Standhaftighed - hvor går grænsen?

Ja, har mødt den her søde pige til en fest og snakket en del med hende - ikke andet.
Skrevet en del med hende og har nu endelig fået hende med på et møde i byen, men som "venner". Jeg føler lidt, at hun egentligt bare gør det for at efterkomme min standhaftighed i forhold til, at hun i starten slet ikke var interesseret (havde lige slået op) og så til at jeg alligevel kontaktede hende igen et stykke tid efter. det er svært helt at sætte fingren på.
Mit spørgsmål er altså: Hvor går grænsen i forhold til hvor standhaftig man skal være/hvor kold pigen kan finde på at spille overfor en? Og hvad burde jeg egentligt gøre, bare se frem til det møde og så se på tingene derfra eller?
På forhånd tak :)

... og med dig.... du er havnet i en træls situation.. jeg kender desværre alt for godt din venindes situation.. med alt det der slået op ting... såååå træls... og så er hun usikker... og sætter en facade op... prøv og vær sød... ikke andet... lad hende komme til dig...

Er vel en smule, det jeg på det sidste er begyndt på, men det er ganske svært, når man selv et eller andet sted har den der "alt eller intet" følelse. Altså svært bare at skulle lade stå til.

Det kan jo godt være, at hun er lidt nervøs? Måske er det bare en afventen for at se, hvad du måske har tænkt dig? Jeg synes, at du skal glemme alt om bagtanke fra hendes side. Vær sød og positiv, så får du måske ikke en kæreste ud af det - men ihvertfald en bedre oplevelse, end hvis du er alt for nervøs og på vagt.
Ha´det godt!