Den snilde kvindes guide til at få en rigtig mand
Dette site bruges meget af kvinder, som har problemer med mænd, så nu vil jeg fortælle en lille historie om, hvordan man som kvinder forfører en mand.
Det fleste kvinder vil jo gerne have en der er charmerende og veltrænet, men også troværdig og kærlig og det er jo lidt af et paradoks, når man idag enten kan vælge en player eller en computernørd (groft sagt). Men når man nu endelig har fundet en, man kan lide, hvordan binder man ham så?
Det var en sen aften i kødbyen i københavn (sted med en masse barer), da jeg tromlede ind på jolene. Pludselig forsvant min ven og så står man jo der. Det var der så tilfældigvis en kvinde i samme situation og vi falder i snak og beslutter os for, at tage hjem til mig.
Undervejs falder vi i snak sådan for alvor og vi finder ud af, at vi har meget tilfælles. Da vi er tæt på der, hvor jeg bor, standser hun pludselig op og siger hun hellere må tage hjem. Hun giver mig sit nummer og en tungeslasker og cykler afsted.
Pointen fra hendes side er jo, at hvis jeg vil have hende, må jeg først gøre op med mig selv, om jeg vil have et rigtigt forhold, om jeg virkelig vil give det en chance.
Jeg skriver så til hende næste dag. Hun er 32, jeg er 22, men lover at give det en chance og sender hende et lille digt. Vi mødes så en fredag aften til en koncert med et cubansk band, går videre til beduinbar og ender hjemme hos mig og dyrker hed elskov.
De følgende gange vi ses, forløber alle således, at hun ofte giver mig små tegn (kys, krav, holde i hånden osv.), som viser, at jeg er elsket og hun har brug for mig. Jeg gengælder med opmærksomhed, når hun snakker, vi danser og selvom jeg er på su, så betaler jeg biografbilletterne. Vi ender altid i sengen og jeg garanterer, at hvis kvinder virkelig har et g-punkt, så fandt jeg det.
Pointen er, at selvom det er mig, der tager initiativet, så gør jeg det på hendes initiativ, om man så må sige. Hun belønner mig for god opførsel, men hun giver ikke uden videre noget, uden jeg selv forlanger det og gør en indsats for det ved at være romantisk. Dog tilskynder hun mig vha. små kærtegn, så jeg forstår at forlange det, som hun vil have mig til at tage.
En dag er det hendes tur til at lave mad og hun mangler så tilfældigvis champignoner og spørger, om jeg ikke er sød at smutte ned og købe nogen. Jeg tager ned til købmanden og kommer så til at købe 3 kilo champignoner uden egentligt at tænke over det.
Selvfølgelig er hun sur engang imellem. Men efter hun har raset ud, ligger hun samme aften sig tæt ind til mig, så jeg føler jeg er tilgivet.
Jeg begyndte med at tænke, at jeg var en tyr, men så lige pludselig opdager jeg, at denne her cowgirl har bundet mig hårdt med sin lasso. Og jeg plejer ikke at bryde mig om forspligtelser.
Selvfølgelig hører det med til historien, at vi ret hurtigt blev meget tæt knyttet til hinanden, så at spørgsmålet om børn meldte sig allerede efter et par måneder. Selvfølgelig tøvede jeg og vi holdte op med at se hinanden, da vi ikke befandt os på det samme stadie i livet. Da jeg omsider havde bestemt mig for, at jeg gerne ville give hende børn og det hele, havde hun fundet en på sin egen alder og selvom hun klart syntes jeg havde mest at byde på, var hun nået til den konklusion, at det nok var for urealistisk. Sådan er det med alle store kærlighedshistorier. Man ved først, at man har elsket, når man ikke har hinanden længere, suk. Men hvis jeg finder en ligesom hende igen, så er jeg så tændt.
Det der gør hende til noget specielt, er, at hun vidste lige præcis, hvad hun ville have (og hvem) og hvordan hun skulle få det. Manden er måske ham der officielt tager initiativet og har "magten", men reelt er det ofte kvinden, der bestemmer. Og det er den form for blød magt, forførelsens kunst, som jeg og mange andre mænd virkelig holder af.
Når I har behov for at tage en snak med jeres mænd, har problemer, straffer ham, er utro, han er dig utro osv., så skyldes det, at I har mistet jeres autoritet i forholdet. Den får i ikke igen ved at opføre jer sådan. Man skal aldrig jorde dem, man vil ændre, men derimod give dem små tilskyndelser og så belønne dem, når de gør det rigtige. Tænk på Kirke fra Odysseen: hun forvandler Odysseus' mænd til svin (dvs. hun bestemmer sig for en mand kun og samtidig vender Odysseus væk fra det maskuline fællesskab) og holder ham i "fangenskab" ved hjælp af sin skønhed. Hun er ikke et moderdyr, der giver efter, men tværtimod en selvstændig kvinde, som ved hvad hun vil og hvem der bestemmer og hvordan hun opnår det. Selvom hun er så egoistisk og sensuel, som man kan være, så er hun meget tættere på at opnå idealet om en velfungerende kernefamilie end Odysseus' kone, som først venter tålmodigt på ham og så straffer ham for sit fravær ved at tage sig bejlere.
Hvilken slags kvinde er du?
Det fleste kvinder vil jo gerne have en der er charmerende og veltrænet, men også troværdig og kærlig og det er jo lidt af et paradoks, når man idag enten kan vælge en player eller en computernørd (groft sagt). Men når man nu endelig har fundet en, man kan lide, hvordan binder man ham så?
Det var en sen aften i kødbyen i københavn (sted med en masse barer), da jeg tromlede ind på jolene. Pludselig forsvant min ven og så står man jo der. Det var der så tilfældigvis en kvinde i samme situation og vi falder i snak og beslutter os for, at tage hjem til mig.
Undervejs falder vi i snak sådan for alvor og vi finder ud af, at vi har meget tilfælles. Da vi er tæt på der, hvor jeg bor, standser hun pludselig op og siger hun hellere må tage hjem. Hun giver mig sit nummer og en tungeslasker og cykler afsted.
Pointen fra hendes side er jo, at hvis jeg vil have hende, må jeg først gøre op med mig selv, om jeg vil have et rigtigt forhold, om jeg virkelig vil give det en chance.
Jeg skriver så til hende næste dag. Hun er 32, jeg er 22, men lover at give det en chance og sender hende et lille digt. Vi mødes så en fredag aften til en koncert med et cubansk band, går videre til beduinbar og ender hjemme hos mig og dyrker hed elskov.
De følgende gange vi ses, forløber alle således, at hun ofte giver mig små tegn (kys, krav, holde i hånden osv.), som viser, at jeg er elsket og hun har brug for mig. Jeg gengælder med opmærksomhed, når hun snakker, vi danser og selvom jeg er på su, så betaler jeg biografbilletterne. Vi ender altid i sengen og jeg garanterer, at hvis kvinder virkelig har et g-punkt, så fandt jeg det.
Pointen er, at selvom det er mig, der tager initiativet, så gør jeg det på hendes initiativ, om man så må sige. Hun belønner mig for god opførsel, men hun giver ikke uden videre noget, uden jeg selv forlanger det og gør en indsats for det ved at være romantisk. Dog tilskynder hun mig vha. små kærtegn, så jeg forstår at forlange det, som hun vil have mig til at tage.
En dag er det hendes tur til at lave mad og hun mangler så tilfældigvis champignoner og spørger, om jeg ikke er sød at smutte ned og købe nogen. Jeg tager ned til købmanden og kommer så til at købe 3 kilo champignoner uden egentligt at tænke over det.
Selvfølgelig er hun sur engang imellem. Men efter hun har raset ud, ligger hun samme aften sig tæt ind til mig, så jeg føler jeg er tilgivet.
Jeg begyndte med at tænke, at jeg var en tyr, men så lige pludselig opdager jeg, at denne her cowgirl har bundet mig hårdt med sin lasso. Og jeg plejer ikke at bryde mig om forspligtelser.
Selvfølgelig hører det med til historien, at vi ret hurtigt blev meget tæt knyttet til hinanden, så at spørgsmålet om børn meldte sig allerede efter et par måneder. Selvfølgelig tøvede jeg og vi holdte op med at se hinanden, da vi ikke befandt os på det samme stadie i livet. Da jeg omsider havde bestemt mig for, at jeg gerne ville give hende børn og det hele, havde hun fundet en på sin egen alder og selvom hun klart syntes jeg havde mest at byde på, var hun nået til den konklusion, at det nok var for urealistisk. Sådan er det med alle store kærlighedshistorier. Man ved først, at man har elsket, når man ikke har hinanden længere, suk. Men hvis jeg finder en ligesom hende igen, så er jeg så tændt.
Det der gør hende til noget specielt, er, at hun vidste lige præcis, hvad hun ville have (og hvem) og hvordan hun skulle få det. Manden er måske ham der officielt tager initiativet og har "magten", men reelt er det ofte kvinden, der bestemmer. Og det er den form for blød magt, forførelsens kunst, som jeg og mange andre mænd virkelig holder af.
Når I har behov for at tage en snak med jeres mænd, har problemer, straffer ham, er utro, han er dig utro osv., så skyldes det, at I har mistet jeres autoritet i forholdet. Den får i ikke igen ved at opføre jer sådan. Man skal aldrig jorde dem, man vil ændre, men derimod give dem små tilskyndelser og så belønne dem, når de gør det rigtige. Tænk på Kirke fra Odysseen: hun forvandler Odysseus' mænd til svin (dvs. hun bestemmer sig for en mand kun og samtidig vender Odysseus væk fra det maskuline fællesskab) og holder ham i "fangenskab" ved hjælp af sin skønhed. Hun er ikke et moderdyr, der giver efter, men tværtimod en selvstændig kvinde, som ved hvad hun vil og hvem der bestemmer og hvordan hun opnår det. Selvom hun er så egoistisk og sensuel, som man kan være, så er hun meget tættere på at opnå idealet om en velfungerende kernefamilie end Odysseus' kone, som først venter tålmodigt på ham og så straffer ham for sit fravær ved at tage sig bejlere.
Hvilken slags kvinde er du?