Popmusik = Satans kult?
Jeg kan enormt godt lide det folk har bidraget med under debatten om at popmusik er skadeligt og under metal. Sidst har theonlyone skrevet at musik er livsnødvendigt. Der er kommet mange gode svar...OG DE FLESTE HANDLER OM METALMUSIKKEN SOM ULTRA POSITIV OG LIVSBEKRÆFTENDE INPUT. Og det skal også nævnes at en af pop-folket har svaret ganske klogt og seriøst. Det er sgu da fedt!Bidragerne i snakken beskriver, om hvad musikken gør ved dem og hvad de bruger den til. Der sker noget med os, vi vokser indvendig...
Nedenstående er så lettere omskrivning af de tidligere indlæg:
Popmusik er firskåren lyd organiseret efter en fast opskrift: 2 vers med omkvæd, 1 b-stykke, 1 vers 1 omkvæd ½ tone op og så bare fade ud...Teksten skal helst handle om kærlighed...det sikrer kassen! Hvordan kan man opnå de store følelser og indre billeder, når det bare er det samme shit hele tiden. Pop-folket Behøver bare at købe en enkelt CD! Hvad er det, jeg ikke kan fange?
Med stor fare for at lyde så racistisk og intolerant så man begynder at få en dårlig metalsmag i munden...det handler ikke om at udskælde en bestemt gruppe mennesker som totalt talenteløse og hjernelamme...det er musikken jeg ikke fatter, og så fatter jeg ikke, at det skriger i øjnene, at det er noget helt andet, der er centrum for popforlkets interesser end musikken og det er tøj, intriger og sladder. Er det mon derfor jeg bliver så dårligt tilpas og sur i betrækket, når jeg hører pop?
Pop-folkets musik vorherrepålokum mand! Og deres klæd-ud-lege..nå ja, hvis det er det, der samler dem, så handler deres aktiviteter om noget helt andet end musik, og derfor kan det være lidt svært for os andre at se hvorfor fanden musikken skal være deres alibi for at mødes i en slags gruppeterapi, hvor de gensidigt støtter hinanden i udseende og smag. Den gensidige anerkendelse tjener som optagelse i et fællesseskab. DET ER EN SEKT! Arh okay...lidt langt ude påstand, men det fungerer altså på samme måde. Vi søger fællesskab og identitet i forhold til en gruppe...men det gør heavy-rockerne jo også, sort tøj, piercinger, rasta-hår ihvertfald langt hår (det er bare smukt, hvorfor ser man aldrig en pop-fyr med langt hår!) osv....
Det er nok møg-menneskeligt...nok helt uundgåeligt, men heavyrockernes primære interesse ligger i musikken...og jeg kan jo påstå, at det gør pop-folkets ikke...men det er og bliver en påstand som udenforstående...
Teksterne i metalmusikken er dybsindige og afspejler menneskelige følelser af alle slags, ikke kun kærlighed. Tekterne kan stå alene...og deres covers er hele kunststykker i tekst og billeder.
Musikken kan stå alene as well. Mange instrumentalnumre. Ofte varer numrene meget længe. Det er kunstnere. Dygtige mennesker der spiller musik, bygger det op, dyrker det, leverer det bedste de har i sig, og elsker det. Det er deres drivkraft og deres udtryk.
Tilsammen giver tekst og musik den følelse, der bærer en helt op.
Og det er da muligt jeg er totalt ensporet og ikke har øje for en skid(kom bare giv den gas....jeg kan ta´det!) ...men jeg har ALDRIG fået den fede oplevelse af et popnummer...måske en krusning af "Øj, det lød sgu da meget godt."
Når jeg påstår at popmusik er skadeligt er det, fordi jeg mener at det fylder op i lydtapetet og folk glemmer at høre, og mærke efter i dem selv, hvad der er god musik. Popmusikken tager pladsen op, dominerer og skader os andre, der ikke kan lide det.
Og selvom meninger, holdninger og statements ikke er det eneste musik skal bibringe en, så er een ting sikkert: det formår popmusik slet ikke.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om metal-musikken er et "ungdomsfænomen" eller om mange af mine jævnaldrende har mistet et eller drønende værdifuldt undervejs, for det er bestemt ikke folk i 40'erne, der dominerer billedet til koncerterne. Det er primært unge mennesker. Jeg kan bare ikke få øje på, hvad det er, der skulle være så aldersbetinget...jeg er vild med det musikken gør ved mig...tror aldig jeg holder op med det.
Tror I (Talant, Avenged 7x, RedHack, DanGaleHund, MARIA og I andre som har svaret positivt på det med "metal-smagen") at der var noget, der kunne ske i jeres liv, som efterhånden stillede metal-musikken og de vidunderlige følelser, der er forbundet med det, i baggrunden? Eller måske viskede det helt ud til sidst?)
Nedenstående er så lettere omskrivning af de tidligere indlæg:
Popmusik er firskåren lyd organiseret efter en fast opskrift: 2 vers med omkvæd, 1 b-stykke, 1 vers 1 omkvæd ½ tone op og så bare fade ud...Teksten skal helst handle om kærlighed...det sikrer kassen! Hvordan kan man opnå de store følelser og indre billeder, når det bare er det samme shit hele tiden. Pop-folket Behøver bare at købe en enkelt CD! Hvad er det, jeg ikke kan fange?
Med stor fare for at lyde så racistisk og intolerant så man begynder at få en dårlig metalsmag i munden...det handler ikke om at udskælde en bestemt gruppe mennesker som totalt talenteløse og hjernelamme...det er musikken jeg ikke fatter, og så fatter jeg ikke, at det skriger i øjnene, at det er noget helt andet, der er centrum for popforlkets interesser end musikken og det er tøj, intriger og sladder. Er det mon derfor jeg bliver så dårligt tilpas og sur i betrækket, når jeg hører pop?
Pop-folkets musik vorherrepålokum mand! Og deres klæd-ud-lege..nå ja, hvis det er det, der samler dem, så handler deres aktiviteter om noget helt andet end musik, og derfor kan det være lidt svært for os andre at se hvorfor fanden musikken skal være deres alibi for at mødes i en slags gruppeterapi, hvor de gensidigt støtter hinanden i udseende og smag. Den gensidige anerkendelse tjener som optagelse i et fællesseskab. DET ER EN SEKT! Arh okay...lidt langt ude påstand, men det fungerer altså på samme måde. Vi søger fællesskab og identitet i forhold til en gruppe...men det gør heavy-rockerne jo også, sort tøj, piercinger, rasta-hår ihvertfald langt hår (det er bare smukt, hvorfor ser man aldrig en pop-fyr med langt hår!) osv....
Det er nok møg-menneskeligt...nok helt uundgåeligt, men heavyrockernes primære interesse ligger i musikken...og jeg kan jo påstå, at det gør pop-folkets ikke...men det er og bliver en påstand som udenforstående...
Teksterne i metalmusikken er dybsindige og afspejler menneskelige følelser af alle slags, ikke kun kærlighed. Tekterne kan stå alene...og deres covers er hele kunststykker i tekst og billeder.
Musikken kan stå alene as well. Mange instrumentalnumre. Ofte varer numrene meget længe. Det er kunstnere. Dygtige mennesker der spiller musik, bygger det op, dyrker det, leverer det bedste de har i sig, og elsker det. Det er deres drivkraft og deres udtryk.
Tilsammen giver tekst og musik den følelse, der bærer en helt op.
Og det er da muligt jeg er totalt ensporet og ikke har øje for en skid(kom bare giv den gas....jeg kan ta´det!) ...men jeg har ALDRIG fået den fede oplevelse af et popnummer...måske en krusning af "Øj, det lød sgu da meget godt."
Når jeg påstår at popmusik er skadeligt er det, fordi jeg mener at det fylder op i lydtapetet og folk glemmer at høre, og mærke efter i dem selv, hvad der er god musik. Popmusikken tager pladsen op, dominerer og skader os andre, der ikke kan lide det.
Og selvom meninger, holdninger og statements ikke er det eneste musik skal bibringe en, så er een ting sikkert: det formår popmusik slet ikke.
Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om metal-musikken er et "ungdomsfænomen" eller om mange af mine jævnaldrende har mistet et eller drønende værdifuldt undervejs, for det er bestemt ikke folk i 40'erne, der dominerer billedet til koncerterne. Det er primært unge mennesker. Jeg kan bare ikke få øje på, hvad det er, der skulle være så aldersbetinget...jeg er vild med det musikken gør ved mig...tror aldig jeg holder op med det.
Tror I (Talant, Avenged 7x, RedHack, DanGaleHund, MARIA og I andre som har svaret positivt på det med "metal-smagen") at der var noget, der kunne ske i jeres liv, som efterhånden stillede metal-musikken og de vidunderlige følelser, der er forbundet med det, i baggrunden? Eller måske viskede det helt ud til sidst?)