Når dårlige nyheder er gode nyheder

Jeg er typen der engang imellem kan forfalde til galgenhumor. Men realiteten er, at da den store Tsunami dræbte 300.000 mennesker var jeg rystet over katastrofens omfang. 11. september sad jeg i vantro og kiggede på billederne af mennesker der valgte at springe fra vanvittige højder, fordi det syntes at være deres bedste option. Hvem husker ikke hvor rystende det var at se Breivik gå koldblodigt rundt og dræbe unge mennesker?
Men der er en bestemt gruppe mennesker der bliver opstemte af dårlige nyheder, ja, som ligefrem glæder sig over dem. Vi kan se det på statistikken over, hvor aktive de er i forkyndelsen: Jo større katastrofen er, jo jo højere er antallet af forkyndelsestimer i vagttårns statistikkerne. Mest imponerende var næsten tallene op til året 1975, hvor de forventede den ultimative katastrofe over dem alle: Harmageddon! Omvendt var skuffelsen over det udeblevne Harmageddon i årene efter 1975 til at få øje på: Antallet af forkyndelsestimer røg i bund.
Dyrkelsen af det triste og negative er et særkende ved jehovas vidner. Næste gang de banker på din dør, så læg mærke til, hvor kort tid der går før de snakker om noget negativt: Børn der ikke er hvad de har været, menneskets ondskab og umoral, eller den seneste "frygtelige" katastrofe. Snak og tanker om verdens undergang gennemvæver alt jehovas vidner gør, tænker og føler. Det kan godt være de ikke længere tror på vagttårnsgudens vanvid, men de tør ikke forlade rigssalen, for så dør de jo bare i Harmageddon. Jehovas vidner begynder og slutter med undergangstænkning, fordi følelsen af at verden er farlig og katastrofal lammer folks evne til at turde tænke selv: De er nødt til at stole på, at vagttårnsguden fører dem gennem alt det frygtelige, så netop de kan slippe for katastrofen.
Sjovt nok fortæller vagttårnsproselytterne selv, at de forkynder "de gode nyheder". Formålet med vagttårnet angives eksempelvis at være: "Det trøster alle slags mennesker med den gode nyhed om at Guds rige snart vil fjerne dem der undertrykker deres medmennesker, og at dette rige vil gøre jorden til et paradis".
"Gode nyheder" er en oversættelse af ordet evangelium, et ord jehovas vidner til gengæld sjældent benytter, fordi de ønsker at bruge andre ord om tingene end kristne gør. Det skal jo endelig ikke hedde sig, at vi er i samme båd, nej for jehovas vidner gælder det om at redde jehovas vidner og være ligeglade med dem der ikke vil være jehovas vidner. Redde sig selv og de andre vidner fra katastrofen der er på vej, og den som sker lige nu. Hvis det ikke er det ene man bekymrer sig om er det det andet.
Jesu ord om, at man ikke skal bekymre sig er Guds spildte ord på ballelars når det gælder vagttårnsproselytterne, for de elsker katastroferne. Ikke så snart er der sket noget katastrofalt før de øger indsatsen indenfor at forkynde de gode nyheder. Dårlige nyheder er blevet til gode nyheder.
Men hvis man dyrker bekymringerne, og opfatter dårlige nyheder som gode nyheder, så er evangeliet jo de dårlige nyheder. Vagttårnsdisciplene forkynder de dårlige nyheder. Vor Herre og Gud, Jesus Kristus, forkynder de gode nyheder og vagttårnsguden forkynder de dårlige nyheder.
Velbekomme! Hvis du er tynget af byrderne over de "gode nyheder" om vagttårnsgudens straf, så kom i stedet til vor Herre og Gud, Jesus, som gav dette løfte:

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.« (Mattæusevangeliet 11:28-30)

En kvinde fra nabobyens menighed udtalte engang til min forhenværende veninde, at hun ville ønske, at hendes søn var død. Han var udstødt. Og døde han, ville han jo få en opstandelse.
Min svigerinde fortalte engang, at hun ville ønske min mand og jeg døde, for så ville vi jo få en opstandelse i den nye verden.
Derfor tror jeg min forhenværende venindes ord.
De ville glæde sig over ødelæggelsen og den ulykke og sorg det for nogen ville være om vi og den omtalte søn gik bort. Fordi så fik vi jo opstandelsen. Nøjagtig som nogen forældre vælger at ofre deres barn til molok fordi så har de alle jo været loyale og får del i opstandelsen. Forhåbentlig. 😖
Jeg husker så tydeligt (har jeg skrevet om før), at sommetider når en forhenværende søster og jeg gik ud og forkyndte og kom forbi nogen flotte og store huse, så snakkede vi om, at der ville vi bo når Harmagedon var ovre. Vi tænkte aldrig på, at så var dem, der bor der nu jo døde.
Jeg husker ikke, at jeg følte en sorg over, at mange mennesker skulle dø i Harmagedon. Nej for det var jo deres egen skyld. Det var jo dem, der var dumme, som en ældste engang sagde til mig. Det var jo dem, der valgte Jehova fra.
Jo du har helt ret. Man glædes over ødelæggelsen for det betyder en renset jord. En jord, hvor ingen synd og død eller sygdom, sult, ødelagte og misbrugte børn osv. skal være.
Og jo det er da en glæde i sig selv, at ingen lider nød. Det ville jeg da selv glædes over.
Men det er måden, hvorpå Jehovas vidner bruger den glæde på. At glædes over mange menneskers død på en ganske forfærdelig måde, det er simpelthen ud over alle grænser hjerteskærende.
Og sluttelig nu er det ikke noget jeg har været ene om, at glæde mig til. At bo i herskabsvillaer men noget vi snakkede om når vi gik ud. Så vi var flere om, at tænke sådan.
I dag skammer jeg mig over de her tanker. Og naturligvis tænker jeg ikke sådan længere.
Tak for et tankevækkende indlæg.