så går det udover min mor. Hun kan ikke sige nej til ham. Han tager, tager og tager - uden at komme med noget. De bliver bar brugt på smøger. Han har også haft noget med lungerne, da han var mindre (baby) og det kan skade ham at ryge, men igen han er ligeglad. Han har en gang prøvet og holde op fordi jeg sagde det til ham, men han kunne ikke holde det ud. Så nu ryger han igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at hjælpe ham, men han må sgu også hjælpe sig selv.
Hm, nu til mine forældre. De skændes 24/7. Man kan aldrig få ro derhjemme. De vil skilles, men så vil de ikke. Nogle gang ville jeg ønske de gjorde det, selvom det lyder ondt. Men det bedre end at de hele tiden skal skændes. Jeg kan ikke sige hvorfor de skændes, fordi det er en lang historie. Men nogle gange tror jeg at min mor er alt, alt, alt, alt for følsom. Hun tror alle hader hende, gad vide hvorfor jeg har det sådan. Har vist arvet det fra hende. Men håber ikke at jeg bliver sådan, fordi hun er meget skizofren. Hun arbejder i en børnehave, og hverdag kommer hun grædende hjem. Hun siger at de griner af hende, når hun laver noget forkert. En dag skulle hun gå ud med skralden, hvor der så kom en anden dame og gav hende skralden, hvor hun så sagde velbekommen. Hun kommer hjem og spørger, hvorfor siger de sådan til mig. Jeg skal jo ikke æde skralden. Hun græder nærmest og jeg sidder der og tænker "WHAT". Hun har også før sagt, at folk har lagt kameraer i vores hus, og at de kan se os. Vi må ikke gøre noget forkert for så kommer vi i fjernsynet. Hvis der er en, der siger til hende "ej hvor ser du godt ud i dag", så høre hun det sådan her "ej du ser så gammel og grim ud"..Hvor hun så græder over det. Jeg har lyst til at slå hende ihjel nogle gange. Det lyder meget dumt når jeg skriver det til jer, men i skal se hvordan hun er i virkeligheden og de ting hun siger. Men hun er også så fucking normal nogle gange. Men tror det er to forskellige personer, der er i hende. Vi har taget hende over til lægen osv. Men det hjælp ikke en skid.
Jeg ved ikke hvorfor jeg skriver alt det her, men jeg ville vist bare komme af med det.
Dem der har læst det hele, tak for det og klap jer selv på skulderen, for ved godt det blev alt alt alt for langt. Men man kan ikke stoppe når man først er kommet i gang.
God weekend alle sammen.
Mvh. Sar_a