På vej mod tristhed - endnu engang :-(
Er en 19-årig fyr.
Jeg har ofte haft det på den måde, som jeg har det lige i dette øjeblik.. Lige nu flyver tankerne dog rundt igen. Små ting skal sætte det igang, og jeg kan ikke lade være. Jeg har allerede haft de første par skoleskift, og det ønsker jeg ikke igen, vil bare igennem det, som jeg er igang med. Nu er jeg dog begyndt at tvivle endnu engang, og det er et problem. Synes der er så mange ting. En ven jeg gerne vil befries fra, da han sårer mig alt for meget unødvendigt uden omtanke, men det er svært, da vi har kendt hinanden i så mange år. Tvivler på mine evner på skolen, men kan simpelthen ikke koncentrere mig nok om en aflevering, selv lige nu burde jeg lave den. Selv et manglende sms-svar, kan disse dage smadre mig psykisk indvendig, hvordan kan man skrive næsten en time, og så ligepludselig, uden afslutning, bare lade være med at svare? på et spørgsmål man endda havde.. Og det værste er, at det er de nye "venner" som ikke svare. Skriver i ikke lige tilbage hvis i ikke har tid? ved ikke om det er fordi jeg har indstillingen om altid at svare, selv hvis jeg får en besked om natten, så svarer jeg næste dag hvis det er. Man tror det bliver bedre, og det gør det bare ikke.
Hvad sker der dog i hovedet? føler alt som et slag når man bliver "afvist" og ja det blev jeg også følelsesmæssigt den anden dag endnu engang. Pigen jeg gerne ville se igen, havde "desværre" ikke tid, og senere blev det ændret til at det ikke kunne lade sig gøre. Ok siger jeg så, men det rører mig dybt, og det kan jo ikke undgås i den sammenhæng. Det hele sker gentagende. En ond cirkel er det.
Stoler ikke på så meget mere. Vennen som siger han kommer på besøg imorgen, skriver ikke alligevel som lovet.. Der går flere måneder, han lader som ingenting, og jeg orker ikke at tage det op. Jeg er i byen, vennen vil ringe så vi kan mødes, intet ring kommer der. Jeg sms'er, intet svar. Den ene har psykopatiske træk, den anden kan man ikke få væk fra computeren.
Jeg kan forstå det ved de nye "venner" fra f.eks. dating-siderne, hvis de ikke lige svarer, da de selvfølgelig har mange andre venner de lige skal passe. Men det berører mig vildt alligevel.. Måske fordi jeg vil ha' tingene til at gå hurtigere end dem.
Jeg mødte for en tid siden en pige fra byen, skrevet med hende på dating siden allerførst. Snakkede fint med hende da jeg stødte tilfældigt ind på hende i byen, uden at være alt for belastende. Nu venter jeg så på et svar, og har ventet i flere dage nu, før fik jeg svar efter en dag.. Det stresser mig.
Fovirrende og gentagende er det hele sikkert.. Men fuck.. Hvorfor går det bare ikke enkelte gange. Jeg har ikke engang en person jeg kan tale med det her om. De 2 "venner" er nævnt, og min familie, har jeg ikke lyst til at tale med det om.
Help..
Jeg har ofte haft det på den måde, som jeg har det lige i dette øjeblik.. Lige nu flyver tankerne dog rundt igen. Små ting skal sætte det igang, og jeg kan ikke lade være. Jeg har allerede haft de første par skoleskift, og det ønsker jeg ikke igen, vil bare igennem det, som jeg er igang med. Nu er jeg dog begyndt at tvivle endnu engang, og det er et problem. Synes der er så mange ting. En ven jeg gerne vil befries fra, da han sårer mig alt for meget unødvendigt uden omtanke, men det er svært, da vi har kendt hinanden i så mange år. Tvivler på mine evner på skolen, men kan simpelthen ikke koncentrere mig nok om en aflevering, selv lige nu burde jeg lave den. Selv et manglende sms-svar, kan disse dage smadre mig psykisk indvendig, hvordan kan man skrive næsten en time, og så ligepludselig, uden afslutning, bare lade være med at svare? på et spørgsmål man endda havde.. Og det værste er, at det er de nye "venner" som ikke svare. Skriver i ikke lige tilbage hvis i ikke har tid? ved ikke om det er fordi jeg har indstillingen om altid at svare, selv hvis jeg får en besked om natten, så svarer jeg næste dag hvis det er. Man tror det bliver bedre, og det gør det bare ikke.
Hvad sker der dog i hovedet? føler alt som et slag når man bliver "afvist" og ja det blev jeg også følelsesmæssigt den anden dag endnu engang. Pigen jeg gerne ville se igen, havde "desværre" ikke tid, og senere blev det ændret til at det ikke kunne lade sig gøre. Ok siger jeg så, men det rører mig dybt, og det kan jo ikke undgås i den sammenhæng. Det hele sker gentagende. En ond cirkel er det.
Stoler ikke på så meget mere. Vennen som siger han kommer på besøg imorgen, skriver ikke alligevel som lovet.. Der går flere måneder, han lader som ingenting, og jeg orker ikke at tage det op. Jeg er i byen, vennen vil ringe så vi kan mødes, intet ring kommer der. Jeg sms'er, intet svar. Den ene har psykopatiske træk, den anden kan man ikke få væk fra computeren.
Jeg kan forstå det ved de nye "venner" fra f.eks. dating-siderne, hvis de ikke lige svarer, da de selvfølgelig har mange andre venner de lige skal passe. Men det berører mig vildt alligevel.. Måske fordi jeg vil ha' tingene til at gå hurtigere end dem.
Jeg mødte for en tid siden en pige fra byen, skrevet med hende på dating siden allerførst. Snakkede fint med hende da jeg stødte tilfældigt ind på hende i byen, uden at være alt for belastende. Nu venter jeg så på et svar, og har ventet i flere dage nu, før fik jeg svar efter en dag.. Det stresser mig.
Fovirrende og gentagende er det hele sikkert.. Men fuck.. Hvorfor går det bare ikke enkelte gange. Jeg har ikke engang en person jeg kan tale med det her om. De 2 "venner" er nævnt, og min familie, har jeg ikke lyst til at tale med det om.
Help..