Kærlighed der ikke gør ondt
Solen skinner, det er smukt og varmt og dejligt....sådan føles det i hvert fald.
Jeg vil så gerne dele min glæde om nogen ser det eller ej.
For 6 måneder siden skrev jeg også et par indlæg...om manden der svigtede og til stadighed hev og flåede i mig. Ham der ikke ville have mig og ikke ville lade mig være heller. Og hvor ondt det gjorde og hvor meget det sled i mig.
Jeg holdt hovedet højt, ryggen rank og bed tænderne sammen. Han kom længere væk...og forsøger stadig med mellemrum at få min opmærksomhed. Men nu forgæves.
Det ville være forgæves uanset hvad... Men jeg har mødt kærlighed nu...varm, rar og tryg. Og så så fantastisk dejlig.
Det er stadig helt spædt, men startede som alt andet en kærlighed, gennem et uddannelsesforløb hvor det bestemt ikke var hensigten. Men det var kemi og vi gik i hak.
Og efter cafebesøg, bio og bare afslappet hyggen som venner, begyndte mine tanker at kredse om ham som andet....denne mand med integritet og hjerte og alle de ting som den anden manglede. Og på alle måder hvad jeg aldrig ville have forestillet mig jeg ville forelske mig....han vækkede lige så stille, en alt andet end stille følelse i mig.
Jeg forelskede mig i mennesket. I manden bag alt det...så fasineret af den person.
Men det var jo forbudt, da et samarbejde er en absolut forudsætning for vores begges succes med uddannelsen.
Og venskab...et spirende godt venskab var jo heller ikke at foragte.
Men dagen kom hvor han tog fat i mig og selv sagde at han var forelsket. I mig. I mig!???!?!??!?!
Og siden har det været en rus af lykke. Og afslappethed. Ingen urolighed. Ingen ubehag. Ingen bekymring.
Han vil mig. Og måske han ikke bliver ved med det, måske jeg ikke gør, men det er så dejligt nu.
Nyder at blive overrasket af små sedler. Tlf opkald og søde ord. Smutture og dovnedage arm i arm på strøget.
Finder mig selv på cykel tværs gennem KBH sent om aftenen for at kunne lægge mig ind til ham, og glæder mig over at han ved jeg fryser vildt og lægger dynen til varme på radiatoren. At han køber minimælk istedet for sødmælk. At han altid åbner døren for mig. At jeg føler mig tryg.
Nyder at han bliver glad for postkortet jeg sendte forleden, hvor der bare stod hvor meget jeg glædede mig til at ham når jeg kommer hjem i morgen. At han kysser mig på panden om natten og nusser mit ansigt, uden at han ved jeg er vågen.
Jeg nyder det. Og hvor stor frygten så end er for at han bliver væk igen, så er glæden ved det ligenu så meget større.
Hvis det her er følelsen af hvad der er ægte...så har jeg aldrig oplevet det før.
Der findes intet bedre.
Tak til jer, der skrev til mig med gode råd den gang. Særlig rigtig meget tak til Bimmer ILP og pseudo....jeg tænkt på jeres kloge kloge ord.
Ha en rigtig dejlig aften.
Knus
Jeg vil så gerne dele min glæde om nogen ser det eller ej.
For 6 måneder siden skrev jeg også et par indlæg...om manden der svigtede og til stadighed hev og flåede i mig. Ham der ikke ville have mig og ikke ville lade mig være heller. Og hvor ondt det gjorde og hvor meget det sled i mig.
Jeg holdt hovedet højt, ryggen rank og bed tænderne sammen. Han kom længere væk...og forsøger stadig med mellemrum at få min opmærksomhed. Men nu forgæves.
Det ville være forgæves uanset hvad... Men jeg har mødt kærlighed nu...varm, rar og tryg. Og så så fantastisk dejlig.
Det er stadig helt spædt, men startede som alt andet en kærlighed, gennem et uddannelsesforløb hvor det bestemt ikke var hensigten. Men det var kemi og vi gik i hak.
Og efter cafebesøg, bio og bare afslappet hyggen som venner, begyndte mine tanker at kredse om ham som andet....denne mand med integritet og hjerte og alle de ting som den anden manglede. Og på alle måder hvad jeg aldrig ville have forestillet mig jeg ville forelske mig....han vækkede lige så stille, en alt andet end stille følelse i mig.
Jeg forelskede mig i mennesket. I manden bag alt det...så fasineret af den person.
Men det var jo forbudt, da et samarbejde er en absolut forudsætning for vores begges succes med uddannelsen.
Og venskab...et spirende godt venskab var jo heller ikke at foragte.
Men dagen kom hvor han tog fat i mig og selv sagde at han var forelsket. I mig. I mig!???!?!??!?!
Og siden har det været en rus af lykke. Og afslappethed. Ingen urolighed. Ingen ubehag. Ingen bekymring.
Han vil mig. Og måske han ikke bliver ved med det, måske jeg ikke gør, men det er så dejligt nu.
Nyder at blive overrasket af små sedler. Tlf opkald og søde ord. Smutture og dovnedage arm i arm på strøget.
Finder mig selv på cykel tværs gennem KBH sent om aftenen for at kunne lægge mig ind til ham, og glæder mig over at han ved jeg fryser vildt og lægger dynen til varme på radiatoren. At han køber minimælk istedet for sødmælk. At han altid åbner døren for mig. At jeg føler mig tryg.
Nyder at han bliver glad for postkortet jeg sendte forleden, hvor der bare stod hvor meget jeg glædede mig til at ham når jeg kommer hjem i morgen. At han kysser mig på panden om natten og nusser mit ansigt, uden at han ved jeg er vågen.
Jeg nyder det. Og hvor stor frygten så end er for at han bliver væk igen, så er glæden ved det ligenu så meget større.
Hvis det her er følelsen af hvad der er ægte...så har jeg aldrig oplevet det før.
Der findes intet bedre.
Tak til jer, der skrev til mig med gode råd den gang. Særlig rigtig meget tak til Bimmer ILP og pseudo....jeg tænkt på jeres kloge kloge ord.
Ha en rigtig dejlig aften.
Knus