Skrive & Taleblokering

Kære Alle

Et råb om hjælp!!!!!!!!!!!!
Jeg befinder mig i en frygtelig pinefuld tilstand, som har det med og vende tilbage igen og igen.
Jeg føler min skriftlige og verbale formåen er blokeret.
Nogle gange, er jeg fuldstændig blank. Der er ingen tankevirksomhed og jeg ved ikke hvad jeg skal sige.
Andre gange, er hovedet fuld af tanker, men jeg kan ikke få det ud. Hverken skriftligt, eller verbalt.
Jeg er dygtig på begge felter, så jeg forstår ikke hvorfor det sker.
Når de situationer opstår, bliver jeg bange. For, hvad er vi uden sproget? Sproget, det at man har det, betyder alting for mig. Har jeg det ikke, kunne jeg lige så godt hoppe i havnen.
Det ville være let og sige; at det er fordi jeg bliver bange, at angsten starter en kædereaktion.
Men nej, nej det kan ikke være det. Jeg ved jeg er god. Men jeg bliver bange.
Et andet problem jeg har er, at jeg er bekymret for og løbe tør. Tør for ord, emner, substans osv. Derfor turd jeg ikke deltage i debatter og andre ligegyldige aktiviteter. Jeg kan godt se ideen i med og have en debat, men jeg turdrer ikke bruge min tid på det, for jeg er bekymret for at løbe tør og hvad nu hvis jeg netop står og skal bruge de ressourcer andet steds...... og der ikke er mere benzin på motoren......

Er der nogen, som kan hjælpe mig?
Jeg ville være jer så taknemmelige hvis i kunne.

Venlig hilsen Maria Larsen

Jeg tror du får dine blokeringer, fordi du føler det er din "pligt" at komme med nogle "vigtige ord".
Prøv at gribe det anderledes an - lyt til dit hjerte, lyt til hvad du brænder for. Så kommer ordene helt naturligt, både i tale og skrift, det er jeg helt sikker på!

..var Ordet
og Ordet var Gud..

Kære LG

Tak for dit indlæg.

Ja, du kan godt sige det er min pligt og komme med nogle vigtige ord, men det er også essentielt for mig at sige det rigtige.
Jeg tænker vanvittigt meget over hvad jeg siger. Så tanken om at bare at give los, den tanke forekommer mig skræmmende, for hvad nu hvis jeg siger noget forkert?
Jeg kan se det plausible i din pointe, i at en blokering kan opstå ved pligtfølelse og at det jeg siger er det rigtige.
Det handler også om det. Pligtfølelse, rigtig og forkert.
Men det handler også om ren og skær tomhed.
Hvad stiller man op overfor det?
At være blank, ordfattig og tom.......
Hvad gør jeg ved pligtfølelsen, og det at noget er rigtigt og noget er forkert?
Jeg tænker i dagevis over detaljer. Jeg ved hvad jeg skal gøre bedre, men jeg kan ikke slippe hvad jeg gjorde forkert. Jeg kan så og sige ikke lade fortiden ligge. Og det plager mig.

Venlig hilsen Maria Larsen

Hej Maria,
Det er sjovt at du skulle skrive lige netop om dette emne, der har plaget mig i denne eksamenstid; I perioder føler jeg at jeg ikke er istand til at sige nogetsomhelst selvom jeg godt ved at jeg godt kan sige noget om det pågældende emne hvis jeg bliver spurgt og jeg faktisk godt kender svaret og jeg ved hvad jeg vil sige, men jeg kan bare ikke få det ud. Det er så frustrerende for man bliver bedømt på det man siger ikke hvad man ville sige. Desværre er det ikke kun når det gælder eksamen: I andre sammenhænge kan jeg heller ikke få svaret hurtigt nok på et spørgsmål hvis jeg bliver spurgt og det bliver ofte til et lidt tøvende svar. Jeg ved ikke om det skyldes min manglende selvtillid eller om den er et resultat af det. Det går derfor bedre når jeg siger til mig selv: Du har styr på det! og prøve at slække lidt på kontrollen og lade være med at stræbe efter præcision og den perfekte måde at sige det på. Men det er lettere sagt end gjort! øv det er svært!