Min måde at tænke på
Hej med jer.
Jeg er en 17årig pige som tænker utroligt meget. Især over livet og psyken. Jeg vidste ikke helt, hvilken debat-kategori jeg skulle skrive dette under, så det blev altså til Religion & Livssyn.
Jeg mener selv, at jeg har en meget speciel tankegang, og somme tider ville jeg ønske, at folk kunne tænke som jeg gør, så de kunne forstå hvorfor jeg opfører mig som jeg gør og siger som jeg siger.
Personligt mener jeg ikke, at nogen kan gøre for, at de er som de er. Arrogante folk er som regel blevet påvirket af deres forældre, omgivelser osv. Generte mennesker har somregel været ude for noget, som har fået dem til at være mere bange for folk. Folk der altid er glade - oprigtigt glade - har højst sandsynligt haft en god opdragelse, masser af gode venner i folkeskolen og har det generelt bare super godt.
Det var ikke det jeg ville ind på, men når jeg skal begrunde ting, så ender det altid med at bunde i folks allertidligste liv, fordi det er der de er blevet påvirket til at være som de er. Alkoholikere og stofmisbrugere er fx ikke folk man skal tænke "føj, hvor er de dog åndssvage" om. For et eller andet sted har der været en dårlig påvirkning som har gjort, at de ikke kunne se anden udvej end den de har valgt. Når man først er blevet afhængig, så er det meget svært at komme ud af det igen - især hvis man er alene om det.
Nu vil jeg så præsentere mig selv, som også er blevet påvirket:
Jeg er 17år. Gik i folkeskole indtil 9. klasse, hvor jeg gik på efterskole. Derefter tog jeg på gymnasiet hvor jeg stadig går.
Kort før jul fik jeg konstateret at jeg har en depression. Udover det har jeg også fået psykologi på min linie i gymnasiet, hvilket har gjort min tankegang helt anderledes mht. påvirkning. Nå.. Videre..
Jeg er endelig!!! begyndt i behandling, hvilket virkelig er en lettelse for mig, fordi jeg er en person som virkelig har brug for at snakke med folk om hvordan jeg har det. Jeg fik at vide (som jeg i forvejen næsten vidste) at jeg også lider af Socialangst, som har været skyld i min depression. Jeg lider simpelthen af angst for at begynde at græde, når der er andre mennesker. Jeg kan ikke lave gruppearbejde i skolen, hvis vi selv vælger grupperne, fordi jeg ikke tør spørge folk om jeg må være med i deres gruppe, af angst for at komme til at græde mens jeg spørger. -> fordi jeg regner med de siger nej.
Da jeg snakkede med psykolog sidste gang, kom jeg pludselig i tanker om, hvordan jeg egentlig havde det i folkeskolen. Jeg har altid været meget følsom, og det er kun blevet værre med årene. Men i folkeskolen gik der altså en dreng i min parallelklasse, som altid, når han så mig, sagde: "Se, der er hende pigen, som altid græder!"
Grunden til, at jeg altid græd, når han var der, var, at han mobbede mig.
Så nu havde jeg angst for at blive set ned på PLUS angst for at græde over at blive det. Hårdt pres.
Nu har jeg så indset at det er mit problem. Det her er vist iøvrigt blevet en hel selvbiografi, eller hvad..?
Jeg gik i 2.g på gymnasiet indtil for en uge siden, hvor det blev besluttet, at jeg skal hjem på orlov, mens jeg bliver rask.
Så starter jeg forfra i 2.g efter sommer, hvilket jeg slet ikke har probemer med.
Heldigvis er jeg et positivt menneske, som godt nok har haft selvmordstanker og det-bliver-aldrig-godt-igen-tanker, men jeg ved.. jeg VED at jeg får det rigtig godt med mig selv og med andre mennesker når jeg engang er færdig. I virkeligheden bliver jeg jo aldrig færdig, for jeg vil altid udvikle mig.
Jeg har et brændende ønske om at blive psykolog. Mest fordi jeg er utroligt god til at sætte mig i andres sted. Selvom jeg ikke har prøvet det de omtaler, så kan jeg stadig nærmest føle, hvordan de har følt. Jeg ved, det måske lyder voldsomt, men det er en fantastisk evne at have, og jeg vil virkelig gerne udnytte den til andre menneskers fordel. Jeg vil hjælpe folk med at blive ligeså glade som de har fortjent, og jeg ved jeg kan.
Livet er dejligt, man må få det bedste ud af det.
Husk, der altid er en påvirkning til grund for personers handlinger og væremåde.
Tænk over det når i møder nogen, i ikke synes om.
Man kan ikke synes om alle, men man kan snakke om tingene.
Og jeg er sikker på at en arrogant person ikke gør det med vilje, og hvis du fortæller personen på en pæn måde, at han/hun virker arrogant, vil personen måske benægte, inderst inde blive flov. Men højst sandsynligt begynde at tænke over det, og måske også ændre på det, selvom det kan tage lang tid, når man er vant til noget bestemt.
Dette er skrevet i al ærlighed, og jeg er sikker på, at jeg kunne blive ved i en evighed, jeg kunne ikke sove, så jeg tænkte, nu skriver jeg alt det jeg tænker på ned, det blev så her... Og det var en lang sætning😃Jeg vil også gerne være forfatter.
Nu vrøvler jeg lidt, fordi jeg er træt og vil i seng.
Godnat allesammen. Held og lykke med livet.
I er faktisk utroligt velkomne til at maile til mig, hvis i har noget i vil diskutere omkring livet, andre mennesker eller holdninger. Jeg elsker debatter og diskutioner.
Godnat igen og husk; man må få det bedste ud af alting!
Jeg er en 17årig pige som tænker utroligt meget. Især over livet og psyken. Jeg vidste ikke helt, hvilken debat-kategori jeg skulle skrive dette under, så det blev altså til Religion & Livssyn.
Jeg mener selv, at jeg har en meget speciel tankegang, og somme tider ville jeg ønske, at folk kunne tænke som jeg gør, så de kunne forstå hvorfor jeg opfører mig som jeg gør og siger som jeg siger.
Personligt mener jeg ikke, at nogen kan gøre for, at de er som de er. Arrogante folk er som regel blevet påvirket af deres forældre, omgivelser osv. Generte mennesker har somregel været ude for noget, som har fået dem til at være mere bange for folk. Folk der altid er glade - oprigtigt glade - har højst sandsynligt haft en god opdragelse, masser af gode venner i folkeskolen og har det generelt bare super godt.
Det var ikke det jeg ville ind på, men når jeg skal begrunde ting, så ender det altid med at bunde i folks allertidligste liv, fordi det er der de er blevet påvirket til at være som de er. Alkoholikere og stofmisbrugere er fx ikke folk man skal tænke "føj, hvor er de dog åndssvage" om. For et eller andet sted har der været en dårlig påvirkning som har gjort, at de ikke kunne se anden udvej end den de har valgt. Når man først er blevet afhængig, så er det meget svært at komme ud af det igen - især hvis man er alene om det.
Nu vil jeg så præsentere mig selv, som også er blevet påvirket:
Jeg er 17år. Gik i folkeskole indtil 9. klasse, hvor jeg gik på efterskole. Derefter tog jeg på gymnasiet hvor jeg stadig går.
Kort før jul fik jeg konstateret at jeg har en depression. Udover det har jeg også fået psykologi på min linie i gymnasiet, hvilket har gjort min tankegang helt anderledes mht. påvirkning. Nå.. Videre..
Jeg er endelig!!! begyndt i behandling, hvilket virkelig er en lettelse for mig, fordi jeg er en person som virkelig har brug for at snakke med folk om hvordan jeg har det. Jeg fik at vide (som jeg i forvejen næsten vidste) at jeg også lider af Socialangst, som har været skyld i min depression. Jeg lider simpelthen af angst for at begynde at græde, når der er andre mennesker. Jeg kan ikke lave gruppearbejde i skolen, hvis vi selv vælger grupperne, fordi jeg ikke tør spørge folk om jeg må være med i deres gruppe, af angst for at komme til at græde mens jeg spørger. -> fordi jeg regner med de siger nej.
Da jeg snakkede med psykolog sidste gang, kom jeg pludselig i tanker om, hvordan jeg egentlig havde det i folkeskolen. Jeg har altid været meget følsom, og det er kun blevet værre med årene. Men i folkeskolen gik der altså en dreng i min parallelklasse, som altid, når han så mig, sagde: "Se, der er hende pigen, som altid græder!"
Grunden til, at jeg altid græd, når han var der, var, at han mobbede mig.
Så nu havde jeg angst for at blive set ned på PLUS angst for at græde over at blive det. Hårdt pres.
Nu har jeg så indset at det er mit problem. Det her er vist iøvrigt blevet en hel selvbiografi, eller hvad..?
Jeg gik i 2.g på gymnasiet indtil for en uge siden, hvor det blev besluttet, at jeg skal hjem på orlov, mens jeg bliver rask.
Så starter jeg forfra i 2.g efter sommer, hvilket jeg slet ikke har probemer med.
Heldigvis er jeg et positivt menneske, som godt nok har haft selvmordstanker og det-bliver-aldrig-godt-igen-tanker, men jeg ved.. jeg VED at jeg får det rigtig godt med mig selv og med andre mennesker når jeg engang er færdig. I virkeligheden bliver jeg jo aldrig færdig, for jeg vil altid udvikle mig.
Jeg har et brændende ønske om at blive psykolog. Mest fordi jeg er utroligt god til at sætte mig i andres sted. Selvom jeg ikke har prøvet det de omtaler, så kan jeg stadig nærmest føle, hvordan de har følt. Jeg ved, det måske lyder voldsomt, men det er en fantastisk evne at have, og jeg vil virkelig gerne udnytte den til andre menneskers fordel. Jeg vil hjælpe folk med at blive ligeså glade som de har fortjent, og jeg ved jeg kan.
Livet er dejligt, man må få det bedste ud af det.
Husk, der altid er en påvirkning til grund for personers handlinger og væremåde.
Tænk over det når i møder nogen, i ikke synes om.
Man kan ikke synes om alle, men man kan snakke om tingene.
Og jeg er sikker på at en arrogant person ikke gør det med vilje, og hvis du fortæller personen på en pæn måde, at han/hun virker arrogant, vil personen måske benægte, inderst inde blive flov. Men højst sandsynligt begynde at tænke over det, og måske også ændre på det, selvom det kan tage lang tid, når man er vant til noget bestemt.
Dette er skrevet i al ærlighed, og jeg er sikker på, at jeg kunne blive ved i en evighed, jeg kunne ikke sove, så jeg tænkte, nu skriver jeg alt det jeg tænker på ned, det blev så her... Og det var en lang sætning😃Jeg vil også gerne være forfatter.
Nu vrøvler jeg lidt, fordi jeg er træt og vil i seng.
Godnat allesammen. Held og lykke med livet.
I er faktisk utroligt velkomne til at maile til mig, hvis i har noget i vil diskutere omkring livet, andre mennesker eller holdninger. Jeg elsker debatter og diskutioner.
Godnat igen og husk; man må få det bedste ud af alting!