HEj. jeg er er en pige på 20 år. jeg mistede min mor af kræft da jeg var 13 år gammel og min far af slem muskelsvind da jeg var sytten, har siden min mors død haft svært ved livsglæde. har altid fået hjælp fra kedelige psykologer, som virker som om det bare er deres arbejde og ikke en del af deres liv at de vil hjælpe en. er kommet til et punkt hvor jeg snart bare ikke tror på at alting nok skal gå. er droppet ud af den samme uddannelse 2 gange og den ene gang manglede jeg kun få måneder. har fundet en mand jeg godt kan leve sammen med som har en søn. men føler ikke han er mig fortjent og heller ikke hans søn. for de fortjener meget bedre end en som mig som ikke aner hvad jeg vil opnå i livet andet end at tage en dag af gange, da jeg lider af meget dårlig hukommelse efter alt hvad der er sket.
Ku godt tænke mig at høre fra nogen evt i samme situation..
tilføjet af Pigen_dk
Hjælp til selvhjælp...
Hejsa.
Jeg kan ikke rigtig sætte mig i dit sted, da jeg ikke er i samme situation. Men jeg ved at når man er ung, så kan meget gå galt og man overvejer meget at man ikke er god nok. Selvtilliden er i bund og hukommelsen virker heller ikke, alle dage er de samme.
Men da du søger hjælp og selv ved at der skal ske noget nyt, så er du rigtig godt på vej til et bedre liv.
Dette er kun en ide og skal kun tages som en opfordring; men der findes en forening som hjælper piger/drenge mellem 15 og 25år. Det er et sted hvor du kan komme og snakke sammen med andre på din alder som har erkendt at de er ensomme og har svært ved at skabe ordenligt kontakt til omverden.
Jeg håber at du vil gøre dig selv den tjeneste og tjekke denne hjemmeside ud: www.ventilen.dk.
Der er mange unge i dagens danmark som føler sig mega ensomme og ventilen er et tilbud for dem.
Håber du vil tjekke det ud.
Pigen_dk
tilføjet af mummi-39
Jeg bliver så trist...
- Til mode når jeg læser sådan en historie fra et så ungt menneske som du Maria... - Jeg selv var med til at begrave en veninde for en måned side, det var også kræften, og den tog også hendes mand for nogle år tilbage...
- Hun og hendes mand efterlod sig også en eneste datter, rent faktiske en Maria som du... - Hun er godt nok lige fyldt 30 år, men det gør ikke sagen mere sørgelig, det er stadig meget tidlig, at skulle være begge sine forældre foruden...
- Hende har jeg taget lidt under mine vinger og er blevet Tante E for hende to dejlige unger på 2 og 3½ år... - og jeg ved da fra "Min Maria" - at snakke, snakke det ud, det hjælper så uendeligt meget...
- Men vigtig også at få det gjordt med nogle på og lige omkring din alder... - Der ved lige præcist hvad det er du føler der dybt inden i og har det som du, eller nogle der har denne ubehagelige oplevelse tæt inde på livet, eller erfaringerne til, at kunne hjælpe dig...- og gerne hjælpe dig et godt stykke videre i dit eget kostbare liv, så det bliver et godt liv for dig...
- Du har fået råd om Ventilen, som jeg dog linker til alligevel, så du kan gå derind direkte... - og så har jeg linket til Kræftens bekæmpelse, der også har grupper for børn og unge der har mistet...
- Håber du vil tage mod til dig og få kontaktet nogle af dem, allerede imorgen...
Jeg er dog ikke foældreløs, men har nogle forældre der ikke rigtig har magtet mig siden jeg var 12 år, så jeg ved godt at det er deprimerende ikke at have en base at tage hjem til.
Jeg er i dag 30 år gammel og har også fundet en mand som jeg ikke føler mig værdi til. Man kan ikke rigtig snakke med nogle om problemerne da det med at have forældre bare er en selvfølge for andre mennesker og de forstår derfor ikke hvor meget de får rent personligt fra forældrene. Folk tror ikke at forældre har en betydning, da de aldrig har prøvet andet end at have dem.
Jeg synes især det er nedværdigende at have et barn, som ikke bare er ønsket for en weekend hos mormor. det er øv øv øv at skulle gå og tigge og bede andre om pasningshjælp og samtidig høre på andres luksusproblemer om at bedsteforældrene hele tiden plager om at låne børnebørn og at de giver dem slik og den slags problemer bør de i virkeligheden værdsætte. Hvis bare nogle forstod os. Jeg forstå dig og jeg håber at du kommer videre på en god måde. Lad vær med at stille store krav til dig selv. Du behøver f.eks. ikke en uddannelse. Hvis du bare kan finde et job der holder dit humør oppe i balance så er det meget mere værd for et menneske som dig, end en skide tittel på en uddannelse. F.eks. kan du blive pædagogmedhjælper, telefonomstiller, butiksansat, café-arbejder m.m. Op med humøret og nøjes med noget du kan overskue da det vigtigste er livshumøret.