Jul og kristendom
Hvor mærkeligt det end lyder var det faktisk ulovligt at fejre jul i det 17. århundredes England. Dette skyldtes at puritanerne havde fået julefesten forbudt. Og i vore dage er millioner af kristne vel vidende om at julen er en ikkekristen fest.
Det vil måske overraske dig at høre at julen ikke er indstiftet af Kristus og at hverken han selv eller hans disciple i det første århundrede fejrede jul. I virkeligheden findes der ikke nogen beretning om fejring af jul før 300 år efter Kristi død.
Mange tilbad dengang solen, eftersom de følte sig stærkt afhængige af dens årlige cyklus. Overdådige fester fulgte i soltilbedelsens kølvand i Europa, Ægypten og Persien. Det gennemgående tema i disse højtider var lysets tilbagevenden. Man bad indtrængende om at solen måtte vende tilbage fra sine ’fjerntliggende rejsemål’. Højtiderne indbefattede munterhed, festmåltider, dans og udveksling af gaver, og man udsmykkede hjemmene med lys og anden pynt. Lyder dette bekendt?
Soltilbedere havde blandt andet for skik at lægge en stor brændeknude på ilden juleaften, og de mente at den del af knuden som ikke lod sig opsluge af ilden besad trolddomskraft. Desuden mente de at glædesblus kunne styrke solguden og bringe ham tilbage til livet, at hjem udsmykket med stedsegrønt ville skræmme dæmonerne bort, at kristtjørnen skulle tilbedes som et løfte om solens tilbagevenden og at amuletter lavet af misteltenen kunne bringe lykke. Hvilken fest forbindes alt dette med i dag?
Længe før julen vandt indpas i det hedenske Rom var december måned en stor festmåned. Den ugelange saturnaliefest (viet til Saturn, agerdyrkningens gud) og Dies Natalis Solis Invicti (Den ubesejrede sols fødselsdag) fandt sted i denne måned. Man betragtede også den 25. december som den persiske lysguds, Mithras’, fødselsdag.
I et forsøg på at omvende alle hedninger begyndte man — i strid med Bibelen — at sammenblande den kristne og den hedenske tro. Kirken valgte af den grund en dato som faldt sammen med den vigtigste hedenske fest. Og hvordan forholder det sig med de skikke der knytter sig til julen? Opslagsværket Encyclopedia of Religion and Ethics indrømmer at de fleste juleskikke „ikke er kristne men hedenske skikke som er blevet antaget eller tolereret af kirken“. Åbenbart mente man at man kunne kristne dem der deltog i ceremonierne blot ved at give disse skikke et kristent skær.
Men i stedet for at kristne hedenskabet skete der det stik modsatte, nemlig at skikkene førte hedenskabet ind i kristendommen. I 1600-tallet blev puritanerne så oprørte over julens åbenbare hedenske islæt at helligdagen blev forbudt i England og i nogle af de amerikanske kolonier. Man blev idømt bøder for at holde jul eller blot for at blive hjemme fra arbejde juledag. Først i 1856 blev julen gjort lovlig i New England (USA).
Hvordan kirken, hedningerne eller puritanerne førhen betragtede julen er imidlertid af underordnet betydning for sande kristne i forhold til hvordan Jesus ser på det at holde jul.
Hvis der skulle holdes en fest til din ære, ville det så ikke have betydning at du kunne godkende hvad der foregik? Vi gør derfor klogt i at spørge: Kan vi ud fra Bibelen se hvordan Jesus betragtede traditioner som har dybe rødder i hedenskabet?
Jesus fordømte religiøse ledere der i deres forsøg på at omvende folk gik på kompromis med den sande tilbedelse. Til sådanne ledere sagde han: „I drager om til vands og til lands for at vinde en eneste proselyt, og derefter gør I ham dobbelt så tjenlig til udslettelse som I selv.“ — Mattæus 23:15, Phillips.
Man skulle altså ikke omvende folk ved at blande hedenske og kristne læresætninger. Paulus, en Jesu apostel, skrev til de kristne der boede i Korinth: „I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger.“ (1 Korinther 10:21) Og i sit næste brev til korintherne tilføjede han: „Slut jer ikke til ikketroende og lad være med at samarbejde med dem. . . . Hvordan kan der være harmoni mellem Kristus og djævelen?“ — 2 Korinther 6:14, 15, Phillips.
Hvis en mor så sit barn samle et bolsje op fra en snavset rendesten, ville hun omgående bede barnet smide det igen. Blot tanken om at barnet skulle spise bolsjet — eller bare røre det — vækker afsky hos moderen. Julen forekommer ganske vist mange sød, men den er blevet ’samlet op’ fra nogle urene steder. Jesu indstilling svarer meget godt til den som profeten Esajas gav udtryk for da han sagde til datidens sande tilbedere: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent.“ — Esajas 52:11.
Sande kristne i dag holder derfor ikke jul. Sandt nok forekommer deres indstilling måske mærkelig i manges øjne, men de betragter blot disse traditioner som Jesus gjorde. Da Jesus blev spurgt om ’hvordan det kunne være at hans disciple overtrådte overleveringen fra mænd i tidligere tider’, svarede han: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?“ og tilføjede: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering.“ — Mattæus 15:2, 3, 6.
I dag erklærer sande kristne sig enige med Jesus ved at praktisere „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet“, idet de holder sig uplettede af hedenske traditioner. — Jakob 1:27.
Det vil måske overraske dig at høre at julen ikke er indstiftet af Kristus og at hverken han selv eller hans disciple i det første århundrede fejrede jul. I virkeligheden findes der ikke nogen beretning om fejring af jul før 300 år efter Kristi død.
Mange tilbad dengang solen, eftersom de følte sig stærkt afhængige af dens årlige cyklus. Overdådige fester fulgte i soltilbedelsens kølvand i Europa, Ægypten og Persien. Det gennemgående tema i disse højtider var lysets tilbagevenden. Man bad indtrængende om at solen måtte vende tilbage fra sine ’fjerntliggende rejsemål’. Højtiderne indbefattede munterhed, festmåltider, dans og udveksling af gaver, og man udsmykkede hjemmene med lys og anden pynt. Lyder dette bekendt?
Soltilbedere havde blandt andet for skik at lægge en stor brændeknude på ilden juleaften, og de mente at den del af knuden som ikke lod sig opsluge af ilden besad trolddomskraft. Desuden mente de at glædesblus kunne styrke solguden og bringe ham tilbage til livet, at hjem udsmykket med stedsegrønt ville skræmme dæmonerne bort, at kristtjørnen skulle tilbedes som et løfte om solens tilbagevenden og at amuletter lavet af misteltenen kunne bringe lykke. Hvilken fest forbindes alt dette med i dag?
Længe før julen vandt indpas i det hedenske Rom var december måned en stor festmåned. Den ugelange saturnaliefest (viet til Saturn, agerdyrkningens gud) og Dies Natalis Solis Invicti (Den ubesejrede sols fødselsdag) fandt sted i denne måned. Man betragtede også den 25. december som den persiske lysguds, Mithras’, fødselsdag.
I et forsøg på at omvende alle hedninger begyndte man — i strid med Bibelen — at sammenblande den kristne og den hedenske tro. Kirken valgte af den grund en dato som faldt sammen med den vigtigste hedenske fest. Og hvordan forholder det sig med de skikke der knytter sig til julen? Opslagsværket Encyclopedia of Religion and Ethics indrømmer at de fleste juleskikke „ikke er kristne men hedenske skikke som er blevet antaget eller tolereret af kirken“. Åbenbart mente man at man kunne kristne dem der deltog i ceremonierne blot ved at give disse skikke et kristent skær.
Men i stedet for at kristne hedenskabet skete der det stik modsatte, nemlig at skikkene førte hedenskabet ind i kristendommen. I 1600-tallet blev puritanerne så oprørte over julens åbenbare hedenske islæt at helligdagen blev forbudt i England og i nogle af de amerikanske kolonier. Man blev idømt bøder for at holde jul eller blot for at blive hjemme fra arbejde juledag. Først i 1856 blev julen gjort lovlig i New England (USA).
Hvordan kirken, hedningerne eller puritanerne førhen betragtede julen er imidlertid af underordnet betydning for sande kristne i forhold til hvordan Jesus ser på det at holde jul.
Hvis der skulle holdes en fest til din ære, ville det så ikke have betydning at du kunne godkende hvad der foregik? Vi gør derfor klogt i at spørge: Kan vi ud fra Bibelen se hvordan Jesus betragtede traditioner som har dybe rødder i hedenskabet?
Jesus fordømte religiøse ledere der i deres forsøg på at omvende folk gik på kompromis med den sande tilbedelse. Til sådanne ledere sagde han: „I drager om til vands og til lands for at vinde en eneste proselyt, og derefter gør I ham dobbelt så tjenlig til udslettelse som I selv.“ — Mattæus 23:15, Phillips.
Man skulle altså ikke omvende folk ved at blande hedenske og kristne læresætninger. Paulus, en Jesu apostel, skrev til de kristne der boede i Korinth: „I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger.“ (1 Korinther 10:21) Og i sit næste brev til korintherne tilføjede han: „Slut jer ikke til ikketroende og lad være med at samarbejde med dem. . . . Hvordan kan der være harmoni mellem Kristus og djævelen?“ — 2 Korinther 6:14, 15, Phillips.
Hvis en mor så sit barn samle et bolsje op fra en snavset rendesten, ville hun omgående bede barnet smide det igen. Blot tanken om at barnet skulle spise bolsjet — eller bare røre det — vækker afsky hos moderen. Julen forekommer ganske vist mange sød, men den er blevet ’samlet op’ fra nogle urene steder. Jesu indstilling svarer meget godt til den som profeten Esajas gav udtryk for da han sagde til datidens sande tilbedere: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent.“ — Esajas 52:11.
Sande kristne i dag holder derfor ikke jul. Sandt nok forekommer deres indstilling måske mærkelig i manges øjne, men de betragter blot disse traditioner som Jesus gjorde. Da Jesus blev spurgt om ’hvordan det kunne være at hans disciple overtrådte overleveringen fra mænd i tidligere tider’, svarede han: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres overlevering?“ og tilføjede: „I [har] gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres overlevering.“ — Mattæus 15:2, 3, 6.
I dag erklærer sande kristne sig enige med Jesus ved at praktisere „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet“, idet de holder sig uplettede af hedenske traditioner. — Jakob 1:27.