ensomhed der vil noget 2

Hej

Jeg er en mand på 50 år, der de sidste 10 -11 år har boet sammen med en smuk, men meget introvert og afmålt kølig kvinde. Vi har fået 2 skønne, smukke, kloge, dejlige talentfulde drenge på 7 og 10 år nu.
Selv har jeg en stor pige på 17 år fra tidligere og hun en pige på 24 år og en dreng på 22år.
Vi ville skabe, eller set i baklyset,jeg ville måske kun! - en stor familie med alle vores børn og nye.
Det har været meget hårdt arbejde, og få glæder, da vi er meget forskellige af sind energi og typemæssigt, min samleverske og jeg.
Jeg er den sportige og arbejdsommme, extrovert, godt uddannet og meget varm og kærlig og elsker livet og sex..jeg er jo en viril mand.
Hun var uudd., nu dog udd. enligmor, der var vandt til ikke selv at træffe beslutninger eller kæmpe!.
Boligen fik hun gennem kommunen. Hendes børns far var misbruger/straffet og taber, der ikke ville kunne se deres børn og har i den grad svigtet dem.
Der kom jeg så og smed alt over bord og blev forelsket i kvinden i mit liv.... troede jeg.
I 10-11 år har jeg haft extra arbejde, været hjemme, vi er flyttet købt hus i 2002.
Jeg ahr knoklet og selv bygget det til, så det er mega flot og stort og der er plads til alle. Det skal lige siges at jeg ikke har prioriteret at få et stort hus, men følte vi var nødt til det med denne megafamilie!
Min datter ser ikke sin nye familie meget mere end 1-2 gange om året, da hun bliver trist af at se min samleverske være så lukket og især uinteresseret i hende og især i at se at hun er totalt ligeglad med mig.
Hun har været på ferier med os som mindre, men kan ikke klare at se mig lide af mangel på intimitet, kærlighed som jeg ikke har fået fra min samleverske i årevis.

Hendes ældste søn, på nu 22 år har testet familien til det yderste, med voldskriminalitet, hærværk, misbrug men er nu kommet i lære og det går ok, men han bor hjemme og betaler ikke for dette!
trods vores meget svære økonomi som kun redes af mit extreme ekstra arbejde (jeg tjener +600.000kr/år!).
Det værste er at vi er som nat og dag min parmedlever og jeg og har altid været det.
Hun afviser mig, ryger tomt ud i luften, er initiativløs i forhold til økonomi/mig/drømme/ferier...ja alt!
Vi har ingen sex, kærlighed, kram. Hun er meget afmålt og kølig, siger hun ikke savner sex, mig hun tænder ikke på mig.Jeg er en slank,sporty mand, der ser yngre ud og ikke ser helt grim ud, får jeg tit at vide!
Jeg bliver kun i forholdet, huset, da mine 2 små drenge ikke skal undvære deres far til at socialiserer dem positivt.
Min samleverske tager ingen initiativer!!!absolut ingen...hun er tilskuer til livet!!
Hun tager ikke ansvar eller kæmper med mig da vi er vildt forskellige i alt stort set, bort set fra at vi elsker vores drenge!
Jeg melder dem til fodbold/tennis, løber en tur med dem, tager i svømmehallen, beslutter at tjene pengene til at betale hullet i budgettet, en ferie købe, den HANDLER.
Jeg prøver at opdrage dem til livsduelighed så de får et positivt liv og ikke skal bo hjemme til de er 26 år lave lort og lære at det er alle andres skyld!, som moderens livsinstillingsordsprog er.
Vi elsker vores børn. Hun har nogle meget lidt udadvendte børn, nærmest uforskammede lade og lukkede!, med lidt libido og vilje, intelligens, livskraft.
Vores drenge og min datter er kvikke talentfulde og energiske talende og extroverte, som jeg.
Jeg ville dø, hvis jeg ikke vil være sammen med dem hver dag, så jeg kan være der som modspil til det slatne modspil deres mor ubevidst giver dem som ballast = Kedsomhed, energi løshed, innitiativløshed, libidoløshed, slatten opdragelse, ingen regler "hvad synes du selv pædagoggik!".
Problemet er bare at der ingen vilje er til at prøve på om vi ville kunne begynde på en frisk og få gang i kærlighed voksenliv SEX efter 4 år uden!!!!Ja det er ikke en joke!!fra hendes side. Hun kommer aldrig med initiativer for os og afviser mig konstant. Vi sover hver for sig...nu !!!
Jeg føler mig totalt udbrændt,slidt og snart hader jeg mig selv og føler kun at vi blir sammen for at undgå økonomisk katastroffe og social nedstigning for børnene.
Det bliveer svært at sælge huset uden stort tab og børnene vil da også blive ulykkelige, men det her kaos og arbejdsliv, uden kærlighed, sex og et voksenliv.... kun arbejde problemer, ingen kærlighed sex eller håb fra en iskold kones side holder jeg ikke til. mere!!

Jeg ved at jeg er en meget sporty og velholdt mand, med mange talenter og kvinder skal jeg nok få igen, det der nager mig er bare, at alt det slid, loyale knokleri jeg og vi har lavet..... ikke er mere værd! ikke vær at løfte "lillefingeren for" fra min kones side...det er hårdt at opleve og at man har brugt 11-12 år på at knokle for nothing!
Bekræft mig i at jeg må komme igang med et liv hvor jeg bliver elsket for den jeg er og det jeg laver...og ikke lever i et koldt ingenting liv, med permafrost fra samleversken! til at varme mig på!

Farmand på job!!


Svar:
ensomhed der vil noget drengen 29 / 11
Wauw! anse 29 / 11
Mit svar vil sikkert ikke undre. Pusserpigen 29 / 11
jeg elsker dit nye ord, wow thulekokken 29 / 11
Hold da kæft ! morfar 29 / 11
Som jeg læser ham Pusserpigen 29 / 11
kærlighed til penge giver de thulekokken 29 / 11
Kom i gang! Marie39 29 / 11
Puha afsnit please Nellie- 29 / 11
svar ..drengen 02 / 12

Om Eniro· Annoncér· Kontakt os· Hjælp & support © Eniro.com

Beskeden du uden din gode vilje sender til dine børn.
Du bliver i dette kærlighedsforladte forhold for at sikre dine børn gode vilkår nu og i fremtiden.
men....
hvad er det du ubevidst giver/viser dem?
-du har knoklet, men du fortjener mere end det.... det skal man åbenbart finde sig i.
-du og samleveren lever et liv som venner uden kærlige følelser for hinanden.... jeres børn opfanger det, og gad vide hvordan det påvirker dem senere i livet!
-du lever i et forhold der frustrerer dig mere end det gør dig lykkelig.... gad vide om det er bedre end økonomisk katastrofe. ?
håber du ser hvor jeg vil hen med det. Det er ikke et stort hus eller en god økonomi der opdrager dine børn og lærer dem om de vigtige, eller endnu bedre, sande værdier i livet.
og med en årlig indtægt på 600.000 kr kan jeg næsten ikke se at det går helt galt. men uanset hvad.
Jeg er selv enlig mor, bor i en lejet lejlighed. er studerende, så har bestemt ikke mange penge og har endda en pæn gæld. alt dette på grund af et dumt forhold tidligere. men jeg vil aldrig bytte til det gamle, selvom jeg nok ville være bedre stillet økonomisk, for jeg ville aldrig være blevet så lykkelig som jeg er nu, det lyder mærkeligt, men jeg er lykkelig på trods af alt det jeg mangler.

Hvis man ikke kan få den, man elsker, må
man elske den, man kan få.
Sig til hende at du snart ikke længere kan
holde til et liv uden kærlighed, sex og et
voksenliv. Hvis hun ikke ændre sig, så
vil hele familien ende på gaden.
Men det handler om at give sig fra begge
parters side. Hvis huns skal give noget, så
skal du også droppe dit ekstraarbejde. For
nogle mænd tror at penge er alt, og ikke
har energi til familien.
Jeg der kender til karrierefædre, der kun
glor fjernsyn, når de kommer hjem fra arbejde.
De har simpelthen ikke overskud til socialt samvær!
Jeg ville også blive kold og levere nul sex, hvis
min mand aldrig var tilstede mentalt. Så jeg
forstår udmærket hendes reaktion.
Det er i sidste ende dig, der skal ændre på
tingenes tilstand. Hvis det ikke allerede er
forsent.
Det er smukt af dig, når du prøver at vise
et menneske, at der findes et andet liv. Men
det er svært at ændre det, hvis de ikke vil
se lyset for enden af tunnelen.
Jeg havde aldrig gået ind i dit projekt, hvor
du stifter familie med den type kvinde. For
jeg ved, at det nærmest ville blive en umulig
opgave.
Held og lykke!

Altså på mig lyder det til hun er nede i et hul hun har svært ved at komme op af, og skal have god konstruktiv hjælp udefra.
Kunne du ikke få ungerne passet en weekend, og bestille et weekend ophold for jer 2 og finde frem til en løsning ved i kan få talt sammen. Og spørge om hun evt har brug for at tale med en coach/terapeut.
Det lyder til i lever hver jeres liv, og det er ret svært at forene, men sommetider er det så lidt der skal til. Tennis, kortspil, gåtur, kun for mor og far hver anden torsdag.
Nu har vi jo kun din side af sagen, men det kan være der rumsterer en masse ting rundt i hovedet på hende, og hun i virkeligheden ikke er kølig og afmålt, men dybt såret og ked af det.
Så tag tyren ved hornene og kom igang med at snak, evt over en overraskelses weekend tur.
Kærlig hilsen Trina

. . . der ikke stemmer helt. Noget må have ændret sig! På et eller andet tidspunkt må jeres forhold have ændret sig fra en status til en anden. Du ved det lige så godt, som hun gør!
Både hvornår det skete og hvad der skete!
Jeg fristes til at påstå, at det har noget med svigtet tillid at gøre! Eller, lige så svært, markant svigtede forventninger!
Jeg er temmelig sikker på at hun oplever situationen ligesom dig, men selvfølgelig set fra hendes vinkel og vurderet med hendes balast.
Du må byde ind med noget mere substans, hvis du vil ahve mere end damebrevkassekommentarer.
- enfoldige -

anden gang jeg læser dit indlæg, slår det mig: din kone/kærestes blomst er visnet! Hun står fuldstændig i skyggen af dig, og alt det du har udrettet: god indtjening, intelligent afkom, det flotte hus osv.
Jeg kan se du har travlt med at fremhæve alle dine bedste sider og al hendes dårligdom. Du fokuserer på dine gode egenskaber, forståeligt nok for at opretholde dit selvværd. Du holder fast i billedet af den store, gode gavmilde mand der har fortjent bedre. Mens hun trækker sig længere ind i sig selv og bliver mindre og mindre.
Jeg kommer til at tænke på en bog som hedder Kærestebilleder af Hanne Hostrup. Heri beskriver hun bl.a. hvordan vores forsvarsmekanismer fra vi var børn, går igen i vores voksne parforhold. Hun beskriver et klassisk forhold med to forsvarsmekanismer, hvor hun kalder den ene for "bulldozeren"= den larmende, der kører på og på og den anden som "tårnet" = den der køligt trækker sig tilbage i tavshed. Måske ringer der en lille klokke her ?
Det lyder lidt som om din kone bliver tromlet af dig, og hun straffer dig så med isnende kulde og tavshed. Men iflg denne bog har det alt sammen noget at gøre med vores tidlige forsvarsmekanismer, den måde vi som børn har taklet konflikter på.
Nu skal jeg ikke ud på dybere vand, for jeg er ikke terapeut... men det er forfatteren!
Jeg så disse billede meget tydeligt i dit indlæg. Jeg tror du skal prøve at forstå/ændre jeres forhold udfra nogle helt andre synspunkter end du hidtil har gjort.
Håber du kan bruge dette input til noget...

Mine egne tanker, kunne bare ikke sætte ord på.. Tak 😉

- at trække sig tilbage i tavshed og kulde behøves ikke at være for at "straffe", som jeg skrev. Det kan simpelthen være den eneste måde personen kender til at reagere på i konflikter. Et mønster som er begyndt i personens barndom.
Lad os høre hvad farmand synes om svarene her.[f]

Er det af kærlighed til sin kone, han har behov for at tromle, hvis det er det der sker?
Kunne det være så simpelt, at den kærlighed de engang havde til hinanden er visnet og gået bort, så kæmpes der for at finde en årsag og grund til at det ikke går, og det er nu en gang nemmere at se på den anden end en selv. Jeg synes til gengæld der er kommet noget væsentligt frem i hans indlæg, han vil noget andet med sit liv, og det er vel det budskab der skal læses eller hvad? Han jo ikke forandre sin kone, men kun sig selv og måske derigennem få åbnet op for sin kone, måske og måske ikke.
Din input er godt og relevant og én måde at se verden på, men verden behøver ikke altid at være så kompliceret, men den bliver ofte kompliceret, fordi den endnu ikke i dette land er blevet ok ikke at elske den samme person for resten af livet, så skal der findes en psykologisk eller terapeutisk forklaring. Men de selv samme personer, mener heldigvis også at det kan simplificeres, men ofte er det folk selv der ikke tør se det i øjnene eller vil se det i øjnene for så vågner de op til den virkelige verden. Den virkelige verden kan nemlig ikke altid opfylde vores drømme om den endegyldige kærlighed til døden os skiller.

Jamen sådan kan man da ikke leve, heller ikke for sine børns skyld.
Hvad er til hindring for, at du skulle få børnene med dig? Eller at i har dem 7/7...
Men du skriver bla at i ingen intimt forhold har mere, for mig at se er det jo uholdbart, har i prøvet en parterapeut??
Kan sige, at jeg selv foreslog min mand at afprøve en parterapeut for omk 1½ år siden, men der havde han ingen interesse, da han mente vores forhold var godt nok. Tja nu er han villig til det hele, men det er jeg så ikke mere...🙁
Er selv i den situation, at vores ægteskab kører på pumperne, efter manglende opmærksomhed, fravær mentalt og fysisk, sjældent vi lavede noget sammen alene osv.. jeg er så nået dertil, at jeg ikke kan leve sådan her mere. Er ked af det på mine ungers vegne, men tror på, at de stadig kan have et godt liv, det må klart være bedre, at se mor glad... omend hun bor alene med dem, end at have en mor der ikke er glad. Ved det bliver hårdt fremover, men stille og roligt skal vi alle nok komme os oven på den turbolente tid, der kommer ( når jeg altså lige får fortalt manden min, at jeg er sikker på, at jeg vil skilles 😖)

Tårnet eller buldozeren/buldozeren eller tårnet? Hønen eller ægget? Rigtig godt set.
Når jeg ser tilbage kan jeg via jeres gode følsomme gisninger og forklaringer, overvejende se,at min kone og jeg måske er for forskellige af sind, opvækst og dermed have forskellige forventninger til kærlighed/parforhold/familie, ja alt!
Jeg har hørt den gamle psykolog Steen Hegler sige at i et parforhold vil den ene mere end den anden, og hvis forskellen er for stor, er det umuligt at gå på kompromis, da ingen vil være tilfredse!...her tænker jeg ikke kun på sex/intimitet...men i alle forhold. Nogle er for meget andre for lidt!
Jeg har prøvet i mange perioder og i mange forbindelser at være bevist passiv, som min kone for at give hende plads, men der sker intet!.Jeg mærker ingen kærlighed, inderst inde holder jeg meget af hendes rolige væsen.
Faktisk både siger jeg det ofte til hende og er selv meget selvkritisk og siger at jeg tit er for meget!. Jeg giver en af Jer ret i at hendes reaktions/forsvarsmekanisme, sikkert fra barndommen, er at blive til "tårnet" passiv,når jeg er for meget/"Buldozer"
(dette føler jeg skal være ellers går alt i stå, hvilket jeg desværre på mange fronter får bevis på bl.a gennem erfaringer hvor jeg venter på hendes initiativ...der så ikke kommer noget af i rigtig mange situationer og i praktisk daglige forhold
) Min egen svigerfar siger hun er ligesom sin mor, han blev skilt fra (hun døde da hun var 12 år). Han siger hun også var passiv kold og meget stolt og stædig...han forstår mig og siger jeg må tage en beslutning og selv om det er hans egen datter bakker han mig op hvis jeg går fra hende.
Men det er måske meget mer simpelt. Kærligheden og viljen er væk fra hendes side. Man kan ikke kæmpe alene især når man ikke har de samme drømme og længsler.
Jeg har endnu engang selv foreslået en par psykolog/ par weekend/alene aftener men hun vil dem ikke siger det ikke hjælper er for dyrt(vores dårlige økomomi) og mener vi er for forskellige.
farmand alene i dobbelt sengen med den lille søn sovende ved siden af og konen ligger i stuen og ser tv snart falder hun i søvn dernede! som tonsvis af aftener
Farmand alene i verden

Ja, ja farmand på job (og alene i verden)
Qua dine to indlæg og din skriftlige form (jeg er stadig - . . . . betænkelig!) er jeg ikke i tvivl om, at I er en ulykkelig familie, et bedrøveligt hverdags kammerspil for to.
Men, synes du virkelig at du har været aktiv, som du kalder det? Er du da tungnem? Du må da for længe siden have mærket, at din s.k. aktivitet ikke var vejen I to skulle gå! Har din tid været bedre anvendt med kolleger og forstående venner?
Omgåes I kun mennesker, der giver dig ret? Eller er det kun dig, der har en bekendtskabskreds? Kan du mærke den store sympati specielt kvinderne (se bare de mange Q-kommentarer du har fået) viser, de skal nok trøste "den store rare bamse"!
Og +600.000 er ikke sådan at kimse af. De skal blot administreres på den rigtige måde.
Du trænger formentlig til et ordentligt los i røven. Det er jo også dig, der ikke lever jeres forhold, altså ikke kun din kone. Hva´ f..... ligger du i sengen med din søn for. Han skal da ligge og sove i sin egen seng. Eller er han din trøstebamse!? Nu er jeg lidt tarvelig, men alligevel.
Det er da sødt, at svigerfar kan bekræfte arvelighedslovene, ved at henvise til hans eget tilsvarende traurige forhold til din kones mor! Det er da en svigerfar, der vil noget - måske vil han også forestå skilsmissen - så kan du (og sønnen til pynt) stå som den store uskyldighed, med hundeøjnene - og lade de mange våde trusser passere forbi! Nu er jeg tarvelig igen, men . . . !
Hvad så med din ex.kone - ja, hun skal leve resten af livet på piller på en anstalt, eller - endnu bedre, hun skal installeres i en lille lejlighed med gasovn.
Det bliver spændende at se, om du leverer et næste indlæg (og det ville blive afgørende for mig, hvis jeg skulle give råd, hvad jeg ikke skal), - mit problem indtil nu er nok, at det har været for ugeblads- og tv-serieagtigt, for klichefyldt.
Gad vide om din kommende ex.kone i virkeligheden føler sig magtesløs over for den staffageverden hun er placeret i, og har været placeret i siden sin fødsel.
Har du nogen sinde givet hende noget af ægte værdi!
(Var hun reelt interesseret i det barn, du nu sover sammen med?)
Skeptisk, men venligt ment
- enfoldige -

Spørgsmålet er hvor dybt der skal graves for at finde kærligheden, og hvor længe skal man lede og hvorfor skal man lede. Hvorfor ikke bare føle den, det er vel det der er det mest rigtige.
Jeg synes ofte det føles som om der skal kæmpes lidt for meget for at finde noget kærlighed, bare lille rest. Min holdning er, skal man virkelig grave efter kærlighed eller skal den virke naturlig. Elsker man hvis man skal en spadestik dybt ned i jorden for at finde den, er den kærlighed af spontanitet eller af vilje. Hvis det er viljen der styrer, mon ikke så man skal se og komme videre i livet, for man kan nu en gang ikke snyde sig selv så man kan påtvinge sig selv at elske en man ikke længere elsker. Så kan spørgsmålet selvfølgelig være hvad er det at elske!

. . . eller også fik han ikke helt og kun de svar, han ville have.
Synd for barnet og hustruen - og absolut også for farmand.
Da jeg også i anden anledning oplever, at modsvar og modspil i denne type vigtige personlige anliggender skaber afstand og ophør i debatten, vil jeg gerne spørge jer andre: Hvorfor hopper en trådstarter af igen? Var det alligevel ikke så vigtigt? Var det en prøveballon? Var det for "hårdt", selv i denne anonyme kreds at få svar, der ikke var ønskede. Hvordan klarer trådstarteren så at føre dialog og få modspil i det virkelige liv?
Jeg spørger bare, hører til de
- enfoldige -

Sandsynligvis fordi det for mentalt er hårdt, så er flugten det nemmeste. Kender det faktisk godt lidt fra mig selv, selvom jeg er anonym så er det ikke hver dag jeg har overskud til at se realiteterne i øjnene. Det meste man får at vide ved man jo godt intuitivt, men spørgsmålet er om modet mangler, og så er det flugten kan spille ind. Flugten fra sig selv og sine tanker. Flugten ved ikke at erkende sine egne følelser og behov er så at man flygter fra sig selv og det at blive voksen.
Vokse med den opgave det er at blive voksen er ikke altid lige sjovt. Faktisk er det for mange et stort nederlag, når de erkender at dette ikke er godt nok for mig, mit ægteskab. De fleste vil jo helst have forholdet til at fungere, og derfor kan det også være meget ømtåleligt for ens selvværd, stolthed og selvrespekt, når man ikke følger det man egentlig har lyst til. Kunne man forestille sig man siger, hvornår bliver jeg så gammel at jeg tør følge mine inderste ønsker og ikke stadigvæk følger hvad man burde gøre ifølge hvad man er opdraget til.
Det er synd for alle 3 som du skriver, for det er jo sjældent man ikke trækker andre med ned i det som man har svært ved forholde sig til, f.eks. ens parforhold.

. . . som du gør Anonym. Du skal få en gennemtænkt kommentar her på tråden senere i aften, det fortjener emnet, og det fortjener du. Det kan jo også være, at andre kan finde på at bidrage med kloge tanker om afmagt, selvværd og følelser i voksenliv og parforhold.
Pas på dig - jeg skriver igen lige her.
- enfoldige -

at du alene selv valgte din samleverske og jeg går ud fra,at du kunne se noget i hende og derfor elskede hende.Har du tænkt på,at hun kan have nøjagtig samme tanker om dig?

Hej igen
Nej, jeg er ikke en anonym debatstarter, der stikker af fra velmenende og kritiske indlæg...bare forsinket/travl. Så nu jeg er på igen!. Jeg håber at du/ I ser at jeg skam reflekterer over min egen del og personlige ansvar over min synlige uformåen i forhold til at få gang i min kone og mit parforhold!Jeg har tit(faktisk alt for tit) taget skylden på mig og sagt som dig at det er min skyld det er endt hvor det er, ...det er ikke bare noget jeg siger for at blive klappet af "pigerne" på denne debat som du mener, men simpelt hen fordi jeg mener det og føler det dybt inde i mine knogler. Dette er vendt en ca 10000 gange vil jeg tro!. det ændre bare ikke noget vel?. vi er vel bare forskellige og ikke gode for hinanden. Hun er god nok bare ikke med mig og omvendt siger hun.
Men tak for dit indlæg , jeg kan sagtens bruge det til noget konstruktivt
hej igen

minder meget om min egen situation.
Jeg er 42 år, gift for anden gang.
Med hensyn til kærlighed, sex, sammenbragt familie, papbørn osv.
Hos mig er jeg den eneste der prøver at opdrage børnene, imens konen bare vil have ro og fred. Som tak bliver der bare skæld ud på mig, at jeg brokker mig .
Børnene ( hendes ),har så hurtig fundet ud af at jeg er "bussemanden". De gider ikke at gøre som jeg siger, pga. uenigheden mellem mig og konen. Så det kan også være være ligemeget.

Kærlighed og sex er en by i russland.
Opmærksomheden fra konen = 0 , Hun kunne altid tage imod, men ikke give tilbage.
Så gider man jo heller ikke at blive ved.
Vi kan heller ikke tale i ro og fred med hinanden. Jeg kan, men hun råber højt, hver gang, så alle kan høre det. Sådan får hun mig bare til at holde kæft, og jeg siger til mig selv, at det kan være ligemeget.
Mit eneste lysepunkt i livet er vores fælles søn. Når alt andet gør mig trist, skal jeg blot se på ham, se ham smile til mig, og høre at han siger at han elsker sin farmand.
Alt i alt står jeg i samme situation som dig.
Har tænkt meget på at flytte fra det helvede, men jeg kan på et eller andet mystisk måde ikke tage mig sammen til det.
Jeg er som dig en pæn mand, en god lytter, har alt som en kvinde burde ønske sig i en mand.
Ja jeg har så meget at give, så meget kærlighed,som ikke får lov til at komme frem.
Jeg savner bare at kunne smile igen, at have en kone som ikke er iskold. Bare en som elsker mig.
Jeg har et naturlig behov, som de fleste har, og jeg syntes selv at jeg ikke kræver noget urimmeligt.
Jeg gider da ikke at spilde resten af mit liv på det.
Måske har jeg brug for et alvorlig spark for at pakke min ting og smutte fra det.
Til trådstarter : Det samme har du også brug for.

Synd for jer mænd, der har haft en styrende mor!
Det sker alt for ofte, at I finder en kone, der gør jer som drengemænd fremfor rigtige mandfolk. Synd for jer og synd for kvinderne 😖
At I stadig som voksne mænd hænger fast i mors skørter, selvom I helst var fri - det gøt jer mekaniske og middelmådige! Og at I samtidig ikke TØR frigøre jer (til trods for I forlængst er holdt op med at elsker jeres kone - som KVINDE) det gør jer lidet attraktive! Hvor er det trist og uinspirerendde at læse om 🙁
I er fatslåst i en drengerolle, der gør I aldrig kommer videre - nogle af jer. Min (forh. v.) elsker er dog i det det minste modig nok til at trodse sin kone og gøre som det passer ham. Han skal blot have en elskerinde, der ¨kan give ham det endelige spark UD. Sådan en kvinde findes, men det gider jeg bare ikke være, mener manden selv skal tage skridtet FØRST!
Men prøv i stedet at finde en sej kvinde, der kan give dig sparket, siden du ikke selv tør tage skridtet fuldt ud og forlade åstedet. Eller bliv og gør det til noget godt og enestående, i stedet for dette piveri som ingen kan bruge til noget. Dette også en henvendelse til TR.
Har man først mistet lidenskaben i sit liv, ja så har man mistet ALT efter min mening!
OG: Hvor længe tror du forresten det er sjovt for din søn, at være sin fars eneste lykke?
Pusser