et år spildt igen?
Hej derude.
Jeg tror jeg har spildt endnu et år på ulykkelig kærlighed. Jeg tror det endnu en gang er min egen skyld, pga. manglende action fra min side... Jeg tror jeg er pænt fucked.
I får lige en længere smøre, håber i gider læse.. 🙂
August, "afstandsforelskede" jeg mig i en fyr. Selvfølgelig var det ikke forelskelse i starten. Nogle gange har jeg det bare sådan med en person, at det er en jeg må kende. Men her startede det alligevel ud som et crush. Det var ét lille glimt der gjorde hele forskellen. Ét lille glimt, af ét øjeblik, og en følelse fløj gennem kroppen på mig.
Jo mere jeg fandt ud om ham, jo bedre kunne jeg lide ham. En fest hvor jeg blev ret fuld, gik jeg rundt og krammede samtlige mennesker (overdrivelse fremmer forståelsen), og selvfølgelig fik han da også et ordentligt kram. Da jeg gik fik han endnu et, som farvel. Han spurgte om mit navn, og det var så det... for nu.
Få dage efter ansøgte jeg ham på facebook. Jeg så ham ofte på gangene, hvor vi også ofte fik øjenkontakt. Hver gang gik min hjerne i stå, og jeg glemte helt at smile eller hilse på ham. Vi stirrede bare begge to...
I efteråret kontaktede han mig. På facebook. Vi begyndte at skrive sammen og vi havde rigtig meget til fælles. Vi begyndte ligeledes at hilse på hinanden på gangene og hilse på hinanden til fester. Vi skrev sammen helt venskabeligt.
I vinteren endte vi så sammen til en fest. Næste morgen skrev han undskyld for at hans fuldskab var gået ud over mig. Vi skrev videre, sådan helt normalt, men samtalerne havde fået noget flirtende ind over sig.
Vi skrev oftere end før, og som sagt mere flirtende.
Problemet var at hver gang jeg mødte ham fremover, var jeg næsten altid vildt træt, eller også var jeg halvsyg. han opførte sig usikkert overfor mig, og jeg gjorde nok det samme overfor ham. I hvert fald skrev han en dag, jeg virkede usikker. Jeg havde ellers gjort alt for at skjule det, syntes jeg. Men hvad blev jeg af hans lille kommentar? USIKKER.
En dag var der vildt snevejr. Vi sneede inde sammen med et par andre. Jeg var både syg og træt og opførte mig meget asocialt. Vi havde to overnatninger i det hus. Begge gange hentydede han til, at jeg skulle sove sammen med ham. men gjorde det ikke, da jeg havde det ret dårligt.
De næste dage efter vi var "sluppet fri", skrev vi også en del...
Så kom punktet hvor det hele skred. Der var ferie. Vi skulle begge rejse. Vi mistede hinandens mobilnumre. Jeg mistede adgang til computer fremover. Der gik ca. tre uger før jeg så ham igen. Og pludselig var det som om, vi ikke kendte hinanden. Sådan forløb et par måneder. Især pga. min jalousi. Bare jeg så ham snakke ret meget med en pige, troede jeg straks en masse. Nok også fordi vi ikke længere snakkede. Men nu gik han jo netop også rundt og flirtede og skrev og lagde an på andre piger.. Men sådan har han måske altid været? Vi havde stadig en anelse(!) kontakt.
Men så ville jeg have kontakten igen. Sidst i foråret. Jeg prøvede at få fat på ham til en fest, men da havde han ikke tid. Senere så jeg ham på et værtshus, hvor han roede mig i håret i det han gik forbi. jeg så ham lidt senere igen, løbe efter bussen, hvor han smilede.
Efter det, begyndte vi at få lidt mere kontakt igen. Jeg forsøgte at skrive lidt til ham, han svarede og sådan. Vi begyndte at hilse på hinanden til fester igen. Snakke lidt sammen.
Så her for et par dage siden ser jeg ham til endnu en fest. jeg snakker med ham, og han spørger mig om vi ikke kan snakke når jeg ikke er pisse stiv. virker lidt irriteret.
...Nu tænkter jeg til mig selv... har jeg virkelig spildt endnu et år på ulykkelig kærlighed? har jeg nogen sinde haft en chance, og hvis ja, er den der stadig? eller narrer jeg mig selv igen? jeg er da den eneste der ikke er kommet videre efter et halvt år.......... Jeg bør jo give slip! eller hvad? damn' så ynkelig man har lov til at være.
Men det er vel bare en del af livet.
Jeg tror jeg har spildt endnu et år på ulykkelig kærlighed. Jeg tror det endnu en gang er min egen skyld, pga. manglende action fra min side... Jeg tror jeg er pænt fucked.
I får lige en længere smøre, håber i gider læse.. 🙂
August, "afstandsforelskede" jeg mig i en fyr. Selvfølgelig var det ikke forelskelse i starten. Nogle gange har jeg det bare sådan med en person, at det er en jeg må kende. Men her startede det alligevel ud som et crush. Det var ét lille glimt der gjorde hele forskellen. Ét lille glimt, af ét øjeblik, og en følelse fløj gennem kroppen på mig.
Jo mere jeg fandt ud om ham, jo bedre kunne jeg lide ham. En fest hvor jeg blev ret fuld, gik jeg rundt og krammede samtlige mennesker (overdrivelse fremmer forståelsen), og selvfølgelig fik han da også et ordentligt kram. Da jeg gik fik han endnu et, som farvel. Han spurgte om mit navn, og det var så det... for nu.
Få dage efter ansøgte jeg ham på facebook. Jeg så ham ofte på gangene, hvor vi også ofte fik øjenkontakt. Hver gang gik min hjerne i stå, og jeg glemte helt at smile eller hilse på ham. Vi stirrede bare begge to...
I efteråret kontaktede han mig. På facebook. Vi begyndte at skrive sammen og vi havde rigtig meget til fælles. Vi begyndte ligeledes at hilse på hinanden på gangene og hilse på hinanden til fester. Vi skrev sammen helt venskabeligt.
I vinteren endte vi så sammen til en fest. Næste morgen skrev han undskyld for at hans fuldskab var gået ud over mig. Vi skrev videre, sådan helt normalt, men samtalerne havde fået noget flirtende ind over sig.
Vi skrev oftere end før, og som sagt mere flirtende.
Problemet var at hver gang jeg mødte ham fremover, var jeg næsten altid vildt træt, eller også var jeg halvsyg. han opførte sig usikkert overfor mig, og jeg gjorde nok det samme overfor ham. I hvert fald skrev han en dag, jeg virkede usikker. Jeg havde ellers gjort alt for at skjule det, syntes jeg. Men hvad blev jeg af hans lille kommentar? USIKKER.
En dag var der vildt snevejr. Vi sneede inde sammen med et par andre. Jeg var både syg og træt og opførte mig meget asocialt. Vi havde to overnatninger i det hus. Begge gange hentydede han til, at jeg skulle sove sammen med ham. men gjorde det ikke, da jeg havde det ret dårligt.
De næste dage efter vi var "sluppet fri", skrev vi også en del...
Så kom punktet hvor det hele skred. Der var ferie. Vi skulle begge rejse. Vi mistede hinandens mobilnumre. Jeg mistede adgang til computer fremover. Der gik ca. tre uger før jeg så ham igen. Og pludselig var det som om, vi ikke kendte hinanden. Sådan forløb et par måneder. Især pga. min jalousi. Bare jeg så ham snakke ret meget med en pige, troede jeg straks en masse. Nok også fordi vi ikke længere snakkede. Men nu gik han jo netop også rundt og flirtede og skrev og lagde an på andre piger.. Men sådan har han måske altid været? Vi havde stadig en anelse(!) kontakt.
Men så ville jeg have kontakten igen. Sidst i foråret. Jeg prøvede at få fat på ham til en fest, men da havde han ikke tid. Senere så jeg ham på et værtshus, hvor han roede mig i håret i det han gik forbi. jeg så ham lidt senere igen, løbe efter bussen, hvor han smilede.
Efter det, begyndte vi at få lidt mere kontakt igen. Jeg forsøgte at skrive lidt til ham, han svarede og sådan. Vi begyndte at hilse på hinanden til fester igen. Snakke lidt sammen.
Så her for et par dage siden ser jeg ham til endnu en fest. jeg snakker med ham, og han spørger mig om vi ikke kan snakke når jeg ikke er pisse stiv. virker lidt irriteret.
...Nu tænkter jeg til mig selv... har jeg virkelig spildt endnu et år på ulykkelig kærlighed? har jeg nogen sinde haft en chance, og hvis ja, er den der stadig? eller narrer jeg mig selv igen? jeg er da den eneste der ikke er kommet videre efter et halvt år.......... Jeg bør jo give slip! eller hvad? damn' så ynkelig man har lov til at være.
Men det er vel bare en del af livet.