0tilføjet af

Lars Løkke tror ny regering holder længe

Den fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen hører ikke til dem, der vil spå Helle Thorning-Schmidt en kort tid som regeringsleder, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Hendes flertal skal nok vise sig at holde, selv om det kan være svært at forene Det Radikale Venstres og Enhedslistens synspunkter i et fælles regeringsgrundlag, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Hvis man har det håb, at den ny regering får kort levetid, tror jeg, at man skal væbne sig med tålmodighed. Jeg har sagt det før, men i denne sag skal det nok passe, at magtens sødme er det krydderi, som giver den bedste smag, når man skal sluge en kamel.
- Jeg tror, at der i det nye flertal er mange kameler, der skal sluges, og jeg tror på, at magtens sødme kan medvirke til, at de bliver slugt, siger Lars Løkke til avisen.
Den første kamel, der skal sluges, hedder tilbagetrækningsreformen.
- Vi vil se Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal blive bannerførere for den nødvendige proces at udfase efterlønnen, siger Lars Løkke.
Tilbagetrækningsreformen stiller i øvrigt krav til både arbejdstagere og arbejdsgivere, mener Lars Løkke.
- Der mangler en generel forståelse i både det private og det offentlige arbejdsmarked for, at de erfarne medarbejdere er en god arbejdskraft. I kraft af deres erfaring har de både rutiner og viden, som kan være guld værd, siger han.
- Jeg forventer ikke, at en politimand som 63-årig skal springe rundt på gaden og jagte forbrydere, men der er sikkert mange opgaver, hvor hans erfaring kan være et plus.
- Alle må have en forståelse for, at det er nødvendigt at bevare så mange hænder som muligt på arbejdsmarkedet, siger Lars Løkke til Frederiksborg Amts Avis.
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.