Sindsyg af ensomhed

Verden er gået i stå
ikke et grin, ikke et smil, ikke en lyd
alt er stille, øde
intet bliver hørt, intet bliver sagt.
Når jeg går tur i parken
ser jeg børn som leger
men de skændes og slås,
de griner ikke, de smiler ikke.
Ægtepar går deres daglige tur
men de nyder det ikke
de går med en meters afstand
de er tavse og mutte.
Bilerne dytter utålmodigt
kæmper om at køre hurtigst,
folk fræser af sted på fortovene
ænser ikke engang deres gamle skole-veninde.
I supermarkedet er der kø,
folk tripper utålmodig
de er trætte, de vil hjem
de orker ikke at lave mad.
De kæmpestore bygninger som rammer nærmest skyerne
står som kæmpe betonblokke, i den kæmpestore by
bag ruderne ses fjernsynsglimt
nogle steder er der mørkt og sort.
Et sted i det fjerne høres et ensomt kvindeskrig
hun græder nattens mørke frem, og græder igennem de stressede morgentimer.
Hendes liver et grumt mareridt,
hendes liv er fuld af stress. Det har gjort hende sindssyg.

har det på samme måde. hvor gammel er du måske du min nye veninde:-)
mvh pigen på 26

Har det sådan, det vides godt, men intet bliver gjort ved det. Det bliver ignoreret. Ud med sproget.... Held og lykke!