Jeg tror ikke på Helvede
Jeg tror heller ikke på fortabelsen. Men jeg gruer for fortabelsens virkelighed.
Det anfægter mig, at det høres som om, det er en del af vores trosbekendelse, når vi udtaler os i en debat som den aktuelle om Helvede. Det høres som om vi vil forsvare Helvede eller har brug for at fastholde Helvede for at give det, vi står for betydning.
Jeg tror ikke på Helvede. Men jeg gruer for den virkelighed Bibelen taler om, når det ord bruges, eller når der tales om fortabelsens grufulde virkelighed som noget, vi i tiden kun kender skyggen af.
Jeg forstår godt dem, der siger, at de ikke kan leve med eller tro på Helvede som et evigt pinested. Når jeg engang imellem vover at standse op og tænke tanken, bliver jeg nødt til at stoppe før jeg når helt igennem. Det er en umulig tanke. Jeg vil vove den påstand, at ingen kan tænke fortabelsens virkelighed til ende uden at dø af det. At tænke at skulle være et sted, hvor pinen er mere forfærdelig end det kendes på denne jord, og at det skal være uden det mindste håb og befrielse. Det kan ingen af os holde til. Og det er vel derfor, vi i en debat som den aktuelle høres som om vi er følelsesmæssigt upåvirkede af det. Det anfægter mig, når de, der nægter at regne med eksistensen af Helvede, anklager os for at tale om det, som om vi er uberørte.
Det anfægter mig, fordi jeg kan se og mærke, at de har ret. Derfor forstår jeg godt, at de siger, at det er utroværdigt. Man kan ikke regne med fortabelsens virkelighed og tale troværdigt om det uden at det kan mærkes, at det gælder liv og død for mig selv og for alle. ”Hvis du virkelig selv tror på det, du siger, så ville du gøre hvad som helst for at hindre at noget menneske går fortabt”! Den gik lige ind.
De siger, at nu afgående biskop Lindhardt fik afskaffet Helvede. Det var en tanke, der var til at leve med. Men tanken er uinteressant. For hverken Lindhardt eller nogen anden med god vilje kan ændre virkeligheden med et ord eller en håndbevægelse. Det er altså også en ualvorlig måde at tale om dette dybt alvorlige.
Det anfægter mig, at det høres som om, det er en del af vores trosbekendelse, når vi udtaler os i en debat som den aktuelle om Helvede. Det høres som om vi vil forsvare Helvede eller har brug for at fastholde Helvede for at give det, vi står for betydning.
Jeg tror ikke på Helvede. Men jeg gruer for den virkelighed Bibelen taler om, når det ord bruges, eller når der tales om fortabelsens grufulde virkelighed som noget, vi i tiden kun kender skyggen af.
Jeg forstår godt dem, der siger, at de ikke kan leve med eller tro på Helvede som et evigt pinested. Når jeg engang imellem vover at standse op og tænke tanken, bliver jeg nødt til at stoppe før jeg når helt igennem. Det er en umulig tanke. Jeg vil vove den påstand, at ingen kan tænke fortabelsens virkelighed til ende uden at dø af det. At tænke at skulle være et sted, hvor pinen er mere forfærdelig end det kendes på denne jord, og at det skal være uden det mindste håb og befrielse. Det kan ingen af os holde til. Og det er vel derfor, vi i en debat som den aktuelle høres som om vi er følelsesmæssigt upåvirkede af det. Det anfægter mig, når de, der nægter at regne med eksistensen af Helvede, anklager os for at tale om det, som om vi er uberørte.
Det anfægter mig, fordi jeg kan se og mærke, at de har ret. Derfor forstår jeg godt, at de siger, at det er utroværdigt. Man kan ikke regne med fortabelsens virkelighed og tale troværdigt om det uden at det kan mærkes, at det gælder liv og død for mig selv og for alle. ”Hvis du virkelig selv tror på det, du siger, så ville du gøre hvad som helst for at hindre at noget menneske går fortabt”! Den gik lige ind.
De siger, at nu afgående biskop Lindhardt fik afskaffet Helvede. Det var en tanke, der var til at leve med. Men tanken er uinteressant. For hverken Lindhardt eller nogen anden med god vilje kan ændre virkeligheden med et ord eller en håndbevægelse. Det er altså også en ualvorlig måde at tale om dette dybt alvorlige.