Lortedag!
Denne historie (inspireret af noget tis) fra det virkelige liv er ikke for sarte sjæle, og bestemt ikke for mænd, der mener, at kvinder er roser, der ikke laver andet på toilettet end at drøne mascara i bærret eller slå en lille pudderrosa prut. Så er der i hvert fald udstedt en advarsel, og læsning er på eget ansvar.
Dengang jeg arbejdede ude i Tuborg Havn, sad jeg på et stort, lyst og gennemsigtigt fælleskontor sammen med en 15-20 andre. Vi sad ikke specielt tæt, men tæt nok til at kunne lugte hinandens kaffe eller hvidløgsånde. Vi, der røg, var henvist til udendørsarealerne eller, hvis sneen gik højt, parkeringskælderen. Der var jeg så en dag på vej ned sammen med en kollega en times tid før fyraften.
Vi står og snakker lidt i elevatoren, og jeg får pludselig en yderst uvelkommen og lumsk trang til at slå en prut. Ikke så smart i en elevator. Så jeg står der og får på det nærmeste vand i øjnene, mens jeg kæmper for at holde lufttæt og samtidig skal kunne føre en livlig samtale, for selv om vi arbejder sammen, er der jo ingen, der siger, at vi også skal indtage hinandens tarmgasser.
Da vi endelig står i den enorme parkeringskælder og har fået tændt op, går den bare ikke længere. Et minut længere og jeg vil begynde at svæve yndefuldt hen over Audier og Volvoer, hvorefter jeg vil eksplodere. Gassen må altså af ballonen, så jeg griner lidt og siger, at jeg altså skal prutte helt vildt og bevæger mig akavet og baglæns over i et mørkt hjørne. Her lader jeg nåde gå for ret og stjernen lyse.
Det første sekund er en lise uden lige, men så mærker jeg til min rædsel, at det ikke kun er luft, der kommer ud, og det kommer bogstaveligt talt bag på mig. Nu er gode trusser rådne, og råddenskab dufter jo som bekendt ikke som violer, så det er ikke med stor entusiasme, at jeg træder ind i elevatoren sammen med min kollega for at stige op til overfladen igen.
Jeg placerer mig så langt væk fra hende, som det nu er muligt på 1½ kvadratmeter, og forsøger at stå så stille, at jeg ikke får luften til at bevæge sig. Heldigvis er der ikke andre end os i elevatoren, men det kommer der selvfølgelig på næste etage, og jeg er nødsaget til at stå mellem min kollega og smarte Preben fra marketing. Dette er ikke den bedste dag i mit liv.
Da vi endelig kan finde nøglekortet frem og træde ind på kontoret igen, styrter jeg uelegant ud på toilettet, fordi jeg forsøger at vende min forside mod alle, der måtte passere mig på min vej, for gad vide, om man også kan SE noget? Og så længe, jeg ikke vender bagsiden til, så kan man jo i hvert fald ikke LUGTE noget, vel?
Jeg skal ikke komme ind på det syn, der mødte mig ude på toilettet, eller på hvor uegnede papirsservietter er til intimvask, men da jeg (forsigtigt, forsigtigt) sad på min plads igen i bar røv og garbadinebukser, var jeg uendeligt lettet. Over at der nu kun var en halv time til fyraften og en bundhyggelig togtur hjem.
Dengang jeg arbejdede ude i Tuborg Havn, sad jeg på et stort, lyst og gennemsigtigt fælleskontor sammen med en 15-20 andre. Vi sad ikke specielt tæt, men tæt nok til at kunne lugte hinandens kaffe eller hvidløgsånde. Vi, der røg, var henvist til udendørsarealerne eller, hvis sneen gik højt, parkeringskælderen. Der var jeg så en dag på vej ned sammen med en kollega en times tid før fyraften.
Vi står og snakker lidt i elevatoren, og jeg får pludselig en yderst uvelkommen og lumsk trang til at slå en prut. Ikke så smart i en elevator. Så jeg står der og får på det nærmeste vand i øjnene, mens jeg kæmper for at holde lufttæt og samtidig skal kunne føre en livlig samtale, for selv om vi arbejder sammen, er der jo ingen, der siger, at vi også skal indtage hinandens tarmgasser.
Da vi endelig står i den enorme parkeringskælder og har fået tændt op, går den bare ikke længere. Et minut længere og jeg vil begynde at svæve yndefuldt hen over Audier og Volvoer, hvorefter jeg vil eksplodere. Gassen må altså af ballonen, så jeg griner lidt og siger, at jeg altså skal prutte helt vildt og bevæger mig akavet og baglæns over i et mørkt hjørne. Her lader jeg nåde gå for ret og stjernen lyse.
Det første sekund er en lise uden lige, men så mærker jeg til min rædsel, at det ikke kun er luft, der kommer ud, og det kommer bogstaveligt talt bag på mig. Nu er gode trusser rådne, og råddenskab dufter jo som bekendt ikke som violer, så det er ikke med stor entusiasme, at jeg træder ind i elevatoren sammen med min kollega for at stige op til overfladen igen.
Jeg placerer mig så langt væk fra hende, som det nu er muligt på 1½ kvadratmeter, og forsøger at stå så stille, at jeg ikke får luften til at bevæge sig. Heldigvis er der ikke andre end os i elevatoren, men det kommer der selvfølgelig på næste etage, og jeg er nødsaget til at stå mellem min kollega og smarte Preben fra marketing. Dette er ikke den bedste dag i mit liv.
Da vi endelig kan finde nøglekortet frem og træde ind på kontoret igen, styrter jeg uelegant ud på toilettet, fordi jeg forsøger at vende min forside mod alle, der måtte passere mig på min vej, for gad vide, om man også kan SE noget? Og så længe, jeg ikke vender bagsiden til, så kan man jo i hvert fald ikke LUGTE noget, vel?
Jeg skal ikke komme ind på det syn, der mødte mig ude på toilettet, eller på hvor uegnede papirsservietter er til intimvask, men da jeg (forsigtigt, forsigtigt) sad på min plads igen i bar røv og garbadinebukser, var jeg uendeligt lettet. Over at der nu kun var en halv time til fyraften og en bundhyggelig togtur hjem.