Fustrationen over ikke at have været mere åben før.
Vil dele min historie i håbet om at der er nogle der måske læser den og handler lidt før end jeg gjorde. Vil gøre livet meget lettere, er du ung på uddannelse, den der passer sig selv og sine opgaver og pt. ikke noget andet, har måske en enkelt ven du af og til hænger ud med så læs videre.
Jeg var en ok social pige i starten af min skoletid, med tiden lod jeg min generthed vinde over mig, og holdt mig til de venner jeg havde. Jeg havde jo masser af gode venner, men stille og roligt gled mange af venskaberne ud i vandet, de fik nye venner, flyttede væk, afskar en del da de kom ud i "noget skidt" (ikke at det er noget jeg fortryder, er trods alt ikke selv kommet ud i stofmisbrug eller lign.).
Problemet lå i at jeg ikke gjorde noget for at "erstatte" eller få nye venner, så da jeg som pige i 9. kl. valgte jeg skulle på hhx i stedet for gymnasiet som alle de andre valgte var det fuldstændig alene, mødte en ven fra tidligere (fra religiøse kredse) som jeg så hang ud med, en ven var tilpas og glad for det. Det fungerede fint, det kom jo bare.
Da jeg så blev færdig, fandt ud af jeg ikke var til den religion jeg var opvokset i, så var der pludslig INGEN omgangskreds, min veninde fra hhx, havde jeg dog stadig. Men ellers havde jeg ikke rigtig nogle venner som ikke var familie i et godt stykke tid. Fandt så min mand, som jeg begyndte at komme sammen med, fik nogle nye venner, og nogle bekendte lukkede mig med ind i kredsen, nye venner FEDT! Problemet var så bare at jeg ikke gjorde noget for at holde på dem. Så ja, mødte mange søde rare mennesker jeg nu fortryder jeg ikke har den mindste kontakt til.
Nu sidder jeg 24 år gammel, min veninde fra hhx "gider" mig ikke rigtigt mere da vores liv er meget forskellige og jeg er vokset en del fra "mode/styling osv." er blevet familie menneske med en datter på et år, som meget naturligt fylder meget hos mig. Kan sagtens tage på en shoppehyggetur, men det virker bare tomt og hult, nok også grunden til jeg er kedelig at være sammen med.
Jeg har ikke andre personlige venner, så er der mandens venner. (som selvfølgelig også kan snakke med mig, men ærligt talt de kommer for min mand, ikke for mig).
Så ofte føler jeg mig MEGET MEGET ensom, og ulykkelig af den grund at jeg føler jeg er alene, og at ingen vil savne mig.
Har i år og sidste efterår været i behandling for depresion/stress, er ved at have det meget bedre, har ikke overskudet til at finde nye venner, er heller ikke så nemt når man er flyttet til en lille by for at bo i sit eget hus.
Så står i en ond spiral, jeg ikke ønsker andre skal ned i. Så lader du være fordi du er for genert, eller doven. Så kæmp nu, bliver ikke nemmere senere.
Er i et job hvor kollegaer er folk jeg arbejder med, ikke nogle jeg har venlige følelser for, så nej man får ikke bare venner via arbejde, hvis der overhovedet er kollegaer. (er bogholder)
Tager da GERNE imod råd, men gider ikke gå til gymnastik i byen (1500 indbyggere), da det er folk der kommer ind af døren og spæner ud bagefter da de skal hjem og passe hus og børn.
Jeg var en ok social pige i starten af min skoletid, med tiden lod jeg min generthed vinde over mig, og holdt mig til de venner jeg havde. Jeg havde jo masser af gode venner, men stille og roligt gled mange af venskaberne ud i vandet, de fik nye venner, flyttede væk, afskar en del da de kom ud i "noget skidt" (ikke at det er noget jeg fortryder, er trods alt ikke selv kommet ud i stofmisbrug eller lign.).
Problemet lå i at jeg ikke gjorde noget for at "erstatte" eller få nye venner, så da jeg som pige i 9. kl. valgte jeg skulle på hhx i stedet for gymnasiet som alle de andre valgte var det fuldstændig alene, mødte en ven fra tidligere (fra religiøse kredse) som jeg så hang ud med, en ven var tilpas og glad for det. Det fungerede fint, det kom jo bare.
Da jeg så blev færdig, fandt ud af jeg ikke var til den religion jeg var opvokset i, så var der pludslig INGEN omgangskreds, min veninde fra hhx, havde jeg dog stadig. Men ellers havde jeg ikke rigtig nogle venner som ikke var familie i et godt stykke tid. Fandt så min mand, som jeg begyndte at komme sammen med, fik nogle nye venner, og nogle bekendte lukkede mig med ind i kredsen, nye venner FEDT! Problemet var så bare at jeg ikke gjorde noget for at holde på dem. Så ja, mødte mange søde rare mennesker jeg nu fortryder jeg ikke har den mindste kontakt til.
Nu sidder jeg 24 år gammel, min veninde fra hhx "gider" mig ikke rigtigt mere da vores liv er meget forskellige og jeg er vokset en del fra "mode/styling osv." er blevet familie menneske med en datter på et år, som meget naturligt fylder meget hos mig. Kan sagtens tage på en shoppehyggetur, men det virker bare tomt og hult, nok også grunden til jeg er kedelig at være sammen med.
Jeg har ikke andre personlige venner, så er der mandens venner. (som selvfølgelig også kan snakke med mig, men ærligt talt de kommer for min mand, ikke for mig).
Så ofte føler jeg mig MEGET MEGET ensom, og ulykkelig af den grund at jeg føler jeg er alene, og at ingen vil savne mig.
Har i år og sidste efterår været i behandling for depresion/stress, er ved at have det meget bedre, har ikke overskudet til at finde nye venner, er heller ikke så nemt når man er flyttet til en lille by for at bo i sit eget hus.
Så står i en ond spiral, jeg ikke ønsker andre skal ned i. Så lader du være fordi du er for genert, eller doven. Så kæmp nu, bliver ikke nemmere senere.
Er i et job hvor kollegaer er folk jeg arbejder med, ikke nogle jeg har venlige følelser for, så nej man får ikke bare venner via arbejde, hvis der overhovedet er kollegaer. (er bogholder)
Tager da GERNE imod råd, men gider ikke gå til gymnastik i byen (1500 indbyggere), da det er folk der kommer ind af døren og spæner ud bagefter da de skal hjem og passe hus og børn.