Et råd på vejen..

Kære sol debattørrer..
Dette er en lang tekst om nogle trælse ting som er sket igennem mit liv..
Jeg vil tage den fra bunden.
Da jeg blev født fik min mor en fødselsdepression.
Hun har altid været glad for sprut og narko.
Da jeg fyldte 6 gik min far fra min mor og jeg blev boende hos hende..
Hun gik på druk stortset hver dag hvor hun ofte først kom hjem om natten..
Gerne med mænd og jeg frygtede lyden af min mors stønnen fra soveværelset..
Jeg har 2 yngre søskende som jeg altid har skulle tage ansvar for hos min mor.
Hun har haft så mange skiftende partnere, som hun desuden prioriterede
højest.
Hele min skolegang er jeg blevet mobbet. Jeg var klassens tykke pige,
men i 6. klasse meldte jeg mig på et fitnesshold og fik min
fedtprocent fra 32 til 18%. Jeg var meget selvtilfreds med mit
resultat, men i skolen var jeg stadig sat i bås som den fede..
Da jeg kom i puberteten fandt jeg "venner" blandt invandrer drenge,
som jeg gladeligt spredte ben for. Det gav mig en følelse af selvværd..
Som 15 årig boede jeg hos min far og stedmor, men jeg passede aldrig ind
i deres strenge regler. Min stedmor og far fik en datter og
på ca. samme tidspunkt fandt jeg sammen med en iraker.
Mit forhold var hemmeligt da min far er racist og ikke ville godkende
mit forhold til denne fyr. Han fandt dog ud af det og jeg lovede ikke at
have kontakt med irakeren igen, men overholdte ikke den regel.
Det fandt min far ud af ved at læse min dagbog en dag hvor jeg havde
været på arbejde. Da jeg kom hjem blev jeg bedt om at komme ind i stuen,
for min far og stedmor ville tale med mig.
De sagde at de havde fundet ud af at jeg stadig var sammen med irakeren.
Derfor blev jeg bedt om at pakke mine ting om natten og næste morgen ringe
til en sagsbehandler for at finde et nyt sted at bo...
Det gjorde jeg så, men måtte blive nødt til at flytte ud til min alkoholiserede
mor.. Det skal siges at mine to biologiske søskende boede hos min far, sammen med
hans og min stedmors datter, som fik mit værelse 1 dag efter jeg var flyttet.
Der skete mange ubehagelige ting mens jeg boede hos min mor, men jeg vil prøve at
skære dette ned til et minimum..
Jeg blev flyttet på institution. Jeg skulle kun være der i 3 mdr., men
var der i 7.
Da jeg flyttede derud, ændrede mit liv sig drastisk..
De unge som boede der var voldelige, stofmisbrugere etc.
Hvorimod jeg var en "bogorm".. Det kunne man læse på mig omgående,
så jeg var igen et offer..
Jeg stak meget af derfra fordi det var for uudholdeligt at være der.
Jeg havde stadig min iraker kæreste..
Jeg elskede ham sygeligt højt. Nærmere en besættelse..
I starten af vores forhold var han alt det man kan ønske i en
kæreste, men efterhånden ændrede han sig og blev til en tyran.
Forstået på den måde at det var en vane at jeg skulle bankes hvis jeg
blot f.eks kom 10 min. forsent hjem til ham, en forsinkelse som kunne
skyldes forsinkelse hos DSB. (han boede i Odense, jeg i Århus).
Han var mig konstant utro..
men jeg kunne ikke få mig selv til at slå op med ham da han var den eneste jeg havde..
For at give et indblik i hvem jeg havde med at gøre, kommer der her et link..
http://www.fyens.dk/article/580169:Odense--Gidseltager-udvises - min eks var den 17-årige
Haidar.
Jeg begyndte at skære i mig selv for opmærksomhed, men det udviklede sig
til nydelse når jeg gjorde det. Ofte skulle jeg syes da sårene var så dybe.
Ligeledes tog jeg overdosis af panodiler. Egentlig ikke fordi jeg havde
lyst til at dø, men jeg følte mig tryg i en seng på hospitalet.
Man blev passet på og fik en pause..
11 gange har jeg været indlagt med overdosis..
Efter de 7 mdr. på offentlig institution, blev jeg flyttet til privatejet
opholdsted. Det var en turbulent flytning.
Jeg blev kørt til havnen, fik stukket en billet i hånden og derefter
ladt alene hvorefter jeg selv kunne tage færgen over til det sted jeg skulle hen.
Min far havde ikke tid. Han var jo på arbejde..
Jeg vælger at holde dette sted anonymt, da jeg ikke vil genkendes.
Det var fedt i starten, da de unge hverken var kriminelle, narkomaner osv.
Jeg fandt en dejlig kæreste som jeg den dag i dag stadig er sammen med.
3 år har vi været sammen.
De unge i huset flyttede efter nogen tid og nye kom til.
Dette var unge med den overbevisning at druk og stoffer, vold og
ballade var livet..
Jeg ville ikke være offer igen så denne gang hoppede jeg med på bølgen.
Jeg har aldrig været afhængig af stoffer, men eksperimenterede meget med det..
Min daværende kæreste fik mig ud af det dårlige selvskab og jeg er ham dybt
taknemmelig.
Jeg flyttede siden i lejlighed. En lejlighed ejet af min "kontaktperson" som
får huslejen stukket lige i lommen af kommunen. Samt penge for at agere som
kontaktperson, men jeg ser ham højest 1 gang hver anden måned..
De pædagoger som arbejder på det opholdsted jeg bor på, ser de unge som
pengemaskiner.
Halvdelen af dem har ingen uddannelse indenfor pædagogik eller psykiatri!
De spiller de unge ud mod hinanden ved at bagtale de som bor der, tager hjem i arbejdstiden osv.
Dette sted burde ikke eksistere.
Jeg har passet mig selv mens jeg har boet i lejlighed. Arbejdet i SFO og plejehjem.
Min kæreste fik mig som sagt ud af det dårlige selvskab.
Men unger i min aldersgruppe herovre, består udelukkende af dårligt selvskab.
Så jeg har ingen venner overhovedet. Bliver chikaneret så snart jeg går ud på gaden.
Jeg kan ikke tage i brugsen og handle ind uden at blive truet eller svinet til..
Jeg er meget ensom.. Mine gode veninder/venner bor i Århus.
Min kæreste er flyttet til Odense pga. uddannelse og jeg savner ham meget,
men vi ser hinanden jævnligt og han er fantastisk til at gøre min hverdag nem :)
Når jeg sidder her i min lejlighed for mig selv, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på de dårlige minder.. Som da jeg f.eks blev holdt indespærret af min mors ekskæreste, mens han holdte en pistol for min pande. Jeg har flashback om retssagen hvor de blev nødt til at eskortere ham ud fordi synet af ham fik mig i chok.
Jeg har tanker tilbage på de gange min ekskæreste seksuelt udnyttede mig, tæskede mig.
Jeg hader min mor. Da jeg var 8 tog hun mig med til England, men ville
ikke tilbage til DK igen og det resulterede i at jeg skulle skjules..
Jeg husker at jeg ligger under en seng og gemmer mig, fordi min mor sagde hun
ville slå mig ihjel hvis nogen fandt mig.
Min far tog tilsidst til England og fandt mig i samarbejde med politiet..
Jeg har så mange dårlige minder og har aldrig fået hjælp..
Jeg føler selv at jeg er stærk og kan klare alt, men på samme tid føler jeg mig
umådeligt svag da jeg nu igen sidder og græder..
Min fremtid ser lys ud.
Om 14 dage tager jeg på sprogskole i Spanien i 2 mdr.
Jeg er blevet optaget på guideskole til september og kommer i arbejde
i udlandet efter skolen. Jeg glæder mig helt vildt!
bliver helt ekstatisk ved tanken om en ny start, nye mennesker og en ny chance
for at forbedre min tilværelse.
jeg frygter bare at min fortid vil forfølge mig..
At jeg på et tidspunkt bryder sammen og at alting så kollapser..
Det eneste der har holdt mig oppe de sidste 3 år er min kæreste
og selvom vi har et velfungerende langdistance forhold,
er jeg bange for at vi evt. går fra hinanden.. Og hvad der så vil
ske hvis vi gør..
Jeg aner ikke hvordan jeg skal tackle alt dette :'(
Har ikke lyst til at pådutte min kæreste at skulle være en støttepædagog.
Han gør virkelig nok i forvejen da han kender til min fortid..
Jeg kunne virkelig bruge et guldkorn, kram, en mor, en far eller bare en "voksenfigur"
(selvom jeg er 20 i dag)..
Det er så svært at lægge fortiden bag sig..
Mit nye liv starter om 14 dage og dette er min sidste chance :'(
Et godt råd til en ny start tages varmt imod..

Den er vild din historie! Kender rigtig mange grumme skæbner igennem mit eget liv, men den ryger helt sikker i toppen!
Jeg vil MEGET gerne bruge en masse tid, hvis du vil snakke.. Skal dog til og i seng nu, jeg kunne sagtens skrive stolpe op og stolpe ned, men hvis du har lyst til at bruge min mail, så er du MERE end velkommen til det 😉
Er god både til trøst, og et los i røven! Så har jeg set og oplevet langt mere end de fleste i forvejen, så vil nok kunne forstå en del af det du har været igennem, så jeg vil nok ikke lyde som "alle de andre"
Skriv hvis du vil, mailen står i min profil.
SUPER fedt med Sprogskolen ! Det skal nok blive rigtig godt 😉

Må lige skrive lidt mere inden jeg går i seng 😉
For det første er det ikke din sidste chance, du skal bare til at træffe nogle rigtige valg, og så skal du til at starte DIT liv, hvor du kommer væk fra din offerrolle, også skal du tænke mere FREMTID og ikke FORTID.
Selvfølgelig vil din fortid altid være en del af dig, den er jo med til at skabe den du er blevet 🙂 Den er tilgengæld og med til at gøre dig super stærkt og robust, så du er slet ikke så nem at slå ud som folk der voksede op med en "tryg opvækst"
Du har masser af livsglæde, og du virker også som en fornuftig tøs, dit problem er bare at du ikke har haft et stabilt fundament, så hele din verden har nemt kunne blive slået ud af kurs, da du har lænet dig meget op af kærester. Så har du hele tiden skulle starte forfra.
Tror på nogle områder der kender du dig selv RIGTIG RIGTIG godt, men på andre områder, der aner du INTET om dig selv, også derfor du er så bange for hvad der skal ske, hvis det ikke går med dig og din kæreste. Men lige på det punkt, der skal du tage mere ansvar for dig eget liv, så du kan stå stærkt ALENE!
I princippet skal du jo væk fra alle de "dårlige ting" du kender, så skal du starte HELT for fra, og der mener jeg både med en ny omgangskreds, og helst også en helt ny by at bo i. Helst sammen med din kæreste selvfølgelig 😉
Jo, flere nye ting, der kommer ind i dine tanker, og dit liv, jo flere gamle ting bliver skubbet ud fra din fortid, og jo BEDRE du kan skabe dit liv, og jo bedre du lærer dig selv at kende, så bedre bliver din fremtid også.
Har du nogle konkrete planer for fremtiden? Skal du bruge Sprogskolen til noget videre❓Har du talt med din kæreste om han kunne tænke sig at flytte væk med dig❓Hvad med selv at studere noget i Odense eller måske KBH❓
Hvis du kunne få dig en god uddannelse, og et godt job, så er du jo super godt rustet til din nye fremtid 🙂 Hvad drømmer du om ?? Man kan jo hvad man vil.. ikke ?

Hej du er godt på vej. bare det at skrive dette indlæg er en måde
at komme videre på,det er meget tappert.
Det er også dejligt at din kæreste har evne og overskud til at
få dig hevet væk fra de mennesker der ikke vil dig noget godt.
Du er ung og har et langt liv foran dig,du skal starte på
en guide skole.Kort sagt hvis du ser fremad kan du ikke ønske mere🙂
Hvis du ser tilbage er det en anden sag[:*(]
Hvorfor er det sådan.
Meget simpelt.Du går rundt med en rygsæk som dumme mendesker har fyldt sten i,
Den er nu blevet rigtig tung og svær at bære.
Den bedste måde at tømme den på er egentlig meget simpel, men det kræver
noget stort af dig, (tilgivelse)
Jeg kender det fra mig selv, Jeg fik hele min styrke fra alle de gange
hvor jeg blev tværet ud, og fik en ny sten i min rygsæk.
Jeg kunne stå fast i fordi jeg bar rundt på så mange tunge sten.
Nu er jeg blevet ældre og har lært at smide rygsækken,og det er som
at få et nyt liv.
Tag en sten op kig på den,tilgiv den person der har puttet den i,
I samme øjeblik du gør det, har du afleveret stenen og du skal ikke
længere bære rundt på den, prøv med de små først.
Men det er de store der betyder noget,kan du læsse dem af vil
du blive større og stærkere end du nogensinde har været.
Så start på dit nye liv og smid rygsækken og prøv og se hvor højt
du kan hoppe uden den😉

Du har simpelthen fået ALT for mange tæsk i dit liv. Det er trist. På den anden side kan jeg se ud af det du skriver at du er en intelligent pige, og at du har formået at holde dig oven vande. Det tyder på at du har en helt afsindig stor STYRKE, hvor du så end har den fra. Jeg har ikke andre råd end at du skal tro på at der er nogle mennesker der vil dig noget godt, og at du har masser at byde på. Alt det bedste herfra, held og lykke sydpå. Og lige en ting mere: Overvej lige om du ikke skulle skrive en bog om dit liv engang. Du er selvfølgelig kun 20, men du har været udsat mere end de fleste bliver i et helt liv. Og du skriver godt.
Kærlig hilsen
Anders :-)

Kære ven.
Du mangler omsorg og tryghed. Jeg har også oplevet en opvækst med omsorgssvigt og jeg kan genkende meget af det du skriver. Jeg er ikke den bedste til at give råd, for jeg valgte at bide tænderne sammen og soldier through. Det betyder at jeg i dag er en enspænder, og jeg har meget svært ved at indgå i nære intime forhold til andre.
Jeg syntes du skal rose dig selv, for du har klaret dig rigtig godt på trods. Alt det du er og alt det du vil blive er du i kraft af dig selv. Prøv at se den styrke du har vist, ved at leve igennem de svære perioder.
Min bedste råd til dig er. Giv dig selv masserer af omsorg og ros dig selv, elsk denne lille pige du var og stadig er. Opsøg hjælp og find en at tale med som du føler dig tilpas med.
Kæmpe knus
Helene