Hvordan skal livet fortsætte (ægteskab/utoskab) ?

Hejsa,
Jeg vil lige skrive min historie..
Jeg er en gift mand på 29 år, vi har været gift i 5 år og været sammen i 11 år, har 2 dejlige piger sammen på 2 & 4 år.
Men desværre gik det sådan at min kone blev forelsket i en anden her i sommers, og hun har været mig utro med ham flere gange i løbet af et par måneder (hvor jeg har været bevist om det og sagt til hende at jeg ikke kunne acceptere det) og det kulminerer så med at hun fortæller mig at hun vil skilles og at hun vil forsætte et liv sammen med ham og vores børn.
Men det går jo så ikke som hun regner med og han afviser (på trods af at han har gentagne gange har fortalt hende anderledes) at kunne leve sammen med hende og børnene..
Så nu står vi i en sitiuation hvor hun siger at hun vil give os en chance men ikke ved hvormeget eller om hun overhovedet får nogle følelser for mig igen (hun er naturligvis meget såret pga hans valg)
Og jeg står og har altid elsket hende overalt på jorden og altid sat hende højest, men er blevet totalt svigtet og ydmyget af hende og ved slet ikke hvad det "rigtige" er at gøre....
Ved godt at jeg selvfølgelig ikke kan få løsningen foræret men vi selv er nødt til at finde ud af det, men kom med jeres tanker om dette som måske kan sætte tingene i et perspektiv som jeg ikke tidligere har tænkt på.
Den pt meget ødelagte og rimelig håbsforladte.

hun har ødelagt noget, som ikke kan komme tilbage... hun har ikke kun været dig utro men også jeres børn... og nu føler hun sig såret og har brug for trøst. giv hende det ikke. der vil næppe komme noget godt uden af det.
jeg er ked af jeres situation, men hun har valgt for dig, da hun sagde at hun ville forlade dig.
henrik

Hej du triste mand.....
Jeg kan godt se at det er en frygtelig situation du står i, har selv prøvet det samme, men kære du. Som vi jo alle med tiden har lært, siger man
" Een gang utro, altid utro", så uanset hvor meget du elsker hende, vil det ALDRIG blive det samme, aldrig....
Ved det er hårde ord, men tro mig, det er sandt.
Håber alt det bedste for dig og dine unger.
Knuz Simpel. Living.

at komme videre sammen. Men der skal arbejdes for det, det skal I begge være indforstået med. Også din kone. Og så skal I give det tid.
Jeg har prøvet det - har været gift i 20 år, min mand var utro gennem flere perioder i de første år og løj meget. Men både fordi vi begge elskede hinanden og for børnenes skyld, prøvede vi. Det betyder selvfølgelig at det er dig, som skal arbejde mest med de indre følelser. Men lad være med hele tiden at tænke på det - giv det f.eks. 1 år og se om situationen er blevet bedre.
For mit eget vedkommende har det ikke altid været let, ind i mellem er mistanken kommet op igen og jeg har haft mindre perioder, hvor jeg har ønsket, at nu ville jeg ikke mere. Men hvis man kan leve med disse 'ups and downs', så kan det godt lade sig gøre. For når alt kommer til alt, vil der jo altid være nedture i alle ægteskaber - af den ene eller anden årsag.
Hvad der er vigtig: man kan måske godt tilgive, men man glemmer aldrig, men derfor skal man ikke hive det frem og bruge det mod den anden. Hvis man gør det kommer man aldrig videre.
Held og lykke med det hårde arbejde

Her godt nok til at gøre op med dig selv. Hun er klart på herrens mark nu og ser nu den eneste udvej pt. Som den at blive hos dig. Det gik jo ikke som præsten prædikede her for hende. Det meget typiske eksempel på en kvindes utroskab. Hun møder en og som kvinder er flest, så forelsker hun sig hovedkulds i elskeren og tror på en ny fremtid….
Da så lokummet brænder, trækker han nallerne til sig. Det er nu ikke kun hende han skal have hyggestunder med, men der er pludseligt også en anden mands børn, som vil blive en del af hans hverdag…
Nu står hun så med valget. Hvad gør jeg nu, for det er jo i sagens natur ikke den sjoveste situation, der nu banker på døre. Enlig mor 2 børn, hvis det også her går som vi jo snart er så vant til i det danske samfund, at moderen er den der som ofte får tildelt forældre rette over de fælles børn…
Jeg vil her stærkt anbefale dig at du går i tænkeboks her. Du elsker hende ja. Men ville du kunne leve med ikke selv at blive elsket måske..?? At skulle leve et liv nu, hvor du står i en situation, hvor du må skulle gøre alle mulige og eventuel umulige krumspring, for at hun ville komme til at elske dig igen..??
At skulle blive glad bare hun vil elske med dig, at tænke de tanker som helt sikkert vil komme til dig, når i er sammen…?? Hvad hun har lavet med ham den anden…?? Er det ham hun tænker på, når vi er sammen..??
Du skriver jo at hun nu er såret over den andens tilbage trækning… Så du står nu også med en såret kvinde… Skal du også gå rundt nu og tage højde for det og træde varsomt…?? Du sætter dig selv på en meget hård prøve i livet her min ven. Og du står klart mellem valget….. Pest eller kolera…
Jeg mener klart at hun har misbrugt din kærlighed, misbrugt din tillid og spillet hasard med dig, dine følelser, jeres liv sammen og ikke mindste jeres børns fremtid….Vil hun kunne gøre det igen, er også en tanke -og skræk du her helt sikkert vil gå rundt med….
Ville du selv byde dig selv, at skulle leve videre med hende…?? Nej, du skal ikke vil jeg klart sige og det mener jeg af hele mit hjerte. Men er du selv der hvor du ikke kan eller vil undvære hende så… Ja så starte der nu nye prøvelser i dit liv….
Du skal nu sætte dig selv og dit liv i højsæde… Du skal ikke nu bekymre dig om hvordan det vil ende med børnene osv. For det vil nemt kunne gå godt, at være far på deltid, selv om det jo ikke lige var den situation man havde tænkt, da det hele var så rosenrødt…
Jeg sender dig smil og positive tanker i denne, noget meget trælse situation, du nu står i.
Uden selv at ville den, som jeg læser ud fra din store kærlighed til hende…….
Kærligst

/Mummi

men min livserfaring, hvor jeg selv blev "bedraget" er nu altså, at det er mere end pokkers svært, at "få helet og repareret" den tillid der er brudt!
Jeg kender flere der har brugt formuer i parterapeuters konsultation p.gr.a. samme problem - for derefter at gå fra hinanden!
Jeg tror ikke din kone er indstillet på, at give jeres ægteskab en ærlig chance - når hun samtidig har kærestesorg over den anden!
Hvad med en pause - så hun for alvor kan mærke om hun savner dig og vil dig?

Du bliver nødt til at forberede dig på det værste. Jeg står selv i den nøjagtigt samme situation som dig. Min kone fandt også en elsker, hvilket jeg fandt ud af og ikke ville acceptere. Stillede hende stolen for døren, hvorefter hun valgte mig, derefter valgte ham, men hvor han ikke ville have hende. Så valgte hun igen mig, men fandt efter 2 mdr ud af at hun ville skilles. Det er nu 6 mdr siden hun fandt ud af hun vil skilles. Det er endnu ikke blevet alvor, men vi har ikke været sammen på andet end venskabeligt basis siden da. Jeg går hver eneste dag og overvejer om JEG ikke skal søge om bevilling til seperation, men jeg har som dig alt at miste - intet at vinde. Det kan selvfølgelig være at din kone finder følelserne for dig frem igen, men jeg vil ikke saste på det. Det er jo egentligt slet ikke op til dig vel?

Du har så meget ret i langt det meste du skriver... det beskriver næsten til punkt og prikke hvad jeg føler både er sket og sker i vores ægteskab...
Men når dette er sagt så har jeg ubeskriveligt svært ved at forestille mig en hverdag uden hende, hun er stadigvæk det første jeg tænker på når jeg slår øjnene op, uanset hvad hun har gjort.. ja det er nok bare mig der er for dum, men mit hjerte banker stadigvæk for hende (dog svagere end tidligere, indrømmmet)
Og tanken om ikke at skulle leve sammen med vores børn gør det endnu mere ondt...
Men er godt klar over at hvis vi vælger en fremtid sammen vil det blive med op og nedture og blive umenneskeligt svært for mig at tilgive hende fuldt ud, men hun fylder bare stadgivæk så meget i mig...
Indtilvidere skal i alle have mange tak for jeres meninger, det betyder en hel del at få andres syn på sagen.

Den triste

Har Mummi i det meste der er skrevet, men i har alle ramt mange af de tanker jeg føler.
Skriver lige svaret som skrevet til Mummi her også.
Du har så meget ret i langt det meste du skriver... det beskriver næsten til punkt og prikke hvad jeg føler både er sket og sker i vores ægteskab...
Men når dette er sagt så har jeg ubeskriveligt svært ved at forestille mig en hverdag uden hende, hun er stadigvæk det første jeg tænker på når jeg slår øjnene op, uanset hvad hun har gjort.. ja det er nok bare mig der er for dum, men mit hjerte banker stadigvæk for hende (dog svagere end tidligere, indrømmmet)
Og tanken om ikke at skulle leve sammen med vores børn gør det endnu mere ondt...
Men er godt klar over at hvis vi vælger en fremtid sammen vil det blive med op og nedture og blive umenneskeligt svært for mig at tilgive hende fuldt ud, men hun fylder bare stadgivæk så meget i mig...
Indtilvidere skal i alle have mange tak for jeres meninger, det betyder en hel del at få andres syn på sagen.

Den triste

Forelskelse er en form for sindsygdom, hvor
du svæver på en lyserød sky. Det kan være at
hun savnede den følelse. Normalt varer
forelskelsen kun op til 6 måneder i starten
af et forhold. I kunne gøre meget for at holde
den i live.
Hvad har du gjort for, at hun fik den følelse igen?
Købt røde roser og andre romantiske ting?
Har i afsat børnene til bedsteforældrene, og
lavet en hyggelig og romantisk aften?
En billig weekendsrejse til Paris?
Hverdagens trummerum kan sagtens ødelægge et
forhold, og det samme kan en stram økonomi.
At tage et forhold for givet, er det farligste
en partner kan gøre. Når man er gift, så er
der ikke tale om en evig ejendomsret. Et
forhold er en evig kamp, for at holde sammen.
Enten vælger man kæmpe for et forhold, eller
også vælger man single livet.