Fra min kriminelle løbebane
MENS jeg sad der — ulykkelig og modløs — kom jeg til at tænke på at 11 af mine venner var døde inden for det sidste år. Én var blevet hængt for mord, en anden havde begået selvmord mens han ventede på at en mordsag mod ham kom for retten, tre var døde af en overdosis narkotika, to var blevet slået til døde i gadeslagsmål, og fire var omkommet ved trafikulykker. Desuden var flere andre af mine venner indsat i forskellige fængsler hvor de afsonede straffe for alvorlige forbrydelser.
I min mørke fængselscelle bad jeg derfor desperat til Gud, hvem han end måtte være, om at vise mig vejen ud af denne kriminelle verden. Der gik nogen tid inden min bøn blev besvaret. I mellemtiden lykkedes det mig at undgå at blive tiltalt for overlagt vold. Jeg vedgik nogle af tiltaleforholdene og slap med en mildere sigtelse og en nedsat straf. Men lad mig først forklare hvordan jeg var havnet i denne vanskelige situation.
Jeg er født i Pretoria, Sydafrika, i 1944, hvor jeg også er vokset op. Mine barndomsår var ulykkelige, og vores familieliv var ofte i en ynkelig forfatning på grund af fars voldelige raserianfald, som blev forværret af hans hyppige drukture. Han spillede også meget hasard, og hans humørsvingninger resulterede i alvorlig verbal og fysisk mishandling af os alle, især min mor. For at undgå de konstante husspektakler søgte jeg tilflugt på gaden.
Resultatet var at jeg blev klog på livet i en meget ung alder. Da jeg var otte år gammel, lærte jeg for eksempel to lektioner. Den første fik jeg da jeg blev taget i at have stjålet noget legetøj hos en nabo. Min far gav mig en ordentlig omgang klø. For mit indre øre kan jeg stadig høre hans rasende trussel: „Hvis jeg nogen sinde tager dig i at have tyvekoster på dig igen, slår jeg dig ihjel!“ Jeg traf en beslutning, ikke om at holde op med at stjæle, men om at jeg ikke ville pågribes mere. ’Næste gang gemmer jeg det så jeg ikke bliver opdaget,’ tænkte jeg ved mig selv.
Den anden lektion jeg lærte som otteårig, havde ikke noget med kriminalitet at gøre. I en religionstime i skolen lærte vores lærer os at Gud har et personligt navn. „Guds navn er Jehova,“ sagde hun til vores overraskelse, „og han vil lytte til alle de bønner I beder, hvis I beder i hans søns, Jesu, navn.“ Det gjorde et temmelig stort indtryk på mit unge sind, selv om det ikke afholdt mig fra at komme længere og længere ud på kriminalitetens skråplan. Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg faktisk blevet ekspert i butikstyveri og indbrud. Mine skolekammerater var ikke stort bedre, for mange af dem havde allerede været på opdragelsesanstalter på grund af forskellige lovovertrædelser.
Som årene gik, blev jeg vaneforbryder. Jeg var involveret i utallige røverier, indbrud, biltyverier og voldelige overfald endnu mens jeg var teenager. Eftersom jeg altid stod og hang i nærheden af billardsaloner og barer og løb ærinder for alfonser, prostituerede og kriminelle, fuldførte jeg ikke engang mit første år på en fagskole.
Jeg færdedes regelmæssigt sammen med forhærdede kriminelle, som ikke holdt sig tilbage fra at lemlæste nogen der forrådte dem. Jeg lærte at det betalte sig at holde mund og aldrig prale med sine bedrifter eller vise at man havde penge. Hvis man gjorde det, ville det bare blive kendt at der var begået en forbrydelse, og det kunne føre til at politiet holdt øje med en og tog en med til ubehagelige forhør. Men værre endnu var det at man kunne få uventede besøg af andre kriminelle, som ville have del i rovet.
Selv om jeg tog disse forholdsregler, kom jeg af og til under politiovervågning fordi jeg var mistænkt for at være indblandet i noget ulovligt. Men jeg sørgede omhyggeligt for aldrig at være i besiddelse af noget der kunne kæde mig sammen med en forbrydelse eller lede mistanken hen på mig. Engang foretog politiet en razzia i vores hjem klokken tre om natten. De gennemsøgte huset to gange for at lede efter el-artikler — der havde nemlig været indbrud på et grossistlager i området. De fandt ingenting. Jeg blev taget med på politistationen for at få taget fingeraftryk, men jeg blev ikke sigtet.
Da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg regelmæssigt at bruge bevidsthedsudvidende stoffer. Misbruget begyndte at gå ud over mit helbred, og ved adskillige lejligheder var jeg lige ved at tage en overdosis. Inden længe blev jeg præsenteret for en læge der havde nære forbindelser til underverdenen. Det førte til at jeg blev narkohandler, og jeg fandt hurtigt ud af at jeg løb en langt mindre risiko ved at forsyne nogle få distributører. Derved kunne jeg undgå at gøre mig synlig og i stedet lade andre løbe den større risiko.
Sørgeligt nok var der nogle af dem jeg solgte narkotika til, som tog en overdosis og døde eller begik alvorlige forbrydelser mens de var påvirket af stoffer. En af mine „venner“ myrdede en fremtrædende læge, og det blev forsidestof i hele landet. Han prøvede så at rette mistanken mod mig, men jeg havde slet ikke hørt om hændelsen før politiet stod ved min dør. Faktisk kom politiet ofte til mig for at spørge mig ud om forskellige forbrydelser der var blevet begået.
En dag begik jeg imidlertid en stor dumhed. Efter at have været på druk og stoffer i en hel uge overfaldt jeg i raseri to mænd efter en uoverensstemmelse og lemlæstede dem voldsomt. Næste morgen udpegede de mig som gerningsmand, og jeg blev arresteret og anklaget for forsætlig legemsbeskadigelse af særlig rå og brutal karakter. Sådan gik det til at jeg havnede i fængsel.
Da jeg var blevet løsladt fra fængselet, hørte jeg om en ledig stilling som lagerforvalter i et medicinalfirma. Jeg søgte stillingen og overbeviste arbejdsgiveren om at jeg var kvalificeret til jobbet. Ved hjælp af en anbefaling fra en ven som allerede var ansat i firmaet, fik jeg arbejdet. Jeg tænkte at dette var en måde at tjene en masse penge på så jeg kunne rejse bort og starte på en frisk. Jeg lagde mig derfor i selen for at lære faget så hurtigt som muligt og blev hver dag oppe til langt ud på aftenen for at lære navnene på de forskellige medicinalvarer at kende. Jeg følte mig overbevist om at jeg var på vej mod et nyt liv.
Min plan var at se tiden an og vinde mine arbejdsgiveres tillid. På et belejligt tidspunkt ville jeg så bryde ind og stjæle en stor mængde af de specielle medikamenter som jeg vidste var meget værdifulde på det sorte marked, sælge dem og blive en forholdsvis rig mand fra den ene dag til den anden. Jeg havde udtænkt det jeg anså for at være et skudsikkert alibi, så min frihed og et nyt liv var garanteret.
Tiden hvor jeg ville føre min plan ud i livet, oprandt. Da jeg en nat forsigtigt havde sneget mig ind på lageret, kiggede jeg på de velforsynede hylder med medikamenter der var hundredtusinder af dollars værd. Dér så jeg min chance for at begynde et liv fri for kriminalitet og vold. Men for første gang nogen sinde begyndte min samvittighed at nage mig. Hvorfor fik jeg pludselig dårlig samvittighed når jeg næsten havde glemt at jeg overhovedet havde en samvittighed? Lad mig fortælle hvad der var hændt.
Nogle uger forinden havde direktøren og jeg talt om meningen med livet. Som reaktion på noget han sagde, svarede jeg at man jo som en sidste udvej altid kunne bede. „Til hvem?“ spurgte han. „Til Gud,“ svarede jeg. „Men folk beder til så mange forskellige guder,“ sagde han, „så hvilken en af dem ville du bede til?“ Jeg sagde: „Til Gud den Almægtige.“ „Aha,“ fortsatte han, „og hvad er hans navn?“ „Hvad mener du?“ spurgte jeg. „Jo, ligesom du og jeg og alle andre har den almægtige Gud et personligt navn,“ var hans svar. Det lød logisk, men jeg var ved at blive lidt irriteret, så jeg spurgte: „Nå, men hvad er Guds navn så?“ „Den almægtige Guds navn er Jehova!“ svarede han.
Pludselig dukkede fortiden klart op i min erindring, og minderne fra religionstimen hvor jeg som otteårig havde lært om Guds navn, vældede ind over mig. Til min forbavselse gjorde samtalen med direktøren et meget stærkt indtryk på mig. Vi sad i flere timer og drøftede emnet seriøst. Næste dag gav han mig en blå bog, Sandheden der fører til evigt liv. Jeg læste den igennem samme nat og var øjeblikkelig overbevist om at jeg havde fundet sandheden og den virkelige mening med livet. I de næste to uger brugte vi næsten al vores tid på at drøfte de forskellige emner i denne fantastiske bog.
Da jeg sad i den mørke og stille lagerbygning, sagde min samvittighed mig at mine planer om at stjæle og sælge medicinalvarerne var helt forkerte. Jeg forlod ubemærket stedet og tog hjem, besluttet på at jeg fra nu af ikke ville stjæle mere.
I de følgende dage fortalte jeg min familie at jeg havde besluttet mig til at begynde et nyt liv, og jeg fortalte dem om det jeg havde lært ud fra Bibelen. Min far ville smide mig ud hjemmefra. Men min bror John forsvarede mig og sagde til min far: „Det er første gang nogen sinde at Costa har været engageret i noget der ikke er kriminelt, og du vil smide ham ud? Jeg må undersøge det her nærmere!“ Til min store glæde og overraskelse bad John mig om at studere Bibelen med ham. Fra da af fik alle der kom til mig for at købe stoffer, en ’Sandhedsbog’ i stedet! Snart ledede jeg 11 bibelstudier ved hjælp af den bog.
På det tidspunkt fandt jeg ud af at direktøren for virksomheden ikke selv var et af Jehovas vidner. Hans kone havde været et Vidne i omkring 18 år, men han havde „aldrig haft tid til at gøre noget ved sandheden“. Han ordnede det derfor sådan at en erfaren forkynder regelmæssigt kunne studere Bibelen med mig. Mit studium hjalp mig hurtigt til at indse nødvendigheden af også at gøre noget ved andre områder af livet, og der gik ikke lang tid før sandheden fra Guds ord begyndte at frigøre mig fra min verdslige adfærd. — Johannes 8:32.
Ikke desto mindre følte jeg mig pludselig helt fortumlet ved tanken om den fart hvormed tingene var sket i løbet af blot nogle få uger. Jeg stod over for store forandringer, og jeg begyndte at indse at der ventede mig en vanskelig krig mellem kødet og ånden hvis jeg fortsatte med at følge den kurs som jeg lærte ved mit bibelstudium. På den anden side indså jeg at det eneste jeg havde at se frem til hvis jeg fortsatte med at leve som hidtil, sandsynligvis var at dø eller at tilbringe det meste af mit liv i fængsel. Efter at have tænkt meget og bedt inderligt besluttede jeg derfor at følge sandhedens vej. Jeg symboliserede min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben et halvt år senere, den 4. april 1971.
Når jeg ser tilbage, føler jeg mig nogle gange helt overvældet ved tanken om de velsignelser jeg har nydt siden jeg traf beslutningen om at forlade den kriminelle løbebane. Af de 11 personer jeg begyndte at studere med i løbet af de første få omskiftelige uger, vandrer 5 stadig på sandhedens vej. Min mor tog også imod et bibelstudium og blev et døbt Jehovas vidne, og hun fortsatte med at tjene Gud trofast indtil hun døde i 1991. Mine to brødre indviede deres liv til Jehova og tjener nu som ældste. Jeg hjalp desuden min moster til at lære sandheden at kende, og hun har været i heltidstjenesten i de sidste 15 år.
Direktøren for det medicinalfirma hvor jeg arbejdede, blev så animeret af de forandringer jeg gjorde i mit liv, at han begyndte at tage Bibelen mere seriøst. Et år efter at jeg var blevet døbt, symboliserede han ligeledes sin indvielse til Gud ved vanddåben. Senere tjente han i mange år som ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i Pretoria.
Jeg er nu gift med Leonie, en indviet kristen søster. Vi flyttede til Australien i 1978, og dér blev vores to sønner, Elijah og Paul, født. Den opmuntring min familie har givet mig, har styrket mig meget. Jeg har den forret at tjene som ældste i Canberra, Australiens hovedstad. Hver dag takker jeg Jehova, som reddede mig fra et meningsløst liv i kriminalitet der kun kunne føre til elendighed og død. Han har givet mig meget mere end det — han har givet mit liv mening ved at give mig og mine kære et virkeligt håb.
Fortalt af Costa Koullapis
I min mørke fængselscelle bad jeg derfor desperat til Gud, hvem han end måtte være, om at vise mig vejen ud af denne kriminelle verden. Der gik nogen tid inden min bøn blev besvaret. I mellemtiden lykkedes det mig at undgå at blive tiltalt for overlagt vold. Jeg vedgik nogle af tiltaleforholdene og slap med en mildere sigtelse og en nedsat straf. Men lad mig først forklare hvordan jeg var havnet i denne vanskelige situation.
Jeg er født i Pretoria, Sydafrika, i 1944, hvor jeg også er vokset op. Mine barndomsår var ulykkelige, og vores familieliv var ofte i en ynkelig forfatning på grund af fars voldelige raserianfald, som blev forværret af hans hyppige drukture. Han spillede også meget hasard, og hans humørsvingninger resulterede i alvorlig verbal og fysisk mishandling af os alle, især min mor. For at undgå de konstante husspektakler søgte jeg tilflugt på gaden.
Resultatet var at jeg blev klog på livet i en meget ung alder. Da jeg var otte år gammel, lærte jeg for eksempel to lektioner. Den første fik jeg da jeg blev taget i at have stjålet noget legetøj hos en nabo. Min far gav mig en ordentlig omgang klø. For mit indre øre kan jeg stadig høre hans rasende trussel: „Hvis jeg nogen sinde tager dig i at have tyvekoster på dig igen, slår jeg dig ihjel!“ Jeg traf en beslutning, ikke om at holde op med at stjæle, men om at jeg ikke ville pågribes mere. ’Næste gang gemmer jeg det så jeg ikke bliver opdaget,’ tænkte jeg ved mig selv.
Den anden lektion jeg lærte som otteårig, havde ikke noget med kriminalitet at gøre. I en religionstime i skolen lærte vores lærer os at Gud har et personligt navn. „Guds navn er Jehova,“ sagde hun til vores overraskelse, „og han vil lytte til alle de bønner I beder, hvis I beder i hans søns, Jesu, navn.“ Det gjorde et temmelig stort indtryk på mit unge sind, selv om det ikke afholdt mig fra at komme længere og længere ud på kriminalitetens skråplan. Da jeg begyndte i gymnasiet, var jeg faktisk blevet ekspert i butikstyveri og indbrud. Mine skolekammerater var ikke stort bedre, for mange af dem havde allerede været på opdragelsesanstalter på grund af forskellige lovovertrædelser.
Som årene gik, blev jeg vaneforbryder. Jeg var involveret i utallige røverier, indbrud, biltyverier og voldelige overfald endnu mens jeg var teenager. Eftersom jeg altid stod og hang i nærheden af billardsaloner og barer og løb ærinder for alfonser, prostituerede og kriminelle, fuldførte jeg ikke engang mit første år på en fagskole.
Jeg færdedes regelmæssigt sammen med forhærdede kriminelle, som ikke holdt sig tilbage fra at lemlæste nogen der forrådte dem. Jeg lærte at det betalte sig at holde mund og aldrig prale med sine bedrifter eller vise at man havde penge. Hvis man gjorde det, ville det bare blive kendt at der var begået en forbrydelse, og det kunne føre til at politiet holdt øje med en og tog en med til ubehagelige forhør. Men værre endnu var det at man kunne få uventede besøg af andre kriminelle, som ville have del i rovet.
Selv om jeg tog disse forholdsregler, kom jeg af og til under politiovervågning fordi jeg var mistænkt for at være indblandet i noget ulovligt. Men jeg sørgede omhyggeligt for aldrig at være i besiddelse af noget der kunne kæde mig sammen med en forbrydelse eller lede mistanken hen på mig. Engang foretog politiet en razzia i vores hjem klokken tre om natten. De gennemsøgte huset to gange for at lede efter el-artikler — der havde nemlig været indbrud på et grossistlager i området. De fandt ingenting. Jeg blev taget med på politistationen for at få taget fingeraftryk, men jeg blev ikke sigtet.
Da jeg var 12 år gammel, begyndte jeg regelmæssigt at bruge bevidsthedsudvidende stoffer. Misbruget begyndte at gå ud over mit helbred, og ved adskillige lejligheder var jeg lige ved at tage en overdosis. Inden længe blev jeg præsenteret for en læge der havde nære forbindelser til underverdenen. Det førte til at jeg blev narkohandler, og jeg fandt hurtigt ud af at jeg løb en langt mindre risiko ved at forsyne nogle få distributører. Derved kunne jeg undgå at gøre mig synlig og i stedet lade andre løbe den større risiko.
Sørgeligt nok var der nogle af dem jeg solgte narkotika til, som tog en overdosis og døde eller begik alvorlige forbrydelser mens de var påvirket af stoffer. En af mine „venner“ myrdede en fremtrædende læge, og det blev forsidestof i hele landet. Han prøvede så at rette mistanken mod mig, men jeg havde slet ikke hørt om hændelsen før politiet stod ved min dør. Faktisk kom politiet ofte til mig for at spørge mig ud om forskellige forbrydelser der var blevet begået.
En dag begik jeg imidlertid en stor dumhed. Efter at have været på druk og stoffer i en hel uge overfaldt jeg i raseri to mænd efter en uoverensstemmelse og lemlæstede dem voldsomt. Næste morgen udpegede de mig som gerningsmand, og jeg blev arresteret og anklaget for forsætlig legemsbeskadigelse af særlig rå og brutal karakter. Sådan gik det til at jeg havnede i fængsel.
Da jeg var blevet løsladt fra fængselet, hørte jeg om en ledig stilling som lagerforvalter i et medicinalfirma. Jeg søgte stillingen og overbeviste arbejdsgiveren om at jeg var kvalificeret til jobbet. Ved hjælp af en anbefaling fra en ven som allerede var ansat i firmaet, fik jeg arbejdet. Jeg tænkte at dette var en måde at tjene en masse penge på så jeg kunne rejse bort og starte på en frisk. Jeg lagde mig derfor i selen for at lære faget så hurtigt som muligt og blev hver dag oppe til langt ud på aftenen for at lære navnene på de forskellige medicinalvarer at kende. Jeg følte mig overbevist om at jeg var på vej mod et nyt liv.
Min plan var at se tiden an og vinde mine arbejdsgiveres tillid. På et belejligt tidspunkt ville jeg så bryde ind og stjæle en stor mængde af de specielle medikamenter som jeg vidste var meget værdifulde på det sorte marked, sælge dem og blive en forholdsvis rig mand fra den ene dag til den anden. Jeg havde udtænkt det jeg anså for at være et skudsikkert alibi, så min frihed og et nyt liv var garanteret.
Tiden hvor jeg ville føre min plan ud i livet, oprandt. Da jeg en nat forsigtigt havde sneget mig ind på lageret, kiggede jeg på de velforsynede hylder med medikamenter der var hundredtusinder af dollars værd. Dér så jeg min chance for at begynde et liv fri for kriminalitet og vold. Men for første gang nogen sinde begyndte min samvittighed at nage mig. Hvorfor fik jeg pludselig dårlig samvittighed når jeg næsten havde glemt at jeg overhovedet havde en samvittighed? Lad mig fortælle hvad der var hændt.
Nogle uger forinden havde direktøren og jeg talt om meningen med livet. Som reaktion på noget han sagde, svarede jeg at man jo som en sidste udvej altid kunne bede. „Til hvem?“ spurgte han. „Til Gud,“ svarede jeg. „Men folk beder til så mange forskellige guder,“ sagde han, „så hvilken en af dem ville du bede til?“ Jeg sagde: „Til Gud den Almægtige.“ „Aha,“ fortsatte han, „og hvad er hans navn?“ „Hvad mener du?“ spurgte jeg. „Jo, ligesom du og jeg og alle andre har den almægtige Gud et personligt navn,“ var hans svar. Det lød logisk, men jeg var ved at blive lidt irriteret, så jeg spurgte: „Nå, men hvad er Guds navn så?“ „Den almægtige Guds navn er Jehova!“ svarede han.
Pludselig dukkede fortiden klart op i min erindring, og minderne fra religionstimen hvor jeg som otteårig havde lært om Guds navn, vældede ind over mig. Til min forbavselse gjorde samtalen med direktøren et meget stærkt indtryk på mig. Vi sad i flere timer og drøftede emnet seriøst. Næste dag gav han mig en blå bog, Sandheden der fører til evigt liv. Jeg læste den igennem samme nat og var øjeblikkelig overbevist om at jeg havde fundet sandheden og den virkelige mening med livet. I de næste to uger brugte vi næsten al vores tid på at drøfte de forskellige emner i denne fantastiske bog.
Da jeg sad i den mørke og stille lagerbygning, sagde min samvittighed mig at mine planer om at stjæle og sælge medicinalvarerne var helt forkerte. Jeg forlod ubemærket stedet og tog hjem, besluttet på at jeg fra nu af ikke ville stjæle mere.
I de følgende dage fortalte jeg min familie at jeg havde besluttet mig til at begynde et nyt liv, og jeg fortalte dem om det jeg havde lært ud fra Bibelen. Min far ville smide mig ud hjemmefra. Men min bror John forsvarede mig og sagde til min far: „Det er første gang nogen sinde at Costa har været engageret i noget der ikke er kriminelt, og du vil smide ham ud? Jeg må undersøge det her nærmere!“ Til min store glæde og overraskelse bad John mig om at studere Bibelen med ham. Fra da af fik alle der kom til mig for at købe stoffer, en ’Sandhedsbog’ i stedet! Snart ledede jeg 11 bibelstudier ved hjælp af den bog.
På det tidspunkt fandt jeg ud af at direktøren for virksomheden ikke selv var et af Jehovas vidner. Hans kone havde været et Vidne i omkring 18 år, men han havde „aldrig haft tid til at gøre noget ved sandheden“. Han ordnede det derfor sådan at en erfaren forkynder regelmæssigt kunne studere Bibelen med mig. Mit studium hjalp mig hurtigt til at indse nødvendigheden af også at gøre noget ved andre områder af livet, og der gik ikke lang tid før sandheden fra Guds ord begyndte at frigøre mig fra min verdslige adfærd. — Johannes 8:32.
Ikke desto mindre følte jeg mig pludselig helt fortumlet ved tanken om den fart hvormed tingene var sket i løbet af blot nogle få uger. Jeg stod over for store forandringer, og jeg begyndte at indse at der ventede mig en vanskelig krig mellem kødet og ånden hvis jeg fortsatte med at følge den kurs som jeg lærte ved mit bibelstudium. På den anden side indså jeg at det eneste jeg havde at se frem til hvis jeg fortsatte med at leve som hidtil, sandsynligvis var at dø eller at tilbringe det meste af mit liv i fængsel. Efter at have tænkt meget og bedt inderligt besluttede jeg derfor at følge sandhedens vej. Jeg symboliserede min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben et halvt år senere, den 4. april 1971.
Når jeg ser tilbage, føler jeg mig nogle gange helt overvældet ved tanken om de velsignelser jeg har nydt siden jeg traf beslutningen om at forlade den kriminelle løbebane. Af de 11 personer jeg begyndte at studere med i løbet af de første få omskiftelige uger, vandrer 5 stadig på sandhedens vej. Min mor tog også imod et bibelstudium og blev et døbt Jehovas vidne, og hun fortsatte med at tjene Gud trofast indtil hun døde i 1991. Mine to brødre indviede deres liv til Jehova og tjener nu som ældste. Jeg hjalp desuden min moster til at lære sandheden at kende, og hun har været i heltidstjenesten i de sidste 15 år.
Direktøren for det medicinalfirma hvor jeg arbejdede, blev så animeret af de forandringer jeg gjorde i mit liv, at han begyndte at tage Bibelen mere seriøst. Et år efter at jeg var blevet døbt, symboliserede han ligeledes sin indvielse til Gud ved vanddåben. Senere tjente han i mange år som ældste i en af Jehovas Vidners menigheder i Pretoria.
Jeg er nu gift med Leonie, en indviet kristen søster. Vi flyttede til Australien i 1978, og dér blev vores to sønner, Elijah og Paul, født. Den opmuntring min familie har givet mig, har styrket mig meget. Jeg har den forret at tjene som ældste i Canberra, Australiens hovedstad. Hver dag takker jeg Jehova, som reddede mig fra et meningsløst liv i kriminalitet der kun kunne føre til elendighed og død. Han har givet mig meget mere end det — han har givet mit liv mening ved at give mig og mine kære et virkeligt håb.
Fortalt af Costa Koullapis