Hvem er Lucifer ifølge Bibelen ?
Navnet Lucifer forekommer kun i nogle bibeloversættelser, og dét kun én gang. En af de oversættelser der bruger ordet, er den engelske King James Version, der siger i Esajas 14:12: „At du er faldet fra himmelen, O Lucifer, morgenens søn!“
Det hebraiske ord der er oversat med „Lucifer“, betyder „lysende“. Septuaginta bruger det græske ord der betyder „den der bringer morgenrøden“. Derfor gengiver nogle oversættelser grundtekstens hebraiske ord med „morgenstjerne“ eller „dagstjerne“. Men Hieronymus’ latinske oversættelse, Vulgata, bruger „Lucifer“ („lysbærer“), og herfra er det kommet ind i andre bibeloversættelser.
Hvem er denne Lucifer? Udtrykket „du lysende“, eller „Lucifer“, findes i Esajas’ profeti i den passage der kaldes ’et fyndigt udsagn mod Babylons konge’, et udsagn som israelitterne profetisk fik befaling til at fremføre. Det var et udsagn som primært gjaldt det babyloniske dynasti. At betegnelsen „du lysende“ gælder en mand og ikke en åndeskabning, ses endvidere af udtalelsen: „Ned til Sheol vil du blive bragt.“ Sheol er menneskehedens fælles grav — ikke Satan Djævelens bolig. Desuden spørger de der ser Lucifer blive bragt i denne tilstand: „Er det den mand som fik jorden til at bæve?“ „Lucifer“ sigter altså til et menneske, ikke en åndeskabning. — Esajas 14:4, 15, 16.
Hvorfor beskrives det babyloniske dynasti med dette forherligende udtryk? Vi skal lægge mærke til at Babylons konge først kaldes ’den lysende’ efter at han er blevet styrtet, og at udtrykket bruges i en spottesang om ham. (Esajas 14:3) Det var stolthed og hovmod der fik de babyloniske konger til at ophøje sig over naborigerne og deres konger.
Profetien lægger dem disse pralende ord i munden: „Til himmelen vil jeg stige op. Op over Guds stjerner hæver jeg min trone, og jeg sætter mig på mødebjerget i de fjerneste egne mod nord. . . . jeg gør mig selv den Højeste lig.“ — Esajas 14:13, 14.
„Guds stjerner“ er kongerne af Davids slægtslinje. (4 Mosebog 24:17) Fra Davids tid og fremefter herskede disse konger fra Zions Bjerg. Efter at Salomon havde bygget templet i Jerusalem, blev navnet Zion anvendt om hele byen. Under Lovpagten havde alle mandlige israelitter pligt til at rejse til Zion tre gange om året. Derfor kunne det kaldes „mødebjerget“. Da Nebukadnezar ville lægge de judæiske konger ind under sig og derefter fjerne dem fra dette bjerg, erklærede han i realiteten at han ville hæve sig op over disse „stjerner“. I stedet for at give Jehova æren for at de var blevet underlagt ham, satte han sig hovmodigt i Guds sted. Men det er altså efter at det babyloniske kongedynasti er blevet omstyrtet og kastet til jorden at det spottende bliver kaldt „du lysende“.
Det er sandt at de babyloniske kongers hovmod og stolthed genspejlede den indstilling som findes hos Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Han er også opfyldt af magtbegær og stræber efter at hæve sig op over Jehova Gud. Men Lucifer er altså ikke et navn Bibelen bruger om Satan.
Det hebraiske ord der er oversat med „Lucifer“, betyder „lysende“. Septuaginta bruger det græske ord der betyder „den der bringer morgenrøden“. Derfor gengiver nogle oversættelser grundtekstens hebraiske ord med „morgenstjerne“ eller „dagstjerne“. Men Hieronymus’ latinske oversættelse, Vulgata, bruger „Lucifer“ („lysbærer“), og herfra er det kommet ind i andre bibeloversættelser.
Hvem er denne Lucifer? Udtrykket „du lysende“, eller „Lucifer“, findes i Esajas’ profeti i den passage der kaldes ’et fyndigt udsagn mod Babylons konge’, et udsagn som israelitterne profetisk fik befaling til at fremføre. Det var et udsagn som primært gjaldt det babyloniske dynasti. At betegnelsen „du lysende“ gælder en mand og ikke en åndeskabning, ses endvidere af udtalelsen: „Ned til Sheol vil du blive bragt.“ Sheol er menneskehedens fælles grav — ikke Satan Djævelens bolig. Desuden spørger de der ser Lucifer blive bragt i denne tilstand: „Er det den mand som fik jorden til at bæve?“ „Lucifer“ sigter altså til et menneske, ikke en åndeskabning. — Esajas 14:4, 15, 16.
Hvorfor beskrives det babyloniske dynasti med dette forherligende udtryk? Vi skal lægge mærke til at Babylons konge først kaldes ’den lysende’ efter at han er blevet styrtet, og at udtrykket bruges i en spottesang om ham. (Esajas 14:3) Det var stolthed og hovmod der fik de babyloniske konger til at ophøje sig over naborigerne og deres konger.
Profetien lægger dem disse pralende ord i munden: „Til himmelen vil jeg stige op. Op over Guds stjerner hæver jeg min trone, og jeg sætter mig på mødebjerget i de fjerneste egne mod nord. . . . jeg gør mig selv den Højeste lig.“ — Esajas 14:13, 14.
„Guds stjerner“ er kongerne af Davids slægtslinje. (4 Mosebog 24:17) Fra Davids tid og fremefter herskede disse konger fra Zions Bjerg. Efter at Salomon havde bygget templet i Jerusalem, blev navnet Zion anvendt om hele byen. Under Lovpagten havde alle mandlige israelitter pligt til at rejse til Zion tre gange om året. Derfor kunne det kaldes „mødebjerget“. Da Nebukadnezar ville lægge de judæiske konger ind under sig og derefter fjerne dem fra dette bjerg, erklærede han i realiteten at han ville hæve sig op over disse „stjerner“. I stedet for at give Jehova æren for at de var blevet underlagt ham, satte han sig hovmodigt i Guds sted. Men det er altså efter at det babyloniske kongedynasti er blevet omstyrtet og kastet til jorden at det spottende bliver kaldt „du lysende“.
Det er sandt at de babyloniske kongers hovmod og stolthed genspejlede den indstilling som findes hos Satan Djævelen, „denne tingenes ordnings gud“. (2 Korinther 4:4) Han er også opfyldt af magtbegær og stræber efter at hæve sig op over Jehova Gud. Men Lucifer er altså ikke et navn Bibelen bruger om Satan.
