Slut - og hvad så?
Så blev det (endelig) enden på vores forhold. Vi har været sammen i 2½ år på godt og ondt - mest ondt. Forholdet har været præget af mistillid, skænderier og mudderkastning... Når jeg sidder her i dag kan jeg ikke engang huske, at vi har haft det godt sammen - sådan rigtig godt - nogen sinde. Det er klart for enhver, at vi ikke passer sammen. Vi har dog nogenlunde samme uddannelsesniveau, har samme ambitioner ang. job, vi har samme ønsker om fremtiden, hus, børn, rejser osv. Langt henad vejen har vi samme humor... men ikke mere end to gode kolleger.. Ja og så alligevel, vi kunne aldrig være kolleger, for vi kan ikke arbejde sammen. Inderst inde skyder jeg skylden på ham, men når alt kommer til alt har jeg forventet mere end jeg nogensinde ville se skyggen af sammen med ham. Den ultimative årsag til bruddet var en sms han sendte til en ekskæreste om, at han, som hun nok kunne fornemme, stadig tænkte på hende og havde lyst til at se hende... Trods mange og lange skænderier mellem os om, at når jeg ikke måtte møde hende, synes jeg ikke det var en god idé at de sås... Hvorfor mine alarmblink kun lyste gule og ikke neonrøde når han konstant havde kontakt til hende, ved jeg ikke. Måske var jeg naiv, men jeg troede jo på ham, når han sagde at det var mig han elskede og at der jo var en grund til at han stadig var sammen med mig... Jeg kunne ikke drømme om at smide ham ud pga en sms og det skal forstås, at det måske for mig var dråben, noget konkret jeg kunne binde mine argumenter op på. Manglende støtte og forståelse i hverdagen er svært at konkretisere. Skideballer over ting, som jeg i forvejen var ked af - og som oftest var arbejds- eller familierelateret er ikke lette at bruge som argument, for han havde jo ret i mange af de pointer, han ikke særlig elegant fik serveret for mig.
Mit problem i dag, hvor han er ved at pakke sine ting er, at det er svært at acceptere, at han aldrig rigtig var "min". At han aldrig rigtig har vist mig, at det var mig han ville, trods det, at vi har boet sammen i nu 1½ år. At han aldrig har kunnet give mig komplimenter og aldrig fået mig til at føle mig elsket i hans selskab. Jeg kan sagtens forklare hvorfor og også godt se, at det måske ikke var sort eller hvidt. Selvfølgelig holdt han af mig og selvfølgelig ville han mig gerne… Han er ikke noget ondt menneske, han har bare nok i sig selv. Og nu vil jeg ikke mere. Men jeg sidder stadig med et udækket behov. Føler at jeg skal have al den kærlighed jeg ikke føler jeg har fået, inden han går. Har usigelig meget lyst til at han fortæller mig, på vej ud af døren, at han aldrig har elsket som han har elsket mig. At jeg er så fantastisk og at han er ked af at miste mig. At han ikke tror han kan finde nogen bedre. At han ved det er for sent, og at han ville ønske at han havde grebet chancen, da den var der, til at fortælle mig alt det jeg ville høre, give mig al den kærlighed, jeg har fortjent.
Jeg ved, det ikke bliver sådan. Jeg har alligevel et knugende håb om det. Jeg ved at han i denne weekend har smset og ringet til sine 2 ekser som har spøgt i vores forhold. Han er efter sigende utrolig fortrolig med – og på trods heraf har jeg ikke måttet møde hende… Det bekræfter mig kun i, at det er definitivt slut mellem os, men det giver mig en smertende følelse af utilstrækkelighed, som nok er det jeg får sværest ved at komme over. Jeg er ovre ham, helt og holdent. Vil ikke røre ham med en ildtang. Er så afklaret, at jeg ikke engang ønsker noget dårligt for ham – heller ikke det modsatte, jeg er simpelthen ligeglad. Jeg vil ikke behandles, som han har behandlet mig. Har lidt henad vejen mistet min selvrespekt over de ting jeg har fundet mig i. Det piner mig – en selvstændig voksen kvinde med ben i næsen og hele livet for sig – et smukt liv – at jeg har fundet mig i at blive nedgjort, sat i bås, skældt ud, holdt for nar, grinet hånligt af… Skammer mig over det. Og irriterer mig grænseløst over, at jeg stadig kan føle dette ubærlige behov for bekræftelse fra ham.
Jeg er ikke som sådan vred… Jeg er skuffet. (Kliché, det ved jeg godt). Men ikke skuffet over ham - over mig selv. At jeg har fundet mig i det. At jeg ikke har kunnet løse vores problemer. At jeg (åbenbart) ikke har været den kvinde, han allerhelst i hele verden ville være sammen med. Skuffet over at jeg ikke kan være den. For det kan jeg ikke.
Jeg tror ikke, jeg kommer til at savne ham. Nærværet, ja, vores fælles omgangskreds, dét at have en anden at snakke og fortælle om, ja i høj grad. Han har fyldt meget i mit liv. Været en stor del af mig. Jeg har nok gjort ham til noget han ikke er. Jeg har været stolt af ham og fremhævet de kvaliteter, jeg sætter pris på, uden at det måske er grundstenene i den person han er. Jeg har også til tider været flov over ham. Ikke syntes at han var ”god nok” til mig.
Jeg kan end ikke sige, i dag i bagklogskabens lys, at jeg har været oprigtig forelsket i ham. Jeg har nok været forelsket i forelskelsen, nydt at have en kæreste. En, som var min, som elskede mig… en at komme hjem til, en at lægge planer med, en at tage i biffen med, en at holde søndag med… Så den følelse jeg har nu er ærgrelse over at have spildt min tid. Fundet mig i lort. Gået alt for langt ned af en vej, som jeg aldrig skulle have været ned ad i første omgang…
Hvordan kommer jeg videre? Hvordan befrir jeg mig selv for det helt ustyrlige behov for anerkendelse og bekræftelse?
Mit problem i dag, hvor han er ved at pakke sine ting er, at det er svært at acceptere, at han aldrig rigtig var "min". At han aldrig rigtig har vist mig, at det var mig han ville, trods det, at vi har boet sammen i nu 1½ år. At han aldrig har kunnet give mig komplimenter og aldrig fået mig til at føle mig elsket i hans selskab. Jeg kan sagtens forklare hvorfor og også godt se, at det måske ikke var sort eller hvidt. Selvfølgelig holdt han af mig og selvfølgelig ville han mig gerne… Han er ikke noget ondt menneske, han har bare nok i sig selv. Og nu vil jeg ikke mere. Men jeg sidder stadig med et udækket behov. Føler at jeg skal have al den kærlighed jeg ikke føler jeg har fået, inden han går. Har usigelig meget lyst til at han fortæller mig, på vej ud af døren, at han aldrig har elsket som han har elsket mig. At jeg er så fantastisk og at han er ked af at miste mig. At han ikke tror han kan finde nogen bedre. At han ved det er for sent, og at han ville ønske at han havde grebet chancen, da den var der, til at fortælle mig alt det jeg ville høre, give mig al den kærlighed, jeg har fortjent.
Jeg ved, det ikke bliver sådan. Jeg har alligevel et knugende håb om det. Jeg ved at han i denne weekend har smset og ringet til sine 2 ekser som har spøgt i vores forhold. Han er efter sigende utrolig fortrolig med – og på trods heraf har jeg ikke måttet møde hende… Det bekræfter mig kun i, at det er definitivt slut mellem os, men det giver mig en smertende følelse af utilstrækkelighed, som nok er det jeg får sværest ved at komme over. Jeg er ovre ham, helt og holdent. Vil ikke røre ham med en ildtang. Er så afklaret, at jeg ikke engang ønsker noget dårligt for ham – heller ikke det modsatte, jeg er simpelthen ligeglad. Jeg vil ikke behandles, som han har behandlet mig. Har lidt henad vejen mistet min selvrespekt over de ting jeg har fundet mig i. Det piner mig – en selvstændig voksen kvinde med ben i næsen og hele livet for sig – et smukt liv – at jeg har fundet mig i at blive nedgjort, sat i bås, skældt ud, holdt for nar, grinet hånligt af… Skammer mig over det. Og irriterer mig grænseløst over, at jeg stadig kan føle dette ubærlige behov for bekræftelse fra ham.
Jeg er ikke som sådan vred… Jeg er skuffet. (Kliché, det ved jeg godt). Men ikke skuffet over ham - over mig selv. At jeg har fundet mig i det. At jeg ikke har kunnet løse vores problemer. At jeg (åbenbart) ikke har været den kvinde, han allerhelst i hele verden ville være sammen med. Skuffet over at jeg ikke kan være den. For det kan jeg ikke.
Jeg tror ikke, jeg kommer til at savne ham. Nærværet, ja, vores fælles omgangskreds, dét at have en anden at snakke og fortælle om, ja i høj grad. Han har fyldt meget i mit liv. Været en stor del af mig. Jeg har nok gjort ham til noget han ikke er. Jeg har været stolt af ham og fremhævet de kvaliteter, jeg sætter pris på, uden at det måske er grundstenene i den person han er. Jeg har også til tider været flov over ham. Ikke syntes at han var ”god nok” til mig.
Jeg kan end ikke sige, i dag i bagklogskabens lys, at jeg har været oprigtig forelsket i ham. Jeg har nok været forelsket i forelskelsen, nydt at have en kæreste. En, som var min, som elskede mig… en at komme hjem til, en at lægge planer med, en at tage i biffen med, en at holde søndag med… Så den følelse jeg har nu er ærgrelse over at have spildt min tid. Fundet mig i lort. Gået alt for langt ned af en vej, som jeg aldrig skulle have været ned ad i første omgang…
Hvordan kommer jeg videre? Hvordan befrir jeg mig selv for det helt ustyrlige behov for anerkendelse og bekræftelse?