Fokus på politik, tak
I de seneste dage har jeg haft god anledning til at tænke tilbage på de tumultagtige dage for 11 år siden, da vi stiftede Dansk Folkeparti. Det var dage med stor glæde, visioner og tro på fremtiden. Vi kunne gøre en forskel. Men det var også dage med stor frustration, fortvivlelse og sorg. Sådan har jeg også haft det de seneste dage. Og I kender sikkert følelsen: Hvad er det lige, der sker?
Medlemmer af Dansk Folkeparti, som i medierne med grove ord og beskyldninger om diktatur kritiserer både partiet, ledelsen og navngivne personer, skader partiet umådeligt. Medlemmer af Dansk Folkeparti, som slynger fraser ud om, at der ikke er ”ytringsfrihed” i partiet og at vi ikke er ”åbne”, gavner heller ikke partiet.
Hvad i alverden er det for en åbenhed, de savner? Hvornår er det lige, at de ikke i partiet har ”ytringsfrihed”? Ja, jeg spørger, for de pågældende nu forhenværende medlemmer har ikke uddybet deres kritik, og medierne har ikke gidet spørge dem. Medierne synes nemlig, at det er en bedre og sjovere historie, at der er ballade i Dansk Folkeparti end at finde ud af, om der er substans i kritikken.
Fremskridtspartiet gik til grunde i kævl og skænderier – og ikke mindst, fordi kævl og skænderier fandt sted i fuld offentlighed. Og ofte med pinagtigt indhold, hvor personer og personlig kritik var vigtigere for de pågældende end politik og sammenhold. Dét parti tabte sit projekt.
For os i Dansk Folkeparti er vores politiske projekt vigtigere end alt andet! Vi har skabt os en danmarkshistorisk stor politisk indflydelse – og det oven i købet på rekordtid. Partiet var kun seks år gammelt, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, og siden har vi haft afgørende indflydelse på de væsentligste områder i dansk politik.
Allerede ved stiftelsen af Dansk Folkeparti i oktober 1995 satte vi os for, at vi ville bevare Danmark dansk. Vi ville stoppe masseindvandringen, og vi ville bremse EU's hastige udviskning af nationerne i EU. For at sikre dét politiske projekt satte vi os også for, at Dansk Folkeparti ALDRIG skulle ofres i tåbelige diskussioner og vask af snavsetøjet i offentligheden. Kritik og diskussioner om og af partiet skulle være velkomment indenfor partiets rammer – ikke i medierne. Sådan blev det. Og sådan er det!
Masseindvandringen er stoppet – antallet af udlændinge, der får asyl i Danmark, og antallet af familiesammenføringer er bragt ned til under en sjettedel af, hvad det var, da Nyrup tabte Folketingsvalget i 2001. Og selv Anders Fogh Rasmussen fra det EU-glade Venstre har dæmpet sin EU-begejstring betragteligt. Alt sammen takket være Dansk Folkeparti. Alt sammen takket være, at vi har kunnet holde orden i eget hus for at få ro til at levere de politiske resultater, som vi er her for at levere.
Jeg kan ikke genkende, at der skulle mangle ytringsfrihed i Dansk Folkeparti. Jeg kan ikke genkende, at vi ikke skulle være åbne. Vi har talrige møder, konferencer, stævner, kurser, sociale arrangementer og Årsmøder. Her er ordet frit. Man kan få politiske og organisatoriske ledere i tale, og man kan tale, diskutere, grine og glæde sig med hinanden.
De mennesker, som de seneste dage har måttet forlade Dansk Folkeparti, valgte alle at sætte sig selv foran fællesskabet, spille efter deres egne regler og rette kritikken i medierne frem for i de fora, vi har i partiet. Det beklager jeg. Jeg beklager både, at de har valgt at sætte sig selv over alle andre DF-medlemmer og de fælles spilleregler, og jeg beklager, at de ikke er i partiet mere.
I trafikken er det sådan, at vi alle sammen må overholde færdselsreglerne. Vi kører i den samme side af vejen, holder tilbage for rødt og letter foden fra speederen, når en farttavle fortæller os, at nu skal hastigheden sættes ned. Det gør vi og det skal vi, også selv om vi nogle gange synes, at fartgrænserne er latterlige, eller at vi kunne indrette svingbaner og kryds meget bedre selv.
På samme måde i en fodboldklub. Der spiller man fodbold efter fodboldens regler. Og man retter sig efter de regler, der gælder i lige præcis dén klub. Vil man spille håndbold, må man gå et andet sted hen. Det ved man jo godt.
I Dansk Folkeparti er det sådan, at man meget gerne må indtage politiske synspunkter, også i medierne. Vi kræver ikke, at man altid skal være 100% enig med partiets politiske linie. Dansk Folkeparti har historisk mange medlemmer, godt 8.600, og vi kan altså ikke forvente at være enige om alt hele tiden.
Men i sager, der har med partiet, ledelsen, organisationen og andre medlemmer at gøre, er vores krav helt utvetydigt, at man retter kritikken internt til de relevante og tager diskussionen dér. Aldrig i medierne. Som jeg indledte med: Det fører kun til kævl, stridigheder og splittelse.
I de aktuelle eksklusionssager og de udmeldelser, der har fundet sted i weekenden, er det min klare vurdering, at en del har deres afsæt i ærgrelse og frustration over bristede personlige ambitioner. Nogle er så desværre i kampens hede løbet med i en sag, som slet ikke er deres.
Kommunalreformen, som Folketinget har vedtaget, nedlægger fra årsskiftet amterne i Danmark. Det kan man være enig eller uenig i, men sådan er det. Derfor mister nogle amtsrådsmedlemmer, også fra Dansk Folkeparti, deres mandater. Eftersom amterne nedlægges, besluttede Hovedbestyrelsen, at det er meningsløst at bevare vores egne amtsbestyrelser. Derfor foreslog Hovedbestyrelsen på det netop overståede Årsmøde i Odense at foretage en vedtægtsændring, der nedlægger amtsbestyrelserne og lægger opgaverne ud til lokalforeningerne fra det kommende årsskifte. Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal – kun 39 stemte imod, 411 stemte for.
Nogle af de 39, der stemte imod, havde ønsket at få deres ændringsforslag behandlet på Årsmødet. Men deres forslag var ikke forsynet med de nødvendige 25 underskrifter, som vedtægterne kræver, og forslaget manglede desuden opbakning fra mindst halvdelen af amtsformændene.
Det har givet en vis muthed hos de, der stemte imod. Det kan jeg såmænd godt forstå. Det er jo aldrig sjovt ikke at få det, som man ønsker. Men man havde ytringsfrihed på Årsmødet til at sige sin mening, og demokratiet i partiet talte, da vi stemte. Det synes jeg, man skal respektere, også når man er uenig i resultatet.
Og dét vil de mennesker, der nu har forsøgt at lave uro – som pressen glad og skadefro kalder et ”oprør” – ikke respektere. Fællesskabet og vores fælles projekt betyder mindre for dem end deres egne kæphæste. Og med den indstilling kan man ikke være med her.
De få skal aldrig få lov at ødelægge det for de mange. Alle er altid velkomne til at sige deres mening i Dansk Folkeparti, også når man er uenig, vred, skuffet eller noget fjerde. Så længe man retter sin kritik der, hvor den gør gavn, og ikke der, hvor den gør skade.
Det er tid til, at alle besinder sig og atter kommer i arbejdstøjet. For det går jo i det store og hele godt for Dansk Folkeparti. Vores politiske indflydelse er enestående stor – og de politiske resultater følger med. Vi har vælgernes opbakning, også i disse noget svære dage. Lad os sætte pris på det.
Og lad mig afslutte med en kommentar til Dansk Folkepartis Ungdoms opførsel under deres sommerfest, som også er havnet i medierne de seneste dage. Det var en lukket, privat fest, som blev filmet af en person, som havde meldt sig ind i DFU med det formål at udlevere vores unge medlemmer. Det var ikke DFU’s hensigt, at festen og hvad der foregik der, skulle offentliggøres. Under festen blev en del af de unge berusede, og i deres animerede tilstand lavede de grin med Muhammed og Islam.
Lad mig sige det sådan: Det var fjollet og uværdigt. Når spiritussen går ind, går fornuften ud – og det var pinagtigt at se på. DFU’s landsformand, Kenneth Kristensen, som ikke selv var til stede, har kraftigt påtalt adfærden overfor de involverede og gjort klart, at en gentagelse ikke er acceptabel. Jeg kender vores unge og føler mig tryg ved, at de tænker sig mere om en anden gang.
Men at den arabiske verden, tv-stationen Al-Jazeera, Kasem Ahmed fra Islamisk Trossamfund og Abdul Wahid Petersen skal benytte denne lejlighed til at hidse en stemning op, er helt utilstedeligt. Og det er helt utilstedeligt, at unge DFU’ere skal føle sig truet på grund af begivenheder, som fandt sted under private former, som blev filmet af en person med ond hensigt, og som blev offentliggjort af medier, der ikke tænkte sig om. Og at nogen skulle sige undskyld er direkte latterligt. Jeg håber, at alle også i denne sag besinder sig.
Og lad os så komme videre med det, der er kernen i Dansk Folkeparti – nemlig politik.
Mange venlige kys knussers og kram
Pia Kjærsgaard
Medlemmer af Dansk Folkeparti, som i medierne med grove ord og beskyldninger om diktatur kritiserer både partiet, ledelsen og navngivne personer, skader partiet umådeligt. Medlemmer af Dansk Folkeparti, som slynger fraser ud om, at der ikke er ”ytringsfrihed” i partiet og at vi ikke er ”åbne”, gavner heller ikke partiet.
Hvad i alverden er det for en åbenhed, de savner? Hvornår er det lige, at de ikke i partiet har ”ytringsfrihed”? Ja, jeg spørger, for de pågældende nu forhenværende medlemmer har ikke uddybet deres kritik, og medierne har ikke gidet spørge dem. Medierne synes nemlig, at det er en bedre og sjovere historie, at der er ballade i Dansk Folkeparti end at finde ud af, om der er substans i kritikken.
Fremskridtspartiet gik til grunde i kævl og skænderier – og ikke mindst, fordi kævl og skænderier fandt sted i fuld offentlighed. Og ofte med pinagtigt indhold, hvor personer og personlig kritik var vigtigere for de pågældende end politik og sammenhold. Dét parti tabte sit projekt.
For os i Dansk Folkeparti er vores politiske projekt vigtigere end alt andet! Vi har skabt os en danmarkshistorisk stor politisk indflydelse – og det oven i købet på rekordtid. Partiet var kun seks år gammelt, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, og siden har vi haft afgørende indflydelse på de væsentligste områder i dansk politik.
Allerede ved stiftelsen af Dansk Folkeparti i oktober 1995 satte vi os for, at vi ville bevare Danmark dansk. Vi ville stoppe masseindvandringen, og vi ville bremse EU's hastige udviskning af nationerne i EU. For at sikre dét politiske projekt satte vi os også for, at Dansk Folkeparti ALDRIG skulle ofres i tåbelige diskussioner og vask af snavsetøjet i offentligheden. Kritik og diskussioner om og af partiet skulle være velkomment indenfor partiets rammer – ikke i medierne. Sådan blev det. Og sådan er det!
Masseindvandringen er stoppet – antallet af udlændinge, der får asyl i Danmark, og antallet af familiesammenføringer er bragt ned til under en sjettedel af, hvad det var, da Nyrup tabte Folketingsvalget i 2001. Og selv Anders Fogh Rasmussen fra det EU-glade Venstre har dæmpet sin EU-begejstring betragteligt. Alt sammen takket være Dansk Folkeparti. Alt sammen takket være, at vi har kunnet holde orden i eget hus for at få ro til at levere de politiske resultater, som vi er her for at levere.
Jeg kan ikke genkende, at der skulle mangle ytringsfrihed i Dansk Folkeparti. Jeg kan ikke genkende, at vi ikke skulle være åbne. Vi har talrige møder, konferencer, stævner, kurser, sociale arrangementer og Årsmøder. Her er ordet frit. Man kan få politiske og organisatoriske ledere i tale, og man kan tale, diskutere, grine og glæde sig med hinanden.
De mennesker, som de seneste dage har måttet forlade Dansk Folkeparti, valgte alle at sætte sig selv foran fællesskabet, spille efter deres egne regler og rette kritikken i medierne frem for i de fora, vi har i partiet. Det beklager jeg. Jeg beklager både, at de har valgt at sætte sig selv over alle andre DF-medlemmer og de fælles spilleregler, og jeg beklager, at de ikke er i partiet mere.
I trafikken er det sådan, at vi alle sammen må overholde færdselsreglerne. Vi kører i den samme side af vejen, holder tilbage for rødt og letter foden fra speederen, når en farttavle fortæller os, at nu skal hastigheden sættes ned. Det gør vi og det skal vi, også selv om vi nogle gange synes, at fartgrænserne er latterlige, eller at vi kunne indrette svingbaner og kryds meget bedre selv.
På samme måde i en fodboldklub. Der spiller man fodbold efter fodboldens regler. Og man retter sig efter de regler, der gælder i lige præcis dén klub. Vil man spille håndbold, må man gå et andet sted hen. Det ved man jo godt.
I Dansk Folkeparti er det sådan, at man meget gerne må indtage politiske synspunkter, også i medierne. Vi kræver ikke, at man altid skal være 100% enig med partiets politiske linie. Dansk Folkeparti har historisk mange medlemmer, godt 8.600, og vi kan altså ikke forvente at være enige om alt hele tiden.
Men i sager, der har med partiet, ledelsen, organisationen og andre medlemmer at gøre, er vores krav helt utvetydigt, at man retter kritikken internt til de relevante og tager diskussionen dér. Aldrig i medierne. Som jeg indledte med: Det fører kun til kævl, stridigheder og splittelse.
I de aktuelle eksklusionssager og de udmeldelser, der har fundet sted i weekenden, er det min klare vurdering, at en del har deres afsæt i ærgrelse og frustration over bristede personlige ambitioner. Nogle er så desværre i kampens hede løbet med i en sag, som slet ikke er deres.
Kommunalreformen, som Folketinget har vedtaget, nedlægger fra årsskiftet amterne i Danmark. Det kan man være enig eller uenig i, men sådan er det. Derfor mister nogle amtsrådsmedlemmer, også fra Dansk Folkeparti, deres mandater. Eftersom amterne nedlægges, besluttede Hovedbestyrelsen, at det er meningsløst at bevare vores egne amtsbestyrelser. Derfor foreslog Hovedbestyrelsen på det netop overståede Årsmøde i Odense at foretage en vedtægtsændring, der nedlægger amtsbestyrelserne og lægger opgaverne ud til lokalforeningerne fra det kommende årsskifte. Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal – kun 39 stemte imod, 411 stemte for.
Nogle af de 39, der stemte imod, havde ønsket at få deres ændringsforslag behandlet på Årsmødet. Men deres forslag var ikke forsynet med de nødvendige 25 underskrifter, som vedtægterne kræver, og forslaget manglede desuden opbakning fra mindst halvdelen af amtsformændene.
Det har givet en vis muthed hos de, der stemte imod. Det kan jeg såmænd godt forstå. Det er jo aldrig sjovt ikke at få det, som man ønsker. Men man havde ytringsfrihed på Årsmødet til at sige sin mening, og demokratiet i partiet talte, da vi stemte. Det synes jeg, man skal respektere, også når man er uenig i resultatet.
Og dét vil de mennesker, der nu har forsøgt at lave uro – som pressen glad og skadefro kalder et ”oprør” – ikke respektere. Fællesskabet og vores fælles projekt betyder mindre for dem end deres egne kæphæste. Og med den indstilling kan man ikke være med her.
De få skal aldrig få lov at ødelægge det for de mange. Alle er altid velkomne til at sige deres mening i Dansk Folkeparti, også når man er uenig, vred, skuffet eller noget fjerde. Så længe man retter sin kritik der, hvor den gør gavn, og ikke der, hvor den gør skade.
Det er tid til, at alle besinder sig og atter kommer i arbejdstøjet. For det går jo i det store og hele godt for Dansk Folkeparti. Vores politiske indflydelse er enestående stor – og de politiske resultater følger med. Vi har vælgernes opbakning, også i disse noget svære dage. Lad os sætte pris på det.
Og lad mig afslutte med en kommentar til Dansk Folkepartis Ungdoms opførsel under deres sommerfest, som også er havnet i medierne de seneste dage. Det var en lukket, privat fest, som blev filmet af en person, som havde meldt sig ind i DFU med det formål at udlevere vores unge medlemmer. Det var ikke DFU’s hensigt, at festen og hvad der foregik der, skulle offentliggøres. Under festen blev en del af de unge berusede, og i deres animerede tilstand lavede de grin med Muhammed og Islam.
Lad mig sige det sådan: Det var fjollet og uværdigt. Når spiritussen går ind, går fornuften ud – og det var pinagtigt at se på. DFU’s landsformand, Kenneth Kristensen, som ikke selv var til stede, har kraftigt påtalt adfærden overfor de involverede og gjort klart, at en gentagelse ikke er acceptabel. Jeg kender vores unge og føler mig tryg ved, at de tænker sig mere om en anden gang.
Men at den arabiske verden, tv-stationen Al-Jazeera, Kasem Ahmed fra Islamisk Trossamfund og Abdul Wahid Petersen skal benytte denne lejlighed til at hidse en stemning op, er helt utilstedeligt. Og det er helt utilstedeligt, at unge DFU’ere skal føle sig truet på grund af begivenheder, som fandt sted under private former, som blev filmet af en person med ond hensigt, og som blev offentliggjort af medier, der ikke tænkte sig om. Og at nogen skulle sige undskyld er direkte latterligt. Jeg håber, at alle også i denne sag besinder sig.
Og lad os så komme videre med det, der er kernen i Dansk Folkeparti – nemlig politik.
Mange venlige kys knussers og kram
Pia Kjærsgaard